Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 02006D0683-20080101

Consolidated text: Rådets afgørelse af 15. september 2006 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (2006/683/EF, Euratom)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/683/2008-01-01

2006D0683 — DA — 01.01.2008 — 002.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

RÅDETS AFGØRELSE

af 15. september 2006

om vedtagelse af Rådets forretningsorden

(2006/683/EF, Euratom)

(EFT L 285, 16.10.2006, p.47)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

 M1

RÅDETS AFGØRELSE af 1. januar 2007

  L 1

9

4.1.2007

►M2

RÅDETS AFGØRELSE af 20. december 2007

  L 346

17

29.12.2007




▼B

RÅDETS AFGØRELSE

af 15. september 2006

om vedtagelse af Rådets forretningsorden

(2006/683/EF, Euratom)



RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 207, stk. 3, første afsnit,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 121, stk. 3,

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Europæiske Råd understregede på sit møde den 15.-16. juni 2006, at det med henblik på øget borgertillid i Den Europæiske Union er vigtigt, at borgerne kan få direkte indsigt i EU's aktiviteter, især ved indførelse af endnu større åbenhed og gennemsigtighed omkring Rådets aktiviteter. Som besluttet på Det Europæiske Råd og under fuld hensyntagen til behovet for at sikre effektiviteten i Rådets arbejde, bør dette arbejde gøres endnu mere åbent, især når Rådet forhandler om retsakter under den fælles beslutningsprocedure. Der bør også træffes foranstaltninger med henblik på markant at forbedre de tekniske midler, der anvendes til at transmittere Rådets offentlige forhandlinger og debatter på alle EU-institutionernes officielle sprog, navnlig ved brug af internettet.

Rådet vil tage gennemførelsen af ovennævnte åbenhedsforanstaltninger op igen i december 2006 for at vurdere deres indvirkning på effektiviteten af Rådets arbejde.

(2)

Planlægningen af Rådets arbejde bør også strømlines. Der bør derfor indføres en ny ordning til erstatning for den tidligere baseret på et attenmånedersprogram, der skal forelægges Rådet til godkendelse af de tre formandskaber, der skal varetage formandskabsfunktionen i den pågældende periode.

(3)

Det er endelig hensigtsmæssigt at ændre og præcisere bestemmelserne om skriftlig procedure for at forbedre den måde, denne procedure fungerer på, og sikre en hurtigere vedtagelse af Rådets svar på forespørgsler fra medlemmer af Europa-Parlamentet, afgørelser om udnævnelse af medlemmer af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og medlemmer af Regionsudvalget og afgørelser om høring af andre institutioner og organer —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:



Artikel 1

Rådets forretningsorden af 22. marts 2004 ( 1 ) erstattes af følgende bestemmelser:

»FORRETNINGSORDEN FOR RÅDET

Artikel 1

Indkaldelse og arbejdssted

1.  Rådet træder sammen efter indkaldelse fra formanden på initiativ af denne, af et medlem af Rådet eller af Kommissionen ( 2 ).

2.  Efter i relevant omfang at have hørt det foregående og det efterfølgende formandskab giver formandskabet syv måneder inden sin formandskabsperiodes begyndelse meddelelse om de påtænkte datoer for de samlinger, Rådet holder med henblik på at foretage lovgivende arbejde eller træffe konkrete afgørelser.

3.  Rådet har hjemsted i Bruxelles. I april, juni og oktober holder Rådet sine samlinger i Luxembourg ( 3 ).

Under ekstraordinære omstændigheder og i behørigt begrundede tilfælde kan Rådet eller De Faste Repræsentanters Komité (i det følgende benævnt »Coreper«) med enstemmighed beslutte, at en samling i Rådet skal holdes et andet sted.

Artikel 2

Rådssammensætninger, den rolle, der tillægges Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), og planlægning af arbejdet

1.  Rådet kan træde sammen i forskellige sammensætninger afhængigt af de behandlede emner. Rådet i sammensætningen almindelige anliggender og eksterne forbindelser (i det følgende benævnt »Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser)«), der er indkaldt til en samling som omhandlet i stk. 2, litra a), træffer afgørelse om listen over disse sammensætninger, som er gengivet i bilag I.

2.  Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) har følgende to centrale aktivitetsområder, for hvilke det holder adskilte samlinger med særskilte dagsordener og eventuelt på forskellige datoer:

a) forberedelse og opfølgning af møderne i Det Europæiske Råd, herunder den nødvendige koordination af alt forberedende arbejde, den overordnede samordning af politikkerne, institutionelle og administrative spørgsmål, horisontale sager med betydning for flere af EU's politikker og ethvert spørgsmål, der er fremsendt af Det Europæiske Råd, under hensyntagen til reglerne for Den Økonomiske og Monetære Union

b) EU's optræden udadtil, dvs. den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, udenrigshandel samt udviklingssamarbejde og humanitær bistand.

3.  Med henblik på at forberede Det Europæiske Råds møder skal Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), der er indkaldt til en samling som omhandlet i stk. 2, litra a),

a) på forslag af formandskabet udarbejde et forslag til kommenteret dagsorden senest fire uger inden Det Europæiske Råds møde

b) kort før Det Europæiske Råds møde afholde en sidste forberedende samling og godkende dagsordenen.

Bidrag fra de øvrige rådssammensætninger til Det Europæiske Råds drøftelser fremsendes til Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), der er indkaldt til en samling som omhandlet i stk. 2, litra a), senest to uger før Det Europæiske Råds møde.

Medmindre der foreligger tvingende og uforudsete forhold i forbindelse med f.eks. den internationale situation, kan Rådet i anden sammensætning eller et af de organer, der forbereder en samling i Rådet, ikke indkaldes til at træde sammen mellem den sidste forberedende samling, der er omhandlet i første afsnit, litra b), og Det Europæiske Råds møde.

De foranstaltninger, der er nødvendige for den praktiske tilrettelæggelse af Det Europæiske Råds drøftelser, træffes af formandskabet i samarbejde med generalsekretariatet i overensstemmelse med de regler, som Det Europæiske Råd selv er nået til enighed om.

4.  Hver attende måned udarbejder de tre formandskaber, der skal varetage formandskabsfunktionen i perioden, i tæt samarbejde med Kommissionen og efter passende samråd et udkast til Rådets arbejdsprogram for den pågældende periode. De tre formandskaber forelægger et fælles udkast til program senest en måned før den relevante periode, for at det kan blive godkendt af Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), der er indkaldt til en samling som omhandlet i stk. 2, litra a) ( 4 ).

5.  Det kommende formandskab udarbejder en foreløbig oversigt over det lovgivningsarbejde og de konkrete afgørelser, der påtænkes på de rådssamlinger, der er berammet i det næste halvår. Denne foreløbige oversigt udarbejdes senest en uge før formandskabsperiodens begyndelse på grundlag af Rådets attenmånedersprogram og i samråd med Kommissionen. Der kan efter behov føjes yderligere rådssamlinger til de oprindeligt påtænkte.

Det formandskab, der følger efter det kommende formandskab, udarbejder i samråd med Kommissionen og det efterfølgende formandskab og senest en uge før sin formandskabsperiodes begyndelse en tilsvarende foreløbig oversigt for de rådssamlinger, der er berammet i det halvår, der følger efter det, der er omhandlet i første afsnit.

Viser det sig i løbet af en formandskabsperiode, at en samling, der oprindelig er berammet til at holdes i det pågældende halvår, ikke længere er begrundet, indkalder formandskabet ikke til den pågældende samling.

Artikel 3 ( 5 )

Dagsorden

1.  Formanden udarbejder på baggrund af Rådets attenmånedersprogram den foreløbige dagsorden for hver samling. Den sendes til Rådets øvrige medlemmer og til Kommissionen senest fjorten dage før samlingens begyndelse.

2.  På den foreløbige dagsorden optages de punkter, for hvilke en begæring om optagelse fremsat af et af Rådets medlemmer eller af Kommissionen samt eventuelle dertil hørende bilag, er modtaget i generalsekretariatet senest seksten dage før den pågældende samlings begyndelse. I den foreløbige dagsorden skal det angives ved en asterisk, hvis formandskabet, et medlem af Rådet eller Kommissionen kan begære afstemning om et punkt. Denne angivelse må først ske, når alle procedurekravene i traktaterne er blevet opfyldt.

3.  Punkter, der vedrører vedtagelsen af en retsakt eller en fælles holdning vedrørende et lovgivningsforslag eller et forslag til foranstaltning, der skal vedtages i henhold til EU-traktatens afsnit VI, kan først optages på den foreløbige dagsorden med henblik på afgørelse efter udløbet af den frist på seks uger, der er fastsat i punkt 3 i protokollen om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union.

Rådet kan med enstemmighed fravige fristen på seks uger, hvis optagelsen af et punkt falder ind under undtagelsesbestemmelsen om sager af hastende karakter i punkt 3 i nævnte protokol.

4.  På den foreløbige dagsorden kan der kun optages punkter, hvortil bilagene er fremsendt til Rådets medlemmer og til Kommissionen senest samme dag, som dagsordenen blev afsendt.

5.  Generalsekretariatet giver Rådets medlemmer og Kommissionen meddelelse om begæringer om optagelse og dertil hørende bilag, for hvilke de ovenfor fastsatte frister ikke er overholdt.

