RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

26. marts 2014

Sag F-8/13

CP

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemand – kontorchef – prøveperiode – udnævnelse til kontorchef ikke bekræftet – omplacering til en stilling, der ikke er en lederstilling – interne regler i Parlamentet«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder CP har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 23. marts 2012, hvorved Europa-Parlamentet ikke bekræftede CP i dennes udnævnelse til kontorchef, dels om erstatning af det tab, der er lidt som følge af denne afgørelses ulovlighed.

Udfald:      Afgørelsen af 23. marts 2012, hvorved Europa-Parlamentet ikke bekræftede CP i dennes udnævnelse til kontorchef og overflyttede ham til »Generaldirektorat for Interne Politikker«, annulleres. I øvrigt afvises sagen. Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler CP’s omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – søgsmål rettet mod afvisning af klage – retsvirkning – sagsanlæg til prøvelse af den anfægtede akt – betingelse – begrundelsen af afgørelsen om afslag skal stemme overens med den anfægtede akt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – omplacering af en kontorchef til en anden stilling end en lederstilling, hvor han ikke havde fungeret tilfredsstillende – lovlig

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1, og art. 51)

3.      Tjenestemænd – ledig stilling – besættelse heraf ved forflyttelse – prøvetid – etablering af et handlingsprogram i tilfælde af, at tjenestemanden har problemer – den pågældendes pligt til at deltage i udfærdigelsen af programmet – administrationens pligt til at handle øjeblikkeligt, så snart der opstår problemer

(Tjenestemandsvedtægten, art. 21 og art. 21a; Europa-Parlamentets interne regler vedrørende bekræftelse i stillingen som kontorchef, direktør og generaldirektør)

4.      Tjenestemænd – ledig stilling – besættelse heraf ved forflyttelse – prøvetid – fastsættelse af de mål, der skal nås, ved starten af en bedømmelsesperiode – tilsidesættelse – virkning – bedømmelsen anses for fejlagtig

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43; Europa-Parlamentets interne regler vedrørende bekræftelse i stillingen som kontorchef, direktør og generaldirektør)

5.      Tjenestemænd – principper – ret til forsvar – pligt til at høre den berørte part forud for vedtagelsen af en bebyrdende retsakt – rækkevidde – anvendelse på foranstaltninger til omplacering

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2)

6.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering – administrationens skønsbeføjelse – administrationens omsorgspligt – hensyntagen til den pågældende ansattes interesser – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

1.      Påstande om annullation, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når de som sådanne er uden selvstændigt indhold.

Henset til selve formålet med den administrative procedure, som er at gøre det muligt for administrationen at kontrollere sin afgørelse, har denne procedure en evolutionær karakter, således at administrationen i forbindelse med den klageadgang, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, kan være nødt til, når den giver afslag på klagen, at ændre begrundelsen for vedtagelsen af den anfægtede akt. Når begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen imidlertid kun har til formål at besvare sidstnævnte, er det lovligheden af den oprindelige bebyrdende retsakt, der undersøges, og dette under hensyn til den begrundelse, der er indeholdt i afgørelsen om afslag på klagen.

(jf. præmis 18 og 21)

Henvisning til:

Domstolen: 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 8

Retten i Første Instans: 6. april 2006, sag T-309/03, Camόs Grau mod Kommissionen, præmis 43

Personaleretten: 15. december 2010, sag F-67/09, Angulo Sánchez mod Rådet, præmis 70; 28. marts 2012, sag F-36/11, BD mod Kommissionen, præmis 47

Den Europæiske Unions Ret: 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, præmis 55-60

2.      Ansættelsesmyndigheden henholder sig direkte til vedtægtens artikel 7, stk. 1, hvad angår beføjelsen til at omplacere tjenestemænd i tjenestens interesse, uden at denne beføjelse er underlagt vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelser, og det ville være i strid med denne interesse at fastholde en tjenestemand i en ledende stilling, når denne i givet fald ikke har bevist, at han er kompetent til at beklæde denne.

