Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - to- eller flersidig adfærd - omfattet - ensidig adfærd - ikke omfattet - tilsyneladende ensidig adfærd - nødvendigt at bevise, at andre virksomheder samtykker i denne adfærd

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

2. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - samstemmende vilje vedrørende den adfærd, der skal følges på markedet - omfattet - den form, hvorunder viljen er kommet til udtryk - uden betydning

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

3. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - bevis for, at der foreligger en aftale - samstemmende vilje

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

4. Konkurrence - fællesskabsbestemmelser - materielt anvendelsesområde - adfærd, som påvirker samhandelen mellem medlemsstater, men som ikke udgør en aftale eller et misbrug af en dominerende stilling - ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1, og art. 86 (nu art. 81, stk. 1, EF og art. 82 EF))

Sammendrag

1. Det fremgår af selve ordlyden af traktatens artikel 85, stk. 1, første afsnit (nu artikel 81, stk. 1, første afsnit, EF), at det heri indeholdte forbud udelukkende vedrører en to- eller flersidigt samordnet adfærd, som er foretaget ved indgåelse af aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder eller samordnet praksis. Når en virksomheds beslutning udgør en ensidig adfærd fra virksomhedens side, falder beslutningen uden for forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1.

Den tilsyneladende ensidige adfærd, som en virksomhed følger i sin forretningsforbindelse med sine medkontrahenter, kan reelt udgøre en aftale mellem virksomheder i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand, hvis det godtgøres, at der foreligger et udtrykkeligt eller stiltiende samtykke fra de andre medkontrahenter til virksomhedens handlemåde.

Der bør derfor sondres mellem de tilfælde, hvor en virksomhed har truffet en egentlig ensidig foranstaltning, dvs. uden en anden virksomheds udtrykkelige eller stiltiende medvirken, og de tilfælde, hvor foranstaltningens ensidige karakter kun er tilsyneladende. De førstnævnte tilfælde falder ikke ind under traktatens artikel 85, stk. 1, hvorimod de sidstnævnte må antages at vise, at der foreligger en aftale mellem virksomheder, der således kan falde ind under denne traktatbestemmelses anvendelsesområde. Det gælder navnlig, hvor der er tale om konkurrencebegrænsende praksis og foranstaltninger, som en fabrikant tilsyneladende vedtager ensidigt som led i sin forretningsforbindelse med sine sælgere, men som dog opnår disses samtykke, i det mindste stiltiende.

Kommissionen er ikke berettiget til at lægge til grund, at den tilsyneladende ensidige adfærd, som en fabrikant følger i sin forretningsforbindelse med sine sælgere, reelt udgør en aftale mellem virksomheder i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand, medmindre den har godtgjort, at der foreligger et udtrykkeligt eller stiltiende samtykke fra de andre medkontrahenter til fabrikantens handlemåde.

( jf. præmis 64, 66, 71, 72 og 111 )

2. Det er tilstrækkeligt for at antage, at der foreligger en aftale i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand (nu artikel 81, stk. 1, EF), at de pågældende virksomheder har givet udtryk for en fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde. Hvad angår den form, hvorunder den fælles vilje er kommet til udtryk, er det tilstrækkeligt, at en bestemmelse er udtryk for parternes vilje til at indrette deres adfærd på markedet efter den pågældende bestemmelse, og det er ikke nødvendigt, at bestemmelsen har karakter af en bindende og gyldig aftale efter national ret. Heraf følger, at begrebet aftale i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand, forudsætter, at mindst to parter har en samstemmende vilje, hvorved det ikke er afgørende, i hvilken form denne manifesterer sig, forudsat den udgør en korrekt afspejling af parternes vilje.

( jf. præmis 67, 68 og 69 )

3. Beviset for, at der foreligger en aftale mellem virksomheder i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand (nu artikel 81, stk. 1, EF), skal være baseret på en direkte eller indirekte konstatering af det subjektive element, som kendetegner selve begrebet aftale, nemlig at der foreligger en samstemmende vilje mellem erhvervsdrivende vedrørende iværksættelsen af en politik, og at der tilstræbes et mål eller følges en bestemt adfærd på markedet, uanset hvorledes parternes vilje til at forholde sig på markedet er kommet til udtryk ifølge aftalens ordlyd. Kommissionen tager ikke i tilstrækkelig grad hensyn til betingelsen om parternes samstemmende vilje, når den antager, at grossisternes fortsættelse af forretningsforbindelsen med fabrikanten i det tilfælde, hvor denne vedtager en ny politik, han iværksætter ensidigt, må betragtes som et samtykke fra disse til denne politik, selv om deres adfærd de facto klart er i modstrid med denne politik.

( jf. præmis 173 )

4. En virksomhed kan alene pålægges sanktioner i medfør af fællesskabsrettens konkurrenceregler, såfremt den har tilsidesat forbuddene i traktatens artikel 85, stk. 1, eller artikel 86 (nu artikel 81, stk. 1, EF og artikel 82 EF). Anvendelsen af artikel 85, stk. 1, forudsætter, at flere betingelser er opfyldt: a) Der skal foreligge en aftale mellem mindst to virksomheder eller en tilsvarende situation, såsom en vedtagelse inden for sammenslutninger af virksomheder eller en samordnet praksis mellem virksomheder, b) disse skal påvirke handelen mellem medlemsstater, og c) de skal have til formål eller til følge at begrænse konkurrencen mærkbart. Det kan derfor kun undersøges efter denne traktatbestemmelse, hvilke virkninger en virksomheds adfærd har for konkurrencen på det fælles marked, såfremt der er godtgjort at foreligge en aftale, en vedtagelse inden for sammenslutninger af virksomheder eller en samordnet praksis i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand. Følgelig er formålet med denne traktatbestemmelse ikke helt generelt at »fjerne« hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet, men er mere begrænset, da det kun er de hindringer for konkurrencen, der er opstået som følge af en samstemmende vilje hos mindst to parter, som er forbudt efter denne bestemmelse.

Under hensyn til det anførte er retten for en fabrikant, der udsættes for en handlemåde, som er skadelig for hans interesser, såsom parallelimport, til at finde den løsning, han anser for bedst, efter traktatens konkurrencebestemmelser alene betinget af, at han respekterer forbuddene i artikel 85 og 86. Følgelig kan en fabrikant, forudsat han ikke misbruger en dominerende stilling, i mangel af samstemmende vilje mellem ham og hans grossister, anvende den leveringspolitik, som han anser for nødvendig, selv om anvendelsen af en sådan politik, når den tilsigter at hindre parallelimport, i kraft af selve sit formål kan medføre konkurrencebegrænsninger og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

( jf. præmis 174 og 176 )