Sag T-254/18

China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 19. maj 2021

»Dumping – import af visse varer af støbejern med oprindelse i Kina – endelig antidumpingtold – annullationssøgsmål – formaliteten – sammenslutning – søgsmålskompetence – søgsmålsinteresse – konstatering af skade – beregning af importmængden – makroøkonomiske og mikroøkonomiske indikatorer – stikprøver – beregning af EU-erhvervsgrenens produktionsomkostninger – koncerninterne priser – årsagsforbindelse – analyse af, hvad skaden kan tilskrives og ikke kan tilskrives – ingen skadesanalyse opdelt efter segmenter – vurdering af betydningen af prisunderbuddet – fortrolig behandling af oplysninger – ret til forsvar – VKN-metoden – varernes sammenlignelighed – beregning af normalværdien – referenceland – justering for moms – fastsættelse af salgsomkostninger, generelle omkostninger og administrationsomkostninger samt fortjeneste«

1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – søgsmål anlagt individuelt – søgsmål med henblik på at beskytte en sammenslutnings proceduremæssige rettigheder – formaliteten – angiveligt urigtigt at indrømme en sammenslutning status som interesseret part med proceduremæssige rettigheder under den administrative procedure og i den anfægtede forordning – fejl påberåbt til støtte for afvisning af sagen uden ændring eller tilbagetrækning af den anfægtede forordning – ingen betydning

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 6, stk. 5 og 7, og art. 20, stk. 1 og 2; Kommissionens forordning 2018/140)

   (jf. præmis 47-76 og 432)

2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – formaliteten – betingelser – krav om en repræsentation, der dækker hele proceduren, herunder den administrative procedure – foreligger ikke – krav om sammenslutningens repræsentative karakter som omhandlet i medlemsstaternes fælles retstraditioner – foreligger ikke – krav om et specifikt mandat udarbejdet af medlemmerne – foreligger ikke

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2; Kommissionens forordning 2018/140)

   (jf. præmis 83-92, 94-104 og 126-128)

3. Annullationssøgsmål – dom om annullation – rækkevidde – annullation af en antidumpingforordning, for så vidt som den pålægger visse selskabers varer en antidumpingtold – indvirkning af annullationen på gyldigheden af en antidumpingtold, som gælder for andre selskabers varer – foreligger ikke

   (Art. 263 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036; Kommissionens forordning 2018/140)

   (jf. præmis 109-112)

4. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – forordning om indførelse af antidumpingtold – producent- og eksportvirksomheder, der er identificeret i forordningen eller er berørt af de forudgående undersøgelser – formaliteten

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036; Kommissionens forordning 2018/140, art. 1, stk. 2)

   (jf. præmis 118-121 og 132)

5. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – omfanget af dumpingimporten – beregning af importmængden – beregningsmetode – Kommissionens skøn – anfægtelse af pålideligheden af de anvendte oplysninger – bevisbyrde

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 1, stk. 1, og art. 3, stk. 2, litra a); Kommissionens forordning 2018/140]

   (jf. præmis 169-172 og 175-196)

6. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – institutionernes pligt til at udvise omhu – rækkevidde – Kommissionens forpligtelse til af egen drift at undersøge alle tilgængelige oplysninger – grænser

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 6, stk. 3 og 4; Kommissionens forordning 2018/140)

   (jf. præmis 198-209)

7. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelsens forløb – Kommissionens pligt til at kontrollere rigtigheden af oplysninger fra de interesserede parter – grænser – de interesserede parters frivillige samarbejde

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 6, stk. 8, og art. 16, stk. 1; Kommissionens forordning 2018/140)

   (jf. præmis 220-227 og 246-252)

8. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – Kommissionens kontrol – undersøgelsens forløb – stikprøver – udvælgelse af stikprøver – høring af de interesserede parter – rækkevidde

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 17, stk. 2; Kommissionens forordning 2018/140)

   (jf. præmis 278-285)

9. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – Kommissionens kontrol – undersøgelsens forløb – stikprøver – udvælgelse af stikprøver – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – grænser – åbenbart urigtigt skøn – bevisbyrde

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 4, stk. 1, og art. 17, stk. 1 og 2; Kommissionens forordning 2018/140)

   (jf. præmis 289-299)

10. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – godtgørelse af årsagsforbindelse – institutionernes forpligtelser – faktorer, der skal tages i betragtning – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – åbenbart urigtigt skøn – bevisbyrde

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 2, 3, 6 og 7; Kommissionens forordning 2018/140)

    (jf. præmis 337-341, 347-351 og 362-366)

11. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – vurdering af skadesindikatorerne ved hjælp af en analyse af markedet for den pågældende vare pr. segment – betingelser – bevisbyrde

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 6 og 7; Kommissionens forordning 2018/140)

    (jf. præmis 377-397)

12. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – beregning af underbudsmarginen – stikprøver – udvælgelse af stikprøver – Kommissionens skøn – Kommissionens pligt til at godtgøre underbud for hver varetype, der blev solgt af de stikprøveudtagne EU-producenter – ikke omfattet – betingelse – substituerbare produkter

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3 og art. 17, stk. 1 og 2; Kommissionens forordning 2018/140)

    (jf. præmis 407-417 og 420-425)

13. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – oplysningspligt påhvilende institutionerne – rækkevidde – ingen tilrådighedsstillelse af særlige oplysninger – de interesserede parters pligt til at give institutionerne mulighed for at bedømme de problemer, der kan opstå, når disse oplysninger ikke foreligger

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 5, stk. 10; Kommissionens forordning 2018/140)

    (jf. præmis 435-438 og 567)

14. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – tilsidesættelse af de proceduremæssige rettigheder, som en sammenslutning er indrømmet under undersøgelsen – kan påberåbes af et medlem af sammenslutningen – betingelser – sammenslutningens tilkendegivelse under undersøgelsen af sin hensigt om at handle som repræsentant for visse af sine medlemmer

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036)

    (jf. præmis 440-447)

15. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – overholdelse af retten til forsvar – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder og til at overholde tavshedspligten, idet de afvejer disse forpligtelser – tilsidesættelse af oplysningspligten – betingelser – afslag på at fremlægge oplysninger, der kan være nyttige for virksomhedens forsvar

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 6, stk. 7, art. 19, stk. 1-5, og art. 20; Kommissionens forordning 2018/140)

    (jf. præmis 451-469, 474-503, 507-513, 523-533 og 536-541)

16. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen – behov for at inddele varer, som udviser betydelige forskelle hvad angår deres kendetegn og priser, i mere eller mindre homogene kategorier – kodificering, som fører til varekategorier, der er åbenbart upassende – bevisbyrde

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 10; Kommissionens forordning 2018/140)

    (jf. præmis 550-554)

17. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen – justeringer – bevisbyrde

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 10)

    (jf. præmis 577-583)

18. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen – institutionernes skønsbeføjelser – sammenligning i samme handelsled – hensyntagen til eksportprisen og normalværdien »inklusive merværdiafgift« – symmetri – beregningsmetodens rimelighed

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 10, litra b) og k); Kommissionens forordning 2018/140]

    (jf. præmis 591-600)

19. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – import fra lande uden markedsøkonomi – henvisning til prisen i et tredjeland med markedsøkonomi – kriterier, der skal anvendes ved beregningen af normalværdien – justeringer

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 7, litra a), og art. 2, stk. 10; Kommissionens forordning 2018/140]

    (jf. præmis 603-609)

20. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – import fra lande uden markedsøkonomi – anvendelse af reglerne for lande med markedsøkonomi – grænser

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 1-6, og art. 2, stk. 7, litra a); Kommissionens forordning 2018/140]

    (jf. præmis 618-621)

21. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – import fra lande uden markedsøkonomi – henvisning til prisen i et tredjeland med markedsøkonomi – kriterier, der skal anvendes ved beregningen af normalværdien – mulighed for at tage hensyn til salgs- og administrationsomkostningerne og de almindelige omkostninger – betingelser

