Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Kommissionen - forvaltning af løbende forretninger - afgrænsning - udøvelse af Kommissionens overvågningsfunktion på statsstøtteområdet - omfattet

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 211 EF)

2. Statsstøtte - administrativ procedure - Kommissionens forpligtelse til at give de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger - de interesserede parters manglende ret til at påberåbe sig ret til kontradiktion

(Art. 88, stk. 2, EF og art. 253 EF)

3. Annullationssøgsmål - anbringender - væsentlige formelle mangler - sag til efterprøvelse af en kommissionsbeslutning, hvorved en statsstøtte erklæres uforenelig med fællesmarkedet - ret for den virksomhed, der har modtaget støtten, og den enhed, der har ydet støtten, til at påberåbe sig, at medlemsstatens ret til at blive hørt er blevet tilsidesat

(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230, stk. 2, EF)

4. Retspleje - intervention - begæring om at indtræde i sagen til støtte for en af parternes påstande, men under fremførelse af en anden argumentation - antagelse til behandling

(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4)

5. Institutionernes retsakter - begrundelse - materielt urigtig oplysning i en beslutnings begrundelse, der i øvrigt er fyldestgørende - ingen betydning for beslutningens lovlighed

(Art. 253 EF)

6. Fællesskabsret - almindelige retsprincipper - ret til en god forvaltning - omhyggelig og upartisk sagsbehandling

7. Statsstøtte - begreb - en ydelse, der kan tilregnes staten, af en fordel ved hjælp af statsmidler

(Art. 87, stk. 1, EF)

8. Konkurrence - anvendelse af konkurrencereglerne - ligebehandling af offentlige og private virksomheder - ordning for offentlig ejendom - uden betydning - mulighed for fravigelser for virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler

(Art. 86, stk. 1 og 2, EF, art. 87, stk. 1, EF og art. 295 EF)

9. Statsstøtte - begreb - bedømmelse i henhold til kriteriet om en privat investor - kriterium, der gælder for foranstaltninger til fordel for rentable virksomheder

(Art. 87, stk. 1, EF)

10. Statsstøtte - begreb - offentlige myndigheders finansielle støtte til en virksomhed - kriterium for bedømmelsen - spørgsmålet, om en privat investor ville have fundet en tilsvarende investering på samme vilkår attraktiv

(Art. 87, stk. 1, EF)

11. Statsstøtte - begreb - den private investor som kriterium - bedømmelse på grundlag af den gennemsnitlige forrentning af kapital, der er investeret i den pågældende sektor - tilladelighed - grænser

(Art. 87, stk. 1, EF)

12. Statsstøtte - begreb - anvendelse af den opmærksomme private investor som kriterium for offentlige investorer - tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet - foreligger ikke

(Art. 87, stk. 1, EF)

13. Statsstøtte - begreb - anvendelse af den private investor som kriterium - Kommissionens skøn - domstolsprøvelse - grænser

(Art. 87, stk. 1, EF)

14. Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - rækkevidde - kommissionsbeslutning om statsstøtte - godtgørelse af konkurrencebegrænsningen og påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF)

15. Statsstøtte - påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater - konkurrencebegrænsning - kriterier for bedømmelsen

(Art. 87, stk. 1, EF)

16. Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - rækkevidde - valget af basisforrentningens størrelse i forbindelse med anvendelsen af den private investors princip

(Art. 253 EF)

Sammendrag

$$1. En kommissionsbeslutning, hvori der under anvendelse af den markedsøkonomiske investors princip tages stilling til, om en statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, falder ind under udøvelsen af den overvågningsfunktion, der er tillagt Kommissionen ved artikel 211 EF, og navnlig under Kommissionens forpligtelse til at drage omsorg for anvendelsen af artikel 87, stk. 1, EF for at sikre, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, under enhver tænkelig form hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder. Selv om den markedsøkonomiske investors princip i beslutningen anvendes på en sund virksomhed, udgør beslutningen ikke et nyt politisk initiativ, som rækker ud over forvaltningen af løbende forretninger.

( jf. præmis 96, 98 og 100 )

2. Der indledes kun en administrativ procedure vedrørende statsstøtte over for den pågældende medlemsstat. De virksomheder, der har modtaget støtte, og de lokale eller regionale enheder under statsligt niveau, som har ydet støtten, betragtes, ligesom støttemodtagernes konkurrenter, alene som »interesserede parter« i denne procedure.