Følgelig kan nævnte ansættelsesmyndighed basere sig direkte på vedtægtens artikel 7, stk. 1, med henblik på at omplacere en kontorchef til en anden stilling end en lederstilling, hvor han ikke havde fungeret tilfredsstillende.

I øvrigt kan vedtægtens artikel 51 ikke rejse tvivl om ovenstående. Denne artikel omhandler nemlig den særlige situation med en tjenestemand, hvis faglige indsats i tjenesten på grundlag af flere på hinanden følgende bedømmelsesrapporter viser sig at være utilstrækkelig, og som af denne grund risikerer at blive afskediget, degraderet eller indplaceret i en lavere ansættelsesgruppe med eller uden opretholdelse af lønklassen. Den vedrører således en anden situation end situationen for en kontorchef, som ikke risikerer en af disse foranstaltninger i tilfælde af utilstrækkelighed.

(jf. præmis 31-33)

3.      En institutions interne regler, hvorefter bedømmerne og den prøveansatte tjenestemand fastsætter handlingsprogrammet under en samtale, skal læses i lyset af det hierarkiske princip, hvis rækkevidde er præciseret i vedtægtens artikel 21 og 21a, og hvorefter den overordnede normalt har beføjelse til at bestemme over sine underordnede. Derfor tilkommer afgørelsen vedrørende indholdet af handlingsprogrammet i tilfælde af uenighed den endelige bedømmer. Imidlertid er den pågældende tjenestemands deltagelse i udfærdigelsen af handlingsprogrammet begrundet i nødvendigheden af, at dette program på passende vis tager hensyn til hans vanskeligheder og svarer til hans behov. Følgelig kan handlingsprogrammet ikke opfylde sin rolle, hvis nævnte tjenestemand ikke har været i stand til at deltage i vedtagelsen heraf. I det tilfælde, hvor sådanne interne regler ikke begrænser sig til at foreskrive, at den pågældende tjenestemand høres, men hvor de forbinder denne med bedømmerne ved udfærdigelsen af handlingsprogrammet, skal dette kvalificeres som væsentlig. Denne formalitet overholdes ikke, hvis handlingsprogrammet udarbejdes af bedømmerne og dernæst alene meddeles tjenestemanden efter at være blevet udfærdiget af disse.

Endvidere gælder, at selv om de interne regler fastsætter, at den procedure, som fører til udfærdigelsen af et handlingsprogram, kan iværksættes på et hvilket som helst tidspunkt, følger det af nævnte regler, at programmet ikke kan udfærdiges in extremis. I disse regler anføres nemlig, at den procedure, som fører til udfærdigelsen af et handlingsprogram, i prøveperioden skal indledes øjeblikkeligt i tilfælde af vanskeligheder og etableres for de resterende måneder, og at ansættelsesmyndigheden regelmæssigt skal informeres om situationens udvikling, idet formålet klart er at sikre, at dette program har en nyttig virkning. Følgelig følger det af en sådan bestemmelse, a fortiori hvis den læses i lyset af omsorgspligten, at bedømmerne skal handle øjeblikkeligt, så snart der opstår problemer.

(jf. præmis 46 og 48)

Henvisning til:

Domstolen: 7. maj 1991, sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, præmis 17; 7. maj 1991, sag C-304/89, Oliveira mod Kommissionen, præmis 21

Retten i Første Instans: 23. marts 2000, sag T-95/98, Gogos mod Kommissionen, præmis 53

4.      Begrundelsen for den prøveperiode, som pålægges en institutions nye kontorchefer, er meget lig begrundelsen for den prøvetid, som pålægges nye tjenestemænd. Ligeledes ligner bedømmelsen ved udløbet af prøveperioden meget den periodiske bedømmelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 43. Imidlertid skal en prøvetid for at være væsentlig være forløbet under normale omstændigheder. Endvidere gælder, at når der findes regler, der foreskriver en fastsættelse af målene for en tjenestemand ved starten af en bedømmelsesperiode, er en tilsidesættelse af disse regler væsentlig og begrunder, at den omtvistede bedømmelse anses for fejlagtig.