Medmindre hensynet til sagens hastende karakter tilsiger andet og med forbehold af stk. 2, fjerner formandskabet de punkter vedrørende lovgivningsmæssigt arbejde, jf. artikel 7, fra den foreløbige dagsorden, som Coreper ikke har afsluttet behandlingen af inden udgangen af den uge, der går forud for ugen før den pågældende rådssamling.

6.  Den foreløbige dagsorden opdeles i del A og del B. I del A optages de punkter, der vil kunne godkendes af Rådet uden debat; Rådets medlemmer og Kommissionen kan dog tilkendegive deres opfattelse i forbindelse med godkendelsen af sådanne punkter og få erklæringer optaget i protokollen for samlingen.

7.  Dagsordenen vedtages af Rådet ved begyndelsen af hver samling. Der kræves enstemmighed i Rådet for at optage andre punkter på dagsordenen end dem, der er optaget på den foreløbige dagsorden. Punkter optaget på denne måde kan sættes under afstemning, hvis alle procedurekravene i traktaterne er opfyldt.

8.  Hvis stillingtagen til et punkt på listen over A-punkter kan påregnes at medføre fornyet debat, eller hvis et af Rådets medlemmer eller Kommissionen anmoder herom, udgår det pågældende A-punkt af dagsordenen, medmindre Rådet træffer anden bestemmelse.

9.  Anmodninger om optagelse af et punkt under eventuelt skal ledsages af en skriftlig redegørelse.

Artikel 4

Repræsentation af et medlem af Rådet

Med forbehold af bestemmelserne i artikel 11 om afstemningsfuldmagt kan et medlem af Rådet, der er forhindret i at deltage i en samling, lade sig repræsentere.

Artikel 5

Samlinger

1.  Rådets samlinger er ikke offentlige; dette gælder dog ikke de forhandlinger, der er omhandlet i artikel 8.

2.  Kommissionen indbydes til at deltage i Rådets samlinger. Det samme gælder Den Europæiske Centralbank i de tilfælde, hvor den udøver sin initiativret. Rådet kan dog vedtage at forhandle, uden at repræsentanter for Kommissionen eller Den Europæiske Centralbank er til stede i salen.

3.  Rådets og Kommissionens medlemmer kan være ledsaget af embedsmænd, som bistår dem. Disse embedsmænds navn og stilling skal på forhånd meddeles generalsekretariatet. Rådet kan bestemme, hvor mange personer pr. delegation, inkl. Rådets medlemmer, der samtidig må være til stede i Rådets mødesal.

4.  Adgang til Rådets samlinger er betinget af forevisning af et adgangskort (laissez-passer) udstedt af generalsekretariatet.

Artikel 6

Tavshedspligt og fremlæggelse af dokumenter i en retssag

1.  Med forbehold af artikel 8 og 9 samt bestemmelserne om aktindsigt gælder der tavshedspligt om Rådets forhandlinger, medmindre Rådet træffer anden bestemmelse.

2.  Rådet eller Coreper kan tillade, at der under retssager fremlægges genparter eller uddrag af rådsdokumenter, der ikke allerede er gjort offentligt tilgængelige i henhold til bestemmelserne om aktindsigt.

Artikel 7

Tilfælde, hvor Rådet optræder som lovgivende myndighed

Rådet optræder som lovgivende myndighed som omhandlet i EF-traktatens artikel 207, stk. 3, andet afsnit, når det vedtager lovregler, der har retskraft i eller for medlemsstaterne, dvs. forordninger, direktiver, rammeafgørelser, beslutninger og afgørelser, på grundlag af de relevante bestemmelser i traktaterne, men ikke når det har drøftelser, der fører til vedtagelse af interne forholdsregler, administrative eller budgetmæssige afgørelser, afgørelser, der vedrører forbindelserne mellem institutionerne eller de internationale forbindelser, eller ikke-bindende akter såsom konklusioner, henstillinger og resolutioner.

Når Rådet får forelagt lovgivningsforslag eller -initiativer, afstår det fra at vedtage akter, der ikke er omhandlet i traktaterne, såsom resolutioner, konklusioner og erklæringer, bortset fra sådanne, som er omhandlet i artikel 9.

Artikel 8

Forhandlinger i Rådet, der er tilgængelige for offentligheden, og offentlige debatter

1.  Følgende forhandlinger i Rådet om retsakter, der skal vedtages efter den fælles beslutningsprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 251, gøres tilgængelige for offentligheden:

a) Kommissionens eventuelle fremlæggelse af sine lovgivningsforslag og den efterfølgende forhandling i Rådet

b) afstemningen om retsakter samt Rådets afsluttende forhandlinger forud for den pågældende afstemning og de dertil hørende stemmeforklaringer

c) alle Rådets andre forhandlinger om sådanne retsakter, medmindre Rådet eller Coreper i det enkelte tilfælde træffer anden afgørelse med hensyn til en given forhandling.

2.  Rådets første forhandlinger om vigtige nye lovgivningsforslag, der ikke skal vedtages efter den fælles beslutningsprocedure, gøres tilgængelige for offentligheden. Formandskabet fastslår, hvilke nye lovgivningsforslag der er vigtige, og Rådet eller Coreper kan træffe anden afgørelse, når det er passende. Formandskabet kan i det enkelte tilfælde beslutte, at Rådets efterfølgende forhandlinger om en given retsakt skal gøres tilgængelige for offentligheden, medmindre Rådet eller Coreper træffer anden afgørelse.

3.  Rådet eller Coreper kan med kvalificeret flertal træffe afgørelse om, at Rådet skal holde offentlige debatter om vigtige spørgsmål, der vedrører EU's og dens borgeres interesser.

Formandskabet, Rådets medlemmer eller Kommissionen kan foreslå spørgsmål eller specifikke emner for sådanne debatter, idet de tager hensyn til spørgsmålets betydning og dets interesse for borgerne.

4.  Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), der er indkaldt til en samling som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), holder en offentlig orienterende debat om Rådets attenmånedersprogram. Orienterende debatter i andre rådssammensætninger om deres respektive prioriteter skal også være tilgængelige for offentligheden. Kommissionens fremlæggelse af sit femårsprogram, sit årlige arbejdsprogram og sin årlige politikstrategi samt den efterfølgende debat i Rådet skal være tilgængelig for offentligheden.

5.  Ved udsendelsen af den foreløbige dagsorden i henhold til artikel 3:

a) skal de punkter på Rådets dagsorden, der er tilgængelige for offentligheden i overensstemmelse med stk. 1 og 2, markeres med ordene »offentlig forhandling«

b) skal de punkter på Rådets dagsorden, der er tilgængelige for offentligheden i overensstemmelse med stk. 3 og 4, markeres med ordene »offentlig debat«.

Rådets forhandlinger og offentlige debatter gøres tilgængelige for offentligheden i henhold til denne artikel i form af offentlig audiovisuel transmission, fortrinsvis til et tilhørerrum og ved transmission på alle EU-institutionernes officielle sprog ved hjælp af videostreaming. En optagelse af forhandlingerne skal være tilgængelig på Rådets internetsted i mindst en måned. Afstemningsresultatet gengives visuelt.

Generalsekretariatet orienterer så vidt muligt på forhånd offentligheden om datoer og omtrentligt tidspunkt for sådanne audiovisuelle transmissioner og træffer alle praktiske foranstaltninger til at sikre en korrekt gennemførelse af denne artikel.

Artikel 9

Afstemningsresultaternes, stemmeforklaringernes og protokollernes tilgængelighed for offentligheden

1.  Ud over de tilfælde, hvor Rådets forhandlinger er tilgængelige for offentligheden i henhold til artikel 8, stk. 1, offentliggøres afstemningsresultaterne og stemmeforklaringerne fra Rådets medlemmer samt erklæringerne til protokollen for samlingen og de punkter i denne protokol, der vedrører vedtagelsen af retsakter, når Rådet optræder som lovgivende myndighed, jf. artikel 7.

Samme regel gælder for:

a) afstemningsresultater og stemmeforklaringer samt erklæringer til protokollen for samlingen og punkter i denne protokol, der vedrører vedtagelsen af en fælles holdning i henhold til EF-traktatens artikel 251 eller 252

b) afstemningsresultater og stemmeforklaringer fra Rådets medlemmer eller deres repræsentanter i det forligsudvalg, der er oprettet ved EF-traktatens artikel 251, samt erklæringer til protokollen for samlingen og punkter i denne protokol, der vedrører mødet i Forligsudvalget

c) afstemningsresultater og stemmeforklaringer samt erklæringer til protokollen for samlingen og punkter i denne protokol, der vedrører Rådets udarbejdelse af en konvention på grundlag af EU-traktatens afsnit VI.

2.  Afstemningsresultatet offentliggøres herudover,

a) når Rådet optræder inden for rammerne af EU-traktatens afsnit V, og Rådet eller Coreper enstemmigt træffer beslutning om offentliggørelse på begæring af et af deres medlemmer

b) når Rådet vedtager en fælles holdning i henhold til EU-traktatens afsnit VI, og Rådet eller Coreper enstemmigt træffer beslutning om offentliggørelse på begæring af et af deres medlemmer

c) hvis Rådet eller Coreper i øvrigt træffer beslutning om offentliggørelse på begæring af et af deres medlemmer.

