Sag T-562/12

John Dalli

mod

Europa-Kommissionen

»Medlem af Kommissionen — OLAF’s undersøgelse — påstået mundtlig afgørelse truffet af formanden for Kommissionen om at bringe den berørtes hverv til ophør — annullationssøgsmål — ingen akt, der kan være genstand for søgsmål — afvisning — erstatningssøgsmål«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Udvidede Afdeling) af 12. maj 2015

1. Retslig procedure – foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – krav om udtagelse af en institutions interne dokumenter fra sagens akter – generel regel – lovlig – undtagelser – dokumenter, der er afgørende for at sikre den retslige kontrol

   (Rettens procesreglement, art. 64)

2. EU-ret – principper – retten til kontradiktion – princippet om processuel ligestilling – overholdelse under en retssag – rækkevidde – fremlæggelse af et nyt procesdokument under retsmødet – antagelse til realitetsbehandling – betingelser

3. Annullationssøgsmål – akt, der kan være genstand for søgsmål, foreligger ikke – afvisning – påstået mundtlig afgørelse truffet af formanden for Kommissionen om at pålægge en kommissær at træde tilbage

   (Art. 17, stk. 6, TEU; art. 263 TEUF)

4. Kommissionen – medlemmers tilbagetræden fra tjenesten – formanden for Kommissionens skønsmæssige beføjelse til at pålægge et medlem at træde tilbage – formkrav – foreligger ikke

   (Art. 17, stk. 6, TEU)

5. Kommissionen – sammensætning – udøvede hverv – politisk karakter

   (Art. 17, stk. 1, 3 og 7, samt art. 8 TEU)

1.  I forbindelse med en begæring om udtagelse af dokumenter, som indgår i akterne i en sag, der er forelagt Unionens retsinstanser, er hverken de omhandlede dokumenters eventuelle fortrolige karakter eller den omstændighed, at de eventuelt er erhvervet ulovligt, til hinder for, at disse fortsat kan indgå i sagens akter. Der findes nemlig for det første ingen bestemmelse om udtrykkeligt forbud mod at tage hensyn til uretmæssigt erhvervede beviser. For det andet kan også interne dokumenter i visse tilfælde lovligt indgå i en sags akter. I visse situationer er det således ikke nødvendigt for sagsøgeren at påvise, at han lovligt er kommet i besiddelse af det fortrolige dokument, som han har påberåbt sig til støtte for sin sag. Ved afvejningen af, hvilke interesser der skal forsvares, skal det imidlertid vurderes, om særlige omstændigheder, såsom den afgørende karakter af fremlæggelsen af dokumentet med henblik på at sikre kontrollen af retmæssigheden af vedtagelsen af den anfægtede retsakt eller at godtgøre magtfordrejning, begrunder, at dokumentet ikke skal udtages.

   (jf. præmis 47 og 48)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 56-60)

3.  Når sagsøgeren i forbindelse med et annullationssøgsmål ikke anfører nogen form for bevis eller indicier for eksistensen af den anfægtede afgørelse og ikke godtgør, at der materielt findes en sådan afgørelse, skal annullationspåstanden afvises, idet der ikke foreligger en anfægtelig retsakt, jf. artikel 263 TEUF.

   Hvad angår et annullationssøgsmål rettet mod en påstået afgørelse truffet af formanden for Kommissionen om at gøre brug af den beføjelse, som han er tillagt i medfør af artikel 17, stk. 6, TEU, til at pålægge et medlem af Kommissionen at træde tilbage, er den omstændighed, at den nævnte formand på stadigt mere indtrængende vis som følge af den berørtes modvilje og tøven har gjort gældende, at det vil være mere værdigt for ham at træde tilbage frivilligt end at lade sig opfordre hertil, ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at den angiveligt anfægtede afgørelse er blevet truffet. Så længe der ikke er blevet formuleret en klar anmodning om at træde tilbage i henhold til artikel 17, stk. 6, TEU, foreligger der nemlig ikke en anmodning herom, som kan berøre interesserne for det berørte medlem af Kommissionen gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling.

   (jf. præmis 66, 67, 145 og 146)

4.  Hvad angår prærogativet for Kommissionens formand til at anmode et medlem af Kommissionen om at træde tilbage i henhold til artikel 17, stk. 6, TEU, vedrører bestemmelsen – som dens tilblivelseshistorie og formål viser – mere specifikt den mulige situation, at et medlem af Kommissionen nægter at træde tilbage frivilligt og på eget initiativ, under omstændigheder, hvor Kommissionens formand har mistet tilliden til ham og vurderer, at det, såfremt han fortsatte i sit hverv, ville risikere at skade institutionens politiske omdømme eller overlevelse. I denne henseende kan den omstændighed, at formanden for Kommissionen giver udtryk for, at der er en fast vilje til efter behov at udøve beføjelsen til at anmode et medlem af Kommissionen om at træde tilbage, som skønsmæssigt er tillagt den nævnte formand ved EU-traktaten, hvor den berørte ikke frivilligt træder tilbage, ikke anses for et uretmæssigt pres, som påvirker gyldigheden eller den frivillige karakter af den berørtes tilbagetræden.

   Desuden fastsætter artikel 17, stk. 6, TEU ikke krav om, at anmodningen fra Kommissionens formand eller meddelelsen om tilbagetræden skal opfylde særlige formkrav, herunder krav om skriftlighed. Et sådant formkrav synes heller ikke at være påkrævet i henhold til det generelle retssikkerhedsprincip, idet bevisbyrden for en tilbagetræden under alle omstændigheder påhviler den, der gør den gældende. Det samme gælder, når et medlem af Kommissionen fratræder frivilligt.

   (jf. præmis 128, 141, 142 og 157)

5.  Hvervet som medlem af Kommissionen er i det væsentlige af politisk karakter, tildelt den pågældende af Det Europæiske Råd efter fælles overenskomst med formanden for Kommissionen og efter godkendelse af Parlamentet. Hvad angår indholdet af hvervet, som fastsat i artikel 17, stk. 1, TEU, omfatter dette i det væsentlige koordinerings-, gennemførelses- og forvaltningsfunktioner samt tilsyn med gennemførelsen af Unionens politikker på det kompetenceområde, som den pågældende tildeles ved traktaterne.

   (jf. præmis 133)