This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 02001R0044-20100514
Council Regulation (EC) No 44/2001 of 22 December 2000 on jurisdiction and the recognition and enforcement of judgments in civil and commercial matters
Consolidated text: Rådets forordning (EF) n r. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
Rådets forordning (EF) n r. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
02001R0044 — DA — 14.05.2010 — 008.001
Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 44/2001 af 22. december 2000 (EUT L 012 af 16.1.2001, s. 1) |
Ændret ved:
|
|
Tidende |
||
nr. |
side |
dato |
||
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1496/2002 af 21. august 2002 |
L 225 |
13 |
22.8.2002 |
|
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1937/2004 af 9. november 2004 |
L 334 |
3 |
10.11.2004 |
|
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2245/2004 af 27. december 2004 |
L 381 |
10 |
28.12.2004 |
|
L 363 |
1 |
20.12.2006 |
||
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1103/2008 af 22. oktober 2008 |
L 304 |
80 |
14.11.2008 |
|
L 93 |
13 |
7.4.2009 |
||
L 119 |
7 |
13.5.2010 |
Ændret ved:
L 236 |
33 |
23.9.2003 |
Berigtiget ved:
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 44/2001
af 22. december 2000
om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
KAPITEL I
ANVENDELSESOMRÅDE
Artikel 1
Denne forordning finder ikke anvendelse på:
fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente
konkurs, akkord og andre lignende ordninger
social sikring
voldgift.
KAPITEL II
KOMPETENCE
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 2
Artikel 3
Artikel 4
Afdeling 2
Specielle kompetenceregler
Artikel 5
En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat
i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:
er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse
i sager om underholdspligt, ved retten på det sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, eller, ved krav i forbindelse med en sag om en persons retlige status, ved den ret, der efter sin egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet
i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå
i sager, i hvilke der påstås erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand i anledning af en strafbar handling, ved den ret, hvor straffesagen er anlagt, såfremt denne ret i henhold til sin egen lovgivning kan påkende borgerlige krav
i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende
i sin egenskab af stifter af en trust, trustee eller begunstiget ved en trust oprettet enten i henhold til loven eller skriftligt eller ved en mundtlig aftale, der er bekræftet skriftligt, ved retterne i den medlemsstat, på hvis område trusten har bopæl
i sager om indsigelse mod betaling af den bjærgeløn, der forlanges for bjærgning, som er kommet en skibsladning eller fragt til gode, ved den ret, i hvis retskreds der i den nævnte ladning eller i den dertil knyttede fragt:
er gjort arrest for at sikre sådan betaling, eller
kunne have været gjort arrest, men hvor der er ydet kaution eller stillet anden sikkerhed
denne bestemmelse finder kun anvendelse, såfremt det gøres gældende, at sagsøgte har rettigheder i den nævnte skibsladning eller fragt, eller at han på bjærgningstidspunktet havde sådanne rettigheder.
Artikel 6
En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:
såfremt der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig
når der er tale om krav mod den pågældende som tredjemand, ved den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt, medmindre denne kun er anlagt for at unddrage den pågældende det værneting, der ville være kompetent i hans sag
når der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet er anlagt
i sager om kontraktforhold, såfremt sagen kan forenes med en sag om rettigheder over fast ejendom mod samme sagsøgte, ved retten i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.
Artikel 7
Hvis en ret i en medlemsstat i henhold til denne forordning har kompetence til at afgøre sager om ansvar i forbindelse med brugen eller driften af et skib, har denne ret eller enhver anden ret, som i henhold til den interne lovgivning i den pågældende medlemsstat træder i stedet for førstnævnte ret, også kompetence til at afgøre krav om begrænsning af dette ansvar.
Afdeling 3
Kompetence i forsikringssager
Artikel 8
I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.
Artikel 9
En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:
ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller
i en anden medlemsstat, i tilfælde, hvor sagen anlægges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede, ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl, eller
såfremt det drejer sig om en coassurandør, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken der er anlagt sag mod den ledende assurandør.
Artikel 10
I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast ejendom kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Det samme gælder, når fast ejendom og løsøre er omfattet af samme forsikringsaftale og er genstand for samme skadestilfælde.