Når resultatet af afstemninger i Rådet offentliggøres i henhold til første afsnit, litra a), b) og c), skal de stemmeforklaringer, der er afgivet i forbindelse med afstemningen, på begæring af de berørte medlemmer af Rådet ligeledes offentliggøres under overholdelse af denne forretningsorden og under hensyntagen til retssikkerheden og Rådets interesser.

Erklæringerne til optagelse i protokollen for samlingen og de punkter i denne protokol, der vedrører vedtagelsen af de i første afsnit, litra a), b) og c) nævnte retsakter, offentliggøres, når Rådet eller Coreper træffer beslutning om offentliggørelse på begæring af et af deres medlemmer.

3.  Bortset fra de tilfælde, hvor Rådets forhandlinger er tilgængelige for offentligheden i henhold til artikel 8, offentliggøres afstemningsresultatet ikke i forbindelse med drøftelser, der fører til enten vejledende afstemninger eller vedtagelse af forberedende akter.

Artikel 10

Aktindsigt i Rådets dokumenter

De specifikke bestemmelser om offentlighedens adgang til rådsdokumenter findes i bilag II.

Artikel 11

Afstemningsregler og quorum

1.  Rådet foretager afstemning på initiativ af sin formand.

Formanden skal endvidere indlede en afstemningsprocedure på initiativ af et medlem af Rådet eller af Kommissionen, såfremt et flertal af Rådets medlemmer udtaler sig herfor.

2.  Rådets medlemmer stemmer i den rækkefølge, der er fastsat i henhold til EF-traktatens artikel 203 og Euratom-traktatens artikel 116, idet der begyndes med det medlem, der ifølge denne rækkefølge følger efter det medlem, der har formandskabet.

3.  Hvert medlem af Rådet kan kun fra ét af de øvrige medlemmer modtage fuldmagt til at stemme ( 6 ).

4.  Rådet kan kun foretage en afstemning, hvis et flertal af de medlemmer af Rådet, der ifølge traktaterne kan deltage i afstemningen, er til stede. Ved afstemningen sikrer formanden sig, bistået af generalsekretariatet, at Rådet er beslutningsdygtigt.

5.  Når Rådet skal træffe en afgørelse med kvalificeret flertal, skal det, hvis et medlem af Rådet kræver det, kontrolleres, at de medlemsstater, der udgør det kvalificerede flertal, repræsenterer mindst 62 % af EU's samlede befolkning beregnet i overensstemmelse med befolkningstallene i artikel 1 i bilag III.

Artikel 12

Almindelig skriftlig procedure og stiltiende samtykkeprocedure

1.  Rådets retsakter kan, hvis de haster, vedtages ved skriftlig procedure, såfremt Rådet eller Coreper enstemmigt træffer beslutning herom. Formanden kan ligeledes under særlige omstændigheder foreslå, at der anvendes skriftlig procedure; i så fald anvendes proceduren kun, hvis alle Rådets medlemmer giver deres tilslutning hertil.

Vedrører den skriftlige procedure en sag, som Kommissionen har forelagt for Rådet, kræves endvidere Kommissionens samtykke.

Generalsekretariatet udarbejder hver måned en oversigt over de retsakter, der er vedtaget ved skriftlig procedure.

2.  Rådet kan på initiativ af formandskabet træffe afgørelse ved en forenklet skriftlig procedure, den såkaldte »stiltiende samtykkeprocedure«:

a) med henblik på at vedtage teksten til et svar på en skriftlig forespørgsel eller eventuelt en mundtlig forespørgsel til Rådet fra et medlem af Europa-Parlamentet, efter at Coreper har behandlet udkastet til svar ( 7 )

b) med henblik på at beskikke medlemmer af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget, efter at Coreper har behandlet udkastet til afgørelse

c) med henblik på at træffe afgørelse om at høre andre institutioner eller organer, når en sådan høring er påkrævet ifølge traktaterne

d) med henblik på at iværksætte den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem Coreu-nettet (stiltiende Coreu-samtykkeprocedure) ( 8 ).

I så fald anses den relevante tekst for vedtaget efter udløbet af den frist, som formandskabet har fastsat under hensyn til, hvor meget sagen haster, medmindre et medlem af Rådet fremsætter indvendinger.

3.  Generalsekretariatet fastslår, at skriftlige procedurer er afsluttet.

Artikel 13

Protokol

1.  Der udfærdiges for hver samling en protokol, der efter godkendelse undertegnes af generalsekretæren/den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (i det følgende benævnt »generalsekretæren«) eller vicegeneralsekretæren. De kan delegere deres undertegnelsesbeføjelse til generaldirektører i generalsekretariatet.

Protokollen skal i almindelighed for hvert punkt på dagsordenen indeholde:

 en angivelse af de dokumenter, der er blevet forelagt for Rådet

 de afgørelser, der er truffet, eller de konklusioner, som Rådet er nået frem til

 de erklæringer, som Rådet har fremsat, og dem, som medlemmer af Rådet eller Kommissionen har begæret optaget.

2.  Udkastet til protokol udarbejdes af generalsekretariatet inden for en frist på femten dage og forelægges Rådet eller Coreper til godkendelse.

3.  Hvert af Rådets medlemmer samt Kommissionen kan inden godkendelsen af protokollen anmode om en mere udførlig affattelse for så vidt angår et punkt på dagsordenen. Disse anmodninger kan fremsættes i Coreper.

Artikel 14

Forhandlinger og afgørelser på grundlag af dokumenter og udkast udfærdiget på de sprog, der er omhandlet i den gældende sprogordning

1.  Medmindre andet vedtages enstemmigt af Rådet på grund af sagens hastende karakter, kan Rådet kun forhandle og træffe afgørelse på grundlag af dokumenter og udkast, der er udfærdiget på de sprog, der er omhandlet i den gældende ordning på det sproglige område.

2.  Ethvert medlem af Rådet kan modsætte sig forhandling, såfremt teksten til eventuelle ændringsforslag ikke er udarbejdet på de af de i stk. 1 omhandlede sprog, som medlemmet angiver.

Artikel 15

Undertegnelse af retsakter

Teksten til retsakter, som vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab, samt teksten til retsakter, som vedtages af Rådet, undertegnes af den person, der er formand på tidspunktet for vedtagelsen, samt af generalsekretæren eller vicegeneralsekretæren. Generalsekretæren eller vicegeneralsekretæren kan delegere deres undertegnelsesbeføjelse til generaldirektører i generalsekretariatet.

Artikel 16 ( 9 )

Manglende mulighed for at deltage i en afstemning

Ved anvendelsen af denne forretningsorden tages der behørigt hensyn til de tilfælde, hvor et eller flere medlemmer af Rådet i henhold til traktaterne ikke kan deltage i afstemningen, jf. bilag IV.

Artikel 17

Offentliggørelse af retsakter i EU-Tidende

1.  Følgende offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (i det følgende benævnt »EU-Tidende«) på generalsekretærens eller vicegeneralsekretærens foranledning:

a) de retsakter, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 254, stk. 1 og 2

b) de retsakter, der er omhandlet i Euratom-traktatens artikel 163, stk. 1

c) de fælles holdninger, som Rådet har fastlagt efter proceduren i EF-traktatens artikel 251 og 252 samt begrundelserne herfor

d) de rammeafgørelser og afgørelser, der er omhandlet i EU-traktatens artikel 34, stk. 2

e) de konventioner, der er udarbejdet af Rådet i henhold til EU-traktatens artikel 34, stk. 2

Det meddeles i EU-Tidende, hvornår sådanne konventioner træder i kraft

f) de konventioner, der er undertegnet mellem medlemsstater i henhold til EF-traktatens artikel 293

Det meddeles i EU-Tidende, hvornår sådanne konventioner træder i kraft

g) de internationale aftaler, som Fællesskabet har indgået

Det meddeles i EU-Tidende, hvornår sådanne aftaler træder i kraft

h) de internationale aftaler, som er indgået i henhold til EU-traktatens artikel 24, medmindre Rådet træffer anden afgørelse på grundlag af artikel 4 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter ( 10 )

Det meddeles i EU-Tidende, hvornår sådanne aftaler træder i kraft.

2.  Medmindre Rådet eller Coreper træffer anden afgørelse, offentliggøres følgende i EU-Tidende på generalsekretærens eller vicegeneralsekretærens foranledning:

a) de initiativer, som en medlemsstat forelægger Rådet i medfør af EF-traktatens artikel 67, stk. 1

b) de initiativer, som en medlemsstat forelægger Rådet i medfør af EU-traktatens artikel 34, stk. 2

c) de fælles holdninger, der er omhandlet i EU-traktatens artikel 34, stk. 2

d) andre direktiver end dem, der er nævnt i EF-traktatens artikel 254, stk. 1 og 2, andre beslutninger end dem, der er nævnt i EF-traktatens artikel 254, stk. 1, henstillinger og udtalelser.

3.  Rådet eller Coreper beslutter i hvert enkelt tilfælde med enstemmighed, om fælles strategier, fælles aktioner og fælles holdninger som omhandlet i EU-traktatens artikel 12 skal offentliggøres i EU-Tidende på generalsekretærens eller vicegeneralsekretærens foranledning.

