Sag C-365/21

MR

mod

Generalstaatsanwaltschaft Bamberg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Bamberg)

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 23. marts 2023

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen – artikel 54 – princippet ne bis in idem – artikel 55, stk. 1, litra b) – undtagelse til anvendelse af princippet ne bis in idem – krænkelse af medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser – artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – princippet ne bis in idem – artikel 52, stk. 1 – begrænsninger af princippet ne bis in idem – foreneligheden af en national erklæring, der fastsætter en undtagelse fra princippet ne bis in idem – kriminel organisation – økonomisk kriminalitet«

1. Retligt samarbejde i straffesager – protokollen om integration af Schengenreglerne – konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen – princippet ne bis in idem – anvendelsesbetingelse – de samme faktiske forhold – begreb – identiske faktiske handlinger – bedømmelsen af, om de faktiske omstændigheder er identiske, henhører under de nationale instansers kompetence

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50; konvention om gennemførelse af Schengenaftalen, art. 54)

   (jf. præmis 31-39)

2. Retligt samarbejde i straffesager – protokollen om integration af Schengenreglerne – konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen – princippet ne bis in idem – undtagelse – krænkelse af medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser – begrænsning – betingelser – begrænsning fastsat ved lov – overholdelse af nævnte princips væsentligste indhold – overholdelse af proportionalitetsprincippet – gyldighed på grundlag af chartrets artikel 50

   [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50 og art. 52, stk. 1; konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen, art. 54, art. 55, stk. 1, litra b), og art. 56]

   (jf. præmis 46-50, 52, 53 og 56-67 samt domskonkl. 1)

3. Retligt samarbejde i straffesager – protokollen om integration af Schengenreglerne – konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen – princippet ne bis in idem – erklæring fra en medlemsstat om ikke at være bundet af dette princip i tilfælde af krænkelse af dennes sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser – erklæring, der inkluderer deltagelse i en kriminel organisation, som udelukkede har begået økonomisk kriminalitet – lovlighed – betingelser

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50 og art. 52, stk. 1; konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen, art. 54 og art. 55, stk. 1)

   (jf. præmis 74-81 og 83 samt domskonkl. 2)

Resumé

I september 2020 blev den israelske statsborger MR, der senest havde bopæl i Østrig, af en østrigsk ret idømt en fængselsstraf på fire år for groft erhvervsmæssigt bedrageri og hvidvask af penge. Efter delvist at have afsonet sin straf og fået udsat fuldbyrdelsen af den resterende del blev MR varetægtsfængslet i Østrig med henblik på overgivelse til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt af en tysk ret i december 2020 for oprettelse af en kriminel organisation og investeringsbedrageri.

Ved kendelse afsagt i marts 2021 blev MR’s søgsmål vedrørende denne europæiske arrestordre afvist med den begrundelse, at de faktiske omstændigheder, der var omhandlet i disse to sager, var forskellige, således at princippet ne bis in idem, der er fastsat i gennemførelseskonventionen ( 1 ), ikke fandt anvendelse. Subsidiært blev det anført, at MR var blevet retsforfulgt for en strafbar handling, som var omfattet af Forbundsrepublikken Tysklands erklæring ved ratifikationen af gennemførelseskonventionen. Som følge af denne erklæring var medlemsstaten ikke bundet af princippet ne bis in idem i de situationer, hvor de strafbare handlinger, der lå til grund for den udenlandske dom, udgjorde en krænkelse af denne kontraherende parts sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser ( 2 ).

Under disse omstændigheder ønskede den forelæggende ret, for hvilken der blev indgivet en anmodning om fornyet prøvelse af denne kendelse, oplyst, om gennemførelseskonventionen var gyldig i forhold til artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), som fastsætter princippet ne bis in idem, for så vidt som den tillader en medlemsstat at afgive en sådan erklæring. I bekræftende fald ønskede den forelæggende ret oplyst, om denne erklæring også kunne omfatte kriminelle organisationer, der udelukkende begår økonomisk kriminalitet.

