Forenede sager T-377/16, T-645/16 og T-809/16

Hypo Vorarlberg Bank AG, tidligere Vorarlberger Landes- und Hypothekenbank AG

mod

Den Fælles Afviklingsinstans

Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 28. november 2019

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – afgørelse fra SRB om ex ante-bidrag for 2016 – annullationssøgsmål – umiddelbart og individuelt berørt – antagelse til realitetsbehandling – væsentlige formforskrifter – bekræftelse af, at afgørelsen er autentisk – proceduren for afgørelsens vedtagelse – begrundelsespligt – begrænsning af dommens tidsmæssige retsvirkninger«

1. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – forberedende retsakter – ikke omfattet – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – endelig karakter – omfattet

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; forordning nr. 806/2014, art. 67, stk. 4, og art. 70, stk. 2)

   (jf. præmis 61, 69, 70 og 205)

2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kriterier – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – søgsmål anlagt af et kreditinstitut, der ikke er adressat for en afgørelse fra SRB – umiddelbart og individuelt berørt – formaliteten

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; forordning nr. 806/2014, art. 67, stk. 4, og art. 70, stk. 2)

   (jf. præmis 62-66, 71-79, 175 og 205)

3. Annullationssøgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – retsakt, der hverken er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren – præcist kendskab til indholdet og begrundelsen – pligt til at anmode om oplysning om retsaktens fulde ordlyd inden for en rimelig frist efter opnåelse af kendskab til dens eksistens – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier

   (Art. 263, stk. 6, TEUF)

   (jf. præmis 80-83 og 89-91)

4. Annullationssøgsmål – anbringender – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – manglende bekræftelse af, at afgørelsen er autentisk – nødvendigheden af at påberåbe sig et tab eller andre mangler end den manglende bekræftelse af autenticitet – foreligger ikke – anbringende, som retsinstanserne skal påkende ex officio

   (Art. 263 TEUF)

   (jf. præmis 111-116, 118 og 134)

5. Annullationssøgsmål – anbringender – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – procedure for vedtagelse af den anfægtede afgørelse i strid med de regler, som har til formål at sikre overholdelsen af de væsentlige formforskrifter, der gælder for enhver elektronisk skriftlig procedure og enhver procedure for konsensusvedtagelse – anbringende, som retsinstanserne skal påkende ex officio

   (Art. 263 TEUF)

   (jf. præmis 152-158)

6. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF)

   (Art. 296 TEUF; forordning nr. 806/2014, art. 67, stk. 4, og art. 70, stk. 2)

   (jf. præmis 172-174, 176, 177, 182, 197, 199, 206, 209 og 210)

7. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – annullation, der rejser tvivl om den opkrævning af pengebeløb, der er foretaget på grundlag af den annullerede retsakt – risiko for alvorlig fare for retssikkerheden for de pågældende interesser – foreligger ikke

   (Art. 264, stk. 2, TEUF)

   (jf. præmis 220-222)

Resumé

I sin dom af 28. november 2019, Hypo Vorarlberg Bank mod SRB (forenede sager T-377/16, T-645/16 og T-809/16), afsagt i en udvidet afdeling, gav Retten sagsøgeren medhold i søgsmålet i sag T-377/16, der var anlagt af et kreditinstitut med påstand om annullation af to afgørelser truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (SRB), idet den første vedrørte fastsættelse af beløbet af ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (SRF), og den anden vedrørte en justering af disse bidrag. Retten afviste derimod søgsmålene i sagerne T-645/16 og T-809/16 på grund af litispendens.

Sagen indgår i bankunionens anden søjle vedrørende den fælles afviklingsmekanisme, der blev indført ved forordning nr. 806/2014 ( 1 ). Denne sag vedrører nærmere bestemt SRF, der blev indført ved denne forordning ( 2 ). SRF finansieres ved bidrag fra institutter, der indsamles nationalt bl.a. i form af ex ante-bidrag ( 3 ).

