Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° aktindsigt ° genstand ° manglende adgang til Kommissionens dokumenter ° Rettens vurdering af overholdelsen af retten til kontradiktion i hvert enkelt tilfaelde

2. Konkurrence ° aftaler ° samordnet praksis ° begreb ° parallel adfaerd ° formodning om samordning ° graenser

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3. Konkurrence ° administrativ procedure ° overholdelse af retten til kontradiktion ° dokumenter til brug for forsvaret ° udelukkende Kommissionens vurdering ° ulovligt

(Raadets forordning nr. 17)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° tjenestehemmeligheder ° beskyttelse af forretningshemmeligheder ° noedvendigt at forene med retten til kontradiktion

(EOEF-traktaten, art. 214; Raadets forordning nr. 17, art. 19, art. 20, stk. 2, og art. 21)

5. Konkurrence ° administrativ procedure ° tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ° afhjaelpning under forhandlingerne for Retten ° udelukket

Sammendrag

1. I konkurrencesager har reglerne om aktindsigt til formaal at give adressaten for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter for paa baggrund heraf at kunne tage stilling til de resultater, som Kommissionen er naaet frem til i sin meddelelse af klagepunkter.

Aktindsigt henhoerer saaledes under de processuelle retssikkerhedsgarantier, som har til formaal at beskytte retten til kontradiktion, der er et grundlaeggende princip, hvis effektive overholdelse kraever, at den paagaeldende virksomhed allerede under den administrative procedure saettes i stand til at tage stilling til de af Kommissionen fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder.

Retten maa undersoege en eventuel tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og dens foelger ud fra de saerlige omstaendigheder i hvert enkelt tilfaelde. Hvorvidt dokumenter, der ikke er blevet meddelt, er relevante for virksomhedens forsvar, maa bedoemmes under hensyntagen til saavel de af Kommissionen rent faktisk fremfoerte klagepunkter mod den paagaeldende virksomhed som det af virksomheden fremfoerte forsvar, baade hvad angaar dokumenter, som muligvis vil kunne tjene til virksomhedens forsvar, og dokumenter, som vil kunne godtgoere, at den paastaaede overtraedelse har fundet sted.

2. Samordnet praksis karakteriseres af den omstaendighed, at konkurrencens risici erstattes af et samarbejde mellem virksomhederne, hvilket formindsker den enkelte virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes fremtidige holdninger.

Parallel adfaerd kan kun betragtes som bevis paa samordning, saafremt samordningen er den eneste plausible forklaring. Det skal derfor undersoeges, om en foreliggende parallel adfaerd i betragtning af produkternes art, virksomhedernes stoerrelse og antal og omfanget af det relevante marked ikke kan forklares ved andet end samordning, med andre ord, om de enkelte led i den parallelle adfaerd udgoer en staerk samling faste, noejagtige og samstemmende beviser for en forudgaaende samordning.

3. Inden for rammerne af den kontradiktoriske procedure i medfoer af forordning nr. 17 tilkommer det alene Kommissionen at afgoere, hvilke dokumenter der kan bruges til forsvar. Naar det nemlig drejer sig om at foretage komplicerede og vanskelige oekonomiske vurderinger, skal Kommissionen give den paagaeldende virksomheds advokater mulighed for at efterse de dokumenter, der kan vaere relevante med henblik paa at vurdere deres bevisvaerdi for forsvaret.

Dette er navnlig tilfaeldet, naar det drejer sig om parallel adfaerd for en raekke handlemaader, der som udgangspunkt er neutrale, hvor dokumenterne kan fortolkes som talende baade for og imod de paagaeldende virksomheder. Under saadanne omstaendigheder maa det undgaas, at en mulig fejl begaaet af Kommissionens tjenestemaend, naar de kvalificerer et givet dokument som "neutralt", hvorefter det ° fordi det er overfloedigt ° ikke fremsendes til virksomheden, kan vaere til hinder for disse virksomheders ret til kontradiktion. En saadan fejl opdages nemlig kun i tide foer Kommissionens beslutning i det usaedvanlige tilfaelde, hvor de beroerte virksomheder samarbejder frivilligt, hvilket skaber uacceptable retsplejemaessige risici, fordi Kommissionen har ansvaret for, at en konkurrencesag tilrettelaegges korrekt, og ikke kan uddelegere dette ansvar til virksomheder, hvis oekonomiske og processuelle interesser ofte staar over for hinanden.

Under hensyntagen til det almindelige princip om processuel ligestilling af parterne, som forudsaetter, at den beroerte virksomhed under en konkurrencesag har samme kendskab som Kommissionen til de sagsakter, som anvendes under proceduren, kan det ikke tiltraedes, at kun Kommissionen, naar den tager stilling til overtraedelsen, er i besiddelse af visse dokumenter og saaledes alene kan beslutte, hvorvidt de skal anvendes mod virksomheden, mens denne ikke har haft adgang til dem og saaledes ikke har kunnet tage tilsvarende stilling til, hvorvidt de skulle anvendes til forsvar. Under denne forudsaetning er virksomhedens ret til kontradiktion under den administrative procedure blevet alt for indskraenket i forhold til Kommissionens befoejelser, som indebaerer saavel den myndighedsfunktion at meddele klagepunkterne som den at traeffe afgoerelse, og dette med et dybere kendskab til sagens akter end sagsoegeren.

Heraf foelger, at en virksomheds ret til kontradiktion tilsidesaettes, naar Kommissionen allerede i meddelelsen af klagepunkter har udelukket dokumenter, som var i Kommissionens besiddelse, og som eventuelt kunne tjene til virksomhedens forsvar, fra proceduren. En saadan tilsidesaettelse af retten til kontradiktion er ganske objektiv og afhaenger ikke af god eller ond tro hos Kommissionens tjenestemaend.

4. Efter et almindeligt princip, som finder anvendelse under den administrative procedure til gennemfoerelse af Faellesskabets konkurrenceregler, og som traktatens artikel 214 samt forskellige bestemmelser i forordning nr. 17 er udtryk for, har virksomhederne ret til beskyttelse af deres forretningshemmeligheder, men denne ret maa afvejes i forhold til sikkerheden for retten til kontradiktion og kan saaledes ikke begrunde Kommissionens afslag paa til en virksomhed at fremsende visse sagsakter, som denne kunne anvende i sit forsvar, det vaere sig i ikke-fortrolige udgaver eller gennem fremsendelse af en fortegnelse over de dokumenter, som Kommissionen har indhentet.

5. En tilsidesaettelse under den administrative procedure af den virksomheds ret til kontradiktion, som beskyldes for at have overtraadt Faellesskabets konkurrenceregler, kan heller ikke afhjaelpes under forhandlingerne for Retten, der begraenser sig til en retlig kontrol udelukkende af de fremfoerte anbringender, og som derfor ikke traeder i stedet for en fuldstaendig tilrettelaeggelse af sagen inden for rammerne af en administrativ procedure.