Sag T-502/19

Francesca Corneli

mod

Den Europæiske Centralbank

Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 12. oktober 2022

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – genopretning og afvikling af kreditinstitutter – foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben – ECB’s afgørelse om at sætte Banca Carige under midlertidig administration – annullationssøgsmål – sag anlagt af en aktionær – søgsmålskompetence – interesse, der adskiller sig fra bankens – antagelse til realitetsbehandling – retlig fejl ved fastlæggelse af retsgrundlaget – Unionens retsinstansers fortolkning i overensstemmelse med national ret – grænse – forbud mod at fortolke national ret contra legem«

1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – kriterier – afgørelse om placering af et kreditinstitut under midlertidig administration – bedømmelse af den umiddelbare karakter af denne afgørelses indvirkning på retsstillingen for kreditinstituttets aktionærer – indvirkning på aktionærernes rettigheder til at deltage i styringen af det nævnte kreditinstitut – sagsøger, der er umiddelbart berørt

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

   (jf. præmis 33-35, 37, 38, 40, 41, 43, 45 og 47-54)

2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – afgørelse om placering af et kreditinstitut under midlertidig administration – bedømmelse af den individuelle karakter af denne afgørelses indvirkning på retsstillingen for kreditinstituttets aktionærer – tilhørighed til en gruppe af identificerbare personer – velerhvervede rettigheder – sagsøger, der er individuelt berørt

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

   (jf. præmis 56, 58-64, 70 og 74-76)

3. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – søgsmål til prøvelse af en afgørelse om placering af et kreditinstitut under midlertidig administration – væsentlig ændring af retsstillingen – aktionærernes individuelle rettigheder – antagelse til realitetsbehandling

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

   (jf. præmis 78-83)

4. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – den fælles tilsynsmekanisme – tilsyn med kreditinstitutter – Den Europæiske Centralbanks (ECB’s) afgørelse om placering af et kreditinstitut under midlertidig administration – betingelser, der begrunder placeringen under midlertidig administration – betydelig forværring af kreditinstituttets situationen – ikke omfattet

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59, art. 28 og 29)

   (jf. præmis 95, 98 og 100)

5. Institutionernes retsakter – direktiver – medlemsstaternes gennemførelse – nødvendigheden af at sikre direktivers effektive virkning – nationale domstoles pligter – forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning – grænser – overholdelse af almindelige retsprincipper – fortolkning contra legem af national ret

   (Art. 288, stk. 3, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59)

   (jf. præmis 103-108)

Resumé

Sagsøgeren, Francesca Corneli, er minoritetsaktionær i Banca Carige SpA (herefter »banken«). Idet sidstnævnte stod over for finansielle vanskeligheder, besluttede Den Europæiske Centralbank (ECB) den 1. januar 2019 at sætte banken under midlertidig administration. Denne afgørelse blev forlænget tre gange, senest indtil den 31. januar 2020.

I et annullationssøgsmål, der bl.a. var anlagt til prøvelse af ECB’s afgørelse om at sætte banken under midlertidig administration og de forskellige afgørelser om forlængelse, tog Retten, der traf afgørelse i udvidet afdeling, stilling til søgsmålsinteressen og søgsmålskompetencen for aktionærer i dette kreditinstitut til prøvelse af disse afgørelser. I denne henseende fastslog Retten, at sagsøgerens søgsmål kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angår afgørelsen om placering under midlertidig administration og den første afgørelse om forlængelse (herefter »de anfægtede afgørelser«). Endvidere foretog Retten for første gang en fortolkning af artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59 ( 1 ), således som disse er gennemført i henhold til de nationale regler, der gennemfører disse bestemmelser ( 2 ), og annullerede de anfægtede afgørelser.

Rettens bemærkninger

I første række konkluderede Retten, efter at have undersøgt problemstillingen, at sagsøgerens søgsmål kunne antages til realitetsbehandling, idet sagsøgeren havde såvel søgsmålskompetence som søgsmålsinteresse i prøvelse af de anfægtede afgørelser.

Hvad angår sagsøgerens søgsmålskompetence bemærkede Retten for det første, at sagsøgeren er umiddelbart berørt af disse afgørelser. Retten bemærkede på den ene side, at sagsøgerens retsstilling i det foreliggende tilfælde nemlig påvirkes – uden at der blev truffet en mellemkommende retsakt – af de anfægtede afgørelser, idet disse i sig selv ændrer de rettigheder, som sagsøgeren havde til at deltage som aktionær i styringen af banken i henhold til de gældende regler.

På den anden side afviste Retten ECB’s og Kommissionens argumenter vedrørende henholdsvis den midlertidige karakter af den nævnte påvirkning, den manglende påvirkning af aktionærernes væsentligste rettigheder ved de anfægtede afgørelser og den omstændighed, at de rettigheder, der hævdedes at være berørt, tilkom bankens generalforsamling og ikke de enkelte aktionærer. Retten bemærkede i denne henseende, at stemmeretten gør det muligt for enhver aktionær individuelt at deltage i valget af de medlemmer, der skal have sæde i ledelses- og tilsynsorganerne, og at placeringen under administration fratog dem muligheden for udøvelsen af denne ret. Retten forkastede ligeledes argumentet om, at Trasta-dommen ( 3 ) skulle bekræfte, at sagsøgerens søgsmål ikke kunne antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at den pågældende dom vedrørte en anden situation. I den pågældende sag berørte afgørelsen om inddragelse af det pågældende selskabs tilladelse, som ECB havde truffet, nemlig ikke umiddelbart aktionærernes retsstilling, men selve selskabets retsstilling. Kun afgørelsen om likvidation, der var blevet truffet af den nationale retsinstans, og som ikke var fastsat i EU-retten i tilfælde af inddragelse af tilladelse, påvirkede aktionærernes retsstilling.