Artikel 11
Artikel 12
Artikel 13
Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:
der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller
der giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller
der er indgået mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at retterne i denne stat skal være kompetente også i tilfælde af, at skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller
der er indgået af en forsikringstager, som ikke har bopæl på en medlemsstats område, medmindre det drejer sig om en lovpligtig forsikring eller en forsikring vedrørende en fast ejendom, som er beliggende på en medlemsstats område, eller
der vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 14 nævnte risici.
Artikel 14
De i artikel 13, nr. 5, omhandlede risici er følgende:
enhver skade
på søgående skibe, på offshore-anlæg og anlæg i rum sø eller på luftfartøjer, der skyldes begivenheder, som indtræffer i forbindelse med anvendelse til erhvervsmæssige formål af disse skibe, anlæg og luftfartøjer
på gods bortset fra passagerers bagage, når forsendelsen sker helt eller delvis som transport med nævnte skibe eller luftfartøjer
ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller for skade på disses bagage
hidrørende fra brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1, litra a), med hensyn til luftfartøjer dog kun for så vidt lovgivningen i den medlemsstat, i hvilken luftfartøjet er registreret, ikke forbyder aftaler om værneting ved forsikring af sådanne risici
for skade forårsaget af gods under transport som anført i nr. 1, litra b)
ethvert økonomisk tab i forbindelse med brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1, litra a), navnlig tab af fragt eller befragtningsindtægter
enhver risiko i forbindelse med en af de i nr. 1-3 nævnte risici
Afdeling 4
Kompetence i sager om forbrugeraftaler
Artikel 15
I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5:
når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande
i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.
Artikel 16
Artikel 17
Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:
der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller
der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller
der er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, og tillægger retterne i denne medlemsstat kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat.
Afdeling 5
Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler
Artikel 18
Artikel 19
En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:
ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller
i en anden medlemsstat:
ved retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller
såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.
Artikel 20
Artikel 21
Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:
der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller
der giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling.
Afdeling 6
Enekompetence
Artikel 22
Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:
i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.
I sager om leje- og forpagtningsaftaler vedrørende fast ejendom, der er indgået med henblik på midlertidig privat brug for et tidsrum af højst seks på hinanden følgende måneder, er dog også retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, kompetente, under forudsætning af, at lejer eller forpagter er en fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopæl på samme medlemsstats område
i sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber og andre juridiske personer, der har deres hjemsted på en medlemsstats område, eller om gyldighed af beslutninger truffet af disses organer, retterne i den pågældende medlemsstat. Ved afgørelsen af, hvor dette hjemsted er beliggende, skal retten anvende de internationalprivatretlige regler, som gælder for den
i sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre, retterne i den medlemsstat, på hvis område registrene føres
i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget.
Med forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973, er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat, uanset parternes bopæl, enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat
i sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, retterne i den medlemsstat, på hvis område fuldbyrdelsesstedet er beliggende.
Afdeling 7
Aftaler om værneting
Artikel 23
Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:
skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller
i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller
inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.
Artikel 24
For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 22 er enekompetent.
Afdeling 8
Prøvelse af kompetencen og af sagens antagelse til påkendelse
Artikel 25
En ret i en medlemsstat, for hvilken der som det væsentligste indbringes en retstvist, der i medfør af artikel 22 henhører under en i en anden medlemsstat beliggende rets enekompetence, skal på embeds vegne erklære sig inkompetent.
Artikel 26
Afdeling 9
Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav
Artikel 27
Artikel 28
Artikel 29
Såfremt kravene henhører under flere retters enekompetence, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, erklære sig inkompetent til fordel for denne ret.
Artikel 30
Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for anlagt ved en ret:
på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller
hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten.
Afdeling 10
Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler
Artikel 31
Der kan over for en medlemsstats retslige myndigheder anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.
KAPITEL III
ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE
Artikel 32
I denne forordning forstås ved »retsafgørelse« enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten.
Afdeling 1
Anerkendelse
Artikel 33
Artikel 34
En retsafgørelse kan ikke anerkendes:
såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det
såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.
Artikel 35
Artikel 36
Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.