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 1-6, og art. 2, stk. 7, litra a)]

    (jf. præmis 622-625)

Resumé

Efter en klage, som EU-producenter havde indgivet til Europa-Kommissionen, vedtog sidstnævnte efter afslutningen af en undersøgelse, som var blevet indledt den 10. december 2016, gennemførelsesforordning (EU) 2017/1480 ( 1 ) om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Folkerepublikken Kina (herefter »den pågældende vare«). Med hensyn til importen af identiske varer med oprindelse i Republikken Indien konstaterede Kommissionen derimod foreløbigt ikke nogen dumping. Ved afslutningen af antidumpingproceduren vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning 2018/140 ( 2 ) om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen de pågældende varer med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om afslutning af undersøgelsen af importen af samme varer med oprindelse i Indien.

China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products (herefter »CCCME«), der er en sammenslutning i henhold til kinesisk ret, hvis medlemmer omfatter kinesiske eksporterende producenter af den pågældende vare samt andre kinesiske eksporterende producenter, anlagde sag med påstand om annullation af gennemførelsesforordning 2018/140.

Ved frifindelsen af Kommissionen i dette denne sag præciserede Retten betingelserne for at kunne antage annullationssøgsmål, som en sammenslutning har anlagt på vegne af sine medlemmer, til realitetsbehandling. Retten præciserede endvidere reglerne for denne sammenslutnings aktindsigt i visse oplysninger, der er indsamlet af Kommissionen under antidumpingundersøgelsen, og gav præciseringer vedrørende bedømmelsen af forskellige indikatorer af den skade, som EU-erhvervsgrenen er blevet påført, samt Kommissionens mulighed for at justere normalværdien som fastlagt ved anvendelse af referencelandsmetoden.

Rettens bemærkninger

Hvad angår muligheden for at antage det søgsmål, som CCCME havde anlagt, til realitetsbehandling bemærkede Retten indledningsvis, at en sammenslutnings mulighed for at anlægge sag på vegne af sine medlemmer er baseret på den væsentlige fordel, som denne fremgangsmåde frembyder, idet det undgås, at medlemmerne af denne sammenslutning, der repræsenterer medlemmernes interesser, anlægger et større antal søgsmål til prøvelse af de samme retsakter. For at denne fordel udmønter sig, er det for det første nødvendigt og tilstrækkeligt, at den pågældende sammenslutning handler på vegne af medlemmerne, og for det andet, at sammenslutningen ved de beføjelser, som den er tillagt ved sine vedtægter, har tilladelse til at anlægge søgsmålet. Eftersom begge betingelser var opfyldt i det foreliggende tilfælde, forkastede Retten Kommissionens argument om, at Domstolen med sin dom i sagen Rådet mod Growth Energy og Renewable Fuels Association ( 3 ) havde anerkendt en tredje formalitetsbetingelse om den pågældende sammenslutnings repræsentative karakter som omhandlet i medlemsstaternes fælles retstraditioner. CCCME skulle endvidere ikke have et specifikt mandat eller en specifik fuldmagt, der var udarbejdet af de medlemmer, hvis interesser den forsvarede, for at kunne indrømmes søgsmålskompetence for Unionens retsinstanser.

Hvad angår den første formalitetsbetingelse om, at CCCME skulle handle på vegne af sine medlemmer, forkastede Retten Kommissionens argument om, at kun en repræsentation, der dækker hele proceduren, herunder den administrative procedure, tillader sammenslutninger at anlægge søgsmål på vegne af medlemmerne. Henset til de argumenter, som CCCME kunne påberåbe sig til støtte for et annullationssøgsmål, bemærkede Retten, at en sammenslutning, hvis vedtægtsmæssige opgaver omfatter beskyttelsen af medlemmernes interesser, kan fremsætte ethvert anbringende, som kan rejse tvivl om, hvorvidt de handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, der er vedtaget mod disse, er lovlige.

