EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D0135

Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2023/135 af 30. december 2022 om Hrvatska narodna bankas indbetaling af kapital, overførsel af valutareserveaktiver og bidrag til Den Europæiske Centralbanks reserver og hensættelser (ECB/2022/51)

ECB/2022/51

EUT L 17 af 19.1.2023, p. 94–98 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/135/oj

19.1.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 17/94


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2023/135

af 30. december 2022

om Hrvatska narodna bankas indbetaling af kapital, overførsel af valutareserveaktiver og bidrag til Den Europæiske Centralbanks reserver og hensættelser (ECB/2022/51)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 30.1, 30.3, 48.1 og 48.2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 1 i Rådets afgørelse (EU) 2022/1211 (1), i overensstemmelse med artikel 140, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, opfylder Kroatien de nødvendige betingelser for indførelse af euroen, og den dispensation, der er indrømmet Kroatien som omhandlet i artikel 5 i Tiltrædelsestraktaten af 2012 (2) ophæves med virkning fra den 1. januar 2023.

(2)

I henhold til artikel 48.1 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten« skal den nationale centralbank i en medlemsstat, hvis dispensation er blevet ophævet, indbetale sin kapitalandel i Den Europæiske Centralbank (ECB) i samme omfang som de nationale centralbanker i andre deltagende medlemsstater, der har euroen som valuta. De nationale centralbanker i de nuværende medlemsstater, der har euroen som valuta, har indbetalt deres kapitalandele fuldt ud (3). Vægten af Hrvatska narodna banka i ECB’s fordelingsnøgle er 0,6595 % i henhold til artikel 2 i Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/137 (ECB/2020/3) (4). Hrvatska narodna banka har allerede indbetalt en del af sin andel af ECB's indskudte kapital i henhold til artikel 1 i Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/136 (ECB/2020/2 (5)). Det udestående beløb udgør derfor 68 713 762,06 EUR, som er resultat af multiplikation af ECB’s kapital (10 825 007 069,61 EUR) med kapitalfordelingsnøglevægtene for Hrvatska narodna banka (0,6595 %), fratrukket for dennes vedkommende den andel af dens indskud, som allerede er indbetalt.

(3)

I henhold til ESCB-statuttens artikel 48.1, sammenholdt med artikel 30.1, skal en national centralbank i en medlemsstat, hvis dispensation er blevet ophævet, overføre valutareserveaktiver til ECB. Det følger af ESCB-statuttens artikel 48.1, at det beløb, der skal overføres, fastsættes ved at multiplicere euroværdien, beregnet efter de gældende vekselkurser, af de valutareserveaktiver, som allerede er blevet overført til ECB i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 30.1, med forholdet mellem antallet af kapitalandele indskudt af den pågældende nationale centralbank og antallet af kapitalandele, der allerede er indbetalt af de øvrige nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta. Ved bestemmelse af de »valutareserveaktiver, som allerede er blevet overført til ECB i medfør af artikel 30.1«, skal der tages behørigt hensyn til tidligere justeringer af ECB’s kapitalfordelingsnøgle, i medfør af artikel 29.3 i ESCB-statutten samt udvidelserne af ECB's kapitalfordelingsnøgle i medfør af ESCB-statuttens artikel 48.3. Som følge heraf er modværdien i euro af de valutareserveaktiver (6), der allerede er overført til ECB i henhold til ESCB-statuttens artikel 30.1, i henhold til Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/140 (ECB/2020/6) 40 343 940 778,93 EUR.

(4)

De valutareserveaktiver, som skal overføres af Hrvatska narodna banka, denomineres i amerikanske dollar og guld.

(5)

Artikel 30.3 i ESCB-statutten bestemmer, at ECB skal kreditere hver national centralbank i en medlemsstat, der har euroen som valuta, med en fordring, der svarer til de valutareserveaktiver, som den har overført til ECB. Bestemmelserne om pålydende og forrentning af de fordringer, der er krediteret de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta (7), skal også gælde for pålydende og forrentning af Hrvatska narodna bankas fordringer.

