Sag C-399/22

Confédération paysanne

mod

Ministère de l’agriculture et de la souveraineté alimentaire
og
Ministère de l’économie, des finances et de la souveraineté industrielle et numérique

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))

Domstolens dom (Store Afdeling) af 4. oktober 2024

»Præjudiciel forelæggelse – fælles handelspolitik – internationale aftaler – Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side – ændring af protokol nr. 1 og 4 til Euro-Middelhavsaftalen – forordning (EU) nr. 1169/2011 – artikel 9 – artikel 26, stk. 2 – gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 – artikel 3, stk. 1 og 2 – artikel 5, stk. 1 og 2 – artikel 8 – artikel 15, stk. 1 og 4 – bilag I – bilag IV – forordning (EU) nr. 1308/2013 – artikel 76 – fødevareinformation til forbrugerne – obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for en fødevare – frugter og grøntsager, der er høstet i Vestsahara – anmodning til en medlemsstat om ensidigt at forbyde import af disse varer til dens område – obligatorisk angivelse af Vestsahara som herkomststed for tomater og meloner, der er høstet på dette område«

1. Fælles handelspolitik – anvendelsesområde – Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko – import til EU af landbrugsprodukter – omfattet

   (Art. 207, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 42-44)

2. Fælles handelspolitik – fælles importordning – forordning 2015/478 – beskyttelsesordning – anvendelsesområde – Unionens enekompetence – Kommissionens kompetence til at vedtage beskyttelsesforanstaltninger inden for de rammer, der er fastsat i samarbejdsmekanismerne i Euro-Middelhavs-associeringsaftalen mellem EU og Marokko – medlemsstaternes beføjelse til ensidigt at vedtage beskyttelsesforanstaltninger, der forbyder import af landbrugsprodukter, hvis mærkning systematisk ikke er i overensstemmelse med EU-lovgivningen om angivelse af oprindelsesland eller ‑område – foreligger ikke

   [Art. 2, stk. 1, TEUF, art. 3, stk. 1, litra e), TEUF, art. 36 TEUF og art. 207, stk. 1, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 194, og 2015/478, art. 1, art. 15, stk. 1, og art. 24, stk. 2, litra a)]

   (jf. præmis 46-55 og domskonkl. 1)

3. Tilnærmelse af lovgivningerne – fødevareinformation til forbrugerne – forbud mod produktmærkning, der kan være vildledende for køberen – forordning nr. 1169/2011 – anvendelsesområde – særlige bestemmelser om angivelse af oprindelsen af friske frugter og grøntsager i forordning nr. 1308/2013 og nr. 543/2011 – ikke omfattet

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1169/2011, art. 1, stk. 4, art. 9 og 26, og nr. 1308/2013, art. 75, stk. 3, litra j), og art. 76; Kommissionens forordning nr. 543/2011, art. 1, stk. 1, og bilag I, del A]

   (jf. præmis 67-69)

4. Landbrug – fælles markedsordning – frugt og grøntsager – forordning nr. 543/2011 – obligatorisk fødevareinformation – obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for en fødevare – undladelse af at give denne oplysning, der ville kunne vildlede forbrugerne – frugt og grøntsager fra Vestsahara, der er besat af Marokko – forpligtelse om, at disse frugter og grøntsager skal være forsynet med en angivelse af deres oprindelsesområde, der er defineret som toldområdet – begrebet toldområde – Vestsaharas område – omfattet – Kongeriget Marokko – ikke omfattet

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 952/2013, art. 60, og nr. 1308/2013, art. 76, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 543/2011, art. 3, stk. 1, og bilag 1, del A, punkt 4, del B, punkt VI, og del 10, og 2020/1470)

   (jf. præmis 72, 73, 79-81, 83 og 86-89 samt domskonkl. 2)

5. Landbrug – fælles markedsordning – frugt og grøntsager – betingelser for markedsføring – angivelse af oprindelsesland – begrebet oprindelsesland – fortolkning i lyset af toldbestemmelser om fastsættelse af varers ikkepræferenceoprindelse – land eller område, hvor produkterne er høstet – omfattet af begrebet

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 952/2013, art. 59, litra c), art. 60 og 61, og nr. 1308/2013, art. 76; Kommissionens forordning nr. 543/2011, art. 3, stk. 1, og bilag 1, del A, punkt 4, del B, punkt VI]

   (jf. præmis 74-78)

6. Internationale aftaler – aftaler indgået af Unionen – Euro-Middelhavs-associeringsaftalen EF-Marokko – territorialt anvendelsesområde – ikke-selvstyrende område Vestsahara uden for parternes suverænitet – ikke omfattet

