RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

28. februar 1996

Sag T-294/94

Konstantinos Dimitriadis

mod

Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — bistandspligt — vedtægtens artikel 24«

Fuldstændig gengivelse pā græsk   II-151

Angående:

Påstand om annullation af Revisionsrettens afgørelse om afvisning af sagsøgerens anmodning om bistand i henhold til artikel 24, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber samt om, at Revisionsretten tilpligtes at betale erstatning for den skade, som sagsøgeren mener at have lidt dels på grund af den anfægtede afgørelse, dels som følge af injurier, som sagsøgeren påstår, at hans overordnede har fremsat over for ham.

Udfald:

Afvisning for så vidt angår påstanden om erstatning i medfør af vedtægtens artikel 24. Frifindelse i øvrigt.

Resumé af dom

Den 24. november 1993 lagde lederen af den græske oversættelsessektion, sagsøgerens overordnede, K., en tekst til sagsøgeren på hans kontor, som sagsøgeren skulle oversætte til den 9. december samme år. Den 25. november 1993 havde K. og sagsøgeren en samtale om oversættelsen af denne tekst. Det udviklede sig til en forbitret diskussion, og K. anvendte to udtryk, som sagsøgeren anså for fornærmende.

Den 26. november 1993 indgav sagsøgeren anmeldelse til anklagemyndigheden i Luxembourg, og den 9. december 1993 indgav han en anmodning om bistand i medfør af artikel 24, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (»vedtægten«).

Den 14. januar 1994 pålagde ansættelsesmyndigheden i medfør af vedtægtens artikel 24, stk. 1, lederen af oversættelsesafdelingen, F., at foranstalte en undersøgelse. Den 19. januar afhørte F. de to parter og fire vidner, som sagsøgeren havde anmodet om afhøring af.

Da ansættelsesmyndigheden fandt, at der var tegn på, at der forelå skyld hos både sagsøgeren og K., besluttede den at afhøre de to tjenestemænd enkeltvis den 28. januar 1994 i medfør af vedtægtens artikel 87, stk. 1, vedrørende disciplinærordningen.

Efter at have afsluttet sin undersøgelse besluttede ansættelsesmyndigheden den 8. marts 1994 at afslå sagsøgerens anmodning om bistand. Som begrundelse anførte den, at der var tegn på skyld hos begge parter, og henviste derved til samtlige momenter i sagen (særligt følgende forhold: K. havde ikke benægtet at have anvendt de pågældende udtryk, disse blev anvendt under et skænderi, og K. tilbød under afhøringen af ham den 19. januar 1994 at give sagsøgeren en undskyldning).

Den 11. april 1994 påklagede sagsøgeren afgørelsen i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2. Klagen blev afvist af ansættelsesmyndigheden den 1. juli 1994.

AnnuIIationspåstaiulen

Retten udtalte, at den bistandspligt, der påhviler Fællesskaberne i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 1, også gælder i tilfælde, hvor ophavsmanden til de af bestemmelsen omfattede forhold er en anden tjenestemand i Fællesskaberne (præmis 38).

Henvisning til: Domstolen, 14. juni 1979, sag 18/78, V. mod Kommissionen, Sml. s. 2093, præmis 15.

Når der er indtrådt en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skal institutionen skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene kræver, og konstatere, hvad der er sket, for på baggrund heraf at kunne afgøre, hvilke konsekvenser vil være passende.

Henvisning til: Retten, 21. april 1993, sag T-5/92. Tallarico mod Parlamentet, Sml. II, s. 477, præmis 31.

Endvidere kan institutionen kun pålægge den pågældende tjenestemand disciplinære sanktioner, hvis de gennemførte foranstaltninger til sagens oplysning med sikkerhed viser, at den pågældende tjenestemand har udvist en optræden, der skader en korrekt afvikling af tjenesten eller en anden tjenestemands værdighed og omdømme (præmis 39).

Henvisning til: Retten, 9. november 1989, sag 55/88, Katsoufros mod Domstolen, Sml. s. 3579, præmis 16.

