EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 02019R1238-20240109

Consolidated text: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1238 af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt) (EØS-relevant tekst)EØS-relevant tekst.

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/1238/2024-01-09

02019R1238 — DA — 09.01.2024 — 001.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/1238

af 20. juni 2019

om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt)

(EØS-relevant tekst)

(EUT L 198 af 25.7.2019, s. 1)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2023/2869 af 13. december 2023

  L 

1

20.12.2023




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/1238

af 20. juni 2019

om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt)

(EØS-relevant tekst)



KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes der ensartede regler for registrering, produktion og distribution af samt tilsyn med personlige pensionsprodukter, som distribueres i Unionen under betegnelsen »paneuropæisk personligt pensionsprodukt« eller »PEPP-produkt«.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»personligt pensionsprodukt« :

et produkt, som

a) 

er baseret på en frivillig aftale mellem en individuel opsparer og en enhed, og som supplerer vedkommendes lovbestemte og arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger

b) 

tilvejebringer langsigtet opsparing af kapital med det udtrykkelige formål at tilvejebringe indkomst ved pensionering og med begrænsede muligheder for tilbagekøb inden dette tidspunkt

c) 

hverken er et lovpligtigt produkt eller et arbejdsmarkedspensionsprodukt

2)

»paneuropæisk personligt pensionsprodukt« eller »PEPP-produkt« : et langsigtet personligt pensionsopsparingsprodukt, som udbydes af en finansiel virksomhed, der lever op til kravene i artikel 6, stk. 1, under en PEPP-aftale, og hvorom en individuel PEPP-opsparer eller en uafhængig PEPP-sparerforening på vegne af dens medlemmer har indgået aftale med henblik på pensionering, uden eller med strengt begrænset mulighed for tilbagekøb, og som er registreret i overensstemmelse med denne forordning

3)

»PEPP-opsparer« : en fysisk person, der har indgået en PEPP-aftale med en PEPP-udbyder

4)

»PEPP-aftale« : en aftale mellem en PEPP-opsparer og en PEPP-udbyder, som opfylder betingelserne i artikel 4

5)

»PEPP-konto« : en personlig pensionskonto, som føres i en PEPP-opsparers eller PEPP-modtagers navn, og som anvendes til registrering af transaktioner, som gør det muligt for PEPP-opspareren at indbetale periodiske pensionsbidrag frem til pensionering og for PEPP-modtageren at modtage PEPP-pensionsydelser

6)

»PEPP-modtager« : en fysisk person, der modtager PEPP-ydelser

7)

»PEPP-kunde« : en PEPP-opsparer, en potentiel PEPP-opsparer eller en PEPP-modtager

8)

»PEPP-distribution« : virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre andet indledende arbejde i forbindelse med indgåelsen af aftaler om PEPP-produkter, indgåelse af sådanne aftaler eller medvirken ved administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler, herunder levering af oplysninger om en eller flere PEPP-aftaler i overensstemmelse med PEPP-kundernes valgte kriterier via et websted eller andre medier og udarbejdelse af en prioriteret liste over PEPP-produkter, der omfatter pris- og produktsammenligninger, eller rabat på prisen for en PEPP-aftale, hvis PEPP-kunden er i stand til direkte eller indirekte at indgå en PEPP-aftale ved at bruge et websted eller andre medier

9)

»PEPP-pensionsydelser« : ydelser, der udbetales ved pensionering eller en forventning om pensionering i en af de i artikel 58, stk. 1, omhandlede former

10)

»PEPP-ydelser« : PEPP-pensionsydelser og andre yderligere fordele, som en PEPP-modtager er berettiget til i henhold til PEPP-aftalen, navnlig i forbindelse med de stærkt begrænsede tilfælde af tilbagekøb, eller hvis PEPP-aftalen giver dækning af biometriske risici

11)

»opsparingsfase« : den periode, hvorunder der opspares aktiver på en PEPP-konto, og som sædvanligvis løber, indtil PEPP-udbetalingsfasen begynder

12)

»udbetalingsfase« : den periode, hvorunder aktiver opsparet på en PEPP-konto kan udbetales til finansiering af pensionstilværelsen eller andre indkomstkrav

13)

»annuitet« : et beløb, som betales med bestemte mellemrum over en periode, f.eks. PEPP-modtagerens liv eller et bestemt antal år, som modydelse for en investering

14)

»drawdown«-betaling : diskretionære beløb, som en PEPP-modtager har mulighed for med regelmæssige mellemrum at hæve op til en bestemt grænse

15)

»PEPP-udbyder« : en finansiel virksomhed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, der har fået godkendelse til at producere et PEPP-produkt og til at distribuere det pågældende PEPP-produkt

16)

»PEPP-distributør« : en finansiel virksomhed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, som er meddelt tilladelse til at distribuere PEPP-produkter, som den ikke har produceret, et investeringsselskab, der yder rådgivning, eller en forsikringsformidler som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 ( 1 )

17)

»varigt medium« :

ethvert instrument, der:

a) 

sætter PEPP-kunden i stand til at lagre oplysninger, der er rettet personligt til den pågældende kunde på en måde, der giver mulighed for fremtidig henvisning i et tidsrum, der er tilstrækkelig langt til informationsformålet, og

b) 

giver mulighed for uændret reproduktion af den lagrede information

18)

»kompetente myndigheder« : de nationale myndigheder udpeget af en medlemsstat til at føre tilsyn med PEPP-udbydere eller PEPP-distributører, alt efter tilfældet, eller til at udføre de opgaver, der er omhandlet i denne forordning

19)

»PEPP-udbyderens hjemland« : hjemland som defineret i den relevante retsakt, jf. artikel 6, stk. 1

20)

»PEPP-distributørens hjemland« :

a) 

hvis formidleren er en fysisk person: den medlemsstat, hvor vedkommende har sin bopæl

b) 

hvis formidleren er en juridisk person: den medlemsstat, hvor den juridiske person har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til denne medlemsstats ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende

21)

»PEPP-udbyderens værtsland« : en anden medlemsstat end PEPP-distributørens hjemland, hvori PEPP-udbyderen udbyder PEPP-produkter i henhold til den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden, eller for hvilken PEPP-udbyderen har åbnet en underkonto

22)

»PEPP-distributørens værtsland« : en anden medlemsstat end PEPP-distributørens hjemland, hvori PEPP-distributøren distribuerer PEPP-produkter i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden

23)

»underkonto« : et nationalt afsnit, som åbnes under hver enkelt PEPP-konto, og som opfylder de lovgivningsmæssige krav og betingelser for udnyttelse af eventuelle incitamenter fastsat på nationalt plan til investering i et PEPP-produkt af den medlemsstat, hvori PEPP-opspareren har sin bopæl; for hver underkonto kan en person således være PEPP-opsparer eller PEPP-modtager, afhængigt af de lovgivningsmæssige krav for henholdsvis opsparingsfasen og udbetalingsfasen

24)

»kapital« : den samlede indbetalte kapital, beregnet på grundlag af de investerbare beløb med fradrag af alle gebyrer og omkostninger, som direkte eller indirekte afholdes af PEPP-opsparere

25)

»finansielle instrumenter« : finansielle instrumenter som angivet i bilag I, afsnit C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU ( 2 )

26)

»depositar« : et institut, som har til opgave at opbevare aktiver og overvåge overholdelsen af fondsbestemmelser og gældende lov

27)

»grundlæggende PEPP-produkt« : en investeringsmulighed som fastsat i artikel 45

28)

»risikoreduktionsteknikker« : teknikker til systematisk reduktion af eksponeringen mod en risiko og/eller sandsynligheden for dens indtræden

29)

»biometriske risici« : risici forbundet med død, invaliditet og/eller lang levetid

30)

»skift af udbyder« : overførsel, på anmodning af en PEPP-opsparer, af de tilsvarende beløb eller i givet fald af aktiver i naturalier i overensstemmelse med artikel 52, stk. 4, fra én PEPP-konto til en anden, med lukning af den tidligere PEPP-konto, med forbehold af artikel 53, stk. 4, litra e)

31)

»rådgivning« : personlige anbefalinger fra en PEPP-udbyder eller PEPP-distributør til en PEPP-kunde vedrørende indgåelse af en eller flere PEPP-aftaler

32)

»partnerskab« : samarbejde mellem PEPP-udbydere om at tilbyde underkonti for forskellige medlemsstater med henblik på den i artikel 19, stk. 2, omhandlede portabilitetsydelse

33)

»miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer« eller »ESG-faktorer« : miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål som dem, der er omhandlet i Parisaftalen, FN’s mål for bæredygtig udvikling, FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder og de FN-støttede principper for rapporteringsrammer for ansvarlige investeringer

Artikel 3

Gældende regler

Registrering, produktion og distribution af samt tilsyn med PEPP-produkter er omfattet af:

a) 

denne forordning og

b) 

for så vidt angår spørgsmål, som ikke er omfattet af denne forordning:

i) 

den relevante sektorspecifikke EU-ret, herunder de tilhørende delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

ii) 

den lovgivning, der er vedtaget af medlemsstaterne til gennemførelse af relevant EU-sektorlovgivning og gennemførelse af foranstaltninger, særligt vedrørende PEPP-produkter

iii) 

anden national lovgivning, der gælder for PEPP-produkter.

Artikel 4

PEPP-aftaler

1.  
PEPP-aftalen skal fastsætte de specifikke bestemmelser for PEPP-produktet i overensstemmelse med de gældende regler i artikel 3.
2.  

PEPP-aftalen skal navnlig omfatte følgende:

a) 

en beskrivelse af det grundlæggende PEPP-produkt, jf. artikel 45, herunder oplysninger om garantien for den investerede kapital eller den investeringsstrategi, der har til formål at sikre kapitalbeskyttelsen

b) 

en beskrivelse af de alternative investeringsmuligheder, jf. artikel 42, stk. 2, hvor det er relevant

c) 

de betingelser, der er knyttet til ændring af investeringsmuligheden, jf. artikel 44

d) 

hvis PEPP-produktet tilbyder biometrisk risikodækning, nærmere oplysninger om denne dækning, herunder om de udløsende omstændigheder

e) 

en beskrivelse af PEPP-pensionsydelserne, navnlig de mulige udbetalingsformer og retten til at ændre udbetalingsform som omhandlet i artikel 59

f) 

betingelserne vedrørende portabilitetsydelsen som omhandlet i artikel 17-20, herunder oplysninger om de medlemsstater, for hvilke en underkonto er tilgængelig

g) 

betingelserne vedrørende skift af udbyder som omhandlet i artikel 52-55

h) 

kategorier af omkostninger og endelige sammenregnede omkostninger udtrykt i procent og i pengeværdi, hvis det er relevant

i) 

de betingelser, der er knyttet til opsparingsfasen for den underkonto, der vedrører PEPP-opsparerens bopælsmedlemsstat, jf. artikel 47

j) 

de betingelser, der er knyttet til udbetalingsfasen for den underkonto, der vedrører PEPP-opsparerens bopælsmedlemsstat, jf. artikel 57

k) 

hvis det er relevant, betingelserne for tilbagebetaling af fordele eller incitamenter til PEPP-opsparerens bopælsmedlemsstat.

KAPITEL II

GODKENDELSE

Artikel 5

Registrering

1.  
Et PEPP-produkt må kun udbydes og distribueres i Unionen, hvis det er registreret i det centrale offentlige register, der føres af EIOPA i henhold til artikel 13.
2.  
Registrering af et PEPP-produkt gælder i alle medlemsstater. Det berettiger PEPP-udbyderen til at udbyde PEPP-produktet og PEPP-distributøren til at distribuere PEPP-produktet, som er registreret i det centrale offentlige register som omhandlet i artikel 13.

Tilsynet med overholdelsen af denne forordning gennemføres løbende i overensstemmelse med kapitel IX.

Artikel 6

Ansøgning om registrering af et PEPP-produkt

1.  

Kun de følgende finansielle virksomheder, der er autoriseret eller registreret i henhold til EU-lovgivningen, kan ansøge om registrering af et PEPP-produkt:

a) 

kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU ( 3 )

b) 

forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF ( 4 ), som er beskæftiget med direkte livsforsikring, jf. artikel 2, stk. 3, i direktiv 2009/138/EF og bilag II hertil

c) 

arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser (IORP’er), der er meddelt tilladelse eller registreret i henhold til direktiv (EU) 2016/2341, og som i henhold til national ret er meddelt tilladelse til også at levere personlige pensionsprodukter og underlagt tilsyn på området. I så fald skal alle aktiver og forpligtelser, der vedrører pensionsvirksomhed med PEPP-produkter, øremærkes uden mulighed for at overføre dem til instituttets anden pensionsvirksomhed

d) 

et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i henhold til direktiv 2014/65/EU, som yder porteføljepleje

e) 

investeringsselskaber eller administrationsselskaber, der er godkendt i henhold til direktiv 2009/65/EF

f) 

EU-forvaltere af alternative investeringsfonde (EU-FAIF’er), der er godkendt i henhold til direktiv 2011/61/EU.

2.  

De i denne artikels stk. 1 anførte finansielle virksomheder indsender deres ansøgninger om registrering af et PEPP-produkt til deres kompetente myndighed. Ansøgningen skal indeholde følgende:

a) 

standardkontraktvilkårene for PEPP-aftalen, som skal tilbydes PEPP-opsparere som omhandlet i artikel 4

b) 

oplysninger om ansøgerens identitet

c) 

oplysninger om aftaler for så vidt angår porteføljeforvaltning og risikostyring og administration vedrørende PEPP-produktet, inklusive aftaler som omhandlet i artikel 19, stk. 2, artikel 42, stk. 5, og artikel 49, stk. 3

d) 

en liste over de medlemsstater, hvori den ansøgende PEPP-udbyder har til hensigt at markedsføre PEPP-produktet, hvor dette er relevant

e) 

oplysninger om depositarens identitet, hvis det er relevant

f) 

centrale PEPP-informationer, jf. artikel 26

g) 

en liste over medlemsstater, for hvilke den ansøgende PEPP-udbyder vil være i stand til at sikre øjeblikkelig åbning af en underkonto.

3.  
De kompetente myndigheder vurderer, om den i stk. 2 omhandlede ansøgning er fuldstændig senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen.

De kompetente myndigheder fastsætter en frist for, hvornår ansøgeren skal fremlægge supplerende oplysninger, hvis ansøgningen ikke er fuldstændig. Når ansøgningen anses for at være fuldstændig, underretter de kompetente myndigheder ansøgeren herom.

4.  
Senest tre måneder efter indgivelsen af den fuldstændige ansøgning, jf. stk. 3, træffer de kompetente myndigheder kun afgørelse om registrering af et PEPP-produkt, hvis ansøgeren er berettiget til at udbyde PEPP-produkter i henhold til stk. 1, og hvis de oplysninger og dokumenter, der er indsendt i ansøgningen om registrering, jf. stk. 2, er i overensstemmelse med denne forordning.
5.  
Inden for fem arbejdsdage efter at have truffet en afgørelse om registrering af PEPP-produktet giver de kompetente myndigheder EIOPA besked om afgørelsen samt overbringer de i stk. 2, litra a), b), d), f) og g), omhandlede oplysninger og dokumenter og underretter den ansøgende PEPP-udbyder herom.

EIOPA er ikke ansvarlig og kan ikke holdes ansvarlig for en afgørelse om registrering truffet af kompetente myndigheder.

Hvis de kompetente myndigheder nægter at give tilladelse til registrering, træffer de en begrundet afgørelse, der kan appelleres.

6.  
I tilfælde af, at der er mere end én kompetent myndighed i en medlemsstat for en specifik type finansiel virksomhed, jf. stk. 1, udpeger den pågældende medlemsstat én kompetent myndighed for hver type af finansiel virksomhed, jf. stk. 1, som ansvarlig for registreringsproceduren og for kommunikationen med EIOPA.

Eventuelle efterfølgende ændringer i den dokumentation og de dokumenter, der indgives i forbindelse med ansøgningen, jf. stk. 2, meddeles den nationale kompetente myndighed omgående. Når ændringer vedrører de oplysninger og dokumenter, der er omhandlet i stk. 2, litra a), b), d), f) og g), meddeler de kompetente myndigheder disse ændringer til EIOPA uden unødig forsinkelse.

