Sag C-276/18

KrakVet Marek Batko sp.k.

mod

Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(anmodning om præjudiciel afgørelse
indgivet af Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság)

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juni 2020

»Præjudiciel forelæggelse – det fælles merværdiafgiftssystem (moms) – direktiv 2006/112/EF – artikel 33 – fastsættelse af stedet for afgiftspligtige transaktioner – levering af varer med transport – levering af varer, der forsendes eller transporteres af leverandøren eller for hans regning – forordning (EU) nr. 904/2010 – artikel 7, 13 og 28-30 – samarbejde mellem medlemsstaterne – udveksling af oplysninger«

1. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – levering af varer – stedet for afgiftspligtige transaktioner – levering af varer med transport – afgiftens forfald for så vidt angår ydelser, der allerede er blevet pålagt afgift i andre medlemsstater – samarbejdsforpligtelse for medlemsstaternes skattemyndigheder – rækkevidde – fælles løsning med hensyn til den afgiftsmæssige behandling af en og samme transaktion – ikke omfattet – transaktioner underlægges ensidigt en anden afgiftsmæssig behandling end den afgiftsmæssige behandling i en anden medlemsstat – lovlighed

   (Rådets forordning nr. 904/2010; Rådets direktiv 2006/112)

   (jf. præmis 46, 48-50 og 53 samt domskonkl. 1)

2. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – forelæggelsespligt – rækkevidde – transaktion, der behandles forskelligt i to medlemsstater i momsmæssig henseende – omfattet – betingelse – afgørelse afsagt af den forelæggende ret, der ikke kan appelleres i henhold til national ret

   (Art. 267 TEUF)

   (jf. præmis 51)

3. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – levering af varer – stedet for afgiftspligtige transaktioner – levering af varer med transport – transportaftale indgået mellem kunden og transportøren – leverandør, der anbefaler en transportør, men giver kunden mulighed for at vælge frit – varer, der transporteres eller forsendes af leverandøren eller for hans regning – begreb – varer, der transporteres eller forsendes af en leverandør, der har en afgørende rolle i leveringens væsentlige faser – omfattet – kriterier for efterprøvelse – hensyntagen til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed

   (Rådets direktiv 2006/112, art. 32 og 33)

   (jf. præmis 61, 63, 66, 67, 69-73, 77, 78, 80 og 82 samt domskonkl. 2)

4. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – transaktioner, der udgør misbrug – levering af varer, der transporteres fra en anden medlemsstat end den, hvor transporten afsluttes – transportaftale indgået mellem kunden og transportøren – leverandør, der anbefaler en transportør, men giver kunden mulighed for at vælge frit – anbefalet transportør, der er uafhængig og udøver reel økonomisk virksomhed – intet misbrug

   (Rådets direktiv 2006/112)

   (jf. præmis 84, 85, 89, 90 og 96 samt domskonkl. 3)

Resumé

I dommen i sagen KrakVet Marek Batko (C-276/18), afsagt den 18. juni 2020, fortolkede Domstolen for første gang artikel 33 i direktiv 2006/112 ( 1 ) (herefter »momsdirektivet«) og begrebet varer, der »transporteres eller forsendes af leverandøren eller for hans regning« som omhandlet i denne bestemmelse i forbindelse med en dobbelt påligning af afgift som følge af to medlemsstaters forskellige behandling af en og samme transaktion i form af en levering af varer, der omfatter en grænseoverskridende forsendelse eller transport. Denne kvalificering har indflydelse på fastsættelsen af stedet for den afgiftspligtige transaktion og for, hvilken medlemsstat der har kompetence til at opkræve merværdiafgift (moms).

Domstolen var også blevet forelagt et spørgsmål om samarbejdsforpligtelsen for medlemsstaternes skattemyndigheder med hensyn til fastsættelsen af leveringsstedet for de omhandlede varer i medfør af forordning nr. 904/2010 ( 2 ), med henblik på at tage stilling til, om skattemyndighederne i den stat, hvor varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten til kunden afsluttes, med hensyn til en og samme transaktion kan nå frem til en anden konklusion end den, som skattemyndighederne i den medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, er nået frem til, hvilket indebærer en dobbelt påligning af afgift for den afgiftspligtige persons vedkommende.

I den foreliggende sag tilbød KrakVet, et polsk selskab, der markedsfører produkter til dyr, via sit websted sine kunder med bopæl i Ungarn en mulighed for at overlade befordringen af varerne til en polsk transportør, der samarbejder med selskabet, idet det dog stod kunderne frit for at vælge en anden transportør. Hvis kunden vælger at anvende den anbefalede transportør, indgår den pågældende en aftale med denne transportør, som varetager leveringen af varerne til lagre tilhørende to kurervirksomheder med hjemsted i Ungarn, hvorfra varerne af en ungarsk transportør leveres til de endelige forbrugere. Betalingen for varerne fandt sted ved leveringen, til kurertjenesten, eller ved forudindbetaling på en bankkonto.