Retten fastslog først, at ansættelsesmyndigheden i den foreliggende sag havde truffet passende foranstaltninger. For så vidt som en undersøgelse, der foretages i medfør af vedtægtens artikel 24, stk. 1, særligt har til formål at oplyse sagens faktiske omstændigheder, kunne det ikke kritiseres, at ansættelsesmyndigheden ikke havde afhørt personer, som hverken helt eller delvis havde overværet optrinnet mellem de to tjenestemænd, når der ikke var grund til at antage, at deres vidneforklaring kunne bidrage med noget væsentligt til sagens oplysning (præmis 41 og 42).

Retten fandt endvidere, at ansættelsesmyndigheden ikke havde gjort sig skyldig i forsinkelse med sagsbehandlingen og således ikke derved havde overtrådt vedtægtens artikel 24, stk. 1 (præmis 47).

Endelig fastslog Retten, at ansættelsesmyndigheden efter at have afsluttet sin undersøgelse med kendskab til sagens omstændigheder og under udøvelse af det skøn, der tilkommer den, havde afgjort, hvilke konsekvenser der var passende. Selv om det på ingen måde var bestridt, at K. havde anvendt de omtvistede udtryk, fremgik det dog, at ansættelsesmyndigheden ikke på baggrund af undersøgelsen havde været i stand til afgøre, hvor skylden lå hos de to parter. Ansættelsesmyndigheden kunne derfor med rette og uden at overskride grænserne for sit frie skøn afslå sagsøgerens anmodning om bistand og uden nogen sanktion afslutte disciplinærsagen, der var indledt over for K. netop i anledning af dette skænderi (præmis 49).

Under disse omstændigheder fandtes ansættelsesmyndigheden ikke at have tilsidesat vedtægtens artikel 24, stk. 1.

Påstanden om erstatning for ikke-økononiisk skade som følge af ansættelsesmyndighedens afgørelser og standpunkt

Da der ikke under prøvelsen af annullationspåstanden havde vist sig at foreligge en tilsidesættelse af den bistandspligt, som påhvilede Revisionsretten i medfør af vedtægtens artikel 24, fandtes Revisionsretten at skulle frifindes for så vidt angik påstanden om erstatning for den skade, sagsøgeren gjorde gældende at have lidt som følge af afgørelsen om at afslå hans anmodning om bistand (præmis 61).

Påstanden om erstatning i medfør af vedtægtens artikel 24, stk. 2

Retten udtalte, at antagelse til realitetsbehandling af et erstatningssøgsmål, som en tjenestemand har indledt under påberåbelse af den solidariske og subsidiære hæftelse i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 2, er betinget af, at sagsøgeren har udtømt de nationale retsmidler, for så vidt som disse sikrer de berørte parter en effektiv retsbeskyttelse og giver mulighed for at opnå erstatning af det påståede tab. Retten bemærkede, at den tjenestemand, der påstår at være skadelidt, endvidere i det mindste må påvise omstændigheder, som kan rejse alvorlig tvivl om, hvorvidt de nationale retsmidler sikrer en effektiv retsbeskyttelse (præmis 68).

Henvisning til: Retten, 26. oktober 1993, sag T-59/92, Caronna mod Kommissionen, Sml. II, s. 1129.

Retten fastslog, at sagsøgeren i den foreliggende sag hverken havde godtgjort, at de nationale retsmidler var udtømt, eller havde påvist omstændigheder, som kunne rejse alvorlig tvivl om, hvorvidt de nationale retsmidler sikrede en effektiv retsbeskyttelse (præmis 69).

Sagens omkostninger

Retten fandt, at under hensyn til sagens omstændigheder, herunder ubetydeligheden af den hændelse, der gav anledning til sagen, retsforhandlingernes forløb og sagsøgerens standpunkt, og selv om ansættelsesmyndigheden ikke havde været i stand til med sikkerhed at fastlægge de faktiske omstændigheder og afgøre spørgsmålet om, hvor skylden lå, burde procesreglementets artikel 87, stk. 3, finde anvendelse, og sagsøgeren tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger (præmis 74).

Konklusion:

Sagen afvises, for så vidt angår påstanden om erstatning i medfør af vedtægtens artikel 24, stk. 2.

I øvrigt frifindes Revisionsretten.

Sagsøgeren betaler samtlige sagens omkostninger.