Artikel 7

Registrering af et PEPP-produkt

1.  
Senest fem arbejdsdage efter datoen for meddelelsen af afgørelsen om registrering samt oplysningerne og dokumenterne, jf. artikel 6, stk. 5, registrerer EIOPA PEPP-produktet i det centrale offentlige register som omhandlet i artikel 13 og underretter de kompetente myndigheder herom uden unødig forsinkelse.
2.  
Senest fem arbejdsdage efter at have modtaget meddelelsen om registrering af PEPP-produktet, jf. stk. 1, underretter de kompetente myndigheder den ansøgende PEPP-udbyder herom.
3.  
PEPP-udbyderen kan udbyde PEPP-produktet, og PEPP-distributøren kan distribuere PEPP-produktet fra og med datoen for registrering af PEPP-produktet i det centrale offentlige register, jf. artikel 13.

Artikel 8

Betingelser for afregistrering af et PEPP-produkt

1.  

De kompetente myndigheder træffer en afgørelse om afregistrering af PEPP-produktet, når:

a) 

PEPP-udbyderen udtrykkeligt giver afkald på tilladelsen

b) 

PEPP-udbyderen har opnået registrering på grundlag af urigtige erklæringer eller på anden uretmæssig vis

c) 

PEPP-udbyderen har gjort sig skyldig i alvorlige eller systematiske overtrædelser af denne forordning, eller

d) 

PEPP-udbyderen eller PEPP-produktet ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt.

2.  
Senest fem arbejdsdage efter at have truffet en afgørelse om afregistrering af PEPP-produktet meddeler de kompetente myndigheder denne til EIOPA og underretter PEPP-udbyderen herom.
3.  
Senest fem arbejdsdage efter modtagelse af meddelelsen om afgørelsen om afregistrering, jf. stk. 2, afregistrerer EIOPA PEPP-produktet og underretter de kompetente myndigheder herom.
4.  
Senest fem arbejdsdage efter at have modtaget meddelelsen om afregistrering af PEPP-produktet, jf. stk. 3, herunder datoen for afregistreringen, underretter de kompetente myndigheder den ansøgende PEPP-udbyder herom.
5.  
PEPP-udbyderen må ikke længere udbyde PEPP-produktet, og PEPP-distributøren må ikke længere distribuere PEPP-produktet fra og med datoen for afregistrering af PEPP-produktet i det centrale offentlige register, jf. artikel 13.
6.  
Hvis EIOPA har modtaget oplysninger om, at der foreligger en af de i stk. 1, litra b) eller c), omhandlede omstændigheder, skal den i overensstemmelse med forpligtelsen til samarbejde mellem de kompetente myndigheder og EIOPA, jf. artikel 66, anmode PEPP-udbyderens kompetente myndigheder om at kontrollere, om der foreligger sådanne omstændigheder, og de kompetente myndigheder skal forelægge EIOPA deres resultater og de tilhørende oplysninger.
7.  
De kompetente myndigheder og EIOPA skal, før de træffer en afgørelse om afregistrering af PEPP-produktet, gøre deres bedste for at sikre, at PEPP-opsparerens interesser tilgodeses.

Artikel 9

Betegnelse

Betegnelsen »paneuropæisk personligt pensionsprodukt« eller »PEPP-produkt« i forbindelse med et personligt pensionsprodukt må kun anvendes, hvis det er blevet registreret af EIOPA, at det personlige pensionsprodukt distribueres under betegnelsen »PEPP-produkt« i henhold til denne forordning.

Artikel 10

Distribution af PEPP-produkter

1.  
Finansielle virksomheder som omhandlet i artikel 6, stk. 1, kan distribuere PEPP-produkter, som de har produceret, De kan også distribuere PEPP-produkter, som de ikke har produceret, forudsat at de overholder den relevante sektorspecifikke ret, i henhold til hvilken de kan distribuere produkter, som de ikke har produceret.
2.  
Forsikringsformidlere, som er registreret i henhold til direktiv (EU) 2016/97, og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i henhold til direktiv 2014/65/EU til ydelse af investeringsrådgivning, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 4), i direktiv 2014/65/EU, kan distribuere PEPP-produkter, som de ikke har produceret.

Artikel 11

Tilsynsordninger for forskellige typer af udbydere

PEPP-udbydere og -distributører skal overholde bestemmelserne i denne forordning samt den relevante tilsynsordning, der er gældende for dem, jf. de i artikel 6, stk. 1, og artikel 10, stk. 2, omhandlede retsakter.

Artikel 12

Offentliggørelse af nationale bestemmelser

1.  
Teksten til de nationale love og administrative bestemmelser, der gælder for betingelserne i forbindelse med opsparingsfasen som omhandlet i artikel 47, og de betingelser, der vedrører udbetalingsfasen, jf. artikel 57, herunder oplysninger om yderligere nationale procedurer, der er indført for at søge om fordele og incitamenter fastsat på nationalt plan, hvor det er relevant, offentliggøres og opdateres af den relevante nationale myndighed.
2.  
Alle kompetente myndigheder i en medlemsstat skal på deres websted til stadighed have og opdatere et link til de tekster, der er omhandlet i stk. 1.
3.  
Offentliggørelsen af de tekster, der er omhandlet i stk. 1, må kun ske til orientering og må ikke skabe retlige forpligtelser eller forpligtelser for de relevante nationale myndigheder.

Artikel 13

Centralt offentligt register

1.  
EIOPA fører et centralt offentligt register til identifikation af ethvert PEPP-produkt, som er registreret i henhold til denne forordning, PEPP-produktets registreringsnummer, PEPP-produktets udbyder, PEPP-udbyderens kompetente myndigheder, datoen for registrering af PEPP-produktet, en fuldstændig liste over medlemsstater, hvor dette PEPP-produkt udbydes, og en fuldstændig liste over medlemsstater, for hvilke PEPP-udbyderen tilbyder en underkonto. Registeret skal være offentligt tilgængeligt i elektronisk form og skal holdes opdateret.
2.  
De kompetente myndigheder underretter EIOPA om de i artikel 12, stk. 2, omhandlede links og opdaterer disse oplysninger.
3.  
EIOPA offentliggør og opdaterer de i stk. 2 omhandlede links i det centrale offentlige register, jf. stk. 1.

KAPITEL III

GRÆNSEOVERSKRIDENDE UDBUD OG PORTABILITET FOR PEPP-PRODUKTER

AFDELING I

Fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfrihed

Artikel 14

PEPP-udbyderes og PEPP-distributørers udøvelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden

1.  
PEPP-udbydere kan udbyde og PEPP-distributører distribuere PEPP-produkter på et værtslands område i henhold til den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden, forudsat at dette sker under overholdelse af de relevante regler og procedurer i henhold til de EU-retten, der er gældende for dem, jf. artikel 6, stk. 1, litra a), b), d) og e), eller artikel 10, stk. 2, og efter at have givet meddelelse om deres intention om at åbne en underkonto for denne medlemsstat i overensstemmelse med artikel 21.
2.  
PEPP-udbydere som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c) og f), skal overholde reglerne i artikel 15.

Artikel 15

IORP’ers og EU-FAIF’ers udøvelse af den frie udveksling af tjenesteydelser

1.  

PEPP-udbydere som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c) og f), som har til hensigt at levere PEPP-produkter til PEPP-opsparere på et værtslands område for første gang i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, og efter at have meddelt, at de har til hensigt at åbne en underkonto for denne værtsmedlemsstat i overensstemmelse med artikel 21, meddeler de kompetente myndigheder i deres hjemland følgende oplysninger:

a) 

PEPP-udbyderens navn og adresse

b) 

den medlemsstat, hvori PEPP-udbyderen agter at levere eller distribuere PEPP-produkter til PEPP-opsparere.

2.  
De kompetente myndigheder i hjemlandet videregiver senest 10 arbejdsdage efter datoen for modtagelsen oplysningerne til værtsmedlemsstaten sammen med en bekræftelse på, at PEPP-udbyderen, jf. nærværende artikels stk. 1, opfylder kravene i artikel 6, stk. 1. Oplysningerne videregives til de kompetente myndigheder i værtslandet, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet har grund til at betvivle tilstrækkeligheden af den administrative struktur for så vidt angår levering af PEPP-produkter eller PEPP-udbyderens finansielle situation, jf. artikel 6, stk. 1, litra c) og f).

Nægter de kompetente myndigheder i hjemlandet at videresende oplysningerne til den kompetente myndighed i værtslandet, skal de begrunde dette afslag over for den berørte PEPP-udbyder senest en måned efter modtagelsen af samtlige oplysninger og dokumenter. Et sådant afslag eller ethvert manglende svar kan prøves ved domstolene i PEPP-udbyderens hjemland.

3.  
De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten bekræfter inden for en frist på 10 arbejdsdage modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter derefter PEPP-udbyderen om, at oplysningerne er modtaget af de kompetente myndigheder i værtslandet, og at PEPP-udbyderen kan påbegynde leveringen af PEPP-produkter til PEPP-opsparere i den pågældende medlemsstat.
4.  
I mangel af bekræftelse på modtagelsen, jf. stk. 3, inden for 10 arbejdsdage efter datoen for fremsendelsen af oplysningerne, jf. stk. 2, underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet PEPP-udbyderen om, at PEPP-udbyderen kan påbegynde leveringen af tjenesteydelser i det pågældende værtsland.
5.  
Hvis der sker nogen form for ændring i de oplysninger, der er afgivet i henhold til stk. 1, skal PEPP-udbyderen underrette de kompetente myndigheder i hjemlandet herom, mindst en måned inden ændringen foretages. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter de kompetente myndigheder i værtslandet om ændringen så hurtigt som muligt og senest en måned efter modtagelsen af underretningen.
6.  
Værtsmedlemsstaterne kan i forbindelse med denne procedure udpege andre kompetente myndigheder end dem, der er omhandlet i artikel 2, nr. 18), med henblik på at udøve de beføjelser, der er tillagt de kompetente myndigheder i værtslandet. De underretter Kommissionen og EIOPA herom med angivelse af en eventuel kompetencefordeling.

Artikel 16

Værtslandets kompetente myndigheders beføjelser

1.  
Hvis de kompetente myndigheder i værtslandet har grund til at formode, at et PEPP-produkt distribueres på dens område, eller hvis der er blevet åbnet en underkonto i denne medlemsstat i strid med forpligtelser, der følger af de gældende regler, jf. artikel 3, forelægger de deres formodninger for de kompetente myndigheder i PEPP-udbyderens eller PEPP-distributørens hjemland.
2.  
Efter at have vurderet de oplysninger, der er modtaget i henhold til stk. 1, træffer de kompetente myndigheder i hjemlandet, hvor det er relevant, straks passende foranstaltninger til at afhjælpe situationen. De underretter værtslandets kompetente myndighed om sådanne trufne foranstaltninger.
3.  
Hvis de foranstaltninger, der er truffet af de kompetente myndigheder i hjemlandet viser sig at være utilstrækkelige eller mangler, og PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren fortsætter med at distribuere PEPP-produktet på en måde, der er klart til skade for PEPP-opsparerens interesser eller et velfungerende marked for personlige pensionsprodukter i den pågældende medlemsstat, kan de kompetente myndigheder i værtslandet, efter at have underrettet de kompetente myndigheder i hjemlandet herom, træffe passende foranstaltninger til at forhindre yderligere uregelmæssigheder, herunder, i det omfang det er strengt nødvendigt, forhindre PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren i at fortsætte distributionen af PEPP-produktet på deres område.

Endvidere kan de kompetente myndigheder i hjemlandet eller de kompetente myndigheder i værtslandet forelægge sagen for EIOPA og anmode denne om hjælp, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

4.  
Stk. 1-3 berører ikke værtslandets beføjelse til at træffe passende og ikke-diskriminerende foranstaltninger for at forebygge eller straffe uregelmæssigheder begået på dens område i situationer, hvor øjeblikkelig handling er strengt nødvendig for at beskytte forbrugernes rettigheder i værtsmedlemsstaten, og hvis tilsvarende foranstaltninger i hjemlandet er utilstrækkelige eller mangler, eller i tilfælde, hvor uregelmæssighederne er i strid med nationale lovbestemmelser, der beskytter almene hensyn, i det omfang det er strengt nødvendigt. I sådanne situationer skal værtslandet have mulighed for at forhindre PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren i at drive ny virksomhed på deres område.
5.  
Enhver foranstaltning, der vedtages af de kompetente myndigheder i værtslandet i henhold til denne artikel, meddeles PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren i et velbegrundet dokument og meddeles hurtigst muligt til de kompetente myndigheder i hjemlandet.

AFDELING II

Portabilitet

Artikel 17

Portabilitetsydelsen

1.  
PEPP-opsparere har ret til at benytte en portabilitetsydelse, der giver dem ret til fortsat at indbetale på deres eksisterende PEPP-konto, når de skifter bopæl til en anden medlemsstat.
2.  
Ved at benytte portabilitetsydelsen kan PEPP-opsparere bevare alle fordele og incitamenter, som PEPP-udbyderen tilbyder, og som er forbundet med fortsat investering i deres PEPP-produkt.

Artikel 18

Adgang til portabilitetsydelsen

1.  
PEPP-udbydere giver PEPP-opsparere, hvis konti de fører, adgang til portabilitetsydelsen, jf. artikel 17, såfremt de anmoder herom.
2.  
PEPP-udbyderen eller -distributøren giver, når denne foreslår et PEPP-produkt, potentielle PEPP-opsparere oplysninger om portabilitetsydelsen og om, hvilke underkonti, der er umiddelbart tilgængelige.
3.  
Hvert PEPP-udbyder skal inden tre år efter den dato, fra hvilken denne forordning anvendes, tilbyde nationale underkonti for mindst to medlemsstater, hvis PEPP-udbyderen anmodes herom.

Artikel 19

PEPP-underkonti

1.  
Hvis PEPP-udbydere udbyder en portabilitetsydelse til PEPP-opsparere i overensstemmelse med artikel 17, sikrer PEPP-udbydere, at en ny underkonto, der åbnes under en PEPP-konto, lever op til de retlige krav og betingelser som omhandlet i artikel 47 og 57, der er fastsat på nationalt plan for PEPP-produktet i PEPP-opsparerens nye bopælsmedlemsstat. Alle transaktioner på PEPP-kontoen opføres på en tilsvarende underkonto. Indbetalinger til og udbetalinger fra underkontoen kan gøres til genstand for separate aftalevilkår.
2.  
Med forbehold af gældende sektorspecifikke ret kan PEPP-udbydere også sikre overholdelse af de krav, der er omhandlet i stk. 1, ved at etablere et partnerskab med en anden registreret PEPP-udbyder (»partneren«).

I betragtning af omfanget af de opgaver, der skal udføres af partneren, skal partneren være kvalificeret og i stand til at varetage de delegerede funktioner. PEPP-udbyderen indgår en skriftlig aftale med partneren. Aftalen skal have retsvirkning og skal klart definere PEPP-udbyderens og partnerens rettigheder og forpligtelser. Aftalen skal være i overensstemmelse med de relevante regler og procedurer for delegering og outsourcing, der er fastsat ved eller i henhold til EU-retten, der finder anvendelse på dem, jf. artikel 6, stk. 1. Uanset denne aftale hæfter PEPP-udbyderen alene for sit ansvar i henhold til denne forordning.

Artikel 20

Åbning af en ny underkonto

1.  
PEPP-udbyderen oplyser umiddelbart efter at være blevet underrettet om PEPP-opsparerens flytning til en anden medlemsstat PEPP-opspareren om muligheden for at åbne en ny underkonto under PEPP-opsparerens PEPP-konto samt om fristen, inden for hvilken en sådan underkonto kan åbnes.

I så fald forsyner PEPP-udbyderen vederlagsfrit PEPP-opspareren med PEPP-KID’et, som indeholder de specifikke krav, der er omhandlet i artikel 28, stk. 3, litra g), for den underkonto, der vedrører PEPP-opsparerens nye bopælsmedlemsstat.

I tilfælde af at en ny underkonto ikke er tilgængelig, informerer PEPP-udbyderen PEPP-opspareren om retten til at skifte straks og vederlagsfrit og om muligheden for at fortsætte med at spare op på den sidste underkonto, der er åbnet.

2.  

Hvis PEPP-opspareren ønsker at gøre brug af muligheden for at åbne en underkonto, skal PEPP-opspareren informere PEPP-udbyderen om følgende:

a) 

den medlemsstat, hvori PEPP-opspareren har sin nye bopæl

b) 

den dato, fra hvilken indbetalingerne skal tilgå den nye underkonto

c) 

relevante oplysninger om andre betingelser for PEPP-produktet.

3.  
PEPP-opspareren kan fortsætte med at indbetale på den sidste underkonto, der er åbnet.
4.  
PEPP-udbyderen skal tilbyde PEPP-opspareren en individuel anbefaling, der forklarer, hvorvidt åbning af en ny underkonto under PEPP-opsparerens PEPP-konto og indbetaling på den nye underkonto ville være mere favorabelt end at fortsætte med at indbetale på den sidste underkonto, der er åbnet.
5.  