   (Euro-Middelhavs-associeringsaftalen EF-Marokko, art. 11)

   (jf. præmis 82 og 85)

Resumé

Efter en præjudiciel forelæggelse fra Conseil d'État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) fastslog Domstolen (Store Afdeling), at artikel 207 TEUF, forordning 2015/478 ( 1 )og forordning nr. 1308/2013 ( 2 ) ikke tillader en medlemsstat ensidigt at vedtage en foranstaltning, der forbyder import af landbrugsprodukter, hvis mærkning systematisk ikke er i overensstemmelse med EU-lovgivningen om angivelse af oprindelsesland eller ‑område. Domstolen fremhævede i øvrigt, at artikel 76 i forordning nr. 1308/2013, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 543/2011 ( 3 ), skal fortolkes således, at på stadierne for import og salg til forbrugeren skal mærkningen af Charentaismeloner og kirsebærtomater, der er høstet på Vestsaharas område, kun angive Vestsahara som deres oprindelsesland.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Confédération paysanne, en fransk landbrugsorganisation (herefter »landbrugsorganisationen«), og ministre de l’Agriculture et de la Souveraineté alimentaire (minister for landbrug og fødevaresuverænitet, Frankrig) og ministre de l’Économie, des Finances et de la Souveraineté industrielle et numérique (økonomi- og finansminister og minister for industriel og digital suverænitet, Frankrig) vedrørende lovligheden af de sidstnævntes implicitte afgørelse om at afvise nævnte organisations anmodning om udstedelse af et dekret om forbud mod import af kirsebærtomater og Charentaismeloner, der er høstet på Vestsaharas område (herefter »de i hovedsagen omhandlede varer«).

Landbrugsorganisationen anlagde den 2. oktober 2020 sag ved Conseil d'État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som er den forelæggende ret, med påstand dels om annullation af den implicitte afgørelse, hvorved disse ministre afviste landbrugsorganisationens anmodning, dels om, at disse ministre blev pålagt at udstede det nævnte dekret. Landbrugsorganisationen gjorde gældende, at Vestsaharas område ikke er en del af Kongeriget Marokkos område, og at mærkningen, der angiver, at de i hovedsagen omhandlede varer har oprindelse i Marokko, følgelig tilsidesætter de EU-retlige bestemmelser om forbrugeroplysning om oprindelsen af frugter og grøntsager, der udbydes til salg.

Den forelæggende ret var navnlig i tvivl om, hvorvidt den relevante EU-retlige lovgivning tillader en medlemsstat at vedtage en national foranstaltning om forbud mod import fra et tredjeland af varer, hvis mærkning ikke indeholder en korrekt angivelse af det land eller område, hvorfra de hidrører, og om den nævnte lovgivning både på stadiet for importen af de i hovedsagen omhandlede varer og på stadiet for deres salg til forbrugeren tillader, at Kongeriget Marokko nævnes som oprindelsesland i mærkningen af de nævnte varer, eller om den kun skal angive Vestsaharas område.

Domstolens bemærkninger

Hvad i første række angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 207 TEUF, grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger og forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at de tillader en medlemsstat ensidigt at vedtage en foranstaltning, der forbyder import af landbrugsvarer, hvis mærkning systematisk ikke er i overensstemmelse med EU-lovgivningen om angivelse af oprindelsesland eller ‑område, bemærkede Domstolen i første omgang, at artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF tillægger Unionen en enekompetence på området for den fælles handelspolitik, som i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF er baseret på ensartede principper og føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil.

Domstolen præciserede dernæst, at når Unionen i traktaterne tillægges enekompetence på et bestemt område, er det kun Unionen, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter ( 4 ). Medlemsstaterne har således kun beføjelse til at lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på et sådant område, hvis de har bemyndigelse hertil fra Unionen eller med henblik på at gennemføre EU-retsakter. Når der ikke foreligger en sådan bemyndigelse, kan medlemsstaterne ikke ensidigt vedtage en foranstaltning, der forbyder import af en kategori af varer med oprindelse i et område eller et tredjeland, idet den nævnte import i øvrigt er tilladt og reguleret ved en handelsaftale indgået af Unionen.