(6)

Det bestemmes i artikel 48.2 i ESCB-statutten, at en national centralbank i en medlemsstat, hvis dispensation er blevet ophævet, skal bidrage til ECB's reserver, til de hensættelser, der svarer til reserver, samt til de beløb, der stadig skal afsættes til reserver og hensættelser svarende til saldoen på resultatopgørelsen pr. 31. december i året forud for ophævelsen af dispensationen. Beløbet for dette bidrag bestemmes i henhold til artikel 48.2 i ESCB-statutten.

(7)

I analogi med artikel 3.5 i forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank (8) har centralbankchefen for Hrvatska narodna banka haft lejlighed til at afgive bemærkninger til denne afgørelse før dens vedtagelse.

(8)

På grund af de tidsmæssige begrænsninger, som den korte periode mellem beregningen af det tilsvarende beløb for valutareserveaktiver i euro, der skal overføres af Hrvatska narodna banka den 30. december 2022, og ophævelsen af undtagelsen til fordel for Kroatien den 1. januar 2023, bør denne afgørelse meddeles hurtigst muligt, og den bør finde anvendelse fra den 1. januar 2023 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

a)

»valutareserveaktiver«: guld og amerikanske dollar

b)

»guld«: fine troy ounces guld i form af London Good Delivery Bars som angivet af London Bullion Market Association

c)

»amerikanske dollar«: den lovlige valuta i USA.

Artikel 2

Størrelse og form for indbetaling af kapital

1.   Med virkning fra den 1. januar 2023 indbetaler Hrvatska narodna banka den resterende del af sit indskud i ECB's kapital, svarende til 68 713 762,06 EUR.

2.   Hrvatska narodna banka indbetaler det i stk. 1 angivne beløb til ECB den 2. januar 2023 via en særskilt overførsel i TARGET2 (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system), der afvikler i euro i centralbankpenge.

3.   Hrvatska narodna banka betaler til ECB den 2. januar 2023 via en særskilt overførsel i TARGET2 de på den 1. januar 2023 påløbne renter på det til ECB skyldige beløb i henhold til stk. 2. De påløbne renter beregnes på dagsbasis efter renteberegningskonventionen »faktisk antal dage/360« til en sats svarende til den marginale rente, der er anvendt af Eurosystemet i dets seneste primære markedsoperation.

Artikel 3

Overførsel af valutareserveaktiver

1.   Hrvatska narodna banka overfører til ECB med virkning fra den 1. januar 2023 og i overensstemmelse med denne artikel og de foranstaltninger, som er indført med hjemmel heri, et beløb i valutareserveaktiver, som svarer til 639 849 638,12 EUR som følger:

Modværdi i euro af amerikanske dollar i form af kontanter

Modværdi i euro af guld

Den samlede modværdi i euro

543 872 192,40

95 977 445,72

639 849 638,12

2.   Det samlede beløb i euro af valutareserveaktiver, som Hrvatska narodna banka skal overføre i henhold til stk. 1, beregnes på grundlag af valutakursen mellem euro og amerikanske dollar som beregnet med henblik på ECB's euroreferencekurser pr. 30. december 2022 og for gulds vedkommende på grundlag af prisen i amerikanske dollar pr. fine troy ounce guld, der er fastsat i koncertationsproceduren for ECB's interne formål den 30. december 2022.

3.   ECB bekræfter snarest muligt over for Hrvatska narodna banka det beløb, som er beregnet i henhold til stk. 2.

4.   Hrvatska narodna banka overfører i overensstemmelse med stk. 1 til ECB et kontantbeløb i amerikanske dollar som modværdi til det eurobeløbet i tabellen i stk. 1.

5.   Overførslen af kontantbeløbet i amerikanske dollar som modværdi til eurobeløbet i tabellen i stk. 1, skal ske til de konti, som ECB har specificeret. Afviklingsdagen for overførslen af kontantbeløbet i amerikanske dollar til ECB er den 3. januar 2023. Hrvatska narodna banka giver instrukser vedrørende overførslen til ECB.