Hvis PEPP-udbyderen ikke er i stand til at sikre åbningen af en ny underkonto, der vedrører PEPP-opsparerens nye bopælsmedlemsstat, skal PEPP-opspareren efter eget valg kunne:

a) 

skifte PEPP-udbyder straks og vederlagsfrit, uanset kravene i artikel 52, stk. 3, om hyppigheden af skift, eller

b) 

fortsætte med at indbetale på den sidste underkonto, der er åbnet.

6.  
Den nye underkonto åbnes ved ændring af den gældende PEPP-aftale, mellem PEPP-opspareren og PEPP-udbyderen i overensstemmelse med gældende aftaleret. Datoen for åbningen fastsættes i aftalen.

Artikel 21

Oplysninger om portabilitet til de kompetente myndigheder

1.  
En PEPP-udbyder, der ønsker at åbne en ny underkonto for en værtsmedlemsstat for første gang, underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet.
2.  

PEPP-udbyderen skal i underretningen medtage følgende oplysninger og dokumenter:

a) 

standardaftalevilkår for PEPP-aftalen, jf. artikel 4, herunder bilaget for den nye underkonto

b) 

PEPP KID’et, der indeholder de specifikke krav til den underkonto, der svarer til den nye underkonto, jf. artikel 28, stk. 3, litra g)

c) 

PEPP-oversigten, jf. artikel 36

d) 

oplysninger om aftalevilkår som omhandlet i artikel 19, stk. 2, hvor dette er relevant.

3.  
Hjemlandets kompetente myndigheder kontrollerer, om den forelagte dokumentation er fuldstændig, og fremsender den senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen af den fuldstændige dokumentation til de kompetente myndigheder i værtslandet.
4.  
De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten bekræfter omgående modtagelsen af de i stk. 2 omhandlede oplysninger og dokumenter.
5.  
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter derefter PEPP-udbyderen om, at oplysningerne er modtaget af de kompetente myndigheder i værtslandet, og at PEPP-udbyderen kan åbne underkontoen for den pågældende medlemsstat.

I mangel af bekræftelse på modtagelsen, jf. stk. 4, inden for 10 arbejdsdage efter datoen for fremsendelsen af dokumentationen, jf. stk. 3, underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet PEPP-udbyderen om, at underkontoen for den pågældende medlemsstat kan åbnes.

6.  
Hvis der sker nogen form for ændring i de oplysninger og dokumenter, der er omhandlet i stk. 2, underretter PEPP-udbyderen de kompetente myndigheder i hjemlandet om den pågældende ændring, mindst en måned inden ændringen foretages. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter de kompetente myndigheder i værtslandet om ændringen så hurtigt som muligt og senest en måned efter modtagelsen af underretningen.

KAPITEL IV

DISTRIBUTIONS- OG OPLYSNINGSKRAV

AFDELING I

Almindelige bestemmelser

Artikel 22

Generelt princip

Ved udførelsen af distributionsvirksomhed vedrørende PEPP-produkter skal PEPP-udbydere og PEPP-distributører altid handle ærligt, redeligt og professionelt i deres PEPP-kunders bedste interesse.

Artikel 23

Distributionsordninger for forskellige typer af PEPP-udbydere og PEPP-distributører

1.  

I forbindelse med distributionen af PEPP-produkter skal de forskellige typer af PEPP-udbydere og PEPP-distributører overholde følgende bestemmelser:

a) 

forsikringsselskaber som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra b), i denne forordning og forsikringsmæglere som omhandlet i artikel 10, stk. 2 i denne forordning skal overholde gældende national ret, som gennemfører bestemmelserne i kapitel V og VI af direktiv (EU) 2016/97, med undtagelse af artikel 20, 23, 25 og artikel 30, stk. 3, i nævnte direktiv vedrørende distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter, samt umiddelbart gældende EU-ret vedtaget i henhold til disse bestemmelser i relation til distributionen af sådanne produkter samt denne forordning, med undtagelse af artikel 34, stk. 4

b) 

investeringsselskaber som omhandlet i artikel 10, stk. 2, i denne forordning skal overholde gældende national ret om anvendelse af de regler om markedsføring og distribution af finansielle instrumenter, der er fastsat i artikel 16, stk. 3, første afsnit, og i artikel 23, 24 og 25 i direktiv 2014/65/EU, med undtagelse af artikel 24, stk. 2, og artikel 25, stk. 3 og 4, i nævnte direktiv, med umiddelbart gældende EU-ret vedtaget i henhold til disse bestemmelser og denne forordning, med undtagelse af artikel 34, stk. 4

c) 

alle andre PEPP-udbydere og PEPP-distributører skal overholde gældende national ret om anvendelse af de regler om markedsføring og distribution af finansielle instrumenter, der er fastsat i artikel 16, stk. 3, første afsnit, i artikel 23, 24 og 25 i direktiv 2014/65/EU, med undtagelse af artikel 24, stk. 2, og artikel 25, stk. 2, 3 og 4, i nævnte direktiv, med umiddelbart gældende EU-ret vedtaget i henhold til disse bestemmelser og denne forordning.

2.  
Reglerne i stk. 1, litra a), finder kun anvendelse i det omfang, der ikke er nogen strengere bestemmelse i den gældende nationale ret, der gennemfører bestemmelserne i kapitel V og VI i direktiv (EU) 2016/97.

Artikel 24

Elektronisk distribution og andre varige medier

PEPP-udbydere og PEPP-distributører gør alle dokumenter og oplysninger omhandlet i dette kapitel tilgængelige for PEPP-kunder elektronisk og vederlagsfrit, forudsat at PEPP-kunden er i stand at lagre sådanne oplysninger på en måde, der giver mulighed for fremtidig henvisning og i et tidsrum, der er tilstrækkelig langt til informationsformålet, og at værktøjet giver mulighed for uændret reproduktion af de lagrede oplysninger.

På anmodning stiller PEPP-udbydere og PEPP-distributører tillige disse dokumenter og oplysninger vederlagsfrit til rådighed på et andet varigt medium, herunder papir. PEPP-udbydere og PEPP-distributører oplyser PEPP-kunder om deres ret til at anmode om en kopi af disse dokumenter på et andet varigt medium, herunder papir, vederlagsfrit.

Artikel 25

Produktovervågning og styringskrav

1.  
PEPP-udbydere opretholder, anvender og reviderer en procedure til godkendelse af det enkelte PEPP-produkt eller væsentlige justeringer af et eksisterende PEPP-produkt inden distributionen til PEPP-kunder.

Produktgodkendelsesproceduren skal være forholdsmæssigt afpasset og hensigtsmæssig i forhold til PEPP-produktets art.

Som led i produktgodkendelsesproceduren angives der en afgrænset målgruppe for hvert PEPP-produkt, det sikres, at alle relevante risici for den afgrænsede målgruppe vurderes, og at den tilsigtede distributionsstrategi er i overensstemmelse med den afgrænsede målgruppe, og der træffes hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at PEPP-produktet distribueres til den afgrænsede målgruppe.

PEPP-udbyderen skal forstå og regelmæssigt revidere de PEPP-produkter, som denne udbyder, under hensyntagen til eventuelle begivenheder, som materielt kunne påvirke de potentielle risici for den afgrænsede målgruppe, for som minimum at vurdere, om PEPP-produkterne stadig opfylder den afgrænsede målgruppes behov, og om den tilsigtede distributionsstrategi stadig er hensigtsmæssig.

PEPP-udbydere skal give PEPP-distributører alle relevante oplysninger om PEPP-produktet samt produktgodkendelsesproceduren, herunder den afgrænsede målgruppe for PEPP-produktet.

PEPP-distributører skal have indført passende ordninger, som gør det muligt at indhente de i femte afsnit omhandlede oplysninger og forstå hvert PEPP-produkts egenskaber og afgrænsede målgruppe.

2.  
De politikker, procedurer og ordninger, som er omhandlet i denne artikel, berører ikke alle andre krav i denne forordning, eller som finder anvendelse i henhold til denne forordning, herunder krav vedrørende offentliggørelse, egnethed eller hensigtsmæssighed, identifikation og styring af interessekonflikter incitamenter og ESG-faktorer.

AFDELING II

Oplysninger forud for aftaleindgåelsen

Artikel 26

PEPP KID

1.  
Inden et PEPP-produkt udbydes til PEPP-opsparere, udarbejder PEPP-udbyderen et PEPP KID for det pågældende PEPP-produkt i overensstemmelse med kravene i denne afdeling og offentliggør PEPP KID’et på sit websted.
2.  
PEPP KID’et udgør førkontraktlig information. Det skal være præcist, rimeligt, let at forstå og ikke på nogen måde vildledende. Det skal indeholde central information og være i overensstemmelse med alle bindende aftaleretlige dokumenter, med de relevante dele af tilbudsdokumenterne og med vilkårene og betingelserne for PEPP-produktet.
3.  
PEPP KID’et skal være et selvstændigt dokument, som adskiller sig tydeligt fra markedsføringsmateriale. Det må ikke indeholde krydshenvisninger til markedsføringsmateriale. Det kan indeholde krydshenvisninger til andre dokumenter, herunder eventuelt et prospekt, men kun hvis krydshenvisningen vedrører oplysninger, som i henhold til denne forordning skal indgå i PEPP-KID’et.

Der skal udarbejdes et separat PEPP KID for det grundlæggende PEPP-produkt.

4.  

Hvis en PEPP-udbyder tilbyder en PEPP-opsparer en række alternative investeringsmuligheder, således at alle de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 28, stk. 3, vedrørende de pågældende underliggende investeringsmuligheder ikke kan gives inden for rammerne af et enkelt, koncist, særskilt PEPP KID, skal PEPP-udbydere udarbejde et af følgende elementer:

a) 

et selvstændigt PEPP KID for hver alternativ investeringsmulighed

b) 

et generisk PEPP KID indeholdende mindst en generisk beskrivelse af de alternative investeringsmuligheder og angivelse af, hvor og hvordan der kan findes mere detaljerede oplysninger forud for aftaleindgåelsen om de investeringer, der støtter disse investeringsmuligheder

5.  

I henhold til artikel 24 skal PEPP KID’et udarbejdes som et kort dokument skrevet på en koncis måde. Det skal:

a) 

være udformet og opstillet således, at det er letlæseligt, med brug af en læsevenlig skriftstørrelse

b) 

fokusere på den centrale information, som PEPP-kunder har brug for

c) 

være formuleret klart og skrevet i et sprog og en stil, som fremmer forståelsen af informationen, og navnlig i et sprog, der er klart, kortfattet og letforståeligt.

6.  
Såfremt der bruges farver i PEPP KID’et, må de ikke gøre oplysningerne mindre forståelige, hvis PEPP KID’et printes eller fotokopieres i sort-hvid.
7.  
Såfremt der i PEPP KID’et bruges corporate branding eller logo for PEPP-udbyderens eller den koncern, som udbyderen tilhører, må dette ikke aflede opmærksomheden fra informationen i dokumentet eller sløre teksten.
8.  
Foruden PEPP KID’et skal PEPP-udbydere eller -distributører give potentielle PEPP-opsparere henvisninger til eventuelle offentligt tilgængelige indberetninger om PEPP-udbyderens økonomiske situation, herunder dennes solvens, således at potentielle PEPP-opsparere har nem adgang til disse oplysninger.
9.  
Potentielle PEPP-opsparere skal endvidere have oplysninger om de hidtidige resultater af PEPP-opsparerens investeringsmuligheder, som omfatter mindst 10 år, eller, i tilfælde hvor PEPP-produktet har været udbudt i mindre end 10 år, omfattende alle de år, PEPP-produktet har været udbudt. Oplysninger om hidtidige resultater skal ledsages af udsagnet »hidtidige resultater er ikke udtryk for fremtidige resultater«.

Artikel 27

Sproget i et PEPP KID

1.  
Et PEPP KID skal affattes på de officielle sprog eller på mindst et af de officielle sprog, der anvendes i den del af medlemsstaten, hvor PEPP-produktet distribueres, eller på et andet sprog, som de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat har accepteret, eller hvis dokumentet er affattet på et andet sprog, skal det oversættes til et af disse sprog.

Oversættelsen skal på troværdig vis nøje gengive indholdet af det oprindelige PEPP KID.

2.  
Hvis et PEPP-produkt markedsføres i en medlemsstat gennem markedsføringsmateriale affattet på et eller flere af denne medlemsstats officielle sprog, skal PEPP KID’et som minimum være affattet på de tilsvarende officielle sprog.
3.  
PEP KID’et stilles efter anmodning til rådighed i et format, der er passenede for PEPP-opsparere med synsnedsættelse.

Artikel 28

Indholdet i et PEPP KID

1.  
Overskriften »dokument med central PEPP-investorinformation« skal forekomme på et iøjnefaldende sted øverst på første side af et PEPP KID.

PEPP KID’et opstilles i den rækkefølge, der er angivet i stk. 2 og 3.

2.  

Direkte under titlen skal følger en erklæring. Denne skal lyde således:

»Dette dokument indeholder central information om dette paneuropæiske personlige pensionsprodukt (PEPP). Det er ikke markedsføringsmateriale. Informationen er lovpligtig og har til formål at gøre det lettere at forstå dette personlige pensionsprodukts art, risici, omkostninger, mulige afkast og tab og gøre det lettere at sammenligne produktet med andre PEPP-produkter.«

3.  

PEPP KID’et skal indeholde følgende oplysninger:

a) 

i begyndelsen af dokumentet: PEPP-produktets navn, om det er et grundlæggende PEPP-produkt eller ej, PEPP-udbyderens identitet og kontaktoplysninger, oplysninger om PEPP-udbyderens kompetente myndigheder, PEPP-produktets registreringsnummer i det centrale offentlige register og dokumentets dato

b) 

erklæringen: »Det i dette dokument beskrevne pensionsprodukt er et langsigtet produkt med begrænset mulighed for tilbagekøb, som ikke kan opsiges når som helst.«

c) 

i et afsnit med overskriften »Hvad er dette for et produkt?«: arten af og de vigtigste karakteristika ved PEPP-produktet, herunder:

i) 

dets langsigtede mål og midlerne til at opnå dem, navnlig hvorvidt målene nås gennem direkte eller indirekte eksponering mod de underliggende investeringsaktiver, herunder en beskrivelse af de underliggende instrumenter eller referenceværdier, inklusive en udspecificering af de markeder, som PEPP-udbyderen investerer i, såvel som en forklaring af, hvordan afkastet fastsættes

ii) 

en beskrivelse af den type pensionsopsparer, som det tilsigtes at markedsføre PEPP-produktet over for, navnlig hvad angår PEPP-opsparerens evne til at bære investeringstab og investeringshorisonten

iii) 

en erklæring om,

— 
hvorvidt det grundlæggende PEPP-produkt udgør en garanti for kapitalen eller har form af en risikoreduktionsteknik i overensstemmelse med formålet om at gøre det muligt for PEPP-opspareren at opnå dækning for kapitalen, eller
— 
om og i hvilket omfang eventuelle alternative investeringsmuligheder, hvis det er relevant, giver en garanti eller risikoreduktionsteknik
iv) 

en beskrivelse af PEPP-pensionsydelserne, navnlig de mulige udbetalingsformer og retten til at ændre udbetalingsformen som omhandlet i artikel 59, stk. 1

v) 

hvorvidt PEPP-produktet dækker biometriske risici: nærmere oplysninger om de risici, der er dækket, og om forsikringsfordelene, herunder de omstændigheder, hvorunder der kan gøres krav på disse ydelser

vi) 

oplysninger om portabilitetsydelsen, herunder en henvisning til det centrale offentlige register som omhandlet i artikel 13, hvor oplysninger om betingelserne for opsparingsfasen og udbetalingsfasen, som er fastsat af medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 47 og 57, er indeholdt

vii) 

en erklæring om konsekvenserne for PEPP-opspareren af tilbagekøb af PEPP-produktet, herunder alle gældende gebyrer, sanktioner og muligt tab af kapitalbeskyttelse og andre mulige fordele og incitamenter

viii) 

en erklæring om konsekvenserne for PEPP-opspareren, hvis denne ophører med at indbetale til PEPP-produktet

ix) 

oplysninger om de disponible underkonti og om PEPP-opsparerens rettigheder, jf. artikel 20, stk. 5

x) 

oplysninger om PEPP-opsparerens ret til at skifte og ret til at modtage oplysninger om den ydelse, der består i skift af udbyder, jf. artikel 56

xi) 

betingelserne for ændring af den valgte investeringsmulighed, jf. artikel 44

xii) 

eventuelle tilgængelige oplysninger om PEPP-udbyderens resultater for så vidt angår ESG-faktorer

xiii) 

den lovgivning, der skal gælde for PEPP-aftalen, hvis parterne ikke har frit lovvalg, eller, når parterne frit kan vælge lovgivning, den lovgivning, som PEPP-udbyderen foreslår at vælge

xiv) 

hvor det er relevant, om der er en fortrydelses- eller opsigelsesperiode for PEPP-opspareren

d) 

i et afsnit med overskriften »Hvilke risici er der, og hvilke afkast kan jeg få?«: en kort beskrivelse af risiko/afkast-profilen, indeholdende følgende elementer:

i) 

en sammenfattende risikoindikator suppleret af en forklarende beskrivelse af den pågældende indikator, dens vigtigste begrænsninger og en forklarende beskrivelse af de risici, som i væsentlig grad er relevante for PEPP-produktet og som ikke i tilstrækkelig grad afspejles i den sammenfattende risikoindikator

ii) 

det maksimale mulige tab af investeret kapital, herunder oplysninger om:

— 
hvorvidt PEPP-opspareren kan tabe hele den investerede kapital, eller
— 
hvorvidt PEPP-opspareren bærer risikoen for at pådrage sig yderligere finansielle forpligtelser
iii) 

fyldestgørende resultatscenarier og de antagelser, som de bygger på

iv) 

hvor det er relevant, betingelser for afkast til PEPP-opsparere eller indbyggede resultatlofter

v) 

en erklæring om, at skattelovgivningen i PEPP-opsparerens hjemland kan få indvirkning på den faktiske udbetaling

e) 

i et afsnit med overskriften »Hvad sker der, hvis [navnet på PEPP-udbyderen] ikke er i stand til at foretage udbetalinger?«: en kort beskrivelse af, hvorvidt det hermed forbundne tab er dækket af en investorkompensations- eller -garantiordning, og, hvis dette er tilfældet, hvilken ordning der er tale om, garantens navn og oplysninger om, hvilke risici der er dækket af ordningen, og hvilke risici der ikke er dækket

f) 

i et afsnit med overskriften »Hvilke omkostninger er der?«: de omkostninger, der er forbundet med en investering i PEPP-produktet, omfattende både de direkte og de indirekte omkostninger, som PEPP-opspareren skal afholde, herunder engangsomkostninger og løbende omkostninger angivet ved hjælp af sammenfattende indikatorer for disse omkostninger, og for at sikre sammenligneligheden af de samlede omkostninger udtrykt i beløb og i procent for at vise de samlede omkostningers kombinerede indvirkning på investeringen.

PEPP KID’et skal indeholde en klar angivelse af, at PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren skal sørge for detaljerede oplysninger om enhver distributionsomkostning, der ikke allerede er medtaget i ovennævnte omkostninger, med henblik på at sætte PEPP-opspareren i stand til at forstå den akkumulerende indvirkning, som disse samlede omkostninger har på investeringsafkastet

g) 

i et afsnit med overskriften »Hvad er de specifikke krav for underkontoen, der vedrører [min bopælsmedlemsstat]?«:

i) 

i et underafsnit med overskriften »Krav til indbetalingsfasen«:

en beskrivelse af betingelserne for opsparingsfasen som fastsat af PEPP-opsparerens bopælsmedlemsstat i overensstemmelse med artikel 47

ii) 

i et underafsnit med overskriften »Krav til udbetalingsfasen«:

en beskrivelse af betingelserne for udbetalingsfasen som fastsat af PEPP-opsparerens bopælsmedlemsstat i overensstemmelse med artikel 57

h) 

i et afsnit med overskriften »Hvordan kan jeg klage?«: oplysninger om, hvordan og til hvem en PEPP-opsparer kan indgive en klage over PEPP-produktet eller PEPP-udbyderens eller PEPP-distributørens adfærd.

4.  
Lagdeling af de oplysninger, der kræves i henhold til stk. 3, er tilladt, hvis PEPP KID’et gives i et elektronisk format, hvor detaljerede dele af oplysningerne kan præsenteres gennem pop-up-vinduer eller via links til ledsagende lag. I så fald skal det være muligt at udskrive PEPP KID’et som et enkelt dokument.
5.  

For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA, efter høring af de andre ESA’er og efter gennemførelse af forbrugertest og branchetest udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer:

a) 

de nærmere detaljer ved præsentationen, herunder dokumentets form og længde, og indholdet af hvert af de oplysningselementer, der er omhandlet i stk. 3

b) 

den metode, der ligger til grund for angivelsen af risici og afkast, jf. stk. 3, litra d), nr. i) og iii)

c) 

metoden til beregning af omkostninger, herunder angivelsen af sammenfattende indikatorer, jf. stk. 3, litra f).

d) 

hvor oplysningerne præsenteres i et elektronisk format med lagdeling af oplysningerne, hvilke oplysninger der skal være i det første lag, og hvilke oplysninger der kan gives i de yderligere lag af detaljer.

Når EIOPA udarbejder udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder, tager de hensyn til de forskellige typer PEPP-produkter, PEPP-produkternes langsigtede karakter, PEPP-opspareres forudsætninger og PEPP-produkternes egenskaber med henblik på af gøre det muligt for PEPP-opsparere at vælge mellem forskellige investeringsmuligheder og andre muligheder i forbindelse med PEPP-produktet, herunder når dette valg kan træffes på forskellige tidspunkter eller ændres i fremtiden.

EIOPA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

Artikel 29

Markedsføringsmateriale

Markedsføringsmateriale, der indeholder specifikke oplysninger om et PEPP-produkt, må ikke indeholde udsagn, som er i modstrid med oplysningerne i PEPP KID’et eller mindsker betydningen af dette. I markedsføringsmaterialet angives det, at der findes et PEPP KID, og hvordan og hvor det kan erhverves, herunder PEPP-udbyderens websted.

Artikel 30

Revision af PEPP KID’et

1.  
PEPP-udbyderen gennemgår oplysningerne i PEPP KID’et mindst en gang om året og ændrer omgående dokumentet, hvis gennemgangen viser, at der er behov for ændringer. Den ændrede udgave gøres straks tilgængelig.
2.  
For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA, efter høring af de andre ESA’er og efter gennemførelse af forbrugertest og branchetest udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer, under hvilke betingelser PEPP KID’et skal gennemgås og revideres.

EIOPA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

Artikel 31

Civilretligt ansvar

1.  
PEPP-udbyderen pådrager sig ikke civilretligt ansvar alene på grundlag af PEPP KID’et, herunder eventuelle oversættelser heraf, medmindre det er vildledende, unøjagtigt eller i uoverensstemmelse med relevante dele af retligt bindende førkontraktlige og kontraktlige dokumenter eller med kravene i artikel 28.
2.  
En PEPP-opsparer, der påviser et tab efter at have sat sin lid til et PEPP KID under de i stk. 1 omhandlede omstændigheder, da vedkommende indgik aftale om et PEPP-produkt, som det pågældende PEPP KID var udarbejdet til, kan kræve erstatning for dette tab fra PEPP-udbyderen i overensstemmelse med national ret.
3.  
Elementer som »tab« eller »erstatning«, der er omhandlet i stk. 2, og som ikke er defineret, fortolkes og anvendes i overensstemmelse med den nationale ret, som finder anvendelse i henhold til de relevante bestemmelser i den internationale privatret.
4.  
Denne artikel udelukker ikke yderligere civile erstatningskrav i overensstemmelse med national ret.
5.  
Forpligtelserne i medfør af denne artikel må hverken begrænses eller opgives gennem kontraktlige bestemmelser.

Artikel 32

PEPP-aftaler, som dækker biometriske risici

Hvis PEPP KID’et vedrører en PEPP-aftale, der dækker biometriske risici, gælder PEPP-udbyderens forpligtelser i henhold til dette afsnit kun over for PEPP-opspareren.

Artikel 33

Tilrådighedsstillelse af PEPP KID’et

1.  
En PEPP-udbyder eller PEPP-distributør skal stille alle de PEPP KID’er, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 26, til rådighed for potentielle PEPP-opsparere i forbindelse med rådgivning om eller tilbud om salg af et PEPP-produkt, i god tid før de pågældende PEPP-opsparere er bundet af en PEPP-aftale eller et tilbud vedrørende den pågældende PEPP-aftale.
2.  
En PEPP-udbyder eller PEPP-distributør kan opfylde kravene i stk. 1 ved at stille PEPP KID’et til rådighed for en fysisk person, der har en skriftlig beføjelse til at træffe investeringsbeslutninger på vegne af PEPP-opspareren i forbindelse med transaktioner, der foretages i medfør af denne skriftlige beføjelse.
3.  
For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA, efter høring af de andre ESA’er, hvor dette er relevant, udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med nærmere bestemmelser om betingelserne for at opfylde kravet om at stille PEPP KID’et til rådighed, jf. stk. 1.

EIOPA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

AFDELING III

Rådgivning

Artikel 34

Specifikation af efterspørgsel og behov samt ydelse af rådgivning

1.  
Før indgåelsen af en PEPP-aftale leverer PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren på grundlag af oplysninger, der er afkrævet og indhentet fra den potentielle PEPP-opsparer en specifikation af den pågældende potentielle PEPP-opsparers pensionsrelaterede efterspørgsel og behov, herunder det eventuelle behov for at erhverve et produkt, der tilbyder annuiteter, og giver den potentielle PEPP-opsparer objektive oplysninger om PEPP-produktet på en forståelig måde, således at PEPP-opspareren kan træffe en informeret investeringsbeslutning.

Enhver PEPP-aftale, som foreslås, skal være i overensstemmelse med PEPP-opsparerens pensionsrelaterede efterspørgsel og behov, under hensyntagen til den pågældendes optjente pensionsrettigheder.

2.  
PEPP-udbyderen eller -distributøren yder rådgivning til den potentielle PEPP-opsparer forud for indgåelsen af PEPP-aftalen og giver den potentielle PEPP-opsparer en personlig anbefaling med en redegørelse for, hvorfor et bestemt PEPP-produkt, herunder en særlig investeringsmulighed, hvis det er relevant, bedst imødekommer PEPP-opsparerens efterspørgsel og behov.

PEPP-udbyderen eller -distributøren giver også den potentielle PEPP-opsparer individuelle pensionsprognoser for det anbefalede produkt baseret på den tidligste dato, hvor udbetalingsfasen kan begynde, og en erklæring om, at disse prognoser kan være forskellige fra den endelige værdi af de modtagne PEPP-ydelser. Hvis prognoserne vedrørende pensionsydelser er baseret på økonomiske scenarier, skal denne oplysning også omfatte det bedst tænkte scenarie og et ugunstigt scenarie, under hensyntagen til PEPP-ordningens særlige karakter

3.  
Hvis et grundlæggende PEPP-produkt udbydes uden som minimum en garanti for kapitalen, skal PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren klart redegøre for eksistensen af PEPP-produkter med garanti for kapitalen, årsagerne til, at vedkommende anbefaler et grundlæggende PEPP-produkt baseret på en risikoreduktionsteknik, der er i overensstemmelse med målet om at give PEPP-opspareren mulighed for at opnå dækning for kapitalen, og klart påpege eventuelle yderligere risici, som sådanne PEPP-produkter kan medføre i forhold til et kapitalgarantibaseret grundlæggende PEPP-produkt, der giver garanti for kapitalen. Denne forklaring skal ske skriftligt.
4.  
Når der ydes rådgivning skal PEPP-udbyderen elle PEPP-distributøren som omhandlet i denne forordnings artikel 23, stk. 1, litra c), indhente de nødvendige oplysninger om den potentielle PEPP-opsparers viden og erfaring på det investeringsområde, der er relevant for det tilbudte eller efterspurgte PEPP-produkt, den pågældende persons finansielle situation, herunder vedkommendes evne til at bære tab, og vedkommendes investeringsmål, herunder den pågældendes risikotolerance, så PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren har mulighed for at anbefale den potentielle PEPP-opsparer et eller flere PEPP-produkter, der er egnet for vedkommende, og som navnlig er i overensstemmelse med vedkommendes risikotolerance og evne til at bære tab.
5.  
PEPP-udbyderens eller PEPP-distributørens ansvarsområder må ikke reduceres, fordi rådgivningen ydes helt eller delvist gennem et automatiseret eller semiautomatiseret system.
6.  
Med forbehold af gældende sektorspecifik ret, der er strengere, skal PEPP-udbydere og PEPP-distributører på anmodning sikre og dokumentere over for de kompetente myndigheder, at fysiske personer, som yder rådgivning om PEPP-produkter, er i besiddelse af den nødvendige viden og kompetence til at opfylde deres forpligtelser i henhold til denne forordning. Medlemsstaterne offentliggør de kriterier, som anvendes til at vurdere en sådan viden og kompetence.

AFDELING IV

Oplysninger i PEPP-aftalens løbetid

Artikel 35

Almindelige bestemmelser

1.  
PEPP-udbydere udarbejder et kortfattet personligt dokument til udlevering under opsparingsfasen med centrale oplysninger for hver PEPP-opsparer, hvori der tages hensyn til de særlige forhold i de nationale pensionssystemer og al den relevante lovgivning, herunder den nationale social-, arbejdsmarkeds- og skatteret (»PEPP-oversigt«). Dokumentets overskrift skal indeholde ordet »PEPP-oversigt«.
2.  
Den nøjagtige dato, som oplysningerne i PEPP-oversigten refererer til, skal fremgå tydeligt.
3.  
Oplysningerne i PEPP-oversigten skal være nøjagtige og opdaterede.
4.  
PEPP-udbyderen skal stille en årlig PEPP-oversigt til rådighed for hver enkelt PEPP-opsparer.
5.  
Enhver væsentlig ændring i oplysningerne i PEPP-oversigten i forhold til den foregående oversigt skal fremgå tydeligt.
6.  

I tilgift til PEPP-oversigten skal PEPP-opspareren desuden under hele aftalens løbetid omgående orienteres om enhver ændring af følgende oplysninger:

a) 

aftalevilkår, herunder almindelige og særlige policebetingelser

b) 

PEPP-udbyderens navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen på den filial, som aftalen er indgået med

c) 

oplysninger om, hvordan investeringspolitikken tager hensyn til ESG-faktorer.

Artikel 36

PEPP-oversigt

1.  

PEPP-oversigten skal mindst indeholde følgende centrale oplysninger til PEPP-opsparerne:

a) 

personlige oplysninger om PEPP-opspareren og om den tidligste dato, hvor udbetalingsfasen kan starte for en hvilken som helst underkonto

b) 

PEPP-udbyderens navn og kontaktadresse og en identifikation af PEPP-ordningen

c) 

den medlemsstat, hvor PEPP-udbyderen er meddelt tilladelse eller registreret, og navnene på de kompetente myndigheder

d) 

oplysninger om pensionsprognoser baseret på oplysningerne i litra a) og et forbehold om, at disse prognoser kan afvige fra den endelige værdi af de PEPP-ydelser, der modtages. Hvis pensionsprognoserne er baseret på økonomiske scenarier, skal denne oplysning også omfatte det bedst tænkte scenarie og et ugunstigt scenarie, under hensyntagen til PEPP-aftalens særlige karakter

e) 

oplysninger om de bidrag, som PEPP-opspareren eller en tredjepart har indbetalt til PEPP-kontoen i løbet af de foregående 12 måneder

f) 

en oversigt over alle de omkostninger, som direkte eller indirekte er påført PEPP-opspareren i løbet af de seneste 12 måneder, med angivelse af omkostningerne til administration og opbevaring af aktiver samt omkostninger vedrørende porteføljetransaktioner og andre omkostninger, foruden et skøn over virkningen af disse omkostninger for de endelige PEPP-ydelser; sådanne omkostninger bør udtrykkes både i pengebeløb og som en procentdel af indbetalingerne i løbet af de foregående 12 måneder

g) 

hvis det er relevant, arten og mekanismen af den i artikel 46 omhandlede garanti eller risikoafbødningsteknik

h) 

hvis det er relevant, antallet og værdien af enheder, der svarer til PEPP-opsparerens indbetalinger i løbet af de foregående 12 måneder

i) 

det samlede beløb på PEPP-opsparerens PEPP-konto på datoen for den i artikel 35 omhandlede erklæring

j) 

oplysninger om PEPP-opsparerens investeringsmuligheds hidtidige resultater, som omfatter resultater, der dækker mindst 10 år, eller, i tilfælde hvor PEPP-produktet har været udbudt i mindre end 10 år, omfattende alle de år, PEPP-produktet har været udbudt; oplysninger om hidtidige resultater skal ledsages af udsagnet »hidtidige resultater er ikke udtryk for fremtidige resultater«

k) 

for PEPP-konti med mere end én underkonto, skal oplysninger i PEPP-oversigten opdeles på alle eksisterende underkonti

l) 

summariske oplysninger om investeringspolitikken for så vidt angår ESG-faktorer.

