EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52019PC0088

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om visse aspekter af jernbanesikkerhed og -forbindelser med hensyn til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Unionen

COM/2019/88 final

Strasbourg, den 12.2.2019

COM(2019) 88 final

2019/0040(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om visse aspekter af jernbanesikkerhed og -forbindelser med hensyn til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Unionen

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Det Forenede Kongerige meddelte den 29. marts 2017 sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Dette betyder, at hvis udtrædelsesaftalen 1 ikke ratificeres, ophører Unionens primære og afledte ret med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra den 30. marts 2019 ("udtrædelsesdatoen"). Det Forenede Kongerige vil derefter være et tredjeland.

Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen uden en aftale påvirker validiteten af sikkerhedsgodkendelser der i henhold til artikel 11 i direktiv 2004/49/EF er udstedt til infrastrukturforvaltere vedrørende forvaltning og drift af grænseoverskridende infrastruktur, der forbinder Unionen og Det Forenede Kongerige.

I Kommissionens meddelelse "Forberedelse af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union den 30. marts 2019: en nødhandlingsplan" 2 fastsætter Kommissionen de principper, der ligger til grund for beredskabsforanstaltningerne, herunder at de ikke skal afhjælpe interessenternes manglende forberedende foranstaltninger eller forsinkelser i deres gennemførelse. I meddelelsen anfører Kommissionen de foranstaltninger, den betragter som nødvendige, og minder om, at der kan blive behov for at træffe yderligere foranstaltninger på et senere tidspunkt.

Det Europæiske Råd (artikel 50) gentog den 13. december 2018 sin opfordring til, at arbejdet med på alle niveauer at forberede sig på konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden intensiveres, idet der tages højde for alle mulige udfald.

Kommissionen drøftede med medlemsstaterne de mulige konsekvenser af Det Forenede Kongeriges udtræden på seminarer, som Rådet for Den Europæiske Union afholdt i 2018. Derudover blev virkningerne af Det Forenede Kongeriges udtræden samt forberedende foranstaltninger drøftet indgående i forbindelse med en række besøg i alle medlemsstater.

Hvad angår jernbanetransport kan konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union for certifikater, godkendelser og licenser i de fleste tilfælde afhjælpes af de berørte parter ved hjælp af forskellige foranstaltninger, navnlig ved at de etablerer sig i en medlemsstat og erhverver de nødvendige godkendelser, certifikater og licenser i den pågældende medlemsstat.

Det vil dog blive nødvendigt at forhandle og undertegne aftaler mellem EU og Det Forenede Kongerige for at håndtere spørgsmål, der direkte vedrører grænseoverskridende jernbanedrift, sikre deres kontinuitet efter udtrædelsesdatoen og derved begrænse forstyrrelserne i Unionen. Det vil ikke være muligt at indgå sådanne bilaterale aftaler, før Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland.

Det vil navnlig blive nødvendigt at tilpasse situationen vedrørende den binationale sikkerhedsmyndighed, som blev oprettet i forbindelse med Canterburytraktaten vedrørende Kanaltunnelen, under hensyntagen til Det Forenede Kongeriges nye status som tredjeland.

Kommissionen bør derfor fremsætte forslag om foranstaltninger, der sikrer, at godkendelser til visse dele af jernbaneinfrastrukturen fortsat er gyldige i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning.

En sådan forlænget gyldighed bør begrænses tidsmæssigt til det, der er strengt nødvendigt for at give Det Forenede Kongerige og de berørte medlemsstater den tid, der er nødvendig for at indgå de nødvendige aftaler.

Dette berører kun de sikkerhedsgodkendelser, der er udstedt i henhold til artikel 11 i direktiv 2004/49/EF til infrastrukturforvaltere vedrørende forvaltning og drift af grænseoverskridende infrastruktur, der forbinder Unionen og Det Forenede Kongerige.

De foreslåede bestemmelser har til formål at sikre kontinuiteten begrænset til grænseoverskridende drift og tjenester i overensstemmelse med gældende EU-retlige krav. En afbrydelse af disse aktiviteter ville forårsage væsentlige sociale og økonomiske problemer. I og med at forslaget sikrer organisationernes overholdelse af EU-retten, sikrer det også beskyttelsen af forbrugere og borgere.

Foranstaltningerne i dette forslag forudsætter sikkerhedsstandarder, der er identiske med de EU-krav, der gælder for infrastrukturen på Det Forenede Kongeriges område, og som anvendes med henblik på at sikre grænseoverskridende jernbaneforbindelser.