6.   Værdien af guld, som Hrvatska narodna banka skal overføre til ECB i henhold til stk. 1, skal være så tæt på, men ikke overstige 95 977 445,72 EUR.

7.   Hrvatska narodna banka overfører det i stk. 1 nævnte guld i ikke-investeret form til konti og lokaliteter, som ECB har angivet. Afviklingsdagen for overførslen af guld til ECB er den 3. januar 2023. Hrvatska narodna banka giver instrukser vedrørende overførslen til ECB.

8.   Såfremt Hrvatska narodna banka overfører guld til ECB til en værdi, som er mindre end den, der er angivet i stk. 1, overfører den et beløb i kontante midler i amerikanske dollar, der svarer til det manglende beløb, den 3. januar 2023 til en ECB-konto, som ECB har angivet. Sådanne kontante midler i amerikanske dollar udgør ikke en del af de valutareserveaktiver, som Hrvatska narodna banka overfører til ECB i overensstemmelse med stk. 4.

9.   En eventuel difference mellem det samlede modbeløb i euro angivet i stk. 1 og det beløb, som er angivet i artikel 4, stk. 1, afvikles i overensstemmelse med aftale af 30. december 2022 mellem Den Europæiske Centralbank og Hrvatska narodna banka vedrørende den fordring, hvormed Den Europæiske Centralbank krediterer Hrvatska narodna banka i henhold til artikel 30.3 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (9).

Artikel 4

Pålydende, forrentning og løbetid af den fordring, der svarer til bidraget

1.   Med virkning fra den 1. januar 2023 og med forbehold af de nærmere præciseringer i artikel 3 om afviklingsdage for overførsel af valutareserveaktiver krediterer ECB Hrvatska narodna banka med en fordring denomineret i euro, der svarer til den samlede modværdi i euro af dens bidrag i valutareserveaktiver. Denne fordring udgør 327 152 181,93 EUR.

2.   Den fordring, som ECB krediterer Hrvatska narodna banka, forrentes fra afviklingsdagen. Påløbne renter beregnes på dagsbasis efter renteberegningskonventionen »faktisk antal dage/360« til en sats svarende til 85 pct. af den marginale rente, der er anvendt af Eurosystemet i dets seneste primære markedsoperation.

3.   De påløbne renter, der er beregnet i overensstemmelse med stk. 2, betales til Hrvatska narodna banka ved udgangen af hvert regnskabsår. ECB underretter hvert kvartal Hrvatska narodna banka om det akkumulerede beløb.

4.   Fordringen kan ikke forlanges indfriet.

Artikel 5

Bidrag til ECB's reserver og hensættelser

1.   Med virkning fra den 1. januar 2023 skal Hrvatska narodna banka bidrage til ECB's reserver, til de hensættelser, der svarer til reserver, samt til de beløb, der stadig skal afsættes til reserver og hensættelser svarende til saldoen på resultatopgørelsen pr. 31. december 2022.

2.   Det beløb, som Hrvatska narodna banka skal bidrage med, fastsættes i overensstemmelse med artikel 48.2 i ESCB-statutten. Ved henvisningen i artikel 48.2 til »antallet af kapitalandele indskudt af den pågældende centralbank« og »antallet af kapitalandele, der allerede er indbetalt af de øvrige centralbanker«, forstås den respektive vægt i ECB's kapitalfordelingsnøgle for Hrvatska narodna banka og for centralbankerne i de medlemsstater, der har euroen som valuta, i henhold til afgørelse (EU) 2020/140 (ECB/2020/6).

3.   I stk. 1. skal »ECB’s reserver« og »hensættelser, der svarer til reserver« omfatte ECB’s almindelige reservefond, saldi på revalueringskonti og hensættelsen til finansielle risici.

4.   Senest den første arbejdsdag efter Styrelsesrådets godkendelse af ECB's årsregnskab for 2022, beregner ECB og bekræfter over for Hrvatska narodna banka det beløb, som Hrvatska narodna banka skal bidrage med i henhold til stk. 1.