4.  Rådet eller Coreper beslutter i hvert enkelt tilfælde og under hensyntagen til den eventuelle offentliggørelse af basisretsakten, om følgende skal offentliggøres i EU-Tidende på generalsekretærens eller vicegeneralsekretærens foranledning:

a) de gennemførelsesbestemmelser til de fælles aktioner, der er omhandlet i EU-traktatens artikel 12

b) de fælles aktioner, fælles holdninger eller enhver anden afgørelse, der træffes på grundlag af en fælles strategi som fastsat i EU-traktatens artikel 23, stk. 2, første led

c) de eventuelle gennemførelsesforanstaltninger til afgørelser som omhandlet i EU-traktatens artikel 34, stk. 2, samt de eventuelle gennemførelsesforanstaltninger til konventioner, som Rådet har udarbejdet i henhold til EU-traktatens artikel 34, stk. 2

d) andre rådsakter som f.eks. afgørelser eller resolutioner.

5.  Når der ved en aftale indgået mellem Fællesskaberne og en eller flere stater eller internationale organisationer nedsættes et organ med beføjelse til at træffe afgørelser, beslutter Rådet ved aftalens indgåelse, om dette organs afgørelser skal offentliggøres i EU-Tidende.

Artikel 18

Meddelelse af retsakter

1.  Generalsekretæren, vicegeneralsekretæren eller en generaldirektør, som handler på deres vegne, giver dem, som de pågældende retsakter er rettet til, meddelelse om direktiver bortset fra dem, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 254, stk. 1 og 2, og beslutninger bortset fra dem, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 254, stk. 1.

2.  I det omfang følgende retsakter ikke offentliggøres i EU-Tidende, giver generalsekretæren, vicegeneralsekretæren eller en generaldirektør, der handler på deres vegne, meddelelse herom til dem, som de er rettet til:

a) henstillinger

b) de fælles strategier, fælles aktioner og fælles holdninger, der er omhandlet i EU-traktatens artikel 12

c) de fælles holdninger, der er omhandlet i EU-traktatens artikel 34, stk. 2

d) gennemførelsesforanstaltninger til retsakter vedtaget på grundlag af EU-traktatens artikel 12 og 34.

3.  Generalsekretæren, vicegeneralsekretæren eller en generaldirektør, der handler på deres vegne, udleverer genparter af Rådets direktiver bortset fra dem, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 254, stk. 1 og 2, samt af Rådets beslutninger og henstillinger til medlemsstaternes regeringer og til Kommissionen.

Artikel 19 ( 11 )

Coreper, komitéer, udvalg og arbejdsgrupper

1.  Coreper har til opgave at forberede Rådets arbejde og at udføre de hverv, der tildeles Coreper af Rådet. Coreper skal under alle omstændigheder ( 12 ) drage omsorg for sammenhængen i EU's politikker og aktiviteter samt for overholdelse af følgende principper og regler:

a) principperne om legalitet, subsidiaritet, proportionalitet og begrundelse af retsakterne

b) reglerne om EU-institutionernes og -organernes beføjelser

c) budgetbestemmelserne

d) reglerne om procedure, åbenhed og kvalitet i retsakternes affattelse.

2.  Samtlige punkter på dagsordenen for en samling i Rådet behandles først af Coreper, medmindre denne træffer anden bestemmelse. Coreper søger på sit eget niveau at tilvejebringe en løsning, som forelægges Rådet til vedtagelse. Coreper sørger for, at sagerne forelægges Rådet i en passende form, og forelægger det eventuelt indstillinger, løsningsmuligheder eller løsningsforslag. I hastesager kan Rådet med enstemmighed beslutte at behandle et spørgsmål, uden at en sådan forudgående behandling har fundet sted.

3.  Komitéer, udvalg eller arbejdsgrupper kan nedsættes af Coreper eller med Corepers billigelse med henblik på udførelse af bestemte, på forhånd fastlagte forberedende opgaver eller undersøgelser.

Generalsekretariatet ajourfører og offentliggør regelmæssigt listen over de forberedende organer. Kun de komitéer, udvalg og arbejdsgrupper, der er opført på listen, kan holde møder som Rådets forberedende organer.

4.  Møderne i Coreper har afhængigt af dagsordenens punkter den faste repræsentant eller den stedfortrædende faste repræsentant fra den medlemsstat, der har formandskabet i Rådet, som formand. De komitéer og udvalg, der er omhandlet i traktaterne, har ligeledes en delegeret fra den pågældende medlemsstat som formand, medmindre Rådet træffer anden bestemmelse. Det samme gælder for de i stk. 3 omhandlede komitéer, udvalg og arbejdsgrupper, medmindre Coreper træffer anden bestemmelse.

5.  Møder i arbejdsgrupper, udvalg og komitéer bortset fra Coreper, der forbereder samlinger i Rådet i de sammensætninger, der kun træder sammen én gang hvert halvår, har, når samlingerne holdes i dette halvårs første tre måneder, og møderne finder sted før det pågældende halvår, som formand en delegeret fra den medlemsstat, der har formandskabet på de pågældende samlinger i Rådet.

6.  Når en sag fortrinsvis vil blive behandlet i løbet af et bestemt halvår, kan en delegeret fra den medlemsstat, der har formandskabet i det pågældende halvår, i det foregående halvår påtage sig formandskabet for komitéerne/udvalgene, bortset fra Coreper, samt for arbejdsgrupperne, når disse behandler den pågældende sag. Den praktiske gennemførelse af dette afsnit aftales mellem de to berørte formandskaber.

Ved behandlingen af De Europæiske Fællesskabers budget for et givet regnskabsår varetages formandskabet for møderne i Rådets forberedende organer, bortset fra Coreper, når disse forbereder punkter på Rådets dagsorden vedrørende behandlingen af budgettet, af en delegeret fra den medlemsstat, der har formandskabet i Rådet i sidste halvdel af det kalenderår, der går forud for det givne regnskabsår. Det samme gælder, under forudsætning af det andet formandskabs accept, formandskabet for samlinger i Rådet på det tidspunkt, hvor de pågældende budgetspørgsmål drøftes. De berørte formandskaber konsulterer hinanden om de praktiske arrangementer.

7.  I overensstemmelse med de relevante bestemmelser, der er nævnt nedenfor, kan Coreper træffe følgende procedureafgørelser, hvis de spørgsmål, som vedrører disse afgørelser, er optaget på den foreløbige dagsorden mindst tre arbejdsdage før mødet. Der kræves enstemmighed i Coreper for at fravige denne frist ( 13 ):

a) beslutning om, at en samling i Rådet skal holdes et andet sted end i Bruxelles eller Luxembourg (artikel 1, stk. 3)

b) tilladelse til, at der under retssager fremlægges en genpart eller et uddrag af et rådsdokument (artikel 6, stk. 2)

c) beslutning om at holde en offentlig rådsdebat eller om ikke at gøre en given forhandling i Rådet tilgængelig for offentligheden (artikel 8, stk. 1, litra c), stk. 2 og stk. 3)

d) beslutning om, at afstemningsresultater og erklæringer optaget i Rådets protokol i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, skal offentliggøres

e) beslutning om, at der skal anvendes skriftlig procedure (artikel 12, stk. 1)

f) godkendelse eller ændring af en protokol for en samling i Rådet (artikel 13, stk. 2 og 3)

g) beslutning om, hvorvidt en tekst eller en retsakt skal offentliggøres i EU-Tidende (artikel 17, stk. 2, 3 og 4)

h) beslutning om, at en institution eller et organ skal høres, når sådanne høringer ikke er obligatoriske i henhold til traktaterne

i) beslutning om, at der skal fastsættes en frist for høring af en institution eller et organ, eller at denne frist skal forlænges

j) beslutning om, at fristerne i EF-traktatens artikel 251, stk. 7, skal forlænges

k) godkendelse af teksten til en skrivelse til en institution eller et organ.

Artikel 20

Formandskabet og afvikling af debatterne i god ro og orden

1.  Formandskabet sørger for anvendelsen af denne forretningsorden og drager omsorg for, at debatterne afvikles i god ro og orden. Formandskabet sørger navnlig for selv at overholde og sørge for overholdelsen af bestemmelserne i bilag V vedrørende arbejdsmetoderne med henblik på et udvidet Råd.

For at sikre, at debatterne afvikles i god ro og orden, kan formandskabet endvidere, medmindre Rådet træffer anden afgørelse, træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger, der er nødvendige for at fremme en optimal udnyttelse af den tid, der er til rådighed på samlingerne, og navnlig:

a) med henblik på behandlingen af et bestemt punkt begrænse antallet af personer fra hver enkelt delegation, der kan være til stede i mødelokalet under samlingen, og beslutte, om der skal åbnes et tilhørerrum

b) fastsætte rækkefølgen for behandlingen af de enkelte punkter samt den tid, der skal afsættes til drøftelse af dem

c) bestemme, hvor lang tid der skal afsættes til drøftelse af et bestemt punkt, især ved at begrænse taletiden og fastlægge rækkefølgen af indlæg

d) anmode delegationerne om at fremlægge deres forslag til ændring af en foreliggende tekst skriftligt inden en nærmere angivet dato, om nødvendigt ledsaget af en kortfattet forklaring

e) anmode de delegationer, der på et givet punkt eller med hensyn til en given tekst eller en del heraf måtte have sammenfaldende eller lignende opfattelser, om at vælge en talsmand, som på samlingen eller skriftligt forud herfor kan fremlægge disse delegationers holdning.