Domstolen besvarede disse to spørgsmål bekræftende og præciserede de betingelser, hvorunder en sådan erklæring kunne omfatte denne form for kriminel organisation.

Domstolens bemærkninger

For det første fastslog Domstolen, idet den bekræftede gyldigheden af den bestemmelse i gennemførelseskonventionen, der fastsætter muligheden for at afgive den pågældende erklæring ( 3 ), i forhold til chartrets artikel 50, at denne førstnævnte bestemmelse udgjorde en begrænsning af den grundlæggende rettighed, der er sikret ved sidstnævnte artikel. En sådan begrænsning kan imidlertid være begrundet, for så vidt som den er fastlagt i lovgivningen og respekterer denne rettigheds væsentligste indhold ( 4 ). Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet skal denne begrænsning være nødvendig og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder ( 5 ).

I denne sammenhæng bemærkede Domstolen, at en begrænsning af princippet ne bis in idem respekterer det væsentligste indhold af chartrets artikel 50, når den udelukkende består i at gøre det muligt på ny at retsforfølge og sanktionere de samme forhold med henblik på at forfølge et særskilt mål. I denne henseende finder undtagelsen, som gennemførelseskonventionen ( 6 ) fastsætter til dette princip, kun anvendelse, når de handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, udgør en krænkelse mod medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser i den medlemsstat, der ønsker at gøre brug af denne undtagelse. Under henvisning til, at begrebet »[statens] sikkerhed« skal sammenholdes med begrebet »national sikkerhed« ( 7 ), fremhævede Domstolen, at formålet om beskyttelse af den nationale sikkerhed svarer til den primære interesse i at beskytte statens væsentlige funktioner og grundlæggende samfundsinteresser. Det følger heraf, at de strafbare handlinger, med hensyn til hvilke gennemførelseskonventionen giver mulighed for at gøre undtagelse fra dette princip, skal påvirke denne medlemsstat selv. Det samme gælder strafbare handlinger mod medlemsstatens øvrige interesser. Følgelig respekterer den anfægtede bestemmelse i gennemførelseskonventionen ( 8 ) det væsentligste indhold af princippet ne bis in idem, for så vidt som den tillader medlemsstaten at straffe handlinger, som berører den selv, og derved forfølge mål, der nødvendigvis er forskellige fra dem, med hensyn til hvilke den retsforfulgte person allerede er blevet dømt i en anden medlemsstat.

Hvad dernæst angik proportionalitetsprincippet skulle muligheden for at begrunde en begrænsning af princippet ne bis in idem vurderes ved at bedømme alvoren af det indgreb, som en sådan begrænsning indebærer, og ved at kontrollere, at betydningen af det mål af almen interesse, der forfølges med denne begrænsning, står i forhold til denne alvor. I denne henseende er den mulighed, der er fastsat i ovennævnte bestemmelse i gennemførelseskonventionen ( 9 ), egnet til at gennemføre en medlemsstats mål af almen interesse om at bekæmpe krænkelser af dens sikkerhed eller andre af dens lige så væsentlige interesser.

Henset til arten og den særligt alvorlige karakter af sådanne krænkelser går vigtigheden af dette mål af almen interesse desuden videre end interessen i at bekæmpe kriminalitet i almindelighed, selv grov kriminalitet. Et sådant formål kan derfor begrunde foranstaltninger, der indebærer indgreb i de grundlæggende rettigheder, som ikke er tilladt med henblik på retsforfølgning og sanktionering af strafbare handlinger generelt.