Hvis det således fremgår af en institutions interne regler, at afgørelsen om bekræftelse eller manglende bekræftelse som kontorchef skal følge af en bedømmelse, som vedrører hele prøveperioden, henset til de præcise mål, der er fastsat for denne periode, kan den omstændighed, at den pågældende ikke har opfyldt et handlingsprogram, under ingen omstændigheder begrunde nævnte afgørelse, når dette program er udarbejdet på ulovlig vis og for sent.

En stillingsbeskrivelse kan i øvrigt ikke som sådan anses for et dokument, der fastsætter målene for en tjenestemand, idet disse to kategorier af dokumenter har forskellige formål og karakteristika.

(jf. præmis 57, 58, 65 og 75)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 30. november 1994, sag T-568/93, Correia mod Kommissionen, præmis 34; 28. november 2007, sag T-214/05, Vounakis mod Kommissionen, præmis 43

Personaleretten: 13. december 2007, sag F-42/06, Sundholm mod Kommissionen, præmis 39-41; 2. juli 2009, sag F-49/08, Giannini mod Kommissionen, præmis 65; 10. november 2009, sag F-71/08, N mod Parlamentet, præmis 56-60; 12. maj 2011, sag F-66/10, AQ mod Kommissionen, præmis 68 og 88

5.      En foranstaltning til omplacering henhører ikke under en procedure, der er iværksat over for den pågældende tjenestemand, og under disse omstændigheder kan denne ikke påberåbe sig en forpligtelse for institutionen til over for ham at overholde retten til forsvar som sådan. Retten til forsvar omfatter imidlertid, idet den er mere vidtgående, en persons processuelle ret til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning, som måtte berøre vedkommende negativt.

Retten til at blive hørt i forbindelse med enhver procedure af denne karakter udgør imidlertid et grundlæggende EU-retligt princip, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, en bestemmelse, som sikrer retten til god forvaltning. I denne forbindelse har Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ifølge fjerde betragtning i præamblen, til formål at styrke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder ved at gøre disse rettigheder mere synlige. I lighed med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er formålet med nævnte charter at beskytte rettigheder, som ikke er teoretiske eller illusoriske, men konkrete og effektive.

(jf. præmis 79-81)

Henvisning til:

Domstolen: 22. november 2012, sag C-277/11, M., præmis 81-83; 18. juli 2013, sagerne C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, Kommissionen mod Kadi, præmis 98 og 99

Personaleretten: 5. december 2012, sagerne F-88/09 og F-48/10, Z mod Domstolen, præmis 144-147, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T-88/13 P

6.      I forbindelse med en omplacering af tjenestemanden pålægger omsorgspligten myndigheden at foretage en effektiv, fuldstændig og indgående undersøgelse af situationen, henset til tjenestens interesse og den pågældende tjenestemands interesse, hvilken interesse i givet fald kommer til udtryk i de bemærkninger, som sidstnævnte fremkommer med vedrørende de oplysninger, som forelægges ham.

I denne forbindelse gælder, at når administrationen råder over en vid skønsbeføjelse, fordrer den retslige prøvelse, selv om den har et begrænset omfang, at institutionerne er i stand til at godtgøre, at den anfægtede retsakt blev vedtaget ved en egentlig udøvelse af deres skønsbeføjelse, hvilket forudsætter, at alle relevante forhold og omstændigheder angående situationen tages i betragtning.

(jf. præmis 82 og 83)

Henvisning til:

Domstolen: 7. september 2006, sag C-310/04, Spanien mod Rådet, præmis 122; 8. juli 2010, sag C-343/09, Afton Chemical, præmis 34

Den Europæiske Unions Ret: 14. november 2013, sag T-456/11, ICdA m.fl. mod Kommissionen, præmis 46

Personaleretten: 11. juli 2007, sag F-105/05, Wils mod Parlamentet, præmis 75; 23. oktober 2013, sag F-93/12, D’Agostino mod Kommissionen, præmis 57, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T-670/13 P