2.  Formandskabet bistås, uden at dette berører bestemmelserne i artikel 19, stk. 4, 5 og 6, og dets beføjelser og overordnede politiske ansvar, af repræsentanten for den medlemsstat, der varetager det kommende formandskab. Repræsentanten skal på formandskabets anmodning og i overensstemmelse med formandskabets instrukser afløse dette, når der er behov for det, aflaste formandskabet med hensyn til nogle af dets opgaver, når det er nødvendigt, og sikre kontinuiteten i Rådets arbejde.

Artikel 21 ( 14 ) ( 15 )

Rapporter fra komitéer, udvalg og arbejdsgrupper

Uanset de øvrige bestemmelser i denne forretningsorden tilrettelægger formandskabet møderne i de forskellige komitéer, udvalg og arbejdsgrupper på en sådan måde, at deres rapporter kan være til rådighed inden det møde i Coreper, hvor rapporterne skal behandles.

Medmindre hensynet til sagens hastende karakter tilsiger andet, udsætter formandskabet behandlingen af de punkter vedrørende lovgivende arbejde efter artikel 7, som Coreper, komitéen, udvalget eller arbejdsgruppen ikke har færdigbehandlet mindst fem arbejdsdage inden mødet, til et senere møde i Coreper.

Artikel 22

Kvalitet i affattelsen ( 16 )

Med henblik på at bistå Rådet med at overvåge kvaliteten af affattelsen af de retsakter, det vedtager, skal Den Juridiske Tjeneste på et passende tidspunkt kontrollere kvaliteten af affattelsen af forslag og udkast til retsakter og fremsætte forslag til affattelse for Rådet og dets organer i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 22. december 1998 om fælles retningslinjer for EF-lovgivningens affattelse ( 17 ).

De, der forelægger tekster som led i Rådets arbejde, skal under hele lovgivningsprocessen drage særlig omsorg for kvaliteten af affattelsen af teksterne.

Artikel 23

Generalsekretæren og generalsekretariatet

1.  Rådet bistås af et generalsekretariat, som ledes af en generalsekretær, bistået af en vicegeneralsekretær med ansvar for generalsekretariatets daglige drift. Generalsekretæren og vicegeneralsekretæren udnævnes af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

2.  Rådet træffer afgørelse om generalsekretariatets organisation ( 18 ).

Under Rådets myndighed træffer generalsekretæren og vicegeneralsekretæren alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at generalsekretariatet fungerer tilfredsstillende.

3.  Generalsekretariatet inddrages nært og kontinuerligt i planlægningen, samordningen og sikringen af sammenhængen i Rådets arbejde og gennemførelsen af dets attenmånedersprogram. Under formandskabets ansvar og ledelse bistår generalsekretariatet formandskabet med at nå frem til mulige løsninger.

I overensstemmelse med EU-traktaten bistår generalsekretæren Rådet og formandskabet i spørgsmål, der henhører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder samordning af de særlige repræsentanters arbejde.

Generalsekretæren kan eventuelt opfordre formandskabet til at indkalde til et møde i en komité, et udvalg eller en arbejdsgruppe, navnlig i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, eller til at opføre et punkt på dagsordenen for et møde i en komité, et udvalg eller en arbejdsgruppe.

4.  Generalsekretæren eller vicegeneralsekretæren forelægger Rådet overslaget over dets udgifter i så god tid, at fristerne i de finansielle bestemmelser kan overholdes.

5.  Generalsekretæren, der bistås af vicegeneralsekretæren, har det fulde ansvar for forvaltningen af de bevillinger, der er opført på budgettet, sektion II, Rådet, og træffer alle fornødne foranstaltninger til at sikre en forsvarlig forvaltning. Generalsekretæren anvender disse bevillinger i overensstemmelse med finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers budget.

Artikel 24

Sikkerhed

Rådet vedtager med kvalificeret flertal Rådets sikkerhedsforskrifter.

Artikel 25

Opgaver som depositar for aftaler og konventioner

Når generalsekretæren udpeges som depositar for en aftale indgået i henhold til EU-traktatens artikel 24 eller indgået mellem Fællesskabet og en eller flere stater eller internationale organisationer, for en konvention indgået mellem medlemsstater eller for en konvention udarbejdet i henhold til EU-traktatens artikel 34, deponeres dokumenterne vedrørende ratifikation, accept eller godkendelse af disse aftaler eller konventioner i Rådet.

I sådanne tilfælde fungerer generalsekretæren som depositar og sørger også for, at ikrafttrædelsesdatoen for de pågældende aftaler eller konventioner offentliggøres i EU-Tidende.

Artikel 26

Repræsentation i Europa-Parlamentet

Rådet kan over for Europa-Parlamentet og dettes udvalg lade sig repræsentere af formandskabet eller med dettes samtykke af det efterfølgende formandskab eller generalsekretæren. Efter mandat fra formandskabet kan Rådet også lade sig repræsentere i disse udvalg af sin vicegeneralsekretær eller af højtstående embedsmænd fra generalsekretariatet.

Rådet kan desuden gøre Europa-Parlamentet bekendt med sine synspunkter ved skriftlig meddelelse.

Artikel 27

Bestemmelser om retsakternes udformning

Bestemmelserne om retsakternes udformning findes i bilag VI.

Artikel 28

Postforsendelser til Rådet

Postforsendelser til Rådet sendes til formanden på følgende adresse:

Rådet for Den Europæiske Union

Rue de la Loi 175

B-1048 Bruxelles




BILAG I

LISTE OVER RÅDSSAMMENSÆTNINGER

1. Almindelige anliggender og eksterne forbindelser ( 19 )

2. Økonomi og finans ( 20 )

3. Retlige og indre anliggender ( 21 )

4. Beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik

5. Konkurrenceevne (det indre marked, industri og forskning) ( 22 )

6. Transport, telekommunikation og energi

7. Landbrug og fiskeri

8. Miljø

9. Uddannelse, ungdom og kultur ( 23 ).

Det er op til hver enkelt medlemsstat at bestemme, hvordan den repræsenteres i Rådet, jf. EF-traktatens artikel 203.

Flere ministre kan deltage som fagministre i en og samme rådssammensætning, idet dagsordenen og tilrettelæggelsen af arbejdet tilpasses i overensstemmelse hermed ( 24 ).

For så vidt angår Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) kan de enkelte regeringer selv vælge, hvilken minister eller statssekretær der skal repræsentere dem på de forskellige samlinger i denne rådssammensætning.




BILAG II

SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE AKTINDSIGT I RÅDETS DOKUMENTER

Artikel 1

Anvendelsesområde

Enhver fysisk eller juridisk person har ret til aktindsigt i Rådets dokumenter med forbehold af de principper, betingelser og begrænsninger, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1049/2001, og de særlige bestemmelser, der er fastsat i dette bilag.

Artikel 2

Høring i forbindelse med dokumenter fra tredjemand

1.  Med henblik på anvendelsen af artikel 4, stk. 5, og artikel 9, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 skal den pågældende tredjemand, medmindre det efter gennemgang af dokumentet i lyset af artikel 4, stk. 1, 2 og 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 er klart, at det ikke skal offentliggøres, høres, såfremt

a) dokumentet er følsomt som defineret i artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1049/2001

b) dokumentet hidrører fra en medlemsstat og

er blevet forelagt Rådet inden den 3. december 2001, eller

den pågældende medlemsstat har anmodet om, at det ikke udleveres uden dens forudgående samtykke.

2.  I alle andre tilfælde, hvor Rådet fra tredjemand modtager en begæring vedrørende et dokument, som det er i besiddelse af, hører Generalsekretariatet med henblik på anvendelsen af artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1049/2001 vedkommende tredjemand, medmindre det efter gennemgang af dokumentet i lyset af artikel 4, stk. 1, 2 og 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 er klart, om det skal eller ikke skal offentliggøres.

3.  Tredjemand skal høres skriftligt (herunder ved e-post) og have en rimelig frist til at svare under hensyn til den frist, der er fastsat i artikel 7 i forordning (EF) nr. 1049/2001. I de i stk. 1 nævnte tilfælde skal tredjemand anmodes om at udtale sig skriftligt.

4.  Såfremt dokumentet ikke falder ind under stk. 1, litra a) eller b), og generalsekretariatet ikke på baggrund af tredjemands negative udtalelse er overbevist om, at artikel 4, stk. 1 eller 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001 finder anvendelse, skal sagen forelægges Rådet.

Såfremt Rådet påtænker at offentliggøre dokumentet, underrettes vedkommende tredjemand straks skriftligt om, at Rådet vil offentliggøre dokumentet efter en periode på mindst 10 hverdage. Samtidig gøres vedkommende tredjemand opmærksom på EF-traktatens artikel 243.

Artikel 3

Anmodninger om høring modtaget fra andre institutioner eller medlemsstater

Når en anden institution eller en medlemsstat hører Rådet om en begæring vedrørende et rådsdokument, skal henvendelsen ske pr. e-post til access@consilium.europa.eu eller pr. fax til nr. (32-2) 281 63 61.

