►B

KOMMISSIONENS MEDDELELSE

om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82

(EØS-relevant tekst)

(EUT C 101 af 27.4.2004, s. 54)

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN Ændring af Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 2015/C 256/04

  C 256

5

5.8.2015

1.

Denne meddelelse omhandler samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater, når disse domstole anvender EF-traktatens artikel 81 og 82. I meddelelsen forstås ved »domstolene i EU's medlemsstater« (i det følgende benævnt »de nationale domstole«) de retter i en EU-medlemsstat, der kan anvende EF-traktatens artikel 81 og 82, og som har bemyndigelse til at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre et præjudicielt spørgsmål i henhold til EF-traktatens artikel 234 ( 1 )

2.

De nationale domstole kan anmodes om at anvende EF-traktatens artikel 81 eller 82 i retssager mellem privatpersoner, for eksempel vedrørende kontraktforhold eller skadeserstatning. De kan også fungere som retshåndhævende myndigheder eller som appelinstanser. En national domstol kan endog udpeges som en medlemsstats konkurrencemyndighed (i det følgende benævnt »den nationale konkurrencemyndighed«) efter artikel 35, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003 (i det følgende også benævnt »forordningen«) ( 2 ). I så fald er samarbejdet mellem de nationale domstole og Kommissionen ikke kun omfattet af denne meddelelse, men også af meddelelsen om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder ( 3 ).

3.

For så vidt som de nationale domstole har kompetence til at behandle en sag ( 4 ), har de også beføjelse til at anvende EF-traktatens artikel 81 og 82 ( 5 ). Der erindres om, at EF-traktatens artikel 81 og 82 er grundlæggende retsregler, som er væsentlige for udførelsen af de opgaver, der påhviler Fællesskabet, og især for det indre markeds funktion ( 6 ). I henhold til Domstolen, hvor de nationale domstole efter national ret af egen drift skal inddrage anbringender, der støttes på en bindende national regel, som parterne ikke har påberåbt sig, må en sådan forpligtelse også gælde, såfremt der er tale om bindende fællesskabsregler, så som EU's konkurrenceregler. Det samme gælder, såfremt national ret giver domstolen mulighed for af egen drift at anvende den bindende retsregel. En national domstol skal anvende EU's konkurrenceregler selv om den part i sagen, som har interesse i, at de anvendes, ikke har påberåbt sig dem, når den har mulighed herfor i henhold til de nationale retsregler. Imidlertid pålægger fællesskabsretten ikke de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at inddrage et anbringende om, at fællesskabsbestemmelser er overtrådt, når en stillingtagen til et sådant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesførelsen, ved at gå ud over den afgrænsning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at lægge andre faktiske forhold og omstændigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at fællesskabsbestemmelserne anvendes, har fremført til støtte for sin påstand ( 7 ).

4.

De nationale domstole kan, afhængigt af deres funktioner efter national ret, blive anmodet om at anvende EF-traktatens artikel 81 og 82 i forvaltningsretlige, civilretlige eller strafferetlige søgsmål ( 8 ). I tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person anmoder den nationale domstol om beskyttelse af sine rettigheder, spiller de nationale domstole en særlig rolle ved håndhævelsen af EF-traktatens artikel 81 og 82, som adskiller sig fra Kommissionens eller de nationale konkurrencemyndigheders håndhævelse af reglerne i offentlighedens interesse ( 9 ). De nationale domstole kan nemlig erklære kontrakter ugyldige eller tilkende skadeserstatning i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82.

5.

De nationale domstole kan anvende EF-traktatens artikel 81 og 82, uden at det er nødvendigt at anvende den nationale konkurrencelovgivning parallelt hermed. Når en national domstol anvender den nationale konkurrencelovgivning på aftaler, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger eller samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1 ( 10 ), eller på enhver form for misbrug, der er forbudt ved EF-traktatens artikel 82, skal de dog også anvende EU's konkurrenceregler på aftalerne, vedtagelserne eller den pågældende praksis ( 11 ).

6.

Forordningen giver ikke blot de nationale domstole beføjelser til at anvende EU's konkurrenceregler. En parallel anvendelse af de nationale konkurrenceregler på aftaler, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger og samordnet praksis, der påvirker handelen mellem medlemsstater, må ikke føre til et andet resultat end anvendelsen af EU's konkurrenceret. Efter forordningens artikel 3, stk. 2, kan aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, der ikke er i strid med EF-traktatens artikel 81, stk. 1, eller som opfylder betingelserne i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, heller ikke forbydes efter national konkurrenceret ( 12 ). På den anden side har EF-Domstolen fastslået, at aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, der er i strid med artikel 81, stk. 1, og ikke opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, ikke kan håndhæves efter national ret ( 13 ). Forordningens artikel 3 indeholder ikke en tilsvarende pligt til at sikre overensstemmelse, når der er tale om parallel anvendelse af national konkurrenceret og EF-traktatens artikel 82 i forbindelse med ensidig adfærd. I tilfælde af modstridende bestemmelser vil det generelle princip, at EU-retten har forrang, dog betyde, at de nationale domstole ikke må anvende nationale lovbestemmelser, som strider mod en bestemmelse i EU-retten, uanset om den nationale bestemmelse blev vedtaget før eller efter EU-bestemmelsen ( 14 ).

