Izberite preskusne funkcije, ki jih želite preveriti.

Dokument je izvleček s spletišča EUR-Lex.

Dokument 62018TJ0261

Rettens dom (Anden Afdeling) af 24. september 2019.
Roxtec AB mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret.
EU-varemærker – ugyldighedssag – EU-figurmærke, der gengiver en sort firkant indeholdende syv koncentriske blå cirkler – absolut registreringshindring – tegn, som udelukkende består af formen på varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat – artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning (EU) 2017/1001.
Sag T-261/18.

Zbirka odločb – splošno – razdelek „Informacije o neobjavljenih odločbah“

Oznaka ECLI: ECLI:EU:T:2019:674

Sag T-261/18

Roxtec AB

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Anden Afdeling) af 24. september 2019

»EU-varemærker – ugyldighedssag – EU-figurmærke, der gengiver en sort firkant indeholdende syv koncentriske blå cirkler – absolut registreringshindring – tegn, som udelukkende består af formen på varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat – artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning (EU) 2017/1001«

  1. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – absolutte registreringshindringer – tegn, som udelukkende består af formen på varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat – begreb – fortolkning i lyset af den bagvedliggende almene interesse

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 7, stk. 1, litra e), nr. ii)]

    (jf. præmis 26-29)

  2. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – absolutte registreringshindringer – tegn, som udelukkende består af formen på varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat – identificering af et tegns væsentlige egenskaber – et tegns elementers fornødne særpræg eller fornødent særpræg som følge af brug af et tegn – ingen betydning

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 7, stk. 1, litra e), nr. ii), samt art. 7, stk. 3]

    (jf. præmis 30-33, 38, 51, 53 og 58-64)

  3. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – absolutte registreringshindringer – tegn, som udelukkende består af formen på varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat – bedømmelse af de væsentlige egenskaber henset til varens tekniske funktion

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 7, stk. 1, litra e), nr. ii)]

    (jf. præmis 34 og 35)

  4. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde – registrering i strid med artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning 2017/1001 – figurmærke, der gengiver en sort firkant indeholdende syv koncentriske blå cirkler

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 7, stk. 1, litra e), nr. ii), og art. 59, stk. 1, litra a)]

    (jf. præmis 45, 65, 74-77, 86 og 92)

  5. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – absolutte registreringshindringer – tegn, som udelukkende består af en formen på varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat – undtagelse – opnåelse af fornødent særpræg som følge af brug – uanvendelighed

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 7, stk. 1, litra e), nr. ii), og art. 7, stk. 3]

    (jf. præmis 52)

  6. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – absolutte registreringshindringer – tegn, som udelukkende består af formen på varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat – gennemsnitsforbrugerens opfattelse – betydning

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 7, stk. 1, litra e), nr. ii)]

    (jf. præmis 54-56)

Resumé

I dommen i sagen Roxtec mod EUIPO – Wallmax (Gengivelse af en sort firkant indeholdende syv koncentriske blå cirkler) (sag T-261/18) af 24. september 2019 har Retten frifundet Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i en sag, hvor der var nedlagt påstand om annullation af en afgørelse fra EUIPO, hvor sidstnævnte havde fundet et figurmærke, der gengiver en sort firkant indeholdende syv koncentriske blå cirkler, ugyldigt.

I den omhandlede sag havde Roxtec fået registreret dette varemærke for »indretninger af plastic eller gummi til tætning af brud på kabler og rør«. Efter en ugyldighedsbegæring fremsat af Wallmax imødekom EUIPO denne begæring med den begrundelse, at det nævnte varemærke udelukkende bestod af en form på varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat.

I denne sag var Retten anmodet om at udtale sig om begrebet »væsentlige egenskaber« ved et tegn, som består af en form, med henblik på anvendelsen af den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning 2017/1001 ( 1 ).

Indledningsvis bemærkede Retten, at en korrekt anvendelse af den nævnte artikel forudsætter, at et tegns væsentlige egenskaber identificeres behørigt af den myndighed, der træffer afgørelse i sagen om ansøgningen om registrering af det pågældende tegn som varemærke. Begrebet »væsentlige egenskaber« ved tegnet henviser imidlertid ikke til tegnets »særprægede elementer«, men blot til »tegnets vigtigste elementer«, som skal identificeres i hvert enkelt tilfælde.

Herefter bemærkede Retten, at ved denne identificering er opfattelsen hos den tilsigtede kundekreds hverken ubetinget nødvendig eller afgørende, og at denne opfattelse højst kan udgøre et relevant bedømmelseskriterium for den kompetente myndighed, når denne foretager en identifikation af tegnets væsentlige kendetegn, uden at dette dog er afgørende. Inden for rammerne af identificeringen af de væsentlige egenskaber ved et tegn, der består af en form ( 2 ), sigter opfattelsen hos den tilsigtede kundekreds – i modsætning til vurderingen ved bedømmelsen af et tegns fornødne særpræg ( 3 ) – kun til en fastlæggelse af, hvilke elementer der anses for de vigtigste, med det bestemte formål at gøre det muligt at undersøge den omhandlede udformnings funktionalitet.

Desuden bemærkede Retten, at selv om en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, har fået fornødent særpræg som følge af den brug, der er gjort deraf ( 4 ), kan det ikke registreres som varemærke. Derudover konstaterede Retten, at bedømmelsen af en væsentlig egenskabs karakter som »dekorativ«, »kreativ« eller »vilkårlig« først indledes i forbindelse med anden etape af vurderingen vedrørende funktionaliteten af de væsentlige egenskaber, og ikke i forbindelse med den første etape vedrørende identifikationen af tegnets væsentlige egenskaber.

Følgelig konkluderede Retten, at et tegns elementers fornødne særpræg eller det fornødne særpræg som følge af et tegns brug ikke er relevante for fastlæggelsen af elementernes væsentlige egenskaber med henblik på anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning 2017/1001.

I den foreliggende sag bekræftede Retten for det første EUIPO’s konklusion, hvorefter den væsentlige egenskab ved det omtvistede tegn svarer til de koncentriske cirkler. For det andet fandt Retten, at EUIPO med rette fandt, at det anfægtede varemærke består af en udformning af den konkrete omhandlede vare, dvs. en todimensional gengivelse af forseglingsmodulets overflade, som fremhæver enden af de koncentriske aftagelige forseglingslag, der udgør indersiden af det nævnte moduls cylindriske hulrum. Endelig forkastede Retten sagsøgerens argument om, at det anfægtede varemærke omfatter de egenskaber, der er nødvendige for funktionen og anvendelsen af den omhandlede vare.


( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).

( 2 ) – Jf. artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning 2017/1001.

( 3 ) – Jf. artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001.

( 4 ) – Jf. artikel 7, stk. 3, i forordning 2017/1001.

Na vrh