5.   Den anden arbejdsdag efter Styrelsesrådets godkendelse af ECB’s årsregnskab for 2022 betaler Hrvatska narodna banka til ECB via TARGET2:

a)

det skyldige beløb til ECB i henhold til stk. 4, fratrukket alle beløb, der er overført ud over fordringen i artikel 4, stk. 1, på afviklingsdagene i artikel 3, stk. 5, og artikel 3, stk. 7, (et »forhåndsbidrag«), og

b)

de påløbne renter for perioden fra den 1. januar 2023 og indtil denne dag på det skyldige beløb til ECB, beregnet i henhold til stk. 4, og fratrukket alle forhåndsbidrag.

6.   Alle påløbne renter omhandlet i stk. 5, litra b), beregnes på dagsbasis efter renteberegningskonventionen »faktisk antal dage/360« til en sats svarende til den marginale rente, der er anvendt af Eurosystemet i dets seneste primære markedsoperation.

Artikel 6

Kompetencer

1.   I nødvendigt omfang giver ECB's Direktion instruktioner til Hrvatska narodna banka til nærmere bestemmelse og effektuering af bestemmelser i denne afgørelse og tilvejebringelse af hensigtsmæssige midler til løsning af eventuelle problemer.

2.   En instruktion udstedt af direktionen i henhold til stk. 1 meddeles straks Styrelsesrådet, og direktionen følger Styrelsesrådets beslutninger i anledning heraf.

Artikel 7

Virkning

1.   Denne afgørelse får virkning på den dato, hvor den meddeles til adressaten.

2.   Den finder anvendelse fra den 1. januar 2023.

Artikel 8

Adressat

Denne afgørelse er rettet til Hrvatska narodna banka.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 30. december 2022.

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2022/1211 af 12. juli 2022 om Kroatiens indførelse af euroen den 1. januar 2023 (EFT L 187 af 14.7.2022, s. 31).

(2)  Akt om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT L 112 af 24.4.2012, s. 21).

(3)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/138 af 22. januar 2020 om indbetaling af Den Europæiske Centralbanks kapital af de nationale centralbanker i medlemsstater, der har euroen som valuta, og om ophævelse af afgørelse (EU) 2019/44 (ECB/2020/4) (EUT L 27 I af 1.2.2020, s. 6).

(4)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/137 af 22. januar 2020 om de nationale centralbankers fordelingsnøgle for kapitalindskud i Den Europæiske Centralbank og om ophævelse af afgørelse (EU) 2019/43 (ECB/2020/3) (EUT L 27 I af 1.2.2020, s. 4).

(5)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/136 af 22. januar 2020 om indbetaling af Den Europæiske Centralbanks kapital af de nationale centralbanker uden for euroområdet og om ophævelse af afgørelse (EU) 2019/48 (ECB/2020/2) (OJ L 27 I af 1.2.2020, s. 1).

(6)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/140 af 22. januar 2020 om fastsættelse af de foranstaltninger, som er nødvendige for bidraget til den akkumulerede værdi af Den Europæiske Centralbanks egenkapital og for justeringen af de nationale centralbankers fordringer svarende til de overførte valutareserveaktiver og om ophævelse af afgørelse (EU) 2019/46 (ECB/2020/6) (OJ L 27 I af 1.2.2020, s. 15).

(7)  I henhold til Den Europæiske Centralbanks retningslinje ECB/2000/15 af 3. november 1998 som ændret ved retningslinje af 16. november 2000 om sammensætning, værdiansættelse og fremgangsmåde vedrørende den første overførsel af valutareserveaktiver samt pålydende og forrentning af hertil svarende fordringer (EFT L 336 af 30.12.2000, s. 114).

(8)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2004/2 af 19. februar 2004 om vedtagelse af forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank (EUT L 80 af 18.3.2004, s. 33).

(9)  EUT C 18 af 19.1.2023, s. 1.


Top