I undersøgelsesfasen i henhold til artikel 88, stk. 2, EF er Kommissionen forpligtet til at give de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger.

Med hensyn hertil er offentliggørelse af en meddelelse i EF-Tidende et egnet middel til at gøre alle de interesserede parter bekendt med, at der er indledt en procedure. Formålet med meddelelsen er alene at fremskaffe alle oplysninger fra de pågældende, som kan klarlægge forholdene for Kommissionen med henblik på, hvad denne videre skal foretage sig.

Under denne administrative procedure er den rolle, der i det væsentlige tildeles de interesserede parter, at tjene som oplysningskilder for Kommissionen. Det følger heraf, at de interesserede parter på ingen måde kan påberåbe sig den ret til kontradiktion, som tilkommer de personer, over for hvilke der er indledt en undersøgelse, men at de kun har ret til at blive inddraget i den administrative procedure, i det omfang det må anses for formålstjenligt under hensyn til sagens konkrete omstændigheder.

( jf. præmis 122-125 )

3. Der indledes alene en administrativ undersøgelsesprocedure vedrørende statsstøtte over for den pågældende medlemsstat, og det er kun denne, der er adressat for de beslutninger, som Kommissionen vedtager som afslutning på denne procedure. I henhold til artikel 88, stk. 2, EF er den berørte medlemsstat endvidere ansvarlig for gennemførelsen af Kommissionens eventuelle beslutning om ophævelse eller ændring af den pågældende statsstøtte.

Under disse omstændigheder og i betragtning af den centrale rolle, den berørte medlemsstat har i proceduren, udgør høringen af staten i samme procedure en væsentlig formforskrift, hvis tilsidesættelse medfører, at kommissionsbeslutninger, der ophæver eller ændrer en støtte, er ugyldige.

Følgelig har den virksomhed, der har modtaget støtten, og den lokale eller regionale enhed under statsligt niveau, der har tildelt støtten, en legitim interesse i at gøre en sådan mangel ved Kommissionens beslutning gældende, når en eventuel manglende overholdelse af medlemsstatens ret til at blive hørt kan have haft betydning for den anfægtede beslutnings lovlighed.

( jf. præmis 140-142 )

4. Artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen er ikke til hinder for, at en intervenient påberåber sig andre argumenter end dem, der er fremført af den part, der støttes, forudsat at intervenienten støtter den pågældende parts påstand

( jf. præmis 145 )

5. Selv om en betragtning i en omtvistet retsakt indeholder en materielt urigtig oplysning, kan denne formmangel dog ikke begrunde en annullation af retsakten, hvis dens øvrige betragtninger indeholder en selvstændigt fyldestgørende begrundelse.

( jf. præmis 162 )

6. Kommissionen er forpligtet til at behandle en sag omhyggeligt og upartisk, herunder en sag inden for rammerne af artikel 88 EF. Denne forpligtelse svarer til retten til en god forvaltning, der henhører under de almindelige retsstatsprincipper, der er fælles for medlemsstaternes forfatningstraditioner.

( jf. præmis 167 )

7. Betingelsen for at anse fordele for en statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF's forstand er for det første, at disse ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, og for det andet, at de kan tilregnes staten.

Bestemmelsen sondrer imidlertid ikke mellem grundene til eller formålene med de statslige interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger. Begrebet støtte er altså et objektivt begreb, ved hvis afgrænsning det alene har betydning, om en statslig foranstaltning giver en eller nogle virksomheder en fordel.

Statsmidler ophører ikke med at være statsmidler, blot fordi en privat investor ville have anvendt dem på samme måde. Spørgsmålet, om staten har handlet erhvervsmæssigt, henhører under afgørelsen af, om der foreligger statsstøtte, og ikke under undersøgelsen af, om de pågældende midler er offentlige eller ikke.