Da de polske skattemyndigheder var af den opfattelse, at beskatningsstedet for KrakVets handelsvirksomhed befandt sig i Polen, afregnede KrakVet moms i denne medlemsstat. De ungarske skattemyndigheder gennemførte imidlertid en efterfølgende kontrol af momsangivelserne og indledte en administrativ skatteprocedure mod KrakVet, under hvilken de indhentede oplysninger fra de polske skattemyndigheder. Ved afslutningen af denne procedure fandt de ungarske skattemyndigheder, at momsen på de varer, der var blevet transporteret til Ungarn, skulle afregnes i Ungarn, og pålagde KrakVet at betale en momsdifference, en bøde og morarenter samt en bøde for manglende overholdelse af pligten til registrering hos de ungarske skattemyndigheder.

KrakVet anlagde sag ved den forelæggende ret til prøvelse af de ungarske skattemyndigheders afgørelse, som indebar, at selskabet skulle betale moms to gange, hvilket var i strid med EU-retten.

Domstolen fastslog først, at momsdirektivet samt de relevante bestemmelser i forordning nr. 904/2010 ikke er til hinder for, at skattemyndighederne i en medlemsstat ensidigt kan undergive transaktioner en anden momsmæssig behandling end den, i medfør af hvilken disse transaktioner allerede er blevet pålagt afgift i en anden medlemsstat. Domstolen fremhævede således, at den nævnte forordning begrænser sig til at muliggøre et administrativt samarbejde med henblik på udveksling af oplysninger, der kan være nødvendige for medlemsstaternes skattemyndigheder, og regulerer således ikke disse myndigheders kompetence til at kvalificere de pågældende transaktioner i henhold til momsdirektivet. Denne forordning pålægger ikke skattemyndighederne i to medlemsstater at samarbejde med henblik på at nå frem til en fælles løsning med hensyn til den momsmæssige behandling af en transaktion, og foreskriver ikke, at skattemyndighederne i en medlemsstat skal være bundet af den kvalificering af denne transaktion, som skattemyndighederne i en anden medlemsstat har foretaget. En korrekt anvendelse af momsdirektivet skal gøre det muligt at undgå dobbelt afgiftspålæggelse og sikre afgiftsneutraliteten. I tilfælde af, at der er uoverensstemmelse mellem medlemsstaternes afgiftsmæssige behandling af en transaktion, tilkommer det de nationale retter at anmode Domstolen om en fortolkning af de EU-retlige bestemmelser. Viser det sig, at momsen allerede er blevet betalt med urette i en medlemsstat, består retten til at få tilbagebetalt afgifter, som er opkrævet i en medlemsstat i strid med EU-rettens bestemmelser, som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved EU-rettens bestemmelser, således som disse er blevet fortolket af Domstolen. Den pågældende medlemsstat er således som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten.

Dernæst undersøgte Domstolen momsdirektivets regler vedrørende fastsættelsen af stedet for afgiftspligtige transaktioner i tilfælde af levering af varer med transport. Den henviste til, at det fremgår af det nævnte direktivs artikel 32, at i tilfælde, hvor varen forsendes eller transporteres af leverandøren, af kunden eller af tredjemand, forstås ved leveringsstedet det sted, hvor varen befinder sig på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til kunden påbegyndes. Som en undtagelse er det imidlertid fastsat i samme direktivs artikel 33, at leveringsstedet for varer, der af leverandøren eller for hans regning forsendes eller transporteres fra en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten afsluttes, under visse betingelser anses for at være det sted, hvor varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten til kunden afsluttes.

Da hensynet til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed er et grundlæggende kriterium ved anvendelsen af det fælles momssystem, fandt Domstolen, at såfremt varer, som sælges af en leverandør, der er etableret i en medlemsstat, til kunder med bopæl i en anden medlemsstat, ligesom i det foreliggende tilfælde befordres til kunderne af en transportør, som anbefales af leverandøren, men med hvilket det står kunderne frit for at kontrahere med henblik på denne befordring, skal disse varer anses for at forsendes eller transporteres »af leverandøren eller for hans regning«, og leveringen skal anses for at være omfattet af momsdirektivets artikel 33, såfremt leverandørens rolle er afgørende for så vidt angår initiativet til og organiseringen af de væsentlige faser i forsendelsen eller transporten af de nævnte varer.

Idet den forelæggende ret fandt, at den i hovedsagen omhandlede situation rejste spørgsmålet, om KrakVets fremgangsmåde kan anses for at have karakter af misbrug, idet dette selskab har draget fordel af den lavere momssats i den medlemsstat, hvor det er etableret, da bestemmelserne i momsdirektivets artikel 33 ikke er blevet anvendt på dette selskab, fastslog Domstolen endelig, at der ikke er anledning til at anse transaktioner, hvorved varer, der sælges af en leverandør, befordres til kunderne af et selskab, som denne leverandør anbefaler, for at udgøre retsmisbrug, når den nævnte leverandør og dette selskab på den ene side er forbundne, og disse kunder på den anden side ikke desto mindre frit kan anvende et andet selskab eller personligt afhente varerne, for så vidt som disse omstændigheder ikke kan påvirke konstateringen af, at leverandøren og det transportselskab, som denne anbefaler, er uafhængige selskaber, der for egen regning driver reel økonomisk virksomhed.

( 1 ) – Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347 af 11.12.2006, s. 1).

( 2 ) – Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 af 7.10.2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift (EUT 2010, L 268, s. 1).