Ganske vist bestemmer artikel 24, stk. 2, litra a), i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger, at denne forordning ikke er til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller anvender forbud, kvantitative restriktioner eller tilsynsforanstaltninger af visse særlige grunde. Domstolen bemærkede imidlertid, at denne bestemmelse ikke berører andre relevante bestemmelser i EU-retten. På området for import af landbrugsvarer forbeholder artikel 194 i forordning nr. 1308/2013 således Europa-Kommissionen kompetencen til at træffe beskyttelsesforanstaltninger over for import til Unionen af varer, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1308/2013. Artikel 24, stk. 2, litra a), i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger kan derfor ikke forstås således, at den bemyndiger medlemsstaterne til ensidigt at vedtage beskyttelsesforanstaltninger over for import af landbrugsvarer.

Domstolen fremhævede i denne henseende, at det i tilfælde af eksportørernes udbredte tilsidesættelse de EU-retlige bestemmelser om forbrugeroplysning om oprindelsen af de frugter og grøntsager, der udbydes til salg, i givet fald ikke tilkommer en medlemsstat, men Kommissionen at gribe ind inden for de rammer, der er fastsat ved de samarbejdsmekanismer, som er indført ved associeringsaftalen.

I anden række undersøgte Domstolen spørgsmålet, om artikel 76 i forordning nr. 1308/2013, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 543/2011, skal fortolkes således, at på stadierne for import og salg til forbrugeren skal mærkningen af de i hovedsagen omhandlede varer angive Vestsahara som deres oprindelsesland, uden at Kongeriget Marokko kan angives.

Domstolen anførte i denne henseende, at det i det væsentlige fremgår af ottende betragtning til gennemførelsesforordning nr. 543/2011, i lyset af hvilken kravene i denne gennemførelsesforordnings artikel 3, stk. 1, skal læses, at de angivelser, som kræves i henhold til handelsnormerne, klart skal fremgå af de pågældende produkters emballage og/eller etiket, bl.a. for at undgå vildledning af forbrugerne. Angivelsen af oprindelseslandet, som nødvendigvis skal fremgå af varer som de i hovedsagen omhandlede, må således ikke være vildledende.

Henset til artikel 60 i forordning nr. 952/2013 ( 5 ) finder forpligtelsen til at angive oprindelseslandet for de i hovedsagen omhandlede varer, som følger dels af de generelle handelsnormer, der er fastsat i del A i bilag I til gennemførelsesforordning nr. 543/2011, og af de særlige handelsnormer, der fremgår af del 10 i del B i bilag I til denne gennemførelsesforordning, dels af artikel 76, stk. 1, forordning nr. 1308/2013, ikke kun anvendelse på varer med oprindelse i »lande«, men ligeledes på varer med oprindelse i »områder«, som kan omfatte geografiske områder, som, samtidig med at de er placeret under en stats jurisdiktion eller internationale ansvar, dog folkeretligt har en egen status, der er forskellig fra denne stats status.

Da de i hovedsagen omhandlede varer var blevet høstet på Vestsaharas område, mindede Domstolen om, at dette område udgør et andet område end Kongeriget Marokko ( 6 ). I bilag I til gennemførelsesforordning 2020/1470 ( 7 ) fastsættes i øvrigt særskilte koder og tekst for henholdsvis Vestsahara og for Kongeriget Marokko.

Under disse omstændigheder konkluderede Domstolen, at Vestsaharas område skal anses for at være et toldområde som omhandlet i artikel 60 i forordning nr. 952/2013 og følgelig i henhold til forordning nr. 1308/2013 og gennemførelsesforordning nr. 543/2011. Angivelsen af oprindelseslandet, som skal fremgå på de i hovedsagen omhandlede varer, kan derfor kun betegne Vestsahara som oprindelsesland, eftersom de nævnte varer er høstet på dette område. Domstolen præciserede, at enhver anden angivelse ville være vildledende, idet den kan vildlede forbrugerne med hensyn til de i hovedsagen omhandlede varers virkelige oprindelse ved at bringe dem i den tro, at varerne hidrører fra et andet sted end det område, hvor de er blevet høstet.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11.3.2015 om fælles ordninger for indførsel (EUT 2015, L 83, s. 16, herefter »grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger«).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17.12.2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT 2013, L 347, s. 671).

( 3 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7.6.2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (EUT 2011, L 157, s. 1), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 594/2013 af 21.6.2013 (EUT 2013, L 170, s. 43).

( 4 ) – Artikel 2, stk. 1, TEUF

( 5 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9.10.2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1).

( 6 ) – Dom af 21.12.2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973, præmis 92), og af 27.2.2018, Western Sahara Campaign UK (C-266/16, EU:C:2018:118, præmis 62).

( 7 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1470 af 12.10.2020 om den statistiske lande- og områdefortegnelse for europæisk statistik over international handel med varer og om geografisk opdeling for anden erhvervsstatistik (EUT 2020, L 334, s. 2).