Generalsekretariatet afgiver omgående udtalelse på Rådets vegne under hensyn til den tid, den pågældende institution eller medlemsstat har brug for til at træffe afgørelse, og senest inden fem arbejdsdage.

Artikel 4

Dokumenter, som hidrører fra medlemsstaterne

Enhver anmodning, som en medlemsstat fremsætter i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1049/2001, skal indgives skriftligt til generalsekretariatet.

Artikel 5

Anmodninger fremsat af medlemsstaterne

Hvis en medlemsstat fremsætter en anmodning til Rådet, behandles denne i overensstemmelse med artikel 7 og 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001 og de relevante bestemmelser i dette bilag. Hvis den, der har fremsat begæringen om aktindsigt, får helt eller delvist afslag, underrettes vedkommende om, at begæringen, hvis den genfremsættes, skal sendes direkte til Rådet.

Artikel 6

Den adresse, begæringerne skal sendes til

Begæringer om aktindsigt indgives skriftligt til generalsekretæren for Rådet/den højtstående repræsentant, rue de la Loi/Wetstraat 175, B-1048 Bruxelles, eller sendes med e-post til access@consilium.europa.eu eller med fax til (32-2) 281 63 61.

Artikel 7

Behandling af oprindelige begæringer

Begæringer om aktindsigt i Rådets dokumenter behandles af Generalsekretariatet, jf. dog artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001.

Artikel 8

Behandling af genfremsatte begæringer

Afgørelse om genfremsatte begæringer træffes af Rådet, jf. dog artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001.

Artikel 9

Gebyrer

Gebyrer for kopiering og fremsendelse af genparter af rådsdokumenter fastsættes af generalsekretæren.

Artikel 10

Offentligt register over rådsdokumenter

1.  Generalsekretariatet er ansvarligt for at give offentligheden adgang til registret over rådsdokumenter.

2.  Foruden henvisninger til dokumenterne angives det i registret, hvilke dokumenter udarbejdet efter den 1. juli 2000 der allerede er gjort offentligt tilgængelige. Deres indhold gøres tilgængeligt på internettet, jf. dog Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger ( 25 ) samt artikel 16 i forordning (EF) nr. 1049/2001.

Artikel 11

Direkte adgang til dokumenter for offentligheden

1.  Denne artikel finder anvendelse på alle ikke-klassificerede rådsdokumenter og berører ikke muligheden for at fremsætte en skriftlig begæring i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EF) nr. 1049/2001.

2.  I denne artikel forstås ved

 »rundsendelse«: distribution af den endelige udgave af et dokument til Rådets medlemmer, deres repræsentanter eller delegerede

 »lovgivningsdokument«: ethvert dokument vedrørende behandlingen og vedtagelsen af en retsakt som omhandlet i artikel 7 i denne forretningsorden.

3.  Generalsekretariatet gør følgende dokumenter tilgængelige for offentligheden, så snart de er rundsendt:

a) dokumenter, der ikke er affattet af Rådet eller en medlemsstat, og som er offentliggjort af deres ophavsmand eller med dennes samtykke

b) foreløbige dagsordener for samlinger i Rådet i dets forskellige sammensætninger

c) enhver tekst, der er vedtaget af Rådet, og som er bestemt til at offentliggøres i EU-Tidende.

4.  For så vidt følgende dokumenter helt klart ikke er omfattet af en af de undtagelser, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001, kan generalsekretariatet også gøre dem tilgængelige for offentligheden, så snart de er rundsendt:

a) foreløbige dagsordener for udvalg og grupper

b) andre dokumenter såsom orienterende noter, rapporter, situationsrapporter og statusrapporter fra Rådet eller et af dets forberedende organer, når der heri ikke gives udtryk for delegationernes individuelle holdninger, bortset fra udtalelser og bidrag fra Den Juridiske Tjeneste.

5.  Ud over de dokumenter, der er nævnt i stk. 3 og 4, gør generalsekretariatet følgende lovgivningsdokumenter tilgængelige for offentligheden, så snart de er rundsendt:

a) følgeskrivelser og oversættelser/kopier af skrivelser vedrørende retsakter, som andre EU-institutioner og -organer eller, jf. dog artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1049/2001, en medlemsstat har sendt til Rådet

b) dokumenter forelagt for Rådet, der er opført under et punkt på dets dagsorden markeret med ordene »offentlig forhandling« eller »offentlig debat« i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 8

c) noter fremsendt til Coreper og/eller Rådet til godkendelse (I/A-punkts-noter og A-punkts-noter) samt de udkast til retsakter, de vedrører

d) afgørelser vedtaget af Rådet efter proceduren i EF-traktatens artikel 251 og fælles udkast godkendt af Forligsudvalget.

6.  Efter vedtagelse af en af de afgørelser, der er nævnt i stk. 5, litra d), eller endelig vedtagelse af den pågældende retsakt gør generalsekretariatet ethvert dokument vedrørende denne retsakt, der er udarbejdet inden en sådan afgørelse og ikke er omfattet af en af undtagelserne i artikel 4, stk. 1 og 2, samt stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1049/2001, såsom orienterende noter, rapporter, situationsrapporter og statusrapporter fra Rådet eller et af dets forberedende organer (referater), bortset fra udtalelser og bidrag fra Den Juridiske Tjeneste, offentligt tilgængeligt.

På anmodning af en medlemsstat gøres dokumenter, der er omfattet af første afsnit, og som afspejler denne medlemsstats delegations individuelle holdning i Rådet, ikke tilgængelige for offentligheden i medfør af denne afgørelse.




BILAG III

GENNEMFØRELSESBESTEMMELSER TIL BESTEMMELSERNE VEDRØRENDE STEMMEVÆGTNINGEN I RÅDET

▼M2

Artikel 1

Med henblik på anvendelsen af artikel 205, stk. 4, i EF-traktaten, artikel 118, stk. 4, i Euratom-traktaten samt artikel 23, stk. 2, tredje afsnit, og artikel 34, stk. 3, i EU-traktaten fastsættes det samlede befolkningstal for hver medlemsstat for perioden 1. januar til 31. december 2008 således:



Medlemsstat

Befolkning

(× 1 000)

Tyskland

82 314,9

Frankrig

63 392,1

Det Forenede Kongerige

60 823,8

Italien

59 131,3

Spanien

44 474,6

Polen

38 125,5

Rumænien

21 565,1

Nederlandene

16 358

Grækenland

11 171,7

Portugal

10 599,1

Belgien

10 584,5

Den Tjekkiske Republik

10 287,2

Ungarn

10 066,1

Sverige

9 113,2

Østrig

8 298,9

Bulgarien

7 679,3

Danmark

5 447,1

Slovakiet

5 393,6

Finland

5 276,9

Irland

4 319,4

Litauen

3 384,9

Letland

2 281,3

Slovenien

2 010,3

Estland

1 342,4

Cypern

778,7

Luxembourg

476,2

Malta

407,8

I alt

495 103,9

Tærskel (62 %)

306 964,4

▼B

Artikel 2

1.  Medlemsstaterne giver inden den 1. september hvert år De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor oplysninger om deres samlede befolkning pr. 1. januar samme år.

2.  Med virkning fra den 1. januar hvert år tilpasser Rådet de tal, der er nævnt i artikel 1, i overensstemmelse med de oplysninger, De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor har til rådighed pr. 30. september det foregående år. Denne afgørelse offentliggøres i EU-Tidende.




BILAG IV

1. Ved anvendelsen af følgende bestemmelser i denne forretningsorden og for så vidt angår afgørelser, hvor et eller flere af Rådets eller Corepers medlemmer ifølge traktaterne ikke kan deltage i afstemningen, tages der ikke hensyn til dette eller disse medlemmers stemmer:

a) artikel 1, stk. 3, andet afsnit (beslutning om at holde en samling et andet sted end i Bruxelles eller Luxembourg)

b) artikel 3, stk. 7 (beslutning om at optage et andet punkt på dagsordenen end dem, der er optaget på den foreløbige dagsorden)

c) artikel 3, stk. 8 (beslutning om, at et A-punkt, der ellers skulle have været taget af dagsordenen, bibeholdes som B-punkt på dagsordenen)

d) artikel 5, stk. 2, kun for så vidt angår Den Europæiske Centralbank (Rådet kan vedtage at forhandle, uden at Den Europæiske Centralbank er til stede)

e) artikel 9, stk. 2, første afsnit, litra b) og c), andet og tredje afsnit (offentliggørelse af afstemningsresultaterne, stemmeforklaringerne, erklæringerne til optagelse i Rådets mødeprotokol og de punkter i denne protokol, der vedrører vedtagelse af en fælles holdning i henhold til EU-traktatens afsnit VI; offentliggørelse af afstemningsresultaterne, stemmeforklaringerne, erklæringerne til optagelse i Rådets mødeprotokol og de punkter i denne protokol, der vedrører andre tilfælde end de i stk. 2 omhandlede)

f) artikel 11, stk. 1, andet afsnit (indledning af en afstemningsprocedure)

g) artikel 12, stk. 1 (anvendelse af skriftlig procedure)

h) artikel 14, stk. 1 (beslutning om undtagelsesvis at forhandle og træffe afgørelse på grundlag af dokumenter og udkast, der ikke er udfærdiget på alle sprog) ( 26 )

i) artikel 17, stk. 2, litra a) og b) (beslutning om ikke at offentliggøre de initiativer, som en medlemsstat forelægger Rådet i medfør af EF-traktatens artikel 67, stk. 1, eller EU-traktatens artikel 34, stk. 2, i EU-Tidende)

j) artikel 17, stk. 2, litra c) og d) (beslutning om ikke at offentliggøre de fælles holdninger, der vedtages i medfør af EU-traktatens artikel 34, eller visse direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser, i EU-Tidende)

k) artikel 17, stk. 4, litra c) (beslutning om offentliggørelse i EU-Tidende af eventuelle gennemførelsesforanstaltninger til afgørelser eller konventioner i henhold til EU-traktatens artikel 34, stk. 2)

l) artikel 17, stk. 5 (når der ved en international aftale er nedsat et organ med beføjelse til at træffe afgørelser, beslutter Rådet, om dette organs afgørelser skal offentliggøres i EU-Tidende).