2.  
EIOPA udarbejder i samråd med Den Europæiske Centralbank og de kompetente myndigheder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med regler til fastlæggelse af antagelserne for pensionsprognoser, jf. denne artikels stk. 1, litra d), og artikel 34, stk. 2. Disse bestemmelser skal anvendes af PEPP-udbydere til, hvor dette er relevant, at fastslå den årlige sats for nominelle investeringsafkast, den årlige inflationsrate og tendensen i den fremtidige lønudvikling.

EIOPA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020. Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

Artikel 37

Supplerende oplysninger

1.  

PEPP-oversigten skal angive, hvor og hvordan der kan indhentes supplerende oplysninger, herunder:

a) 

yderligere praktiske oplysninger om PEPP-opsparerens rettigheder og muligheder, herunder med hensyn til investeringer, udbetalingsfasen, skift af udbyder og portabilitetsydelsen

b) 

PEPP-udbyderens årsregnskaber og årsberetninger, som er offentligt tilgængelige

c) 

en skriftlig redegørelse for principperne bag PEPP-udbyderens investeringspolitik, som mindst skal omfatte oplysninger om metoder til måling af investeringsrisici, de anvendte risikostyringsmetoder samt den strategiske aktivallokering under hensyn til PEPP-forpligtelsernes art og varighed, samt hvordan der i investeringspolitikken tages hensyn til ESG-faktorer

d) 

hvor det er relevant, oplysninger om de antagelser, der er anvendt til beregning af beløb i form af annuiteter, navnlig kalkulationsrenten, PEPP-udbydertype og annuitetens varighed

e) 

PEPP-ydelsesniveauet i tilfælde af tilbagekøb før den dato, der er omhandlet i artikel 36, stk. 1, litra a).

2.  
For at sikre ensartet anvendelse af artikel 36 og denne artikel udarbejder EIOPA efter høring af de andre ESA’er og efter gennemførelse af forbrugertest og branchetest udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med nærmere bestemmelser om præsentationen af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 36 samt i denne artikel. I forbindelse med fremlæggelsen af oplysningerne om hidtidige resultater, jf. artikel 36, stk. 1, litra j), tages der hensyn til forskellene mellem investeringsmulighederne, navnlig hvis PEPP-opspareren bærer en investeringsrisiko, eller hvis investeringsmuligheden er aldersafhængig eller omfatter matchning af varighed.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

3.  
Med forbehold af artikel 34, stk. 2, og artikel 36, stk. 1, litra d), kan medlemsstaterne, for at gøre det muligt at sammenligne med nationale produkter, kræve, at PEPP-udbydere giver PEPP-opsparere supplerende pensionsprognoser, hvis reglerne for fastlæggelse af antagelserne fastsættes af de respektive medlemsstater.

Artikel 38

Oplysninger til PEPP-opsparere forud for pensionering og til PEPP-modtagere i udbetalingsfasen

1.  
Ud over PEPP-oversigten skal PEPP-udbydere to måneder før de datoer, der er omhandlet i artikel 59, stk. 1, litra a) og b), eller på anmodning af PEPP-opspareren, give hver enkelt PEPP-opsparer oplysninger om den kommende start på udbetalingsfasen, de mulige udbetalingsformer og muligheden for, at PEPP-opspareren kan ændre udbetalingsform i overensstemmelse med artikel 59, stk. 1.
2.  
PEPP-udbydere skal i udbetalingsfasen hvert år give PEPP-modtagerne oplysninger om de PEPP-ydelser, der skal udbetales, og den tilsvarende udbetalingsform.

Hvis PEPP-opspareren fortsat foretager indbetalinger eller fortsat bærer investeringsrisici i udbetalingsfasen, skal PEPP-udbyderen fortsat levere PEPP-oversigten med de relevante oplysninger.

Artikel 39

Oplysninger på anmodning til PEPP-opsparere og PEPP-modtagere

På anmodning af en PEPP-opsparer eller en PEPP-modtager eller disses repræsentanter skal PEPP-udbyderen give de supplerende oplysninger, der er omhandlet i artikel 37, stk. 1, samt supplerende oplysninger om de antagelser, der ligger til grund for de prognoser, der er omhandlet i artikel 36, stk. 1, litra d).

AFDELING V

Indberetning til nationale myndigheder

Artikel 40

Almindelige bestemmelser

1.  

PEPP-udbydere indsender til deres kompetente myndigheder de oplysninger, som er nødvendige med henblik på tilsyn, samt de oplysninger, der er indeholdt i den relevante sektorspecifikke ret. Disse yderligere oplysninger skal i givet fald indeholde de oplysninger, der er nødvendige for i forbindelse med en tilsynsproces at udføre følgende aktiviteter:

a) 

vurdere PEPP-udbydernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning

b) 

træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettigheder og pligter.

2.  

De kompetente myndigheder har ud over de beføjelser, de er tillagt i henhold til national ret, følgende beføjelser:

a) 

at fastlægge arten, omfanget og formatet af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, og som de kræver, at PEPP-udbydere skal indsende med forud fastsatte mellemrum, når der indtræffer forud fastsatte begivenheder eller i forbindelse med undersøgelser vedrørende en PEPP-udbyders situation

b) 

fra PEPP-udbyderne at indhente oplysninger vedrørende aftaler, som er i PEPP-udbydernes besiddelse, eller som indgås med tredjepart, og

c) 

at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.

3.  

De i stk. 1 og 2 omhandlede oplysninger skal omfatte følgende:

a) 

kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf

b) 

historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf

c) 

data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.

4.  

Oplysningerne i stk. 1 og 2 skal:

a) 

afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af den pågældende PEPP-udbyders virksomhed og navnlig de risici, der knytter sig til denne virksomhed

b) 

være tilgængelige, fuldstændige i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konsekvente over tid

c) 

være relevante, pålidelige og forståelige.

5.  

PEPP-udbydere indsender hvert år følgende oplysninger til de kompetente myndigheder:

a) 

for hvilke medlemsstater PEPP-udbyderen udbyder underkonti

b) 

antal meddelelser jf. artikel 20, stk. 1, der modtages fra PEPP-opsparere, der har skiftet bopæl til en anden medlemsstat

c) 

antal anmodninger om åbning af en underkonto og antal underkonti, der er åbnet i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2

d) 

antal anmodninger fra PEPP-opsparere om skift af udbyder og faktiske skift foretaget i overensstemmelse med artikel 20, stk. 5, litra a)

e) 

antal anmodninger fra PEPP-opsparere om skift af udbyder og faktiske skift foretaget i overensstemmelse med artikel 52, stk. 3.

De nationale kompetente myndigheder fremsender oplysningerne til EIOPA.

6.  
PEPP-udbydere skal have indført passende systemer og strukturer, som gør det muligt at opfylde kravene i stk. 1-5, samt en nedskreven politik, som er godkendt af PEPP-udbyderens ledelses-, tilsyns- eller administrationsorgan, til løbende at sikre de indsendte oplysningers hensigtsmæssighed.
7.  
Efter anmodning til de kompetente myndigheder og med henblik på at udføre de opgaver, den er pålagt jf. nærværende forordning, skal EIOPA have adgang til de oplysninger, som PEPP-udbydere har indsendt.
8.  
Hvis PEPP-indbetalinger til og ydelser fra PEPP-produkter er berettiget til fordele eller incitamenter, skal PEPP-udbyderen i overensstemmelse med den relevante nationale ret i givet fald forelægge den relevante nationale myndighed alle de oplysninger, der er nødvendige for, at der kan nydes godt af sådanne fordele eller incitamenter i forbindelse med de pågældende indbetalinger og ydelser.
9.  
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i henhold til artikel 72 med henblik på at supplere denne forordning ved at præcisere de yderligere oplysninger, der er omhandler i stk. 1-5 i nærværende artikel, med henblik på at sikre en passende grad af konvergens af tilsynsmæssig indberetning.

EIOPA udarbejder efter høring af de andre ESA’er og de kompetente myndigheder og efter branchetest udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende formatet af tilsynsmæssig indberetning.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i andet afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

KAPITEL V

OPSPARINGSFASEN

AFDELING I

Investeringsregler for PEPP-udbydere

Artikel 41

Investeringsregler

1.  

PEPP-udbydere investerer de aktiver, der svarer til PEPP-produktet, i overensstemmelse med »prudent person«-princippet og særlig i overensstemmelse med følgende regler:

a) 

aktiverne investeres, således at de langsigtede interesser for PEPP-opsparerne som helhed varetages. Hvor der er risiko for interessekonflikt, sikrer PEPP-udbyderen eller den enhed, der forvalter porteføljen, at investeringerne foretages udelukkende i PEPP-opsparernes interesse

b) 

PEPP-udbydere tager i overensstemmelse med »prudent person«-princippet hensyn til risici vedrørende investeringsbeslutningerne og deres potentielle langsigtede indvirkning på miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer

c) 

aktiverne investeres på en sådan måde, at der skabes sikkerhed, kvalitet, likviditet og rentabilitet i den samlede investeringsportefølje

d) 

aktiverne investeres overvejende på regulerede markeder. Investeringer i aktiver, der ikke kan omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt niveau

e) 

investeringer i afledte instrumenter skal være mulige, i det omfang sådanne instrumenter bidrager til at reducere investeringsrisici eller lette en effektiv porteføljeforvaltning. Sådanne instrumenter vurderes med forsigtighed, idet der tages hensyn til det underliggende aktiv, og de skal medregnes i PEPP-udbyderens aktiver. PEPP-udbydere skal desuden undgå for stor risikoeksponering over for en enkelt modpart og over for andre afledte transaktioner

f) 

aktiverne spredes på en sådan måde, at urimelig stor afhængighed af et bestemt aktiv eller en bestemt udsteder eller koncern samt risikoophobning i den samlede portefølje undgås. Investeringer i aktiver udstedt af samme udsteder eller af udstedere, der tilhører samme koncern, må ikke udsætte en PEPP-udbyder for en urimelig stor risikokoncentration

g) 

aktiverne må ikke investeres i ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, som er identificeret i Rådets relevante konklusioner om listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner eller i et højrisikotredjeland med strategiske mangler, som er identificeret ved Kommissionens gældende delegerede forordning vedtaget på grundlag af artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849

h) 

PEPP-udbyderen må ikke udsætte sig selv og de aktiver, der svarer til PEPP-produktet, for risici fra overdreven gearing og overdreven løbetidsændring.

2.  
Reglerne i stk. 1, litra a)-h), anvendes kun, i den udstrækning der ikke findes strengere bestemmelser i den relevante sektorspecifikke ret gældende for PEPP-udbyderen.

AFDELING II

Investeringsmuligheder for PEPP-opsparere

Artikel 42

Almindelige bestemmelser

1.  
PEPP-udbydere kan tilbyde PEPP-opsparere op til seks investeringsmuligheder.
2.  
Investeringsmulighederne skal omfatte en et grundlæggende PEPP-produkt og kan omfatte alternative investeringsmuligheder.
3.  
PEPP-udbydere udformer alle investeringsmuligheder på grundlag af en garanti eller en risikoreduktionsteknik, som sikrer PEPP-opsparere en tilstrækkelig beskyttelse.
4.  
Garantistillelse er omfattet af den relevante sektorspecifikke ret, der finder anvendelse på PEPP-udbyderen.
5.  
PEPP-udbydere som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), d), e) og f), kan kun tilbyde PEPP-produkter med en garanti, hvis de samarbejder med kreditinstitutter eller forsikringsselskaber, der kan yde sådanne garantier i henhold til den sektorspecifikke ret, der finder anvendelse på dem. Disse institutter eller selskaber er eneansvarlige for en sådan garanti.

Artikel 43

PEPP-opsparerens valg af investeringsmulighed

Efter at have modtaget den relevante information og rådgivning vælger PEPP-opspareren en investeringsmulighed i forbindelse med indgåelsen af PEPP-aftalen.

Artikel 44

Betingelser for ændring af en valgt investeringsmulighed

1.  
Hvis PEPP-udbyderen tilbyder alternative investeringsmuligheder, skal PEPP-opspareren, mens der opspares i PEPP-produktet, kunne vælge en anden investeringsmulighed efter mindst fem år fra indgåelsen af PEPP-aftalen og, i tilfælde af efterfølgende ændringer, efter fem år fra den seneste ændring i investeringsmuligheden. PEPP-udbyderen kan tillade PEPP-opspareren at foretage hyppigere ændringer i den valgte investeringsmulighed.
2.  
Ændringen af investeringsmuligheden er vederlagsfri for PEPP-opspareren.

Artikel 45

Det grundlæggende PEPP-produkt

1.  
Det grundlæggende PEPP-produkt er et sikkert produkt, der repræsenterer standardinvesteringsmuligheden. Det udformes af PEPP-udbydere på grundlag af en garanti for den kapital, der forfalder ved begyndelsen af udbetalingsfasen og i udbetalingsfasen, hvis det er relevant, eller en risikoreduktionsteknik, der er i overensstemmelse med målet om at gøre det muligt for PEPP-opspareren at bevare kapitalen.
2.  
Omkostninger og gebyrer for det grundlæggende PEPP-produkt må ikke overstige 1 % af den årligt opsparede kapital.
3.  
For at sikre lige vilkår for de forskellige PEPP-udbydere og forskellige typer af PEPP-produkter udarbejder EIOPA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de typer af omkostninger og gebyrer, der er omhandlet i stk. 2, efter høring af de andre ESA’er, hvor det er relevant.

Ved udarbejdelsen af udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder tager EIOPA hensyn til de forskellige typer PEPP-produkter, PEPP-produktets langsigtede pensionsperspektiv og PEPP-produkternes forskellige mulige egenskaber, navnlig udbetalinger i form af langsigtede annuiteter eller årlige drawdown-betalinger, indtil mindst den alder, der svarer til PEPP-opsparerens gennemsnitlige forventede levetid. EIOPA foretager også en vurdering af kapitalsikringens særlige karakter, med særlig fokus på kapitalgarantien. EIOPA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

4.  
Kommissionen foretager hvert andet år fra datoen for anvendelsen af denne forordning efter høring af EIOPA og i givet fald de andre ESA’er en vurdering af, om den i stk. 2 omhandlede procentsats er tilstrækkelig. Kommissionen tager navnlig hensyn til det faktiske niveau for og ændringer i det faktiske omkostnings- og gebyrniveau og indvirkningen på PEPP-produkters tilgængelighed.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 72 med henblik på at ændre den i nærværende artikels stk. 2 omhandlede procentsats i lyset af dens vurderinger med henblik på at give PEPP-udbyderne passende markedsadgang.

Artikel 46

Risikoreduktionsteknikker

1.  
Brugen af risikoreduktionsteknikker sikrer, at investeringsstrategien for PEPP-produktet er udformet således, at det opbygger stabile og tilstrækkelige individuelle fremtidige pensionsindtægter fra PEPP-produktet og sikrer en retfærdig behandling af alle generationer af PEPP-opsparere.

Alle risikoreduktionsteknikker, uanset om de anvendes i forbindelse med det grundlæggende PEPP-produkt eller alternative investeringsmuligheder, skal være pålidelige, robuste og i overensstemmelse med risikoprofilen for den tilsvarende investeringsmulighed.

2.  

De risikoreduktionsteknikker, der finder anvendelse, kan bl.a. omfatte:

a) 

bestemmelser om gradvis tilpasning af investeringsallokeringen til at begrænse de finansielle risici for investeringer for grupper af investorer svarende til den resterende varighed (livscyklus)

b) 

bestemmelser om reserver fra indbetalinger eller investeringsafkast, der skal afsættes til PEPP-opsparere på en fair og gennemsigtig måde for at begrænse tab af investeringer eller

c) 

bestemmelser for anvendelse af passende garantier til beskyttelse mod investeringstab.

3.  
For at sikre en ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA efter høring af de andre ESA’er og efter gennemførelse af branchetest udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer de minimumskriterier, som risikoreduktionsteknikkerne skal opfylde, under hensyntagen til de forskellige PEPP-typer og deres specifikke karakteristika samt de forskellige typer af PEPP-udbydere og forskellene mellem deres tilsynsregler.

EIOPA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

AFDELING III

Andre aspekter af opsparingsfasen

Artikel 47

Betingelser vedrørende opsparingsfasen

1.  
De betingelser vedrørende de nationale underkontis opsparingsfase, fastsættes af medlemsstaterne, medmindre de præciseres i denne forordning.
2.  
Sådanne betingelser kan navnlig omfatte aldersgrænser for start af opsparingsfase, minimumsvarighed af opsparingsfasen, maksimums- og minimumsindbetalinger samt disses kontinuitet.