7.

Ud over anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 og 82 har de nationale domstole også kompetence til at anvende retsakter, som EU-institutionerne vedtager i henhold til EF-traktaten eller i henhold til gennemførelsesbestemmelser til traktaten, hvis disse retsakter har direkte virkning. Det kan således ske, at de nationale domstole skal håndhæve Kommissionens beslutninger ( 15 ) eller forordninger om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis. Når de nationale domstole anvender disse konkurrenceregler, handler de inden for EU-rettens rammer og er derfor forpligtede til at overholde de generelle EU-retlige principper ( 16 ).

8.

De nationale domstoles anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 bygger ofte på komplicerede økonomiske og retlige vurderinger ( 17 ). Ved anvendelsen af EU's konkurrenceregler er de nationale domstole bundet af EU-domstolenes retspraksis og af Kommissionens forordninger om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis ( 18 ). Desuden er de nationale domstole bundet af Kommissionens anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 i en bestemt sag, når de anvender EU's konkurrenceregler i samme sag samtidig med eller senere end Kommissionen ( 19 ). Endelig kan de nationale domstole, uden at det påvirker EF-Domstolens endelige fortolkning af EF-traktaten, finde retningslinjer i Kommissionens forordninger og beslutninger, der indeholder elementer svarende til den sag, de er i færd med at behandle, samt i Kommissionens meddelelser og retningslinjer vedrørende anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 og 82 ( 20 ) og i den årlige beretning om konkurrencepolitikken ( 21 ).

9.

National ret omfatter i vid udstrækning de proceduremæssige betingelser for de nationale domstoles håndhævelse af EU's konkurrenceregler og de sanktioner, de kan pålægge for overtrædelse af disse regler. EU-retten er dog også til en vis grad afgørende for, på hvilke betingelser EU's konkurrenceregler håndhæves. Disse EU-retlige bestemmelser kan give de nationale domstole valget om at benytte visse instrumenter, for eksempel mulighed for at anmode om Kommissionens udtalelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen af EU's konkurrenceregler ( 22 ), eller skabe regler, der har en bindende indflydelse på sager, der verserer for dem, for eksempel ved at tillade Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder at fremsætte skriftlige indlæg ( 23 ). Disse EU-retlige bestemmelser har forrang frem for de nationale. De nationale domstole skal derfor tilsidesætte nationale regler, som, hvis anvendt, ville være i konflikt med disse EU-retlige bestemmelser. Hvor sådanne EU-retlige bestemmelser er direkte anvendelige, er de direkte kilde til rettigheder og forpligtelser for alle de, som berøres af dem og skal anvendes fuldt og ens i alle medlemsstater fra dagen for deres ikrafttræden ( 24 ).

10.

Hvis ikke der findes EU-bestemmelser om procedurer og sanktioner i forbindelse med de nationale domstoles håndhævelse af EU's konkurrenceregler, skal domstolene anvende de nationale procedureregler og pålægge sanktioner i henhold til national ret i det omfang, de har kompetence dertil. Anvendelsen af disse nationale bestemmelser skal dog være forenelig med de generelle EU-retlige principper. I denne forbindelse vil det være nyttigt at erindre om EF-Domstolens retspraksis på følgende områder:

Under hensyn til princippet om EU-rettens forrang, må en national domstol ikke anvende nationale bestemmelser, der strider mod disse principper

11.

En national domstol kan anvende EU's konkurrenceregler på en aftale, vedtagelse, samordnet praksis eller ensidig adfærd, der påvirker handelen mellem medlemsstater, samtidig med eller senere end Kommissionen ( 29 ). I de efterfølgende punkter skitseres nogle af de forpligtelser, som de nationale domstole i så fald skal opfylde.

12.