Artikel 37
Afdeling 2
Fuldbyrdelse
Artikel 38
Artikel 39
Artikel 40
Artikel 41
En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 53 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 34 og 35. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger.
Artikel 42
Artikel 43
Artikel 44
Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes som angivet i bilag IV.
Artikel 45
Artikel 46
Artikel 47
Artikel 48
Artikel 49
Udenlandske retsafgørelser, hvorved der fastsættes en tvangsbøde, er kun eksigible i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, såfremt bødens størrelse er endeligt fastsat af retterne i domsstaten.
Artikel 50
Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, skal den pågældende under den i denne afdeling fastlagte procedure have meddelt fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.
Artikel 51
Det kan ikke pålægges den part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at han er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i det pågældende land.
Artikel 52
Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i forhold til sagens værdi, må i forbindelse med behandlingen af en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, opkræves i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.
Afdeling 3
Fælles bestemmelser
Artikel 53
Artikel 54
Retten eller den kompetente myndighed i domsstaten udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V.
Artikel 55
Artikel 56
Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formalitet med hensyn til de i artikel 53 og artikel 55, stk. 2, nævnte dokumenter eller eventuelle procesfuldmagter.
KAPITEL IV
OFFICIELT BEKRÆFTEDE DOKUMENTER OG RETSFORLIG
Artikel 57
Artikel 58
Forlig, der er indgået for retten under en retssag, og som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgået, kan fuldbyrdes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, på samme betingelser som officielt bekræftede dokumenter. Retten eller den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor et retsforlig er blevet indgået, udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V.
KAPITEL V
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 59
Artikel 60
Selskaber og andre juridiske personer har ved anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:
deres vedtægtsmæssige hjemsted, eller
deres hovedkontor, eller
deres hovedvirksomhed.
Artikel 61
Med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, og mod hvem der indledes retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse, ved retter kompetente i straffesager i en anden medlemsstat, hvor de pågældende ikke er statsborgere, selv når de ikke personligt giver møde, til at varetage deres forsvar vælge personer, der er beføjede hertil. Den ret, der behandler sagen, kan dog bestemme, at den pågældende skal give møde personligt; har personligt fremmøde ikke fundet sted, kan de øvrige medlemsstater afslå at anerkende eller fuldbyrde den afgørelse, der er truffet med hensyn til et borgerligt krav, uden at den pågældende har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen.
Artikel 62
I Sverige omfatter udtrykket »ret« i forbindelse med hurtig retsforfølgning i sager om pengekrav (
»betalningsföreläggande«) og visse andre krav (»handräckning«) også det svenske fogedvæsen (»kronofogdemyndighet«).Artikel 63
Artikel 64
Artikel 65
Den i artikel 6, nr. 2, og artikel 11 fastsatte kompetence for krav mod tredjemand kan ikke gøres gældende i Tyskland, Østrig og Ungarn. Enhver, der har bopæl på en anden medlemsstats område, kan sagsøges:
ved retterne i Tyskland i henhold til civilproceslovens §§ 68, 72, 73 og 74 (Zivilprozessordnung) vedrørende procesunderretning
ved retterne i Østrig i henhold til civilproceslovens § 21 (Zivilprozessordnung) vedrørende procesunderretning
ved retterne i Ungarn i henhold til civilproceslovens artikel 58-60 (Polgári perrendtartás) vedrørende procesunderretning.
KAPITEL VI
OVERGANGSBESTEMMELSER
Artikel 66
I forbindelse med retssager, der er anlagt i domsstaten før denne forordnings ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er truffet efter forordningens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med kapitel III:
såfremt retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til
i alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i kapitel II eller i en konvention, der, da sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til.
KAPITEL VII
FORHOLDET TIL ANDRE INSTRUMENTER
Artikel 67
Denne forordning udelukker ikke anvendelsen af bestemmelser, som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og som er indeholdt i fællesskabsretsakter eller i de harmoniserede nationale lovgivninger til gennemførelse af disse retsakter.
Artikel 68
Artikel 69
I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne forordning i stedet for nedennævnte konventioner og nedennævnte traktat, jf. dog artikel 66, stk. 2, og artikel 70:
Artikel 70
Artikel 71
Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning anvendes stk. 1 på følgende måde:
denne forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i en konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør af den pågældende konvention, også selv om sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvender under alle omstændigheder artikel 26
retsafgørelser, der i en medlemsstat er truffet af en ret, som har anset sig for kompetent i medfør af en konvention vedrørende et særligt område, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning.