Alvorlige forstyrrelser kan dog kun undgås, hvis jernbaneoperatørerne og de nationale myndigheder hurtigt træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at markedsadgangslicenser, lokomotivførercertifikater samt alle andre certifikater og godkendelser, som er nødvendige for at operere på Unionens område, udstedes i god tid inden den 30. marts 2019.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Dette forslag er udformet som lex specialis, der tager sigte på at afhjælpe nogle af de konsekvenser, der følger af den kendsgerning, at direktiv 2004/49/EF ikke længere vil finde anvendelse på Det Forenede Kongerige. De foreslåede betingelser er strengt begrænset til det, der i denne henseende er nødvendigt for at undgå forstyrrelser i grænseoverskridende operationer. Det er også meningen, at de kun skal gælde for en begrænset periode. Med undtagelse heraf vil de almindelige bestemmelser i disse retsakter fortsat finde anvendelse. Derfor er dette forslag i fuld overensstemmelse med den eksisterende lovgivning.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Forslaget vedrører jernbanesikkerhed og -forbindelser og supplerer direktiv 2004/49/EF med det specifikke formål at fastsætte regler, der tager højde for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen uden en udtrædelsesaftale.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget er artikel 91, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Eftersom forslaget supplerer den eksisterende EU-ret med bestemmelser, der tager sigte på at lette en korrekt anvendelse heraf efter Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, kan dets mål kun nås ved en handling på EU-plan.

Proportionalitetsprincippet

Den foreslåede forordning betragtes som proportional, da den er i stand til at hindre forstyrrelser ved at indføre en begrænset og nødvendig retlig ændring, der dækker behovet for at sikre kontinuitet i de grænseoverskridende jernbanetjenester med Det Forenede Kongerige. Den går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, og den indeholder hverken mere vidtgående ændringer eller permanente foranstaltninger.

Valg af retsakt

Dette forslag indeholder et begrænset antal bestemmelser, som tager sigte på at løse en meget specifik og enkeltstående situation. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at ændre direktiv (EU) 2004/49/EF og direktiv 2016/798, som erstatter det med virkning fra den 16. juni 2019. De relevante bestemmelser vedrørende de berørte godkendelser er omfattet af direktiv 2004/49/EF. I lyset af ovenstående synes en forordning vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet at være den eneste passende form for retsakt.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant på grund af den ekstraordinære og enkeltstående karakter af den begivenhed, som nødvendiggør dette forslag.

Høringer af interesserede parter

De særlige omstændigheder i forbindelse med forhandlingerne om Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen og den fortsatte udvikling af situationen har i væsentlig grad begrænset muligheden for at gennemføre en offentlig høring om forslaget. De udfordringer, der opstår som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU, og mulige løsninger er imidlertid blevet rejst af forskellige interessenter på jernbaneområdet og repræsentanter for medlemsstaterne.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Disse oplysninger har været genstand for en intern juridisk og teknisk analyse for at sikre, at den foreslåede foranstaltning opfylder sit formål, men samtidig er begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt.

Konsekvensanalyse

En konsekvensanalyse er ikke nødvendig som følge af denne ekstraordinære situation og det begrænsede behov i den periode, hvor ændringen af Det Forenede Kongeriges status gennemføres. Der er ingen væsentligt forskellige valgmuligheder bortset fra den foreslåede.

Grundlæggende rettigheder

Forslaget har ingen indvirkning på anvendelsen eller beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Ikke relevant.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Ikke relevant på grund af den kortvarige karakter af den foreslåede foranstaltning.

2019/0040 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om visse aspekter af jernbanesikkerhed og -forbindelser med hensyn til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Unionen

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 3 ,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget 4 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke indgås, to år efter meddelelsen, dvs. den 30. marts 2019, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige beslutter at forlænge denne frist.

(2)Hvad angår jernbanetransport kan konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen for certifikater og godkendelser afhjælpes af de berørte operatører via forskellige foranstaltninger — eksempelvis ved, at disse operatører etablerer sig i en medlemsstat og erhverver de nødvendige licenser og certifikater i denne medlemsstat.

(3)Anvendelsen af EU's sikkerhedsregler på Kanaltunnelen er i øjeblikket overdraget til en binational sikkerhedsmyndighed, der er oprettet i henhold til Canterburytraktaten. Det vil blive nødvendigt at tilpasse det system, der blev indført ved denne traktat, under hensyntagen til Det Forenede Kongeriges status som tredjeland.