KAPITEL VI

INVESTORBESKYTTELSE

Artikel 48

Depositar

1.  
PEPP-udbyderne som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), e) og f), udpeger en eller flere depositarer med henblik på opbevaringen af aktiver, der vedrører PEPP-pensionsvirksomheden og overvågningsopgaver.
2.  
I forbindelsen med udpegelsen af depositaren, udførelsen af dennes opgaver i forbindelse med opbevaringen af aktiver, depositarens forpligtelser og depositarens overvågningsopgaver finder kapitel IV i direktiv 2009/65/EF tilsvarende anvendelse.

Artikel 49

Dækning af biometriske risici

1.  
PEPP-udbydere kan tilbyde PEPP-produkter med en mulighed, som sikrer dækning af biometriske risici.
2.  
Dækning af biometriske risici er omfattet af den relevante sektorspecifikke ret, der finder anvendelse på PEPP-udbyderen. Dækningen af biometriske risici kan variere fra underkonto til underkonto.
3.  
PEPP-udbydere som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), c), d), e) og f), kan tilbyde PEPP-produkter med en mulighed, som sikrer dækning af biometriske risici. I så fald gives dækningen kun ved at samarbejde med forsikringsselskaber, der kan dække disse risici i henhold til den sektorspecifikke ret, der finder anvendelse på dem. Forsikringsselskabet er fuldt ansvarligt for dækningen af biometriske risici.

Artikel 50

Klager

1.  
PEPP-udbydere og PEPP-distributører indfører og anvender hensigtsmæssige og effektive procedurer for bilæggelse af klager fra PEPP-kunder vedrørende deres rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning.
2.  
Sådanne procedurer skal anvendes i enhver medlemsstat, hvor PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren udbyder sine ydelser, og skal være tilgængelige på et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat, som PEPP-kunden vælger, eller på et andet sprog, hvis det er aftalt mellem PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren og PEPP-kunden.
3.  
PEPP-udbydere og PEPP-distributører gør alt, hvad de kan, for at svare på PEPP-kunders klager enten elektronisk eller på et andet varigt medium, jf. artikel 24. Svaret skal omfatte alle spørgsmål og afgives inden for en passende frist og senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af klagen. Hvis der foreligger usædvanlige forhold, hvor svaret ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på grund af omstændigheder, som PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren ikke har nogen indflydelse på, sender denne et foreløbigt svar, der tydeligt angiver årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist for, hvornår PEPP-kunden modtager det endelige svar. Fristen for at modtage det endelige svar må under ingen omstændigheder overstige 35 arbejdsdage.
4.  
PEPP-udbydere og PEPP-distributører oplyser PEPP-kunden om mindst én instans for alternativ tvistbilæggelse, som har kompetence til at behandle tvister vedrørende PEPP-kunders rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning.
5.  
Oplysningerne om procedurerne i stk. 1 gives på en klar, forståelig og let tilgængelig måde på PEPP-udbyderens eller PEPP-distributørens websted, i filialen og i de almindelige betingelser for aftalen mellem PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren og PEPP-kunden. Det angives, hvordan der kan indhentes yderligere oplysninger om den pågældende instans for alternativ tvistbilæggelse og om betingelserne for brugen heraf.
6.  
De kompetente myndigheder indfører procedurer, som giver PEPP-kunder og andre interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indsende klager til de kompetente myndigheder vedrørende PEPP-udbyderes og PEPP-distributørers påståede overtrædelser af denne forordning. I alle tilfælde skal klagere modtage svar.
7.  
I sager, der vedrører mere end én medlemsstat, kan klageren vælge at indgive sin klage gennem de kompetente myndigheder i sin bopælsmedlemsstat, uanset hvor overtrædelsen har fundet sted.

Artikel 51

Udenretslig bilæggelse af tvister

1.  
Der indføres hensigtsmæssige, uafhængige, upartiske, gennemsigtige og effektive procedurer for alternativ bilæggelse af tvister mellem PEPP-kunder og PEPP-udbydere eller PEPP-distributører i relation til rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU ( 5 ), idet der anvendes eksisterende kompetente instanser, hvis det er hensigtsmæssigt. Sådanne procedurer for alternativ tvistbilæggelse finder anvendelse på PEPP-udbydere eller PEPP-distributører, mod hvem procedurerne igangsættes, og den relevante instans for alternativ tvistbilæggelse skal have en kompetence, der rent faktisk omfatter disse PEPP-udbydere eller -distributører.
2.  
Instanserne i stk. 1 samarbejder effektivt om løsningen af grænseoverskridende tvister i relation til rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning.

KAPITEL VII

SKIFT AF PEPP-UDBYDER

Artikel 52

Adgang til den ydelse, der består i skift af udbyder

1.  
PEPP-udbydere udbyder en ydelse, der består i skift af udbyder, hvorved de tilsvarende beløb eller i givet fald aktiver i naturalier i overensstemmelse med stk. 4, fra en PEPP-konto, som føres hos den overførende PEPP-udbyder, på anmodning af PEPP-opspareren overføres til en ny PEPP-konto med tilsvarende underkonti, som åbnes hos den modtagende PEPP-udbyder, hvorefter den tidligere PEPP-konto lukkes.

Ved anvendelsen af den ydelser, der består i skift af udbyder, overfører den overførende PEPP-udbyder alle oplysninger vedrørende alle underkonti for den tidligere PEPP-konto, herunder rapporteringskrav, til den modtagende PEPP-udbyder. Den modtagende PEPP-udbyder registrerer disse oplysninger på de tilsvarende underkonti.

En PEPP-opsparer kan anmode om at skifte til en PEPP-udbyder, der er etableret i samme medlemsstat (indenlandsk skift) eller i en anden medlemsstat (grænseoverskridende skift). PEPP-opspareren kan udnytte sin ret til at skifte PEPP-udbyder i PEPP-produktets opsparingsfase og udbetalingsfase.

2.  
Uanset stk. 1 er PEPP-udbydere i udbetalingsfasen ikke forpligtet til at yde flytningsservice for PEPP-produkter, hvor PEPP-opsparere modtager udbetalinger i form af livslange annuiteter.
3.  
PEPP-opspareren kan skifte PEPP-udbyder efter mindst fem år efter indgåelsen af PEPP-aftalen og, i tilfælde af efterfølgende skift, efter fem år fra det seneste skift, jf. dog artikel 20, stk. 5, litra a). PEPP-udbyderen kan tillade PEPP-opspareren at skifte PEPP-udbyder hyppigere.
4.  
Når skiftet er mellem PEPP-udbydere, der er involveret i individuel porteføljepleje for PEPP-opsparere, kan PEPP-opsparere vælge at overføre aktiver i naturalier eller tilsvarende beløb. I alle andre tilfælde er det kun tilladt at overføre tilsvarende beløb.

Anmoder PEPP-opspareren om overførsel af aktiver i naturalier, kræver det skriftligt samtykke fra den modtagende PEPP-udbyder.

Artikel 53

Den ydelse, der består i skift af udbyder

1.  
Skiftet igangsættes af den modtagende PEPP-udbyder på anmodning af PEPP-opspareren, efter at PEPP-opspareren har truffet en informeret beslutning på grundlag af oplysninger fra PEPP-udbyderne som fastlagt i artikel 56.
2.  

Anmodningen fra PEPP-opspareren affattes på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor skiftet igangsættes, eller på ethvert andet sprog, som er aftalt mellem parterne. PEPP-opspareren skal i anmodningen:

a) 

give sit specifikke samtykke til den overførende PEPP-udbyders udførelse af hver af de opgaver, der er anført i stk. 4, og give sit specifikke samtykke til den modtagende PEPP-udbyders udførelse af hver af de opgaver, der er anført i stk. 5

b) 

efter aftale med den modtagende PEPP-udbyder angive den dato, fra hvilken betalingerne skal foretages til den PEPP-konto, som er åbnet hos den modtagende PEPP-udbyder.

Denne dato skal mindst ligge to uger efter den dag, hvor den modtagende PEPP-udbyder modtager de dokumenter, som overføres fra den overførende PEPP-udbyder i henhold til stk. 4.

Medlemsstaterne kan kræve, at anmodningen fra PEPP-opspareren skal være skriftlig, og at PEPP-opspareren skal have en kopi af den accepterede anmodning.

3.  
Senest fem arbejdsdage efter modtagelse af anmodningen i stk. 2 anmoder den modtagende PEPP-udbyder den overførende PEPP-udbyder om at udføre de opgaver, der fremgår af stk. 4.
4.  

På anmodning af den modtagende PEPP-udbyder skal den overførende PEPP-udbyder:

a) 

inden for fem arbejdsdage til PEPP-opspareren og den modtagende PEPP-udbyder sende PEPP-oversigten for perioden fra datoen for den sidst udarbejdede PEPP-oversigt til datoen for anmodningen

b) 

inden for fem arbejdsdage til den modtagende PEPP-udbyder sende en liste over de eksisterende aktiver, der overføres i tilfælde af overførsel af aktiver i naturalier, jf. artikel 52, stk. 4

c) 

ophøre med at acceptere indbetalinger til PEPP-kontoen med virkning fra den dato, der er angivet af PEPP-opspareren i den i stk. 2, litra b), omhandlede anmodning

d) 

overføre de tilsvarende beløb eller i givet fald aktiver i naturalier i overensstemmelse med artikel 52, stk. 4, fra PEPP-kontoen til den nye PEPP-konto, der er åbnet hos den modtagende PEPP-udbyder, på den dato, der er angivet i PEPP-opsparerens anmodning

e) 

lukke PEPP-kontoen på den dato, der er angivet af PEPP-opspareren, hvis PEPP-opspareren ikke har nogle udestående forpligtelser. Den overførende PEPP-udbyder oplyser straks PEPP-opspareren, hvis sådanne udestående forpligtelser forhindrer lukning af PEPP-opsparerens konto.

5.  
Den modtagende PEPP-udbyder træffer jf. bestemmelserne i anmodningen og i det omfang oplysningerne fra den overførende PEPP-udbyder eller PEPP-opspareren sætter den modtagende PEPP-udbyder i stand hertil, eventuelle nødvendige forberedelser med henblik på at acceptere indbetalinger og acceptere dem med virkning fra dato, der er angivet af PEPP-opspareren i anmodningen.

Artikel 54

Afgifter og gebyrer i forbindelse med den ydelse, der består i skift af udbyder

1.  
PEPP-opsparere har vederlagsfri adgang til deres personlige oplysninger, som opbevares af den overførende eller modtagende PEPP-udbyder.
2.  
Den overførende PEPP-udbyder giver den modtagende PEPP-udbyder de oplysninger, som denne anmoder om i henhold til artikel 53, stk. 4, litra a), uden at dette indebærer vederlag for PEPP-opspareren eller den modtagende PEPP-udbyder.
3.  
De samlede afgifter og gebyrer, som den overførende PEPP-udbyder pålægger PEPP-opspareren for lukning af den PEPP-konto, som denne fører for PEPP-opspareren, begrænses til de reelt afholdte administrative omkostninger, der er afholdt af PEPP-udbyderen, men må ikke overstige 0,5 % af det tilsvarende beløb eller pengeværdien af aktiverne i naturalier, som skal overføres til den modtagende PEPP-udbyder.

Medlemsstaterne kan fastsætte en lavere procentsats for de gebyrer og afgifter, der er omhandlet i første afsnit, og en anden procentsats, når PEPP-udbyderen giver PEPP-opsparere mulighed for hyppigere at skifte PEPP-udbyder, jf. artikel 52, stk. 3.

Den overførende PEPP-udbyder opkræver ikke yderligere gebyrer eller afgifter af den modtagende PEPP-udbyder.

4.  
Den modtagende PEPP-udbyder må kun opkræve de faktiske administrations- og transaktionsomkostninger for den ydelse, der består i skift af udbyder.

Artikel 55

Sikring af PEPP-opsparere mod økonomiske tab

1.  
Økonomiske tab, herunder afgifter, gebyrer og renter, som påføres PEPP-opspareren, og som direkte kan henføres til en i skiftet involveret PEPP-udbyders manglende overholdelse af sine forpligtelser i henhold til artikel 53, godtgøres straks af den pågældende PEPP-udbyder.
2.  
Ansvar efter stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde af usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den PEPP-udbyder, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som vedkommende ikke har mulighed for at afværge, også selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed, eller når en PEPP-udbyder er bundet af andre retlige forpligtelser, der er omfattet af EU-ret eller national ret.
3.  
Ansvar efter stk. 1 fastsættes i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige krav, som er gældende på nationalt plan.
4.  
PEPP-opspareren bærer enhver risici for økonomiske tab forbundet med indløsning i naturalier af de aktiver, der føres på PEPP-kontoen, med henblik på disses overførsel fra den overførende PEPP-udbyder til den modtagende PEPP-udbyder, som omhandlet i artikel 52, stk. 4.
5.  
Den overførende PEPP-udbyder er ikke forpligtet til at sikre kapitalbeskyttelse eller tilvejebringe en garanti på tidspunktet for skiftet.

Artikel 56

Oplysninger om den ydelse, der består i skift af udbyder

1.  

PEPP-udbydere giver PEPP-opsparere de oplysninger om den ydelse, der består i skift af udbyder, der er nødvendige for at sætte PEPP-opspareren i stand til at træffe en informeret beslutning:

a) 

den overførende og den modtagende PEPP-udbyders opgaver i forbindelse med hver etape af skiftet, jf. artikel 53

b) 

den tid, der er afsat til gennemførelse af de respektive etaper

c) 

afgifter og gebyrer i forbindelse med skiftet

d) 

de mulige følger af skiftet, navnlig for så vidt angår kapitalsikring eller garantier, og andre oplysninger vedrørende den ydelse, der består i skift af udbyder

e) 

oplysninger om muligheden for at overføre aktiver i naturalier, hvis det er relevant.

Den modtagende PEPP-udbyder overholder kravene i kapitel IV.

Den modtagende PEPP-udbyder oplyser i givet fald PEPP-opspareren om eventuelle garantiordninger, herunder en indskudsgarantiordning, investorgarantiordning eller forsikringsgarantiordning, som dækker den pågældende PEPP-opsparer.

2.  
Oplysningerne i denne artikels stk. 1 skal være tilgængelige på PEPP-udbyderens websted. De skal desuden stilles til rådighed for PEPP-opsparere efter anmodning i overensstemmelse med kravene i artikel 24.

KAPITEL VIII

UDBETALINGSFASEN

Artikel 57

Betingelser vedrørende udbetalingsfasen

1.  
De betingelser vedrørende udbetalingsfasen og udbetalingerne fra de nationale underkonti, fastsættes af medlemsstaterne, medmindre de præciseres i denne forordning.
2.  
Sådanne betingelser kan navnlig omfatte fastsættelse af minimumsalderen for start af udbetalingsfasen, af en maksimumsperiode mellem indtrædelse i en PEPP-ordning og opnåelse af pensionsalderen samt betingelser for tilbagekøb inden minimumsalderen for start af udbetalingsfasen, navnlig i tilfælde af alvorlige problemer.

Artikel 58

Udbetalingsformer

1.  

PEPP-udbydere tilbyder PEPP-opsparere en eller flere af følgende udbetalingsformer:

a) 

annuiteter

b) 

engangsbeløb

c) 

»drawdown«-betalinger

d) 

en kombination af ovenstående former.

2.  
PEPP-opsparere skal vælge udbetalingsform i udbetalingsfasen, når de indgår en PEPP-aftale, og når de anmoder om åbning af en ny underkonto. Udbetalingsformen kan variere fra underkonto til underkonto.
3.  
Med forbehold af denne artikels stk. 1 eller artikel 57 eller 59 kan medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der privilegerer særlige udbetalingsformer. Sådanne foranstaltninger kan omfatte kvantitative grænser for engangsudbetalinger med henblik på yderligere at fremme de andre former for udbetalinger omhandlet i nærværende artikels stk. 1. Sådanne kvantitative grænser skal kun gælde for udbetalinger svarende til den kapital, der er opsparet i en PEPP-underkonto, der er tilknyttet den medlemsstat, hvis lovgivning fastsætter kvantitative grænser for engangsudbetalinger.
4.  
Medlemsstaterne kan fastsætte betingelser, hvorunder ydede fordele og incitamenter skal tilbagebetales.

Artikel 59

Ændring af udbetalingsformer

1.  