( jf. præmis 179-181 )

8. Selv om de ejendomsretlige ordninger i henhold til artikel 295 EF fortsat henhører under hver enkelt medlemsstats kompetence, fører denne artikel ikke til, at eksisterende ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne ikke er omfattet af traktatens grundlæggende principper. I henhold til artikel 86, stk. 1, EF finder traktatens konkurrenceregler, som er grundlæggende bestemmelser, derfor anvendelse på offentlige og private virksomheder, uden at der foretages en sondring mellem disse. Det kan derfor ikke antages, at artikel 295 EF begrænser statsstøttebegrebet i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

Anvendelsen af konkurrencereglerne på virksomhederne, uafhængigt af den ejendomsretlige ordning, som gælder for dem, medfører ikke, at artikel 295 EF's beskyttelsesområde begrænses, og at medlemsstaterne praktisk taget ikke længere har noget råderum til at drive offentlige virksomheder, til fortsat at have kapitalandele i disse eller til at tage hensyn til andre overvejelser end rene afkasthensyn. Selv hvis man antog, at sådanne interesser kunne være til hinder for anvendelsen af konkurrencereglerne, må det konstateres, at der er taget hensyn til dem ved artikel 86, stk. 2, EF, idet det heri bestemmes, at virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler, kan undtages fra anvendelsen af konkurrencereglerne, såfremt disse regler retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet disse virksomheder.

( jf. præmis 192-196 )

9. Anvendelsen af den private, markedsøkonomiske investors princip som kriterium for at afgøre, om en statslig foranstaltning udgør en statsstøtte, er ikke begrænset til tabsgivende virksomheder eller virksomheder under omstrukturering. Princippet kan også anvendes på rentable virksomheder.

( jf. præmis 209 og 210 )

10. For at afgøre, om offentlige myndigheders kapitaltilførsler til virksomheder, uafhængigt af formen, har karakter af en statsstøtte, skal det vurderes, om en privat investor, som handler under normale markedsøkonomiske betingelser, og som er af en størrelse, der kan sammenlignes med den offentlige sektors forvaltningsorganer, under tilsvarende omstændigheder kunne være foranlediget til at foretage en kapitaltilførsel af denne størrelsesorden. Navnlig må det undersøges, om en privat investor ville have gennemført transaktionen på de samme vilkår, og, hvis dette ikke er tilfældet, må det undersøges, på hvilke vilkår transaktionen kunne være gennemført. Endelig skal en offentlig og en privat investors adfærd sammenlignes under hensyn til den holdning, en privat investor ville have indtaget i forbindelse med den pågældende transaktion på grundlag af de foreliggende oplysninger og udsigterne på dette tidspunkt.

( jf. præmis 244-246 )

11. I forbindelse med anvendelsen af den private investor som kriterium er størrelsen af den gennemsnitlige forrentning af kapital, der er investeret i den pågældende sektor, et analyseredskab, men kun ét blandt flere, der kan anvendes for at fastslå, om og i givet fald i hvilket omfang en virksomhed, der drager fordel af en statslig foranstaltning, opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under normale markedsvilkår.

Da en privat investors adfærd under markedsøkonomiske vilkår er ledet af rentabilitetsudsigter, skal det ved anvendelsen af den gennemsnitlige forrentning lægges til grund, at en opmærksom privat investor - dvs. en investor, der ønsker at maksimere sin fortjeneste, uden dog at løbe en for stor risiko i forhold til de andre deltagere på markedet - ved beregningen af en passende godtgørelse, der kan forventes for hans investering, principielt vil kræve en mindsteforrentning svarende til det gennemsnitlige afkast i den pågældende sektor.

Da Kommissionen altid skal gennemgå alle de relevante elementer i den omtvistede transaktion og dens sammenhæng, skal den tage hensyn til, om en opmærksom privat investor i den offentlige investors sted - som har tilført kapital, der fremstilles som en investering - ville have accepteret en forrentning, der var lavere end gennemsnitsforrentningen i den pågældende sektor, ud fra andre økonomiske hensyn end at maksimere sin fortjeneste.