(4)Foranstaltningerne i dette forslag forudsætter sikkerhedsstandarder og -procedurer, som opfylder de EU-krav, der gælder for den infrastruktur, som anvendes med henblik på at sikre grænseoverskridende jernbaneforbindelser med Det Forenede Kongerige.

(5)For at give de berørte parter mulighed for at indgå de nødvendige aftaler og træffe eventuelle yderligere foranstaltninger, som er nødvendige for at undgå forstyrrelser, er det under hensyntagen til Det Forenede Kongeriges status som et tredjeland nødvendigt at forlænge gyldigheden af visse godkendelser.

(6)Varigheden af en sådan forlængelse af godkendelsernes gyldighed bør begrænses tidsmæssigt til det, der er absolut nødvendigt for at gøre de berørte medlemsstater i stand til at tage de nødvendige skridt i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i EU-retten.

(7)For at undgå alvorlige forstyrrelser af de grænseoverskridende jernbanetjenester med Det Forenede Kongerige vil det også være afgørende, at jernbaneoperatørerne og de nationale myndigheder hurtigt træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at markedsadgangslicenser, lokomotivførercertifikater samt de certifikater, licenser og godkendelser, som er nødvendige for at operere på Unionens område, udstedes i god tid inden den 29. marts 2019.

(8)For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser angående tilbagetrækning af den fordel, som indehavere af godkendelserne har fået tildelt, i de tilfælde, hvor det ikke er sikret, at sikkerhedsstandarder, som opfylder EU-kravene, finder anvendelse på al relevant infrastruktur. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 5 . I betragtning af disse foranstaltningers potentielle indvirkning på jernbanesikkerheden bør undersøgelsesproceduren anvendes til vedtagelse af dem. I betragtning af sagens hastende karakter, bør Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der kan anvendes med det samme.

(9)I betragtning af den tidsnød, som følger af omstændighederne i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, bør der fraviges fra den periode på otte uger, som er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Unionen, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(10)Bestemmelserne i nærværende forordning bør træde i kraft så hurtigt som muligt og finde anvendelse med virkning fra dagen efter den dag, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, medmindre en udtrædelsesaftale indgået med Det Forenede Kongerige er trådt i kraft senest på nævnte dato —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.Ved denne forordning fastsættes der med henblik på Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands ("Det Forenede Kongerige") udtræden af Den Europæiske Union særlige bestemmelser for visse jernbanesikkerhedsgodkendelser, der er udstedt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF 6 .

2.Denne forordning finder anvendelse på de sikkerhedsgodkendelser, der i henhold til artikel 11 i direktiv 2004/49/EF er udstedt til infrastrukturforvaltere med henblik på forvaltning og drift af grænseoverskridende infrastruktur, som forbinder Unionen og Det Forenede Kongerige, og som er gyldige på dagen før datoen for denne forordnings anvendelse.

Artikel 2

Definitioner

Med henblik på denne forordning finder de relevante definitioner i direktiv 2004/49/EF og i de gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, anvendelse. De relevante definitioner i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 7 og i delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold hertil, finder fra dette direktivs anvendelsesdato anvendelse på de godkendelser, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2.

Artikel 3

Sikkerhedsgodkendelsers gyldighed

De godkendelser, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, forbliver gyldige i 3 måneder fra datoen for denne forordnings anvendelse.

Artikel 4

Regler og forpligtelser vedrørende godkendelser

1.Godkendelser, der er omfattet af denne forordnings artikel 1, stk. 2, er underlagt de regler, der gælder for dem i henhold til direktiv 2004/49/EF og direktiv (EU) 2016/798 fra den dato, hvor den finder anvendelse på disse godkendelser, samt de gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til disse direktiver.

2.Indehaverne af de godkendelser, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, og, hvor det er relevant, den myndighed, der har udstedt dem, hvis denne er forskellig fra den nationale sikkerhedsmyndighed, på hvis område infrastrukturen er beliggende i Unionen, samarbejder med og udleverer alle relevante oplysninger og dokumenter til den pågældende nationale sikkerhedsmyndighed.

3.Hvis oplysninger eller dokumenter ikke er blevet udleveret inden for de frister, der er fastsat i anmodninger fra den nationale sikkerhedsmyndighed, der er omhandlet i stk. 2, kan Kommissionen efter underretning af den nationale sikkerhedsmyndighed trække den fordel, som indehaveren har fået i henhold til artikel 3, tilbage ved gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 2.