2. Et medlem af Rådet eller Coreper kan ikke påberåbe sig følgende bestemmelser i denne forretningsorden i forbindelse med afgørelser, hvor det i henhold til traktaterne ikke kan deltage i afstemningen:

a) artikel 3, stk. 8 (mulighed for, at et medlem af Rådet kan anmode om, at et A-punkt tages af dagsordenen)

b) artikel 11, stk. 1, andet afsnit (mulighed for, at et medlem af Rådet kan anmode om indledning af en afstemningsprocedure)

c) artikel 11, stk. 3 (mulighed for, at et medlem af Rådet kan få fuldmagt til at stemme)

d) artikel 14, stk. 2 (mulighed for, at ethvert medlem af Rådet kan modsætte sig forhandling, såfremt teksten til eventuelle ændringsforslag ikke er udarbejdet på det sprog, som han angiver).




BILAG V

ARBEJDSMETODER MED HENBLIK PÅ ET UDVIDET RÅD

Mødeforberedelse

1. Formandskabet sikrer, at en gruppe eller et udvalg først forelægger en sag for Coreper, når det med rimelighed kan forventes, at der kan gøres fremskridt, eller at holdningerne kan afklares i Coreper. Omvendt sendes sager kun tilbage til en gruppe eller et udvalg, hvis det er nødvendigt, og i så fald kun med mandat til at behandle præcise, veldefinerede problemer.

2. Formandskabet tager de nødvendige skridt til at fremme arbejdet mellem møderne. Det kan f.eks. med gruppens eller udvalgets samtykke på den mest effektive måde iværksætte nødvendige konsultationer om specifikke problemer med henblik på at rapportere tilbage til den pågældende gruppe eller det pågældende udvalg om mulige løsninger. Det kan også føre skriftlige konsultationer ved at anmode delegationerne om at svare skriftligt på et forslag inden næste møde i gruppen eller udvalget.

3. Delegationerne kan, når det er hensigtsmæssigt, skriftligt på forhånd redegøre for de holdninger, de forventer at indtage på et kommende møde. Hvis de ønsker at foreslå tekstændringer, skal de foreslå en præcis affattelse. Skriftlige indlæg forelægges i fællesskab af delegationer, der indtager samme holdning, hvor dette er muligt.

4. Coreper skal undgå at behandle emner, der allerede er dækket inden for rammerne af forberedelsen af Corepers drøftelser. Dette gælder navnlig I-punkter, oplysninger om tilrettelæggelsen og rækkefølgen af dens arbejde og oplysninger om dagsordenen og tilrettelæggelsen af kommende rådsmøder. Delegationerne bringer så vidt muligt spørgsmål under eventuelt op i forbindelse med forberedelserne af Corepers drøftelser snarere end på et møde i Coreper.

5. Formandskabet skal så hurtigt som muligt inden for rammerne af forberedelserne af Corepers drøftelser forelægge delegationerne alle nødvendige oplysninger for at give mulighed for en grundig forberedelse af Corepers møder, herunder oplysninger om, hvad formandskabet forventer at opnå ved drøftelsen af hvert enkelt punkt på dagsordenen. Omvendt tilskynder formandskabet, når det er relevant, delegationerne til inden for rammerne af forberedelsen af drøftelserne i Coreper at underrette de øvrige delegationer om de holdninger, de vil indtage i Coreper. I den forbindelse foretager formandskabet den endelige udformning af Corepers dagsorden. Formandskabet kan indkalde grupper, der forbereder Corepers drøftelser, hyppigere, når omstændighederne kræver det.

Afholdelse af møder

6. Der optages ikke punkter på dagsordenen, blot for at Kommissionen eller rådsmedlemmer kan præsentere dem, undtagen når der er planlagt en debat om nye større initiativer.

7. Formandskabet afholder sig fra at optage punkter på Corepers dagsorden, der kun er til orientering. De pågældende oplysninger, f.eks. om resultater af møder i et andet forum, med et tredjeland eller en anden institution, procedurespørgsmål og organisatoriske spørgsmål, meddeles i stedet delegationerne inden for rammerne af forberedelsen af drøftelserne i Coreper, om muligt skriftligt, og gentages ikke i Coreper.

8. Ved et mødes start giver formandskabet eventuelle nødvendige yderligere oplysninger vedrørende håndteringen af mødet, og det oplyser navnlig, hvor lang tid det forventer afsat til hvert punkt. Det afholder sig fra lange indledninger samt gentagelse af oplysninger, som allerede er delegationerne bekendt.

9. Ved indledningen af drøftelserne om et substantielt punkt meddeler formandskabet, afhængigt af hvilken type drøftelser der er behov for, delegationerne, hvor lang tid de maksimalt har til deres indlæg vedrørende det pågældende punkt. I de fleste tilfælde bør indlæg ikke vare mere end to minutter.

10. Det bør principielt undgås at give samtlige delegationer ordet efter tur, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, eller det drejer sig om specifikke spørgsmål, og da kun med begrænset taletid efter formandskabets anvisninger.

11. Formandskabet styrer drøftelserne mest muligt, navnlig ved at anmode delegationerne om at reagere på kompromistekster eller specifikke forslag.

12. Under mødet og ved dets afslutning afholder formandskabet sig fra at foretage lange sammenfatninger af drøftelserne og begrænser sig til kort at drage konklusioner om de opnåede resultater for så vidt angår substansen og/eller proceduren.

13. Delegationerne undgår at gentage aspekter, som tidligere talere har kommenteret. Deres indlæg skal være korte og koncise og vedrøre substansen i et spørgsmål.

14. Delegationer, der har samme opfattelse i en sag, opfordres til at aftale at lade en fælles talsmand forelægge deres holdning til et specifikt punkt.

15. Når delegationerne drøfter tekster, skal de komme med konkrete forslag til affattelse, der fremsættes skriftligt, i stedet for blot at udtrykke deres uenighed med hensyn til et givet forslag.

16. Medmindre formandskabet har oplyst andet, afholder delegationerne sig fra at tage ordet, når de er enige i et givet forslag, idet det ikke at tage ordet er udtryk for principiel enighed.




BILAG VI

BESTEMMELSER OM RETSAKTERNES UDFORMNING

A.   Forordningers udformning

1. Forordninger, der vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab, samt Rådets forordninger skal indeholde følgende:

a) i hovedet betegnelsen »forordning«, et løbenummer, datoen for vedtagelsen samt en angivelse af emnet

b) enten formlen: »Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union har« eller formlen: »Rådet for Den Europæiske Union har«

c) en angivelse af de bestemmelser, i henhold til hvilke forordningen er udstedt; angivelsen indledes med ordene »under henvisning til«

d) en henvisning til de forslag, der er forelagt, og de udtalelser, der er indhentet

e) begrundelsen for forordningen, der indledes med formlen »ud fra følgende betragtning(er)«, idet betragtningerne nummereres

f) formlen: »udstedt følgende forordning«; herefter anføres forordningens dispositive bestemmelser.

2. Forordningerne opdeles i artikler, der kan være grupperet i kapitler og afdelinger.

3. I den sidste artikel i en forordning fastsættes datoen for ikrafttrædelsen, når denne indtræder før eller efter den 20. dag efter offentliggørelsen.

4. Den sidste artikel i en forordning efterfølges:

a) 

i) af formlen: »Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat«

eller

ii) af formlen: »Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab« i tilfælde, hvor akten ikke gælder for eller i alle medlemsstaterne ( 27 )

b) af formlen: »Udfærdiget i …, den …«, idet datoen er den, på hvilken forordningen blev vedtaget

og

c) når det drejer sig om:

i) en forordning udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab, af formlen:

»På Europa-Parlamentets vegne

Formand«

»På Rådets vegne

Formand«

Navnet på henholdsvis formanden for Europa-Parlamentet og formanden for Rådet på tidspunktet for forordningens vedtagelse indsættes over ordet »Formand«

ii) en forordning udstedt af Rådet, af formlen:

»På Rådets vegne

Formand«

Navnet på formanden for Rådet på tidspunktet for forordningens vedtagelse indsættes over ordet »Formand«.

B.   Direktivers, beslutningers, afgørelsers, henstillingers og udtalelsers udformning (EF-traktaten)

1. I hovedet til direktiver, beslutninger og afgørelser, der vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab, samt til Rådets direktiver, beslutninger og afgørelser anføres henholdsvis: »direktiv«, »beslutning« og »afgørelse«.

