Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62020TJ0342

Rettens dom (Tredje Afdeling) af 6. oktober 2021.
Indo European Foods Ltd mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret.
EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket Abresham Super Basmati Selaa Grade One World’s Best Rice – det ældre ikke-registrerede ordmærke BASMATI – aftale om Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen og Euratom – overgangsperiode – søgsmålsinteresse – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 8, stk. 4, i forordning 2017/1001) – ordning for common law-søgsmål vedrørende utilbørlig udnyttelse (action for passing off) – risiko for vildledende præsentation – risiko for udvanding af det ældre renommerede varemærke.
Sag T-342/20.

Court reports – general

ECLI identifier: ECLI:EU:T:2021:651

Sag T-342/20

Indo European Foods Ltd

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Tredje Afdeling) af 6. oktober 2021

»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket Abresham Super Basmati Selaa Grade One World’s Best Rice – det ældre ikke-registrerede ordmærke BASMATI – aftale om Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen og Euratom – overgangsperiode – søgsmålsinteresse – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 8, stk. 4, i forordning 2017/1001) – ordning for common law-søgsmål vedrørende utilbørlig udnyttelse (action for passing off) – risiko for vildledende præsentation – risiko for udvanding af det ældre renommerede varemærke«

  1. EU-varemærke – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – indsigelse rejst af indehaveren af et varemærke, der er beskyttet i Det Forenede Kongerige – Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen – indvirkning – appelkammerets afgørelse truffet i overgangsperioden – opretholdelse af sagens genstand – opretholdelse af søgsmålsinteressen

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001; aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, art. 127)

    (jf. præmis 16-21, 26 og 27)

  2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse

    (Art. 263, stk. 4, TEUF)

    (jf. præmis 25)

  3. EU-varemærke – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn – betingelser – fortolkning i lyset af EU-retten – bedømmelse vedrørende kriterier fastsat i den nationale ret, der regulerer det påberåbte tegn

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 95, stk. 1; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 4)

    (jf. præmis 32-35, 50, 63 og 66)

  4. National ret – henvisning til nationale rettigheder – engelsk ret – regler om utilbørlig udnyttelse (action for passing off)

    (jf. præmis 37-40, 51, 55, 57 og 70)

  5. EU-varemærke – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn – figurmærket Abresham Super Basmati Selaa Grade One World’s Best Rice og det ikke-registrerede ordmærke BASMATI

    (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 4)

    (jf. præmis 52, 53, 58-62, 64, 69 og 71)

Resumé

Hamid Ahmad Chakari ansøgte ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om registrering af EU-figurmærket Abresham Super Basmati Selaa Grade One World’s Best Rice for rismel og andre fødevarer fremstillet af ris. Indo European Foods Ltd rejste indsigelse mod registreringen af dette varemærke på grundlag af det ikke-registrerede ordmærke BASMATI i Det Forenede Kongerige, der blev brugt med reference til ris, og som i henhold til den anvendelige lovgivning i Det Forenede Kongerig, gjorde det muligt for Indo European Foods Ltd at forhindre brugen af det ansøgte varemærke.

Ved afgørelse af 2. april 2020 afslog appelkammeret ved EUIPO indsigelsen med den begrundelse, at Indo European Foods ikke havde godtgjort, at navnet »basmati« gjorde det muligt for sagsøgeren at forbyde anvendelsen af det ansøgte varemærke i Det Forenede Kongerige.

Retten annullerede afgørelsen truffet af appelkammeret ved EUIPO og udtalte sig om konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union for de verserende sager vedrørende EU-varemærker.

Rettens bemærkninger

Retten fastslog for det første, at Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen ikke medførte, at tvistens genstand var bortfaldet.

Retten anførte indledningsvis, at udtrædelsesaftalen ( 1 ), som fastsætter de nærmere bestemmelser for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, trådte i kraft den 1. februar 2020 og fastsatte en overgangsperiode fra den 1. februar til den 31. december 2020, hvor EU-retten fortsat fandt anvendelse i Det Forenede Kongerige.

Dernæst bemærkede Retten, at appelkammerets afgørelse blev truffet den 2. april 2020, dvs. i overgangsperioden. Indtil udløbet af denne periode var det ældre varemærke fortsat omfattet af den samme beskyttelse som den, det ville have opnået, hvis Det Forenede Kongerige ikke havde trukket sig ud af Unionen.

Endelig skulle Retten, ved prøvelse af lovligheden af afgørelser truffet af appelkamrene ved EUIPO, tage udgangspunkt i datoen for den anfægtede afgørelse for at kunne vurdere afgørelsens lovlighed. Hvis det antages, at sagens genstand bortfaldt efter Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, ville Retten skulle tage hensyn til forhold, der er opstået efter at appelkammerets afgørelse er truffet, og som ikke har betydning for dens retsmæssighed.

For det andet fandt Retten, at Indo European Foods fortsat havde søgsmålsinteresse. Retten bemærkede i denne forbindelse, at søgsmålsinteressen skal bestå indtil retsafgørelsen, hvilket forudsætter, at søgsmålet kan bibringe parten en fordel. For det første forkastede Retten EUIPO’s argument om, at den manglende søgsmålsinteresse følger af den omstændighed, at såfremt indsigelsen blev taget til følge, ville ansøgeren være i stand til at lade sit varemærke overgå til ansøgninger om registrering som nationale varemærker i alle Unionens medlemsstater. Disse betragtninger gælder nemlig i princippet for enhver indsigelsesprocedure. For det andet fandt Retten, at i tilfælde af annullation af appelkammerets afgørelse og hjemvisning af sagen vil appelkammeret ikke være nødsaget til at afslå klagen som følge af, at der ikke foreligger et ældre varemærke, der er beskyttet af en medlemsstats lovgivning. Efter annullationen af appelkammerets afgørelse skal appelkammeret nemlig på ny træffe afgørelse om samme klage på grundlag af den situation, der forelå på tidspunktet for klagens indgivelse, idet klagen på ny verserer på det samme trin, hvor den befandt sig inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

Retten annullerede i øvrigt appelkammerets afgørelse med den begrundelse, at appelkammeret tilsidesatte de retlige betingelser for den udvidede form for søgsmål vedrørende utilbørlig udnyttelse (action for passing off), der var fastsat i den lovgivning, der fandt anvendelse i Det Forenede Kongerige, for så vidt som det afviste risikoen for vildledende præsentation og skade på den goodwill, som ordet »basmati« har.


( 1 ) – Aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 7).

Top