EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2015/243/03

Hercule III — Indkaldelse af forslag — 2015 — Teknisk bistand til bekæmpelse af svig med EU-midler

EUT C 243 af 24.7.2015, p. 4–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

24.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 243/4


HERCULE III

Indkaldelse af forslag — 2015

Teknisk bistand til bekæmpelse af svig med EU-midler

(2015/C 243/03)

1.   Mål og beskrivelse

Denne meddelelse om indkaldelse af forslag bygger på Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 250/2014 om Hercule III-programmet (1), særlig artikel 8, litra a), (»Støtteberettigede aktioner«), samt finansieringsafgørelsen for 2015 om vedtagelse af det årlige arbejdsprogram (2) for gennemførelsen af Hercule III-programmet i 2015, særlig afsnit 6.1, aktion: 1, 2, 3 og 6 (»Specifikke aktioner for teknisk bistand«).

Finansieringsafgørelsen for 2015 giver mulighed for indkaldelse af forslag vedrørende »teknisk bistand«.

2.   Støtteberettigede ansøgere

De organer, der er berettigede til støtte fra programmet, er nationale eller regionale myndigheder (»ansøgere«) i en medlemsstat, der fremmer en styrket europæisk indsats for at beskytte Den Europæiske Unions finansielle interesser.

3.   Støtteberettigede aktioner

I denne indkaldelse af forslag er følgende aktioner berettigede til støtte:

1.

Køb og vedligeholdelse af efterforskningsværktøjer og -metoder, herunder særlig uddannelse, som er nødvendig for at kunne anvende efterforskningsværktøjerne

2.

Køb og vedligeholdelse af udstyr (scannere) og dyr til at foretage inspektion af containere, lastbiler, togvogne og køretøjer ved Unionens indre og ydre grænser med det formål at afsløre smuglergods og forfalskede varer

3.

Køb, vedligeholdelse og sammenkobling af systemer til genkendelse af nummerplader på køretøjer (systemer til automatisk nummerpladegenkendelse — ANPRAS) eller containerkoder

4.

Køb af serviceydelser for at understøtte medlemsstaternes kapacitet til at lagre og destruere konfiskerede cigaretter og tobak.

4.   Budgettet

Det vejledende disponible budget til denne indkaldelse er 8 050 000 EUR. Det finansielle bidrag vil have form af tilskud. Det finansielle bidrag kan ikke overstige 80 % af de støtteberettigede omkostninger. I særlige behørigt begrundede tilfælde kan det finansielle bidrag øges, således at det dækker højst 90 % af de støtteberettigede omkostninger. Indkaldelsen indeholder en liste over, hvilke kriterier der ligger til grund for vurderingen af, om der er tale om særlige behørigt begrundede tilfælde. Den minimumstærskel, der er blevet fastsat for budgettet for en aktion, hvortil der ansøges om tilskud, er 100 000 EUR.

Kommissionen forbeholder sig ret til ikke at tildele alle de disponible midler.

5.   Frist for indgivelse af ansøgninger

Ansøgningerne skal indgives senest: tirsdag den 15. september 2015.

6.   Yderligere oplysninger

Alle dokumenter vedrørende denne indkaldelse kan downloades fra følgende websted:

http://ec.europa.eu/anti_fraud/policy/hercule/index_en.htm

Spørgsmål og/eller anmodninger om yderligere oplysninger vedrørende indkaldelsen sendes pr. mail til:

OLAF-FMB-HERCULE-TA@ec.europa.eu

Spørgsmål og svar kan offentliggøres anonymt i vejledningen for udfyldelse af ansøgningsskemaet på OLAF's websted, hvis de er relevante for andre ansøgere.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 250/2014 af 26. februar 2014 om oprettelse af et program til fremme af aktiviteter til beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser (Hercule III-programmet) (EUT L 84 af 20.3.2014, s. 6).

(2)  Kommissionens afgørelse vedrørende vedtagelsen af arbejdsprogrammet for 2015 og finansieringen af Hercule III-programmet C(2015) 2234 af 8. april 2015.


Top