Hvis en national domstol når frem til en afgørelse før Kommissionen, skal den undgå at træffe en afgørelse, der vil være i strid med den beslutning, som Kommissionen overvejer at vedtage ( 30 ). Den nationale domstol kan derfor henvende sig til Kommissionen for at høre, om Kommissionen har indledt en procedure om de samme aftaler, vedtagelser eller former for praksis ( 31 ), og i bekræftende fald forhøre sig om procedurens forløb og sandsynligheden for en beslutning i sagen ( 32 ). Af hensyn til retssikkerheden kan den nationale domstol også overveje at udsætte sagen, indtil Kommissionen har vedtaget en beslutning ( 33 ). Kommissionen vil for sit vedkommende bestræbe sig på at prioritere sager, hvor den har besluttet at indlede en procedure efter artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004, og som er omfattet af nationale procedurer, der er udsat på denne måde, især når resultatet af en civilretlig sag afhænger deraf. Når den nationale domstol ikke med rimelighed kan være i tvivl om Kommissionens forventede beslutning, eller Kommissionen allerede har truffet beslutning i en tilsvarende sag, kan den nationale domstol dog afgøre den verserende sag i overensstemmelse med den forventede eller tidligere beslutning, uden at det er nødvendigt at anmode Kommissionen om ovennævnte oplysninger eller afvente Kommissionens beslutning.

13.

Når Kommissionen vedtager en beslutning i en bestemt sag før den nationale domstol, må sidstnævnte ikke træffe en afgørelse i strid med Kommissionens beslutning. Kommissionsbeslutningens bindende virkning påvirker naturligvis ikke EF-Domstolens endelige fortolkning af EU-retten. Hvis den nationale domstol tvivler på, at Kommissionens beslutning er lovlig, kan den derfor ikke omgå beslutningens bindende virkninger, uden at EF-Domstolen har truffet afgørelse derom ( 34 ). Hvis en national domstol har til hensigt at træffe en afgørelse, der strider mod Kommissionens beslutning, skal den derfor forelægge EF-Domstolen spørgsmålet til præjudiciel afgørelse (EF-traktatens artikel 234). EF-Domstolen vil så afgøre, om Kommissionens beslutning er forenelig med EU-retten. Hvis Kommissionens beslutning indbringes for EU-domstolene i henhold til EF-traktatens artikel 230, og udfaldet af sagen ved den nationale domstol afhænger af, om Kommissionens beslutning er gyldig, bør den nationale domstol dog udsætte sagen, indtil EU-domstolene har truffet en endelig afgørelse i annullationssøgsmålet, med mindre den finder, at det efter sagens omstændigheder er berettiget at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse om gyldigheden af Kommissionens beslutning ( 35 ).

14.

Når en national domstol udsætter sagen, for eksempel for at afvente Kommissionens beslutning (situation beskrevet i punkt 12 i denne meddelelse) eller indtil EU-domstolene har afsagt endelig dom i et annullationssøgsmål eller i en sag om præjudiciel afgørelse (situation beskrevet i punkt 13), skal den undersøge, om det er nødvendigt at træffe foreløbige forholdsregler for at beskytte parternes interesser ( 36 ).

15.

Bortset fra samarbejdsordningen mellem de nationale domstole og EF-Domstolen i henhold til EF-traktatens artikel 234 indeholder EF-traktaten ingen udtrykkelige bestemmelser om samarbejde mellem de nationale domstole og Kommissionen. EU-domstolene har dog i deres fortolkning af EF-traktatens artikel 10, som forpligter medlemsstaterne til at lette gennemførelsen af Fællesskabets opgaver, fastslået, at denne traktatbestemmelse pålægger de europæiske institutioner og medlemsstaterne gensidige forpligtelser til et loyalt samarbejde med henblik på at opfylde EF-traktatens målsætninger. EF-traktatens artikel 10 indebærer således, at Kommissionen skal bistå de nationale domstole, når de anvender EU-retten ( 37 ). Tilsvarende kan de nationale domstole forpligtes til at bistå Kommissionen, når den udfører sine opgaver ( 38 ).

16.

Det vil også være hensigtsmæssigt at erindre om samarbejdet mellem de nationale domstole og de nationale myndigheder, især konkurrencemyndighederne, om anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 og 82. Selv om samarbejdet mellem disse nationale myndigheder fortrinsvis reguleres af nationale regler, giver forordningens artikel 15, stk. 3, de nationale konkurrencemyndigheder mulighed for at fremsætte indlæg for de nationale domstole i den pågældende medlemsstat. Punkt 31 og 33-35 i denne meddelelse gælder analogt for disse indlæg.

A.

B.

42.

Denne meddelelse tager sigte på at bistå de nationale domstole ved anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 og 82. Den er ikke bindende for de nationale domstole og påvirker heller ikke EU-medlemsstaternes og fysiske eller juridiske personers rettigheder og forpligtelser efter EU-retten.

43.

Denne meddelelse erstatter Kommissionens meddelelse af 1993 om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 ( 58 ).