Såfremt både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er parter i en konvention vedrørende et særligt område, som fastsætter betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, anvendes disse betingelser. Under alle omstændigheder kan de bestemmelser i denne forordning, der vedrører proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, finde anvendelse.
Artikel 72
Denne forordning berører ikke aftaler, hvorved medlemsstaterne før denne forordnings ikrafttræden i medfør af artikel 59 i Bruxelles-konventionen har forpligtet sig til ikke at anerkende retsafgørelser, navnlig retsafgørelser, som er truffet i en anden stat, der er kontraherende part i Bruxelles-konventionen, mod en sagsøgt, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted på et tredjelands område, såfremt retsafgørelsen i et tilfælde omhandlet i artikel 4 i Bruxelles-konventionen kun har kunnet støttes på en af de kompetenceregler, der er anført i artikel 3, stk. 2, i Bruxelles-konventionen.
KAPITEL VIII
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 73
Senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag med henblik på tilpasning af forordningen.
Artikel 74
Artikel 75
Artikel 76
Denne forordning træder i kraft den 1. marts 2002.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
BILAG I
De nationale kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2
en stævning forkyndt for den sagsøgte under dennes midlertidige ophold i Det Forenede Kongerige, eller
sagsøgtes besiddelse af ejendom i Det Forenede Kongerige, eller
sagsøgers udlæg eller arrest i ejendom i Det Forenede Kongerige.
BILAG II
Retter eller kompetente myndigheder, over for hvilke de i artikel 39 omhandlede anmodninger skal fremsættes, er:
formanden for en afdeling af »Landgericht«
en notar i sager, hvor der anmodes om, at et officielt bekræftet dokument erklæres eksigibelt
»greffier en chef du tribunal de grande instance«
»président de la chambre départementale des notaires« i sager, hvor et officielt bekræftet notardokument erklæres for eksigibelt
i England og Wales, »High Court of Justice« eller i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt »Magistrates’ Court« ved fremsendelse gennem »Secretary of State«
i Skotland, »Court of Session« eller i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt »Sheriff Court« ved fremsendelse gennem »Scottish Ministers«
i Nordirland, »High Court of Justice« eller i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt »Magistrates’ Court« ved fremsendelse gennem »Secretary of State«
i Gibraltar, »Supreme Court of Gibraltar« eller i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt »Magistrates’ Court« ved fremsendelse gennem »Attorney General of Gibraltar«.
BILAG III
Retter i medlemsstaterne, til hvilke der kan indgives appel efter artikel 43, stk. 2, er:
»tribunal de première instance« eller »rechtbank van eerste aanleg« eller »erstinstanzliches Gericht«, hvis afgørelsen appelleres af sagsøgte
»Cour d'appel« eller »hof van beroep«, hvis afgørelsen appelleres af sagsøger
»cour d’appel« ved afgørelser om at imødekomme anmodningen,
retsformanden ved »tribunal de grande instance« ved afgørelser om afslag på anmodningen
i England og Wales, »High Court of Justice« eller i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt »Magistrates′ Court«
i Skotland, »Court of Session« eller i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Sheriff Court«
i Nordirland, »High Court of Justice« eller i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt »Magistrates′ Court«
i Gibraltar: »Supreme Court of Gibraltar« eller i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt »Magistrates′ Court«.
BILAG IV
Appel, som kan iværksættes i henhold til artikel 44:
BILAG V
BILAG VI
( 1 ) EFT C 376 af 28.12.1999, s. 1.
( 2 ) Udtalelse afgivet den 21.9.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
( 3 ) EFT C 117 af 26.4.2000, s. 6.
( 4 ) EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 17).
EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1.
EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1.
EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1.
EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1.
Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1.
( 5 ) EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31).
EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1.
EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1.
EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1.
EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1.
Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 28.
( 6 ) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
( 7 ) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3. Direktivet er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65).
( 8 ) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 2000/26/EF.
( 9 ) EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44.
( 10 ) EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.