Hvis PEPP-udbyderen tilbyder forskellige udbetalingsformer, har PEPP-opspareren mulighed for at ændre udbetalingsform for hver åbnet underkonto:

a) 

et år før påbegyndelsen af udbetalingsfasen

b) 

ved påbegyndelsen af udbetalingsfasen

c) 

på tidspunktet for et skift.

Ændringen af udbetalingsformen er vederlagsfri for PEPP-opspareren.

2.  
Ved modtagelsen af en PEPP-opsparers anmodning om ændring af vedkommendes udbetalingsform giver PEPP-udbyderen PEPP-opspareren oplysninger på en klar og forståelig måde om de finansielle følger af en sådan ændring for PEPP-opspareren eller PEPP-modtageren, navnlig med hensyn til eventuelle virkninger for de nationale incitamenter, der kan gælde for PEPP-opsparerens eksisterende PEPP-underkonti.

Artikel 60

Pensionsplanlægning og rådgivning om udbetalinger

1.  

For det grundlæggende PEPP-produkt skal PEPP-udbyderen i begyndelsen af udbetalingsfasen tilbyde PEPP-opspareren en personlig pensionsplan for bæredygtig udnyttelse af den opsparede kapital på PEPP-kontiene, der som minimum tager hensyn til:

a) 

værdien af den opsparede kapital på PEPP-kontiene

b) 

det samlede beløb for andre optjente pensionsrettigheder og

c) 

PEPP-opsparerens langsigtede pensionsrelaterede krav og behov.

2.  
Pensionsplanen omhandlet i stk. 1 omfatter en personlig anbefaling til PEPP-opspareren om vedkommendes optimale udbetalingsform, medmindre der kun er én udbetalingsform. Hvis en engangsudbetaling ikke er i overensstemmelse med PEPP-opsparerens pensionsrelaterede behov, skal rådgivningen ledsages af en advarsel herom.

KAPITEL IX

TILSYN

Artikel 61

De kompetente myndigheders tilsyn og EIOPA’s overvågning

1.  
De kompetente myndigheder for PEPP-udbyderen fører løbende og i overensstemmelse med den relevante sektorspecifikke tilsynsordning tilsyn med overholdelsen af denne forordning. De er tillige ansvarlige for tilsynet med dels overholdelsen af forpligtelserne i PEPP-udbyderens regler eller vedtægter, dels hensigtsmæssigheden af dennes ordninger og organisation med hensyn til de opgaver, der skal udføres i forbindelse med udbud af et PEPP-produkt.
2.  
EIOPA og de kompetente myndigheder overvåger de personlige pensionsprodukter, der udbydes eller distribueres med henblik på at kontrollere, at sådanne produkter kun betegnes som et »PEPP-produkt« eller det kun antydes, at sådanne produkter er et PEPP-produkter, når de er registreret i henhold til denne forordning.

Artikel 62

De kompetente myndigheders beføjelser

De enkelte medlemsstater sikrer, at de kompetente myndigheder har alle de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at de kan udøve deres funktioner i henhold til denne forordning.

Artikel 63

Kompetente myndigheders produktinterventionsbeføjelser

1.  

Kompetente myndigheder kan forbyde eller begrænse markedsføring eller distribution af et PEPP-produkt i eller fra sin medlemsstat på følgende betingelser:

a) 

at de kompetente myndigheder finder det godtgjort, at der er rimelig grund til at antage, at PEPP-produktet giver anledning til betydelig eller gentagen bekymring for opsparerens beskyttelse eller udgør en risiko for de finansielle markeders ordnede funktion og integritet eller for stabiliteten af dele af eller hele det finansielle system i mindst én medlemsstat

b) 

at foranstaltningen er forholdsmæssig under hensyntagen til arten af de identificerede risici, kompleksiteten af de berørte PEPP-opsparere og de sandsynlige virkninger af foranstaltningen for PEPP-opsparere, der har indgået en PEPP-aftale

c) 

at de kompetente myndigheder grundigt har hørt de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, som i betydelig grad kan blive berørt af foranstaltningen, og

d) 

at foranstaltningen ikke har en diskriminerende virkning på tjenesteydelser eller aktiviteter, der udbydes fra en anden medlemsstat.

Hvis betingelserne i første afsnit er opfyldt, kan de kompetente myndigheder af forsigtighedsgrunde indføre forbuddet eller begrænsningen, før et PEPP-produkt markedsføres eller distribueres til PEPP-opsparere. Et forbud eller en begrænsning kan gælde under omstændigheder eller være underlagt undtagelser, der specificeres af de kompetente myndigheder.

2.  

De kompetente myndigheder må ikke udstede et forbud eller pålægge en begrænsning i henhold til denne artikel, medmindre de mindst en måned, inden foranstaltningen påtænkes at få virkning, har givet alle de andre berørte kompetente myndigheder og EIOPA meddelelse enten skriftligt eller via et andet medium, som myndighederne har aftalt, om detaljerne om:

a) 

det PEPP-produkt, som den foreslåede foranstaltning vedrører

b) 

den nøjagtige karakter af det foreslåede forbud eller den foreslåede begrænsning, og hvornår det eller den påtænkes at få virkning, og

c) 

den dokumentation, på grundlag af hvilken de har baseret deres afgørelse, og som har givet dem rimelig grund til at antage, at hver af betingelserne i stk. 1 er opfyldt.

3.  
I særlige tilfælde, hvor de kompetente myndigheder finder det nødvendigt omgående at træffe foranstaltninger i henhold til denne artikel for at forhindre skader som følge af PEPP-produktet, kan de kompetente myndigheder på et foreløbigt grundlag med mindst 24 timers skriftligt varsel til alle de øvrige kompetente myndigheder og EIOPA, inden foranstaltningen påtænkes at få virkning, gribe ind, såfremt alle kriterierne i denne artikel er opfyldt, og det desuden klart er fastslået, at en meddelelsesfrist på en måned ikke i tilstrækkelig grad vil kunne imødegå det specifikke problem eller den specifikke trussel. De kompetente myndigheder må ikke træffe foranstaltninger på et foreløbigt grundlag i en periode på over tre måneder.
4.  
De kompetente myndigheder skal på deres websted offentliggøre en meddelelse om eventuelle beslutninger om at indføre et forbud eller en begrænsning som omhandlet i stk. 1. Denne meddelelse skal indeholde oplysninger om forbuddet eller begrænsningen, et tidspunkt efter meddelelsens offentliggørelse, hvor foranstaltningerne får virkning, og dokumentation, hvormed det godtgøres, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt. Forbuddet eller begrænsningen finder kun anvendelse i forhold til foranstaltninger, der træffes efter meddelelsens offentliggørelse.
5.  
De kompetente myndigheder tilbagekalder et forbud eller en begrænsning, hvis betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt.

Artikel 64

Støtte og koordinering

1.  
EIOPA har en støttende og koordinerende rolle med hensyn til foranstaltninger, der træffes af kompetente myndigheder i henhold til artikel 63. EIOPA sikrer navnlig, at foranstaltninger truffet af en kompetent myndighed er berettigede og forholdsmæssige, og at de kompetente myndigheder i givet fald anvender en konsekvent tilgang.
2.  
Efter modtagelsen af en meddelelse i henhold til artikel 63 om ethvert forbud eller enhver begrænsning, der indføres i henhold til nævnte artikel, udsender EIOPA en udtalelse om, hvorvidt det pågældende forbud eller den pågældende begrænsning er berettiget og forholdsmæssig. Finder EIOPA, at det er nødvendigt, at andre kompetente myndigheder træffer en foranstaltning for at imødegå risikoen, skal EIOPA angive dette i sin udtalelse. Udtalelsen offentliggøres på EIOPA’s websted.
3.  
Foreslår en kompetent myndighed at træffe foranstaltninger, eller træffer den foranstaltninger, i strid med en udtalelse, der er udsendt af EIOPA i henhold til stk. 2, eller afviser den at træffe foranstaltninger i strid med en sådan udtalelse, skal den straks offentliggøre en meddelelse med en fyldestgørende begrundelse herfor på sit websted.

Artikel 65

EIOPA’s beføjelser for så vidt angår produktintervention

1.  
I overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 overvåger EIOPA markedet for PEPP-produkter, der markedsføres, distribueres eller afsættes i Unionen.
2.  
EIOPA kan i overensstemmelse med artikel 9, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1094/2010, hvis betingelserne i nærværende artikels stk. 3 og 4 er opfyldt, midlertidigt forbyde eller begrænse markedsføring, distribution eller salg i Unionen af visse PEPP-produkter eller PEPP-produkter med visse nærmere angivne karakteristika.

Et forbud eller en begrænsning kan gælde under omstændigheder eller være underlagt undtagelser, der specificeres af EIOPA.

3.  

EIOPA træffer afgørelse efter denne artikels stk. 2 efter høring af de andre ESA’er, hvis det er relevant, og kun hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

a) 

at den foreslåede foranstaltning vedrører en væsentlig bekymring for så vidt angår beskyttelse af PEPP-opspareren, herunder med hensyn til produktets langsigtede pensionsperspektiv, eller en trussel mod de finansielle markeders ordnede funktion og integritet eller mod stabiliteten af dele af eller hele det finansielle system i Unionen

b) 

at de reguleringsmæssige krav i henhold til EU-ret, der finder anvendelse på PEPP-produkter, ikke adresserer truslen

c) 

at en eller flere kompetente myndigheder ikke har truffet foranstaltninger til at imødegå truslen, eller at de foranstaltninger, der er truffet, ikke imødegår truslen i tilstrækkelig grad.

Hvis betingelserne i første afsnit er opfyldt, kan EIOPA af forsigtighedsgrunde indføre det forbud eller den begrænsning, der er omhandlet i stk. 2, før et PEPP-produkt markedsføres, distribueres eller afsættes til PEPP-kunder.

4.  

Træffes der foranstaltninger i henhold til denne artikel, sikrer EIOPA, at foranstaltningen ikke:

a) 

har en skadelig virkning på de finansielle markeders effektivitet eller på PEPP-opsparere, der ikke står i rimeligt forhold til foranstaltningens fordele, eller

b) 

medfører en risiko for regelarbitrage.

Når en eller flere kompetente myndigheder har truffet en foranstaltning i henhold til artikel 63, kan EIOPA træffe enhver af de i nærværende artikels stk. 2 omhandlede foranstaltninger uden at afgive den i artikel 64 fastsatte udtalelse.

5.  
Inden det besluttes at træffe en foranstaltning i henhold til denne artikel, underretter EIOPA de kompetente myndigheder om den foranstaltning, myndigheden påtænker.
6.  
EIOPA offentliggør på sit websted en meddelelse om enhver beslutning om at træffe foranstaltninger i henhold til denne artikel. Denne meddelelse skal indeholde nærmere oplysninger om det pågældende forbud eller den pågældende begrænsning og angive det tidspunkt efter meddelelsens offentliggørelse, hvor foranstaltningerne får virkning. Et forbud eller en begrænsning gælder kun for tiltag, der iværksættes, efter at foranstaltningerne har fået virkning.
7.  
EIOPA tager et forbud eller en begrænsning, der er udstedt eller pålagt i henhold til stk. 2, op til fornyet overvejelse med passende mellemrum og mindst hver tredje måned. Forlænges et forbud eller en begrænsning ikke efter denne tremåneders periode, ophører virkningen heraf.
8.  
Enhver foranstaltning, der træffes af EIOPA i overensstemmelse med denne artikel, har forrang for eventuelle tidligere foranstaltninger truffet af en kompetent myndighed.
9.  
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 72 med henblik på at supplere denne forordning med de kriterier og faktorer, der skal anvendes af EIOPA til bestemmelse af, om der er væsentlig bekymring for så vidt angår beskyttelse af PEPP-opsparere, herunder med hensyn til produktets langsigtede pensionsperspektiv, eller en trussel mod de finansielle markeders ordnede funktion og integritet eller mod stabiliteten af dele af eller hele det finansielle system i Unionen, som omhandlet i nærværende artikels stk. 3, litra a).

Disse kriterier og faktorer omfatter:

a) 

kompleksiteten af PEPP-produktet og forholdet til den type PEPP-opsparere, som det markedsføres over for og afsættes til

b) 

graden af innovation af et PEPP-produkt, en aktivitet eller en praksis

c) 

den gearing, som et PEPP-produkt eller en praksis giver

d) 

i forhold til de finansielle markeders ordnede funktion og integritet, størrelsen af eller den samlede værdi af den opsparede kapital i PEPP-produktet.

Artikel 66

Samarbejde og sammenhæng

1.  
Hver kompetent myndighed bidrager til ensartet anvendelse af forordningen i hele Unionen.
2.  
De kompetente myndigheder samarbejder med hinanden, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 ( 6 ), direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF, 2011/61/EU, 2014/65/EU, (EU) 2016/97 og (EU) 2016/2341.
3.  
De kompetente myndigheder og EIOPA samarbejder med hinanden med henblik på at udføre deres respektive opgaver i henhold til nærværende forordning i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1094/2010.
4.  
De kompetente myndigheder og EIOPA udveksler alle de oplysninger og al den dokumentation, der er nødvendig for, at de kan udføre deres respektive opgaver i henhold til nærværende forordning i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1094/2010, navnlig for at identificere og afhjælpe overtrædelser af nærværende forordning.
5.  
For at sikre en ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med nærmere bestemmelser om samarbejde og udveksling af oplysninger samt de nødvendige krav til præsentation af ovennævnte oplysninger i et standardiseret format, som giver mulighed for sammenligning.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 15. august 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

KAPITEL X

SANKTIONER

Artikel 67

Administrative sanktioner og andre foranstaltninger

1.  
Med forbehold af de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og medlemsstaternes ret til at fastsætte bestemmelser om og pålægge strafferetlige sanktioner, fastsætter medlemsstaterne bestemmelser om passende administrative sanktioner og andre foranstaltninger, som finder anvendelse for overtrædelser af denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. De fastsatte administrative sanktioner og andre foranstaltninger skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning.

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner som omhandlet i første afsnit for overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner i henhold til deres nationale ret.

Medlemsstaterne skal senest på datoen for denne forordnings anvendelse meddele Kommissionen og EIOPA de i første og andet afsnit omhandlede bestemmelser. De giver omgående Kommissionen og EIOPA meddelelse om eventuelle senere ændringer af disse.

2.  

De administrative sanktioner og andre foranstaltninger, der er fastsat i denne artikels stk. 3, finder som minimum anvendelse på situationer, hvor:

a) 

en finansiel virksomhed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, har opnået en registrering af et PEPP-produkt ved hjælp af urigtige eller vildledende erklæringer eller på anden uretmæssig vis i strid med artikel 6 og 7

b) 

en finansiel virksomhed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, udbyder henholdsvis distribuerer produkter under betegnelsen »paneuropæisk personligt pensionsprodukt« eller »PEPP-produkt« uden den fornødne registrering

c) 

en PEPP-udbyder har undladt at give adgang til portabilitetsydelsen i strid med artikel 18 og 19 eller at give oplysninger om denne ydelse i henhold til artikel 20 og 21 eller ikke har opfyldt kravene og forpligtelserne i kapitel IV, kapitel V, artikel 48 og 50 og kapitel VII

d) 

en depositar ikke har opfyldt sine overvågningsopgaver i henhold til artikel 48.

3.  

Medlemsstaterne sikrer i overensstemmelse med national ret, at de kompetente myndigheder har beføjelse til som minimum at pålægge følgende administrative sanktioner og andre foranstaltninger i forbindelse med de situationer, der er anført i denne artikels stk. 2:

a) 

en offentlig meddelelse, hvori identiteten på den fysiske eller juridiske person og overtrædelsens art nævnes i overensstemmelse med artikel 69

b) 

en afgørelse, hvorefter det pålægges den fysiske eller juridiske person at bringe den udviste handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde

c) 

et midlertidigt forbud gældende for ethvert medlem af den finansielle virksomheds ledelsesorgan, tilsynsorgan eller administrative organ eller andre fysiske personer, som gøres ansvarlige, mod at udøve ledelsesfunktioner i sådanne virksomheder

d) 

i tilfælde af en juridisk person, administrative maksimumsbøder på mindst 5 000 000  EUR eller i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, den tilsvarende værdi i national valuta den 14. august 2019

e) 

i tilfælde af en juridisk person, kan de i litra d) omhandlede administrative maksimumbøder være på op til 10 % af den samlede årsomsætning ifølge det seneste af ledelsesorganet, tilsynsorganet eller det administrative organ godkendte regnskab; hvis den juridiske person er en modervirksomhed eller en dattervirksomhed af den modervirksomhed, der skal udarbejde konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU ( 7 ), er den relevante samlede årsomsætning den samlede årsomsætning eller den tilsvarende indkomsttype i overensstemmelse med de relevante retsakter om regnskaber ifølge de seneste konsoliderede regnskaber, som den øverste modervirksomheds ledelses-, tilsyns- eller administrationsorgan har godkendt

f) 

i tilfælde af en fysisk personer, administrative maksimumsbøder på mindst 700 000  EUR eller i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, den tilsvarende værdi i national valuta den 14. august 2019

g) 

administrative maksimumbøder på mindst det dobbelte af den fortjeneste, der er opnået ved overtrædelsen, såfremt fortjenesten kan beregnes, også selv om dette overstiger maksimumsbeløbene i henholdsvis litra d), e) eller f).