2. I hovedet til Rådets henstillinger og udtalelser anføres henholdsvis »henstilling« og »udtalelse«.

3. De bestemmelser, der efter ovennævnte punkt A gælder for forordninger, finder tilsvarende anvendelse på direktiver, beslutninger og afgørelser, jf. dog EF-traktatens bestemmelser.

C.   Udformning af Det Europæiske Råds fælles strategier samt fælles aktioner og fælles holdninger som omhandlet i EU-traktatens artikel 12

Fælles strategier, fælles aktioner og fælles holdninger i henhold til EU-traktatens artikel 12 har som overskrift henholdsvis:

a) »Det Europæiske Råds fælles strategi«, et løbenummer (år/nummer/FUSP), datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet

b) »Rådets fælles aktion«, et løbenummer (år/nummer/FUSP), datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet

c) »Rådets fælles holdning«, et løbenummer (år/nummer/FUSP), datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet.

D.   Udformningen af fælles holdninger, rammeafgørelser, afgørelser og konventioner som omhandlet i EU-traktatens artikel 34, stk. 2

Fælles holdninger, rammeafgørelser, afgørelser og konventioner i henhold til EU-traktatens artikel 34, stk. 2, har som overskrift henholdsvis:

a) »Rådets fælles holdning«, et løbenummer (år/nummer/RIA), datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet

b) »Rådets rammeafgørelse«, et løbenummer (år/nummer/RIA), datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet

c) »Rådets afgørelse«, et løbenummer (år/nummer/RIA), datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet

d) »Konvention udarbejdet af Rådet i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union« og en angivelse af emnet.«

Artikel 2

Denne afgørelse har virkning fra dagen for vedtagelsen. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Rådets første attenmånedersprogram udarbejdes for den periode, der begynder i januar 2007.



( 1 ) Rådets afgørelse 2004/338/EF, Euratom af 22. marts 2004 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 106 af 15.4.2004, s. 22). Senest ændret ved afgørelse 2006/34/EF, Euratom (EUT L 22 af 26.1.2006, s. 32).

( 2 ) Dette stykke gengiver EF-traktatens artikel 204.

( 3 ) Dette stykke gengiver litra b) i den eneste artikel i den protokol om fastlæggelse af hjemstedet for De Europæiske Fællesskabers institutioner og for visse af Fællesskabernes organer og tjenester samt Europol, der er knyttet som bilag til traktaterne.

( 4 ) Jf. erklæring a) nedenfor:

a) Vedrørende artikel 2, stk. 4

»Attenmånedersprogrammet skal omfatte en generel indledning, der placerer programmet inden for rammerne af EU's langsigtede strategiske retningslinjer. De tre formandskaber, der skal udarbejde udkastet til attenmånedersprogram, holder samråd med de tre efterfølgende formandskaber som led i de »passende samråd«, der er nævnt i stk. 4, første punktum.

Udkastet til attenmånedersprogram skal bl.a. også tage hensyn til de elementer, der må tillægges relevans i lyset af den dialog om de årlige politiske prioriteter, der er blevet ført på Kommissionens initiativ.«

( 5 ) Jf. følgende erklæring b) og c):

b) Ad artikel 3, stk. 1 og 2

»Formanden bestræber sig for, at Rådets medlemmer som hovedregel modtager den foreløbige dagsorden for de samlinger i Rådet, hvor man skal drøfte gennemførelsen af bestemmelserne i afsnit IV i tredje del i EF-traktaten og afsnit VI i EU-traktaten samt bilagene til de punkter, der er opført herpå, senest 21 dage før samlingens begyndelse.«

c) Ad artikel 1 og 3

»Uden at det i øvrigt berører EU-traktatens artikel 22, stk. 2, hvorefter der i tilfælde, hvor der hurtigt skal træffes en afgørelse, kan indkaldes til en ekstraordinær samling i Rådet inden for en meget kort frist, er Rådet opmærksomt på kravet om, at spørgsmål vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik behandles hurtigt og effektivt. Bestemmelserne i artikel 3 forhindrer ikke, at dette krav opfyldes.«

( 6 ) Dette stykke gengiver EF-traktatens artikel 206.

( 7 ) Jf. følgende erklæring d):

d) Ad artikel 12, stk. 2, litra a), b) og c)

»I overensstemmelse med Rådets sædvanlige praksis bliver den frist, der skal fastsættes, normalt på tre arbejdsdage.«

( 8 ) Jf. følgende erklæring e):

e) Ad artikel 12, stk. 2, litra d)

»Rådet minder om, at Coreu-nettet skal anvendes i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 12. juni 1995 (dok. 7896/95) om Rådets arbejdsmetoder.«

( 9 ) Jf. følgende erklæring f):

f) Ad artikel 16 og bilag IV

»Rådet er enigt om, at bestemmelserne i artikel 16 og bilag IV gælder for vedtagelse af retsakter, hvor visse medlemmer af Rådet ifølge traktaterne ikke kan deltage i afstemningen. Anvendelse af EU-traktatens artikel 7 er dog ikke omfattet af disse bestemmelser.

I forbindelse med det første tilfælde af anvendelse af EU-traktatens artikel 43 og 44 vil Rådet på baggrund af erfaringerne fra andre områder drøfte den nødvendige justering af artikel 16 og bilag IV i denne forretningsorden.«

( 10 ) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

( 11 ) Disse bestemmelser anfægter ikke Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs rolle som fastlagt i EF-traktatens artikel 114 og i de afgørelser, Rådet har truffet herom (EFT L 358 af 31.12.1998, s. 109, og EFT L 5 af 1.1.1999, s. 71).

( 12 ) Jf. følgende erklæring g):

g) Ad artikel 19, stk. 1

»Coreper drager omsorg for sammenhængen og overholdelse af principperne i stk. 1, navnlig i forbindelse med sager, der med hensyn til substansen forberedes i andre fora.«

( 13 ) Jf. følgende erklæring h):

h) Ad artikel 19, stk. 7

»Hvis et medlem af Rådet mener, at et udkast til procedureafgørelse, der forelægges Coreper til vedtagelse i overensstemmelse med artikel 19, stk. 7, rejser et substansspørgsmål, skal udkastet til afgørelse forelægges Rådet.«

( 14 ) Disse bestemmelser anfægter ikke Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs rolle som fastlagt i EF-traktatens artikel 114 og i de afgørelser, Rådet har truffet herom (EFT L 358 af 31.12.1998, s. 109, og EFT L 5 af 1.1.1999, s. 71).

( 15 ) Jf. følgende erklæring i):

i) Ad artikel 21

»Rapporterne fra arbejdsgrupperne og de øvrige dokumenter, der ligger til grund for Corepers drøftelser, skal stilles til rådighed for delegationerne inden for en frist, der giver dem mulighed for at gennemgå dem.«

( 16 ) Jf. følgende erklæring j):

j) Ad artikel 22

»Rådets Juridiske Tjeneste skal ligeledes yde bistand til en medlemsstat, der tager et initiativ i henhold til EF-traktatens artikel 67, stk. 1, eller EU-traktatens artikel 34, stk. 2, med henblik navnlig på at kontrollere kvaliteten af affattelsen af disse initiativer, hvis den pågældende medlemsstat ønsker en sådan bistand.«

Jf. følgende erklæring k):

k) Ad artikel 22

»Medlemmerne af Rådet kommenterer forslagene til officiel kodifikation af retsakter inden for en frist på 30 arbejdsdage, efter at generalsekretariatet har udsendt forslagene.

Medlemmerne af Rådet drager omsorg for, at behandlingen af de bestemmelser i et forslag til omarbejdning af retsakter, der er indeholdt i den foregående retsakt uden substansændringer, finder sted i overensstemmelse med de principper, der gælder for behandlingen af forslag til kodifikation.«

( 17 ) EFT C 73 af 17.3.1999, s. 1.

( 18 ) Stk. 1 og stk. 2, første afsnit, gengiver artikel 207, stk. 2, i EF-traktaten.

( 19 ) Herunder europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik og udviklingssamarbejde.

( 20 ) Herunder budgettet.

( 21 ) Herunder civilbeskyttelse.

( 22 ) Herunder turisme.

( 23 ) Herunder audiovisuelle spørgsmål.

( 24 ) Jf. erklæring l) nedenfor

l) Ad bilag I, andet afsnit

»Formandskabet tilrettelægger Rådets dagsordener ved at samle beslægtede dagsordenspunkter for at gøre det lettere for de relevante nationale repræsentanter at være til stede, navnlig når en bestemt rådssammensætning skal behandle klart forskellige emner.«

( 25 ) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.

( 26 ) Jf. følgende erklæring m):

m) Ad bilag IV, stk. 1, litra h)

»Rådet bekræfter, at den nuværende praksis, hvor de tekster, der er grundlag for drøftelserne, foreligger på samtlige sprog, fortsat gælder.«

( 27 ) Jf. følgende erklæring n):

n) Ad bilag VI, punkt A.4 a) ii)

»Rådet minder om, at i de tilfælde efter traktaterne, hvor en retsakt ikke gælder for eller i alle medlemsstaterne, må det geografiske anvendelsesområde klart fremgå af begrundelsen for og indholdet af den pågældende retsakt.«

Top