Retten fastslog, at i den foreliggende sag blev retsforholdet mellem banken og dens aktionærer, herunder sagsøgeren, ændret – uden at der blev truffet nogen som helst mellemkommende retsakt – ved de anfægtede afgørelser, og at disse således berørte sagsøgeren umiddelbart.

For det andet fastslog Retten, at sagsøgeren var individuelt berørt af de anfægtede afgørelser, eftersom sagsøgeren indgik i en gruppe, hvis medlemmer var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede afgørelser, idet medlemmerne var opført på listen, der var lukket på dette tidspunkt, over aktionærer, der kunne være berørte. Retten fastslog i øvrigt, at de anfægtede retsakter ændrede visse rettigheder, som sagsøgeren havde erhvervet før vedtagelsen af disse retsakter, nemlig dem, der var knyttet til de andele af bankens kapital, som sagsøgeren besad.

Hvad angår sagsøgerens søgsmålsinteresse bemærkede Retten, at sagsøgeren havde fremhævet de anfægtede afgørelsers betydning for de rettigheder, som sagsøgeren personligt havde i sin egenskab af aktionær i banken. Retten fastslog, at sagsøgeren således havde påberåbt sig en særskilt interesse i at anmode om annullation af disse afgørelser, som ikke forveksles med bankens interesse. Hvis de anfægtede afgørelser blev annulleret, ville virkningen på aktionærernes situation nemlig ikke være den samme som virkningerne af en annullation på bankens situation.

Hvad i anden række angår realiteten foretog Retten – i forbindelse med undersøgelsen af et anbringende om en retlig fejl ved fastlæggelsen af det retsgrundlag, der blev anvendt til at vedtage de anfægtede afgørelser – for første gang en fortolkning af artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59 med overskriften henholdsvis »Fjernelse af den daglige ledelse og ledelsesorganet« og »Midlertidig administrator«, således som gennemført i henhold til de nationale regler, der gennemfører bestemmelserne ( 4 ).

I det foreliggende tilfælde besluttede ECB at opløse bankens administrations- og kontrolorganer og udskifte dem med tre ekstraordinære kommissærer og et overvågningsudvalg. ECB havde i denne henseende fundet, at betingelserne i de bestemmelser i national ret, der gennemfører artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59, dvs. en betydelig forværring af bankens situation, var opfyldt.

I denne henseende fastslog Retten, at de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59, således som disse er gennemført i national ret, dvs. henholdsvis afskedigelsen af bankernes administrations- eller kontrolorganer og opløsning af disse organer, ikke kan anses for svarende til hinanden eller for alternativer. Retten fastslog i denne henseende, at den førstnævnte foranstaltning er mindre indgribende end den anden, og at den sidstnævnte foranstaltning kun kan vedtages, hvis den kompetente myndighed finder, at udskiftning af bankernes administrations- eller kontrolorganer efter procedurerne i national ret eller EU-retten anses for være utilstrækkeligt til at rette op på situationen. Betingelserne for anvendelse af bestemmelserne i national ret, der gennemfører artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59, er ligeledes forskellige. I denne henseende foreskriver bestemmelserne, der gennemfører artikel 29, hverken opløsning af bankernes administrations- eller kontrolorganer eller indsættelsen af en ekstraordinær administration i tilfælde af, at forværringen af bankens situation ville være særlig betydelig.

Retten fastslog imidlertid, at i de anfægtede afgørelser var beføjelsen, som ECB udøvede, til at sætte og opretholde banken under midlertidig administration, omhandlet i de bestemmelser i national ret, der gennemfører artikel 29 i direktiv 2014/59.

Det følger heraf, at ECB har tilsidesat disse bestemmelser, idet ECB – selv om denne betingelse ikke er fastsat i disse bestemmelser – baserede sig på »en betydelig forværring af [bankens] situation« for at opløse bankens administrations- eller kontrolorganer, indsætte en midlertidig administration og opretholde denne.

Der kunne ikke rejses tvivl om Rettens konklusion i lyset af ECB’s og Kommissionens argument om, at de omhandlede nationale bestemmelser skulle læses og fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, som de gennemfører, således at en placering under midlertidig administration ville være tilladt, selv om den betydelige forværring af bankens situation ikke udtrykkeligt var omhandlet i disse bestemmelser. Det følger nemlig af fast retspraksis, at forpligtelsen til overensstemmende fortolkning af national ret ikke kan tjene som grundlag for en fortolkning, der er i strid med den ordlyd, der er anvendt i en national bestemmelse til gennemførelse af et direktiv.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

( 2 ) – Artikel 69 octiesdecis, stk. 1, litra b), og artikel 70 i decreto legislativo n. 385 – Testo unico delle leggi in materia bancaria e creditizia (lovdekret nr. 385 – konsolideret lovtekst for bank- og kreditområdet) af 1. september 1993 (almindeligt tillæg til GURI nr. 230 af 30.9.1993) (herefter »den konsoliderede banklov«).

( 3 ) – Dom af 5.11.2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923).

( 4 ) – Jf. fodnote 2.