Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Vand af god kvalitet i Europa (EU’s vanddirektiv)

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2000/60/EF — en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det fastlægger regler, der skal bremse forringelsen af tilstanden af vandforekomster i Den Europæiske Union (EU) og opnå en »god tilstand« for Europas floder, søer og grundvand inden 2015.

Det omfatter navnlig:

  • beskyttelse af alle former for vand (overfladevand *, grundvand *, indvand * og overgangsvande *)
  • genoprettelse af økosystemer i og omkring disse vandforekomster
  • reduktion af forurening i vandforekomster
  • garanti for enkeltpersoner og virksomheders bæredygtige vandanvendelse.

HOVEDPUNKTER

Lovgivningen giver nationale myndigheder tydelige ansvarsområder. De skal:

  • udpege de enkelte vandområder på deres territorium, dvs. de omkringliggende vandområder med udløb i bestemte flodsystemer
  • udpege myndigheder til at varetage disse områder i overensstemmelse med EU-reglerne
  • analysere egenskaberne ved hvert vandløbsopland og fastsætte referenceforholdene for hver type af vandforekomster for at kvalificere deres tilstand
  • analysere påvirkningen af menneskelig aktivitet og foretage en økonomisk vurdering af vandanvendelsen
  • overvåge vandets tilstand i hvert vandløbsopland
  • registrere beskyttede områder, såsom dem, der benyttes til drikkevand, der kræver særlig opmærksomhed
  • udarbejde og gennemføre »vandområdeplaner« for at forebygge forringelsen af overfladevand, beskytte og forbedre grundvandet samt bevare beskyttede områder
  • sikre, at omkostningerne ved forsyningspligtydelser er dækket, så ressourcerne bruges effektivt, og forureneren betaler
  • sørge for offentlig oplysning og høring om deres vandområdeplaner.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 22. oktober 2000 og skulle indarbejdes i EU-medlemsstaternes lovgivninger inden den 22. december 2003.http://eur-lex.europa.eu/summary/glossary/member_states.html

BAGGRUND

I EU er der et øget pres på vand på grund af en konstant stigning i efterspørgslen efter vand i tilstrækkelige mængder og af god kvalitet til en række anvendelsesformål. Direktivet søger at beskytte og forbedre kvaliteten af vand.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Overfladevand: alt indvand bortset fra grundvand, overgangsvande og kystvande.
Grundvand: alle former for vand under jordoverfladen.
Indvand: alt stillestående eller strømmende vand på jordoverfladen.
Overgangsvande: vandområder i nærheden af flodmundinger, som er delvis saltholdige, men som i væsentlig grad påvirkes af ferskvandsstrømme.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1-73).

Efterfølgende ændringer af direktiv 2000/60/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/118/EF af 12. december 2006 om beskyttelse af grundvandet mod forurening og forringelse (EUT L 372 af 27.12.2006, s. 19-31).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF af 23. oktober 2007 om vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser (EUT L 288 af 6.11.2007, s. 27-34).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/105/EF af 16. december 2008 om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken, om ændring og senere ophævelse af Rådets direktiv 82/176/EØF, 83/513/EØF, 84/156/EØF, 84/491/EØF og 86/280/EØF og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (EUT L 348 af 24.12.2008, s. 84-97).

Se den konsoliderede udgave.

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En plan for at beskytte Europas vandressourcer (COM(2012) 673 final af 14.11.2012).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Vandrammedirektivet og oversvømmelsesdirektivet: Indsats for at opnå »god tilstand« for EU’s vandressourcer og mindske risiciene for oversvømmelser (COM(2015) 120 final af 9.3.2015).

seneste ajourføring 09.09.2021

Top