Hvad angår realiteten forkastede Retten navnlig anbringendet om, at Kommissionen havde nægtet at meddele CCCME nyttige oplysninger om beregningen af dumping og af skaden, såsom detaljer om beregningerne af normalværdien, dumpingmargenen, den kinesiske imports indvirkning på priserne, skaden og skadestærsklen. Under henvisning til, at forpligtelsen til at respektere fortrolige oplysninger ikke må betyde, at retten til forsvar mister sit grundlæggende indhold, bemærkede Retten, at grundforordningen ( 4 ) har fastsat et system af garantier, der forfølger to formål, nemlig dels at give de interesserede parter mulighed for effektivt at forsvare deres interesser, dels at bevare fortroligheden af de oplysninger, der er blevet indsamlet under undersøgelsen. For at forbinde de to formål kræver grundforordningen, dels at den part, der har anmodet om fortroligheden, skal give et ikke-fortroligt sammendrag heraf, idet dette sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljeret til at sikre de interesserede parter en rimelig forståelse af de nævnte oplysningers egentlige indhold ( 5 ), dels at institutionerne skal fremlægge generelle oplysninger, og navnlig begrundelserne for de afgørelser, der er truffet i medfør af denne forordning ( 6 ). Eftersom alle de beregninger, som CCCME anmodede om, havde en fortrolig karakter, som fortjente beskyttelse, fastslog Retten, at denne sammenslutning på grundlag af de oplysninger, som den havde modtaget, kunne fremlægge oplysninger, der var nyttige for sammenslutningens forsvar.

Hvad angår beregningen af importmængden fastslog Retten endvidere, at Kommissionen ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at begrænse sin vurdering til oplysningerne fra Eurostats database. Selv om der skulle foretages justeringer for at løse visse vanskeligheder, bemærkede Retten i denne henseende, at der kun kunne rejses tvivl om pålideligheden af de oplysninger, som Kommissionen havde anvendt, med forhold, som konkret kunne rejse tvivl om pålideligheden af den metode eller de oplysninger, som denne institution havde anvendt. Fremlæggelse af alternative tal, eksempelvis tal opnået fra oplysninger fra toldmyndighederne i de lande, hvorfra den omtvistede import hidrørte, var ikke tilstrækkelige til, at sagsøgeren kunne få medhold. Retten bemærkede endvidere, at Kommissionen har en vid skønsmargen ved analysen af oplysninger, herunder oplysninger, som fremlægges af Eurostat.

Hvad angår behovet for at foretage en analyse pr. segment af den skade, som EU-erhvervsgrenen blev påført, for at vurdere de forskellige skadesindikatorer, præciserede Retten, at en sådan analyse kan være begrundet, når de af undersøgelsen omhandlede varer ikke er substituerbare, og når et eller flere segmenter påvirkes mere end andre af dumpingimporten. Det forhold, at varerne tilhører forskellige kategorier, er imidlertid ikke i sig tilstrækkeligt til at godtgøre, at de ikke er substituerbare, og at det således er hensigtsmæssigt at foretage en analyse pr. segment, eftersom varer, der tilhører forskellige kategorier, kan fungere ens eller opfylde samme behov. Retten fastslog endvidere, at der ikke forelå oplysninger om eventuelle specifikke og forskellige behov for kunderne, som hver af disse varekategorier opfyldte. Hvad angår opdelingen af Østeuropa og resten af Unionen som følge af konkurrencevilkårene, som angiveligt var mindre udviklede i denne del af Unionen, fremhævede Retten, at det ikke var godtgjort, at omstændigheder af denne art i det foreliggende tilfælde begrundede, at skaden forvoldt erhvervsgrenen i henholdsvis Vest- og Østeuropa skulle betragtes særskilt.