( jf. præmis 254, 255 og 270 )

12. Ligebehandlingsprincippet forbyder, at sammenlignelige tilfælde behandles forskelligt, og dermed, at visse erhvervsdrivende stilles dårligere i forhold til andre, uden at denne forskellige behandling er tilstrækkeligt begrundet i objektive forskelle af en vis vægt. Den offentlige investor befinder sig imidlertid ikke i samme situation som den private investor. Den private investor kan kun tage sine egne ressourcer med i betragtning ved finansieringen af sine investeringer og hæfter derfor for konsekvenserne af sine valg med hele sin formue, mens den offentlige investor har adgang til ressourcer, der følger af udøvelse af offentlig myndighed, navnlig de ressourcer, der hidrører fra skatter. Da situationen for de to typer investorer således ikke er den samme, kan det forhold, at der tages hensyn til den opmærksomme private investors adfærd for at vurdere den offentlige investors adfærd - mens et sådant krav ikke gælder for en almindelig privat investors adfærd - ikke udgøre en forskelsbehandling af den offentlige investor.

( jf. præmis 271 og 272 )

13. Kommissionens vurdering af, om en investering opfylder kriteriet vedrørende en privat investor, indebærer en kompliceret økonomisk bedømmelse. Når Kommissionen udsteder en retsakt, der indebærer en så kompliceret økonomisk bedømmelse, råder den over et vidt skøn, og domstolsprøvelsen af retsakten må derfor, selv om der som udgangspunkt skal ske en fuldstændig prøvelse af, om en foranstaltning er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, begrænses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning. Navnlig kan Retten ikke sætte sit skøn med hensyn til økonomiske forhold i stedet for det, der er anlagt af den institution, der har vedtaget beslutningen.

( jf. præmis 282 )

14. Selv i tilfælde, hvor det fremgår af de omstændigheder, hvorunder en statsstøtte ydes, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, påhviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse.

Kommissionen er imidlertid ikke forpligtet til at godtgøre den faktiske virkning, støtten har haft på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. En forpligtelse for Kommissionen til at godtgøre et sådant forhold ville være ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder støtte under tilsidesættelse af anmeldelsespligten i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, på de medlemsstaters bekostning, der anmelder en påtænkt støtte.

( jf. præmis 292 og 296 )

15. Selv en relativt beskeden statsstøtte kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater, når der er skarp konkurrence i den sektor, hvori den støttemodtagende virksomhed er beskæftiget.

Når en finansiel støtte, som ydes af en stat eller ved hjælp af statsmidler, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten.

En støtte, der har til formål at friholde de støttemodtagende virksomheder for alle eller en del af de omkostninger, som de normalt selv skulle have afholdt i forbindelse med deres løbende drift eller deres normale aktiviteter, fordrejer i princippet konkurrencevilkårene.

( jf. præmis 298-300 )

16. Når Kommissionen - for at afgøre, om en finansiel støtte til en virksomhed udgør en statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF's forstand - anvender den private investor som kriterium, er fastlæggelsen af størrelsen af den basisforrentning, der kan opnås af en sådan investor, et centralt led i beregningen af en passende godtgørelse for den omtvistede transaktion. Forpligtelsen til at begrunde dette er derfor af grundlæggende betydning.

Forpligtelsen hertil er ikke opfyldt, når Kommissionen alene har opregnet de informationskilder, der ligger til grund for dens valg, men ikke har gengivet deres indhold på en sådan måde, at den har forklaret, hvilken brug den har gjort af dem, når Kommissionen generelt har henvist til indbyrdes modstridende dokumenter - herunder et dokument, som indeholder oplysninger, som kommer tættest på de endeligt antagne, men som ikke er bragt til de interesserede parters kundskab - og når Kommissionen har henvist til sine erfaringer på området og til tidligere statsstøttebeslutninger, men ikke har forklaret, hvorfor den eneste beslutning, der udtrykkeligt henvises til, er relevant.

Det kan ikke afhjælpe denne begrundelsesmangel med hensyn til undladelsen af at redegøre for de væsentligste overvejelser, der har ført til, at Kommissionen har fastsat den normale forrentningssats til en bestemt størrelse, at de interesserede parter har deltaget i den administrative procedure forud for udstedelsen af beslutningen, og at støttemodtageren er erhvervsdrivende i den pågældende sektor.

En tilsvarende utilstrækkelig begrundelse må antages at foreligge for så vidt angår Kommissionens fastsættelse af størrelsen af et risikotillæg til den normale forrentningssats, når der i beslutningen kun i fodnoter henvises til en undersøgelse, som Kommissionen har ladet udarbejde, og til en brevveksling om Kommissionens praksis, som de interesserede parter ikke har haft indsigt i.

( jf. præmis 395-405 og 414-419 )