Sagsøgeren, Hypo Vorarlberg Bank AG, er et kreditinstitut i en medlemsstat, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme. Ved afgørelse af 15. april 2016 fastsatte SRB beløbet for hvert instituts ex ante-bidrag for 2016, herunder sagsøgerens bidrag. Ved opkrævningsmeddelelse af 26. april 2016 pålagde den østrigske nationale afviklingsmyndighed sagsøgeren at betale det fastsatte beløb. Ved afgørelse af 20. maj 2016, vedlagt et bilag med angivelse af de nye beløb, nedsatte SRB sagsøgerens bidrag. Ved en anden opkrævningsmeddelelse af 23. maj 2016 meddelte den nationale østrigske afviklingsmyndighed sagsøgeren, at dennes bidrag havde været genstand for en fejlagtig beregning, idet den havde indbetalt et for højt bidrag. Meddelelsen præciserede desuden, at dette beløb først ville blive tilbagebetalt i 2017. Sagsøgeren anlagde sag med påstand om annullation af de to afgørelser fra SRB, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.

Først afviste Retten den af SRB fremsatte formalitetsindsigelse vedrørende sagsøgerens angiveligt manglende søgsmålskompetence og formalitetsindsigelsen vedrørende forældelse af annullationssøgsmålet. Retten gav derimod medhold i det af SRB fremførte argument om litispendens.

Under behandlingen af spørgsmålet om søgsmålskompetence fastslog Retten, at på trods af det forhold, at det kun var de nationale afviklingsmyndigheder, der var adressater for den anfægtede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, berøres institutterne, herunder sagsøgeren, ikke desto mindre individuelt og umiddelbart, eftersom afgørelserne på den ene side indeholder navnene på de enkelte institutter og fastsætter eller, for så vidt angår den anden afgørelse, justerer deres individuelle bidrag, og de nationale afviklingsmyndigheder på den anden side hverken har noget skøn med hensyn til beløbene for de individuelle bidrag eller nogen mulighed for at ændre disse beløb, som de er forpligtet til at indsamle hos de berørte institutter.

Angående overholdelsen af søgsmålsfristen vedrørende de afgørelser, der hverken var offentliggjort eller meddelt sagsøgeren, fastslog Retten, at sidstnævnte inden for en rimelig frist fra at have fået kendskab til de anfægtede afgørelser havde fremsat flere anmodninger om at opnå hele teksten, hvilket er afgørende for, hvornår den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist begynder at løbe, hvilket svarer til tidspunktet for sagsøgerens nøjagtige kendskab til indholdet og begrundelsen for den omhandlede retsakt. Den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte søgsmålsfrist adskiller sig desuden fra den rimelige tidsfrist, inden for hvilken der bør anmodes om meddelelse af retsakterne.

Angående spørgsmålet om litispendens fastslog Retten efter at have mindet om, at et efterfølgende søgsmål mellem de samme parter, baseret på de samme anbringender og med påstand om annullation af samme retsakt skal afvises fra realitetsbehandling, at betingelsen om parternes identitet omhandler hovedparterne og ikke intervenienterne, og at betingelsen om retsaktens identitet er opfyldt, hvis den senere sags genstand er indeholdt i den tidligere sags genstand.

Henset til disse betragtninger antog Retten søgsmålet i sag T-377/16 til realitetsbehandling og afviste sag T-645/15 og sag T-809/16 fra realitetsbehandling på grund af litispendens.

Angående realiteten fastslog Retten under behandlingen af anbringendet vedrørende ufravigelige retsregler om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, at kravet om bekræftelse af autencitet ikke var opfyldt på grund af SRB’s manglende bevis for de anfægtede afgørelsers elektroniske underskrift. Retten annullerede derfor de nævnte afgørelser.