4.  
Enhver afgørelse om pålæggelse af administrative sanktioner eller andre foranstaltninger i henhold til stk. 1, første afsnit, og i stk. 3, begrundes og kan prøves ved en domstol.
5.  
Når de kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i henhold til stk. 1, første afsnit, og i henhold til stk. 3, arbejder de tæt sammen for at sikre, at de administrative sanktioner og andre foranstaltninger fører til de resultater, der tilstræbes med denne forordning, og de koordinerer deres indsats for at undgå eventuel gentagelse og overlapning, når de pålægger administrative sanktioner og andre foranstaltninger i grænseoverskridende sager.

Artikel 68

Udøvelse af beføjelsen til at pålægge administrative sanktioner og andre foranstaltninger

1.  

Kompetente myndigheder udøver beføjelsen til at pålægge de administrative sanktioner og andre foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 67, i overensstemmelse med nationale lovgivningsrammer:

a) 

direkte

b) 

i samarbejde med andre myndigheder

c) 

ved anmodning til de kompetente retlige myndigheder.

2.  

Kompetente myndigheder tager ved fastsættelsen af type og niveau for en administrativ sanktion eller en anden foranstaltning pålagt i henhold til artikel 67, stk. 3, hensyn til alle relevante forhold, herunder, hvis det er relevant:

a) 

overtrædelsens væsentlighed, alvorlighed og varighed

b) 

graden af ansvar hos den fysiske eller juridiske person, der er ansvarlig for overtrædelsen

c) 

den ansvarlige fysiske eller juridiske persons finansielle styrke med udgangspunkt navnlig i den ansvarlige juridiske persons samlede omsætning eller den ansvarlige fysiske persons årsindkomst og nettoaktiver

d) 

den ansvarlige fysiske eller juridiske persons fortjeneste eller undgåede tab, såfremt disse beløb kan beregnes

e) 

de tab for tredjemænd, som kan tilskrives overtrædelsen, såfremt disse beløb kan beregnes

f) 

den ansvarlige fysiske eller juridiske persons vilje til at samarbejde med de kompetente myndigheder, uden at det strider imod hensynet til at sikre aflevering af den pågældende persons fortjeneste eller undgåede tab

g) 

overtrædelser, som den ansvarlige fysiske eller juridiske person tidligere har begået.

Artikel 69

Offentliggørelse af administrative sanktioner og andre foranstaltninger

1.  
Kompetente myndigheder offentliggør uden unødig forsinkelse på deres officielle websteder enhver afgørelse om at pålægge en administrativ sanktion eller en anden foranstaltning for overtrædelse af denne forordning, efter at modtageren af den administrative sanktion eller en anden foranstaltning er blevet underrettet om den pågældende afgørelse.
2.  
Den i stk. 1 omhandlede offentliggørelse skal omfatte oplysninger om overtrædelsens type og art, de ansvarlige personers identitet samt de pålagte administrative sanktioner eller andre foranstaltninger.
3.  

Hvis de kompetente myndigheder anser offentliggørelsen af de juridiske personers identitet eller de fysiske personers identitet og personoplysninger for at være uforholdsmæssig efter en individuel vurdering, eller hvis de kompetente myndigheder anser offentliggørelsen for at udgøre en trussel mod de finansielle markeders stabilitet eller en igangværende efterforskning, skal de kompetente myndigheder gøre et af følgende:

a) 

udsætte offentliggørelsen af afgørelsen om pålæggelse af den administrative sanktion eller anden foranstaltning, indtil begrundelsen for at undlade offentliggørelse ikke længere gør sig gældende

b) 

offentliggøre afgørelsen om pålæggelse af den administrative sanktion eller den anden foranstaltning, idet de i en rimelig periode undlader at oplyse modtagerens identitet og personoplysninger, hvis det forventes, at årsagerne til den anonyme offentliggørelse ved udgangen af nævnte periode ikke længere gør sig gældende, og forudsat at en sådan anonym offentliggørelse sikrer en effektiv beskyttelse af de pågældende personoplysninger, eller

c) 

helt undlade at offentliggøre afgørelsen om pålæggelse af den administrative sanktion eller den anden foranstaltning, hvis mulighederne i litra a) og b) anses for at være utilstrækkelige til at sikre:

i) 

at de finansielle markeders stabilitet ikke bringes i fare

ii) 

forholdsmæssigheden af offentliggørelsen af sådanne afgørelser vedrørende foranstaltninger, der vurderes at være af mindre betydning.

4.  
I tilfælde af en afgørelse om at offentliggøre en administrativ sanktion eller en anden foranstaltning anonymt som omhandlet i stk. 3, litra b), kan offentliggørelsen af de relevante oplysninger udskydes. Hvis en afgørelse om at pålægge en administrativ sanktion eller en anden foranstaltning indbringes for de relevante juridiske myndigheder, tilføjer de kompetente myndigheder også straks denne oplysning på deres officielle websted sammen med efterfølgende oplysninger om resultatet af klagen. Enhver retsafgørelse, som annullerer en afgørelse om pålæggelse af en administrativ sanktion eller en anden foranstaltning, skal også offentliggøres.
5.  
Kompetente myndigheder sikrer, at enhver offentliggørelse omhandlet i stk. 1-4 er tilgængelig på deres officielle websted i mindst fem år efter offentliggørelsen. Personoplysninger i offentliggørelsen forbliver kun på de kompetente myndigheders officielle websteder i den periode, der er nødvendig, jf. de gældende databeskyttelsesregler.

Artikel 70

Forpligtelse til at indsende oplysninger til EIOPA i relation til administrative sanktioner og andre foranstaltninger

1.  
Kompetente myndigheder oplyser EIOPA om alle de administrative sanktioner og andre foranstaltninger, der pålægges, men ikke offentliggøres i henhold til artikel 69, stk. 3, litra c), herunder eventuelle appelsager i denne forbindelse og resultatet heraf.
2.  
Kompetente myndigheder giver årligt EIOPA sammenfattede oplysninger vedrørende alle administrative sanktioner og andre foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 67.

EIOPA offentliggør disse oplysninger i en årsrapport.

3.  
Hvis en medlemsstat har valgt at fastlægge strafferetlige sanktioner i henhold til artikel 67, stk. 1, andet afsnit, for overtrædelser af denne forordning, forsyner dens kompetente myndigheder årligt EIOPA med anonymiserede og aggregerede data vedrørende alle strafferetlige efterforskninger, der er iværksat, og strafferetlige sanktioner, der er pålagt. EIOPA offentliggør anonymiserede oplysninger om pålagte strafferetlige sanktioner i en årlig rapport.
4.  
Har kompetente myndigheder offentliggjort oplysninger om en administrativ sanktion, en anden foranstaltning eller en strafferetlig sanktion, underretter de samtidig EIOP om herom.

▼M1

Artikel 70a

Adgang til oplysninger på det fælles europæiske adgangspunkt

1.  
Fra den 10. januar 2028 skal PEPP-udbyderen, når denne offentliggør oplysninger som omhandlet i denne forordnings artikel 26, stk. 1, samtidig indsende disse oplysninger til det relevante indsamlingsorgan, der er omhandlet i nærværende artikel stk. 3, med henblik på at gøre dem tilgængelige på det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP), som er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2859 ( 8 ).

Nævnte oplysninger skal opfylde alle følgende krav:

a) 

oplysningerne skal indsendes i et dataekstraherbart format som defineret i artikel 2, nr. 3), i forordning (EU) 2023/2859, eller, hvis det er påkrævet i henhold til EU-retten, i et maskinlæsbart format som defineret i artikel 2, nr. 4), i nævnte forordning

b) 

oplysningerne skal ledsages af følgende metadata:

i) 

alle navnene på den PEPP-udbyder, som oplysningerne vedrører

ii) 

PEPP-udbyderens identifikator for juridiske enheder som præciseret i henhold til artikel 7, stk. 4, litra b), i forordning (EU) 2023/2859

iii) 

PEPP-udbyderens størrelse efter kategori som præciseret i henhold til artikel 7, stk. 4, litra d), i nævnte forordning

iv) 

arten af oplysninger efter klassificeringen i artikel 7, stk. 4, litra c), i nævnte forordning

v) 

angivelse af, om oplysningerne indeholder personoplysninger.

2.  
Med henblik på stk. 1, litra b), nr. ii), skal PEPP-udbydere erhverve en identifikator for juridiske enheder.
3.  
Senest den 9. januar 2028 udpeger medlemsstaterne med henblik på at gøre de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, tilgængelige på ESAP, mindst ét indsamlingsorgan som defineret i artikel 2, nr. 2), i forordning (EU) 2023/2859 og underretter ESMA herom.
4.  
Fra den 10. januar 2028 gøres de oplysninger, der er omhandlet i denne forordnings artikel 65, stk. 6, tilgængelige på ESAP. Med henblik herpå er indsamlingsorganet som defineret i artikel 2, nr. 2), i forordning (EU) 2023/2859 EIOPA.

Nævnte oplysninger skal opfylde følgende krav:

a) 

oplysningerne skal indsendes i et dataekstraherbart format som defineret i artikel 2, nr. 3), i forordning (EU) 2023/2859

b) 

oplysningerne skal ledsages af følgende metadata:

i) 

alle navnene på den PEPP-udbyder, som oplysningerne vedrører

ii) 

hvis en sådan findes, PEPP-udbyderens identifikator for juridiske enheder som præciseret i henhold til artikel 7, stk. 4, litra b), i forordning (EU) 2023/2859

iii) 

arten af oplysninger efter klassificeringen i artikel 7, stk. 4, litra c), i nævnte forordning

iv) 

angivelse af, om oplysningerne indeholder personoplysninger.

5.  
Fra den 10. januar 2028 gøres de oplysninger, der er omhandlet i denne forordnings artikel 63, stk. 4, og artikel 69, stk. 1 og 4, tilgængelige på ESAP. Med henblik herpå er indsamlingsorganet som defineret i artikel 2, nr. 2), i forordning (EU) 2023/2859 den kompetente myndighed.

Nævnte oplysninger skal opfylde følgende krav:

a) 

oplysningerne skal indsendes i et dataekstraherbart format som defineret i artikel 2, nr. 3), i forordning (EU) 2023/2859

b) 

oplysningerne skal ledsages af følgende metadata:

i) 

alle navnene på den PEPP-udbyder, som oplysningerne vedrører

ii) 

hvis en sådan findes, PEPP-udbyderens identifikator for juridiske enheder som præciseret i henhold til artikel 7, stk. 4, litra b), i forordning (EU) 2023/2859

iii) 

arten af oplysninger efter klassificeringen i artikel 7, stk. 4, litra c), i nævnte forordning

iv) 

angivelse af, om oplysningerne indeholder personoplysninger.

6.  

Med henblik på at sikre en effektiv indsamling og forvaltning af oplysninger, der indsendes i overensstemmelse med stk. 1, udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som præciserer:

a) 

eventuelle andre metadata, som skal ledsage oplysningerne

b) 

struktureringen af data, som indgår i oplysningerne

c) 

de oplysninger, for hvilke det maskinlæsbare format er påkrævet, og, i sådanne tilfælde, hvilket maskinlæsbart format der skal anvendes.

Med henblik på litra c) vurderer EIOPA fordele og ulemper ved forskellige maskinlæsbare formater og foretager passende praktiske afprøvninger.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i nærværende stykkes første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

7.  
EIOPA vedtager om nødvendigt retningslinjer for at sikre, at de metadata, der indsendes i overensstemmelse med stk. 6, første afsnit, litra a), er korrekte.

▼B

KAPITEL XI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 71

Behandling af personoplysninger

For så vidt angår behandling af personoplysninger inden for rammerne af nærværende forordning, udfører PEPP-udbydere, PEPP-distributører og kompetente myndigheder deres opgaver med henblik på nærværende forordning i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF. Hvad angår EIOPA’s behandling af personoplysninger inden for rammerne af nærværende forordning, overholder EIOPA forordning (EU) 2018/1725.

Artikel 72

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  
Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.
2.  
Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter som omhandlet i artikel 40, stk. 9, artikel 45, stk. 4, og artikel 65, stk. 9, tillægges Kommissionen for en periode på fire år at regne fra den 14. august 2019. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af fireårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.
3.  
Den i artikel 40, stk. 9, artikel 45, stk. 4, og artikel 65, stk. 9, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4.  
Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016.
5.  
Når Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, underretter den samtidig straks Europa-Parlamentet og Rådet herom.
6.  
En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 40, stk. 9, artikel 45, stk. 4, og artikel 65, stk. 9, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 73

Evaluering og rapport

1.  
Fem år efter datoen for denne forordnings anvendelse og derefter hvert femte år gennemfører Kommissionen en evaluering af forordningen og forelægger efter høring af EIOPA og i givet fald de øvrige ESA’er en rapport om de vigtigste resultater for Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten ledsages om fornødent af et lovgivningsforslag.
2.  

Rapporten skal navnlig omfatte følgende:

a) 

den måde, hvorpå registreringsproceduren for PEPP-produkter fungerer i overensstemmelse med kapitel II

b) 

portabilitet, navnlig de underkonti, der er til rådighed for PEPP-opsparere, og opsparerens muligheden for fortsat at bidrage til den senest åbnede underkonto i overensstemmelse med artikel 20, stk. 3 og 4

c) 

udvikling af partnerskaber

d) 

den måde, hvorpå den ydelse, der består i skift af udbyder, fungerer, og størrelsen af gebyrer og afgifter

e) 

PEPP-produktets markedspenetration og virkningen af denne forordning for pensionsydelser i hele Europa, herunder udskiftning af eksisterende produkter og udnyttelsen af det grundlæggende PEPP-produkt

f) 

klageproceduren

g) 

integrationen af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer i PEPP-investeringspolitikken

h) 

størrelsen af gebyrer, afgifter og omkostninger, der direkte eller indirekte bæres af PEPP-opsparerne, herunder en vurdering af eventuelle markedssvigt

i) 

PEPP-udbyderes overholdelse af denne forordning og de standarder, der er fastsat i den gældende sektorspecifikke ret

j) 

anvendelsen af forskellige risikoreduktionsteknikker, som bruges af PEPP-udbydere

k) 

tilvejebringelse af PEPP-produktet i henhold til principperne om fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfrihed

l) 

om der er fordele ved at videregive oplysninger om et produkts tidligere resultater til potentielle PEPP-opsparere, under hensyntagen til oplysningerne i de resultatscenarier, der vil indgå i PEPP-produktet

m) 

hvorvidt den rådgivning, der ydes til PEPP-opsparere, er passende, navnlig med hensyn til mulige udbetalingsformer.

I den vurdering, der er omhandlet i første afsnit, litra e), tages der hensyn til årsager til ikke at åbne underkonti i visse medlemsstater, og PEPP-udbydernes fremskridt og indsats med hensyn til at udvikle tekniske løsninger for åbning af underkonti vurderes.

3.  
Kommissionen opretter et panel med relevante interessenter til løbende at overvåge udviklingen og gennemførelsen af PEPP-produktet. Dette panel omfatter som minimum EIOPA, de kompetente myndigheder, erhvervslivet og forbrugerrepræsentanter og uafhængige eksperter.

Panelets sekretariat varetages af EIOPA.

Artikel 74

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning finder anvendelse 12 måneder efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af de i artikel 28, stk. 5, artikel 30, stk. 2, artikel 33, stk. 3, artikel 36, stk. 2, artikel 37, stk. 2, artikel 45, stk. 3, og artikel 46, stk. 3, omhandlede delegerede retsakter.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.



( 1 ) Europa- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution (EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19).

( 2 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU EØS-relevant tekst (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).

( 3 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).

( 4 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).

( 5 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).

( 6 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

( 7 ) Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT L 182 af 29.6.2013, s 19).

( 8 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2859 af 13. december 2023 om oprettelse af et europæisk fælles adgangspunkt, som giver centraliseret adgang til oplysninger, der er offentligt tilgængelige og vedrører finansielle tjenesteydelser, kapitalmarkeder og bæredygtighed (EUT L, 2023/2859, 20.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/2859/oj).

Top