Retten forkastede ligeledes klagepunktet om fejl i vurderingen af prisunderbuddet på import i forhold til prisen for samme vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen. Sagsøgerne foreholdt i denne forbindelse Kommissionen, at stikprøverne for det første ikke var repræsentative, og for det andet, at den ikke tog hensyn til visse varetyper, som de stikprøveudtagne EU-producenter solgte, når der ikke forelå en sammenlignelig importeret varetype. Retten bemærkede indledningsvis, at Kommissionen i henhold til grundforordningen i sager af stort omfang er beføjet til at begrænse undersøgelsen til at omfatte et antal parter, der er fastlagt ved anvendelsen af en stikprøvemetode ( 7 ). Eftersom Kommissionen havde udtaget stikprøven i overensstemmelse med fremgangsmåden i grundforordningen, måtte det prisunderbud, der var konstateret for de stikprøveudtagne EU-producenters salg, anses for repræsentativt for hele EU-erhvervsgrenen. Retten præciserede endvidere, at der ikke krævedes en analyse af hver varetype, som EU-producenterne solgte, i tilfælde som det foreliggende, hvor den pågældende vare omfattede varianter af varetyper, som fortsat er substituerbare. Verdensorganisationens (WTO) appelorgan ( 8 ) bekræftede i øvrigt ligeledes dette princip om, at myndigheden med ansvar for undersøgelsen ikke er forpligtet til at godtgøre et prisunderbud for hver af de af undersøgelsen omhandlede varetyper eller hvad angår hele udvalget af varer, som udgør samme nationale vare. På denne baggrund fastslog Retten, at en margen for prisunderbud, der var fastlagt inden for et interval på 31,6-39,2% vedrørende 62,6% af de stikprøveudtagne EU-producenters salg, i det foreliggende tilfælde var tilstrækkeligt til at konstatere et betydeligt prisunderbud i forhold til prisen på samme vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen.

Hvad endelig angår muligheden for at foretage en justering af den pågældende vares normalværdi for merværdiafgift (moms), når Kommissionen anvendte referencelandsmetoden, bemærkede Retten, at denne metode tilsigter at undgå, at der tages hensyn til gældende priser og omkostninger i lande uden markedsøkonomi, eftersom disse parametre ikke fremstår som et normalt resultat af markedskræfternes spil. Dette betyder imidlertid ikke, at den således beregnede normalværdi ikke kan justeres ( 9 ). Der er nemlig intet i grundforordningen, der indikerer, at referencelandsmetoden fastsætter en generel undtagelse fra kravet om justeringer med henblik på sammenligneligheden. Såfremt der påtænkes justering af normalværdien, må de foretagne justeringer i institutionernes analyse imidlertid ikke omfatte forhold, som er knyttet til parametre, der i dette land ikke er et normalt resultat af markedskræfternes spil. I det foreliggende tilfælde konkluderede Retten, at anvendelsen på normalværdien af den momssats, der fandt anvendelse i Folkerepublikken Kina, ikke bevirkede, at der indførtes eller blev genindført et element, der fordrejede den kinesiske ordning i den beregning af normalværdien, der blev foretaget på grundlag af referencelandsmetoden.

( 1 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1480 af 16.8.2017 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2017, L 211, s. 14).

( 2 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/140 af 29.1.2018 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om afslutning af undersøgelsen af importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Indien (EUT 2018, L 25, s. 6).

( 3 ) – Dom af 28.2.2019, Rådet mod Growth Energy og Renewable Fuels Association (C-465/16 P, EU:C:2019:155).

( 4 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21, herefter »grundforordningen«).

( 5 ) – Grundforordningens artikel 19, stk. 2.

( 6 ) – Grundforordningens artikel 19, stk. 4.

( 7 ) – Grundforordningens artikel 17.

( 8 ) – Rapporten fra WTO’s appelorgan i tvisten »Kina - Antidumpingforanstaltninger over for visse højtydende sømløse rør af rustfrit stål »HP-SSST« med oprindelse i Japan« (WT/DS 454/AB/R og WT/DS 460/AB/R, rapport af 14.10.2015).

( 9 ) – Grundforordningens artikel 2, stk. 10.