4.Indehavere af de godkendelser, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 2, underretter straks Kommissionen og Den Europæiske Unions Jernbaneagentur herom, hvis andre kompetente sikkerhedsmyndigheder træffer foranstaltninger, der er i strid med deres forpligtelser i henhold til denne forordning, direktiv 2004/49/EF og direktiv (EU) 2016/798.

5.Inden Kommissionen i henhold til artikel 3 trækker fordelene tilbage, underretter den i god tid den nationale sikkerhedsmyndighed, der er omhandlet i stk. 2, den myndighed, der har udstedt de godkendelser, som er omhandlet i artikel 1, stk. 2, indehaverne af sådanne godkendelser og den nationale sikkerhedsmyndighed i Det Forenede Kongerige om, at den har til hensigt at trække fordelene tilbage, og giver dem mulighed for at fremsætte bemærkninger.

Artikel 5

Sikkerhedsstandarder

1.Den nationale sikkerhedsmyndighed, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, overvåger de jernbanesikkerhedsstandarder, der finder anvendelse på grænseoverskridende infrastruktur, som er omhandlet i artikel 1, stk. 2. Den nationale sikkerhedsmyndighed aflægger regelmæssige rapporter om dette spørgsmål til Kommissionen og Den Europæiske Unions Jernbaneagentur, eventuelt ledsaget af en henstilling til Kommissionen om at handle i henhold til stk. 2.

2.Hvis Kommissionen nærer begrundet tvivl om, hvorvidt de sikkerhedsstandarder, der gælder for driften af infrastruktur, som er omfattet af denne forordning, eller den del af den samme infrastruktur, som er beliggende i Det Forenede Kongerige, er i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i EU-retten, trækker den uden unødig forsinkelse den fordel, som indehaveren har opnået i henhold til artikel 3, tilbage ved gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 2.

3.Med henblik på stk. 1 kan den nationale sikkerhedsmyndighed anmode om oplysninger fra de relevante kompetente myndigheder og fastsætte en rimelig frist. Hvis de relevante kompetente myndigheder ikke udleverer de oplysninger, der anmodes om, inden for den frist, der er fastsat af den nationale sikkerhedsmyndighed, eller hvis de udleverer ufuldstændige oplysninger, kan Kommissionen efter underretning af den nationale sikkerhedsmyndighed trække den fordel, som indehaveren har opnået i henhold til artikel 3, tilbage ved gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 2.

4.Inden Kommissionen i henhold til artikel 3 trækker fordelene tilbage, underretter den i god tid den nationale sikkerhedsmyndighed, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, den myndighed, der har udstedt de godkendelser, som er omhandlet i artikel 1, stk. 2, indehaverne af sådanne godkendelser og den nationale sikkerhedsmyndighed i Det Forenede Kongerige om, at den har til hensigt at trække fordelene tilbage, og giver dem mulighed for at fremsætte bemærkninger.

Artikel 6

Høring og samarbejde

1.Medlemsstaternes kompetente myndigheder hører og samarbejder om fornødent med Det Forenede Kongeriges kompetente myndigheder for at sikre denne forordnings gennemførelse.

2.Efter anmodning giver medlemsstaterne uden unødig forsinkelse Kommissionen alle oplysninger, der er indhentet i henhold til stk. 1, eller andre oplysninger, der er relevante for gennemførelsen af denne forordning.

Artikel 7

Udvalg

1.Kommissionen bistås af det udvalg, der er omhandlet i artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 8 . Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt med artikel 5 deri.

Artikel 8

Ikrafttræden og anvendelse

1.Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.Den anvendes fra dagen efter den dag, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige, jf. artikel 50, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union.

3.Denne forordning finder ikke anvendelse, hvis en udtrædelsesaftale med Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 50, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union er trådt i kraft senest på den dato, der er nævnt i stk. 2.

4.Denne forordning ophører med at finde anvendelse tre måneder efter dens anvendelsesdato i henhold til stk. 2.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1)     https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/draft_withdrawal_agreement_0.pdf .
(2)    COM(2018) 880 final af 13.11.2018.
(3)    EUT C […] af […], s. […].
(4)    EUT C […] af […], s. […].
(5)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(6)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF af 29. april 2004 om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og direktiv 2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (EUT L 164 af 30.4.2004, s. 44).
(7)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (omarbejdning) (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 102).
(8)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44).
Top