Retten mindede i denne henseende om Domstolens praksis, hvorefter den skriftlige udformning af retsakten er nødvendig som udtryk for den vedtagende myndigheds vilje, da det intellektuelle og det formelle element udgør et udeleligt hele. Bekræftelse af, at en retsakt er autentisk, har til formål at sikre retssikkerheden ved at fastnagle den tekst, der er vedtaget af retsaktens ophavsmand. Domstolen har desuden allerede fastslået, at en væsentlig formforskrift tilsidesættes, når det ikke bekræftes, at en retsakt er autentisk, og det er ikke nødvendigt derudover at føre bevis for, at retsakten er behæftet med en anden mangel, eller at den manglende bekræftelse af, at retsakten er autentisk, har voldt den, der påberåber sig den, skade, og at kontrollen med, at det formelle krav om bekræftelse af, at retsakten er autentisk, er opfyldt, og dermed kontrollen med utvetydigheden af retsakten er en forudsætning for enhver anden form for kontrol, f.eks. med, at den udstedende myndighed har kompetence, at kollegialitetsprincippet er blevet overholdt, og at forpligtelsen til at begrunde retsakter er opfyldt. Hvis Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af den retsakt, der er forelagt for dem, konstaterer, at det ikke er blevet forskriftsmæssigt bekræftet, at den er autentisk, skal de af egen drift inddrage det anbringende, at en væsentlig formforskrift er blevet tilsidesat, idet der ikke er sket forskriftsmæssig bekræftelse af, at retsakten er autentisk, og derfor annullere den retsakt, der er behæftet med en sådan mangel. Det er i den henseende uden betydning, at den manglende bekræftelse af, at retsakten er autentisk, ikke har voldt nogen af sagens parter skade.

Retten fastslog desuden, at proceduren for den første anfægtede afgørelses vedtagelse er blevet gennemført under åbenlys tilsidesættelse af de proceduremæssige krav vedrørende medlemmerne af SRB’s eksekutivmødes godkendelse af afgørelsen og indhentningen af denne godkendelse. Hvad angår en procedure for vedtagelse af en afgørelse ved konsensus fastslog Retten, at afgørelsen ikke kan træffes, uden at det i det mindste er fastslået, at samtlige medlemmer forinden har haft mulighed for at få kendskab til forslaget til afgørelse. Denne procedure kræver, at der angives en frist, inden for hvilken de nævnte medlemmer kan tage stilling til forslaget. Retten fastslog, at procedurereglerne, som har til formål at sikre overholdelsen af de væsentlige formforskrifter, der gælder for enhver procedure for konsensusvedtagelse, er blevet tilsidesat i den foreliggende sag. Retten fastslog, at disse tilsidesættelser har en direkte indvirkning på retssikkerheden, eftersom de resulterer i vedtagelse af en afgørelse, for hvilken det ikke er blevet fastslået, at den er blevet godkendt af det kompetente organ, ej heller, at alle organets medlemmer forinden har haft mulighed for at få kendskab til den. Ifølge Retten udgør manglende overholdelse af sådanne procedureregler, som er nødvendige for at kunne give udtryk for samtykke, en tilsidesættelse af de væsentlige formforskrifter, som Unionens retsinstanser kan undersøge af egen drift.

Endelig fastslog Retten, at de anfægtede afgørelser skulle annulleres på grund af adskillige tilsidesættelser af begrundelsespligten. Retten præciserede i denne henseende, at det påhviler SRB, der er udstederen af disse afgørelser, at begrunde dem. Denne begrundelsespligt kan ikke uddelegeres til de nationale afviklingsmyndigheder, og tilsidesættelsen heraf kan ej heller afhjælpes af disse, uden herved at underkende SRB som udsteder af de nævnte afgørelser og dennes ansvar i denne henseende, og, henset til de nationale afviklingsmyndigheders forskellighed, at frembringe en risiko for forskelsbehandling af institutterne hvad angår begrundelsen for SRB’s afgørelser.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

( 2 ) – Artikel 67, stk. 1, i forordning nr. 806/2014.

( 3 ) – Artikel 67, stk. 4, i forordning nr. 806/2014.