For det andet fastslog Domstolen, at gennemførelseskonventionen ( 10 ), sammenholdt med chartret ( 11 ), ikke er til hinder for, at retterne i en medlemsstat foretager en fortolkning af den erklæring, som denne medlemsstat har afgivet i henhold til gennemførelseskonventionen, hvorefter denne medlemsstat ikke er bundet af de bestemmelser, der fastsætter princippet ne bis in idem ( 12 ), for så vidt angår den strafbare handling, der består i at oprette en kriminel organisation, når den kriminelle organisation, som den retsforfulgte person deltog i, udelukkende begik økonomisk kriminalitet, forudsat at en sådan retsforfølgning i lyset af denne organisations handlinger har til formål at straffe handlinger, der er rettet mod denne medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

I denne henseende bemærkede Domstolen for det første, at strafbare handlinger, såsom spionage, forræderi eller alvorlige angreb på de offentlige myndigheders funktion, som følge af selve deres art er knyttet til den pågældende medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser og er omfattet af den i gennemførelseskonventionen ( 13 ) fastsatte undtagelse. Det følger imidlertid ikke heraf, at anvendelsesområdet for denne undtagelse nødvendigvis er begrænset til sådanne strafbare handlinger. Det kan nemlig ikke udelukkes, at retsforfølgelse for strafbare handlinger, hvis gerningsindhold ikke specifikt omfatter en krænkelse af medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, ligeledes kan være omfattet af denne undtagelse, når det, henset til de omstændigheder, hvorunder handlingen blev begået, behørigt kan fastslås, at formålet med retsforfølgningen for de omhandlede forhold er at bekæmpe krænkelser af denne sikkerhed eller disse andre lige så væsentlige interesser.

For det andet skal retsforfølgningen af en strafbar handling, der er omhandlet i en erklæring om gennemførelse af den mulighed, der er fastsat i samme bestemmelse i gennemførelseskonventionen ( 14 ), vedrøre forhold, som i særligt alvorlig grad påvirker selve den pågældende medlemsstat. Det er imidlertid ikke enhver kriminel organisation, der nødvendigvis og som sådan krænker den pågældende medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser. Den strafbare handling, der består i oprettelsen af en kriminel organisation, kan således kun give anledning til retsforfølgning i medfør af undtagelsen fra princippet ne bis in idem for så vidt angår organisationer, hvis handlinger, på grund af de forhold, der særligt kendetegner dem, kan anses for at udgøre sådanne krænkelser.

Hvad i denne sammenhæng angår den betydning, der skal tillægges den omstændighed, at en kriminel organisation udelukkende har begået økonomisk kriminalitet, præciserede Domstolen, at der med henblik på at kvalificere en sådan organisations handlinger som krænkende for den pågældende medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser skal tages hensyn til alvoren af de skader, som dens aktiviteter har forvoldt denne medlemsstat. Disse handlinger skal endvidere, uanset organisationens faktiske hensigt og ud over de indgreb i den offentlige orden, som enhver strafbar handling indebærer, påvirke selve medlemsstaten.

( 1 ) – Protokollen om integration af Schengenreglerne – Konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14.6.1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT 2000, L 239, s. 19), der blev undertegnet i Schengen den 19.6.1990, og som trådte i kraft den 26.3.1995 (herefter »gennemførelseskonventionen«). Princippet ne bis in idem er nedfældet i gennemførelseskonventionens artikel 54, som fastsætter, at »[e]n person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, [ikke] kan […] retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning«.

( 2 ) – Muligheden for at afgive en sådan erklæring er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).

( 3 ) – Jf. gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).

( 4 ) – Jf. chartrets artikel 52, stk. 1, første punktum.

( 5 ) – Jf. chartrets artikel 52, stk. 1, andet punktum.

( 6 ) – Jf. navnlig gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).

( 7 ) – Dette begreb er fastsat i artikel 4, stk. 2, TEU.

( 8 ) – Jf. gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).

( 9 ) – Jf. gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).

( 10 ) – Domstolen henviste således til gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).

( 11 ) – Jf. chartrets artikel 50 og artikel 52, stk. 1.

( 12 ) – Jf. gennemførelseskonventionens artikel 54.

( 13 ) – Jf. gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).

( 14 ) – Jf. gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).