Sag C-380/17

K
og
B

mod

Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene))

»Præjudiciel forelæggelse – Domstolens kompetence – direktiv 2003/86/EF – ret til familiesammenføring – artikel 12 – manglende overholdelse af fristen på tre måneder efter tildelingen af international beskyttelse – person med subsidiær beskyttelsesstatus – afslag på en visumansøgning«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 7. november 2018

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – ret til familiesammenføring – direktiv 2003/86 – anvendelsesområde – tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til en person med subsidiær beskyttelsesstatus – ikke omfattet

   [Rådets direktiv 2003/86, art. 3, stk. 2, litra c)]

2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – EU-retlige bestemmelser, som af national ret er blevet gjort anvendelige på direkte og ubetinget vis i situationer, der ikke er omfattet af deres anvendelsesområde – omfattet – EU-retlige bestemmelser, som udtrykkeligt udelukker visse situationer fra deres anvendelsesområde – ingen betydning

   [Art. 267 TEUF; Rådets direktiv 2003/86, art. 3, stk. 2, litra c), og art. 12, stk. 1]

3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – ret til familiesammenføring – direktiv 2003/86 – familiesammenføring af flygtninge – ansøgning om familiesammenføring, som er indgivet i henhold til de gunstigere bestemmelser i det nævnte direktivs kapitel V – national lovgivning, der gør det muligt at afslå en sådan ansøgning alene med den begrundelse, at fristen på tre måneder efter anerkendelsen af referencepersonens subsidiære beskyttelsesstatus ikke er blevet overholdt – tilladt – betingelser

   (Rådets direktiv 2003/86, art. 5, stk. 5, art. 7, stk. 1, art. 10 og 11, art. 12, stk. 1 og 2, samt art. 17)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 26-33)

2.  Domstolen har i henhold til artikel 267 TEUF kompetence til at fortolke artikel 12, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den forelæggende ret skal tage stilling til, hvorvidt en person med subsidiær beskyttelsesstatus har ret til familiesammenføring, når den nævnte bestemmelse i medfør af national ret er blevet gjort direkte og ubetinget anvendelig i en sådan situation.

   I sådanne tilfælde er det nemlig afgjort i Den Europæiske Unions interesse, at bestemmelser, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås (jf. i denne retning dom af 18.10.2012, Nolan, C-583/10, EU:C:2012:638, præmis 46, og af 22.3.2018, Jacob og Lassus, C-327/16 og C-421/16, EU:C:2018:210, præmis 34).

   Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at artikel 3, stk. 2, litra c), i direktiv 2003/86 udtrykkeligt udelukker situationer som den, der er omhandlet i hovedsagen, fra direktivets anvendelsesområde.

   (jf. præmis 35, 39 og 41 samt domskonkl. 1)

3.  Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2003/86 er ikke til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt at afslå en ansøgning om familiesammenføring, som er indgivet for et familiemedlem til en flygtning i henhold til de gunstigere bestemmelser for flygtninge i direktivets kapitel V, med den begrundelse, at ansøgningen blev indgivet mere end tre måneder efter anerkendelsen af referencepersonens flygtningestatus, samtidig med at der indrømmes en mulighed for at indgive en ny ansøgning inden for rammerne af en anden ordning, forudsat at denne lovgivning:

   –	fastsætter, at en sådan afslagsgrund ikke kan anvendes i situationer, hvor særlige omstændigheder gør, at den sene indgivelse af den første ansøgning objektivt set er undskyldelig

   –	fastsætter, at de pågældende personer er fuldt informeret om følgerne af afgørelsen om afslag på deres første ansøgning og om de skridt, som de skal tage for effektivt at varetage deres ret til familiesammenføring, og

   –

   sikrer, at de referencepersoner, der er anerkendt som flygtninge, fortsat er omfattet af de gunstigere betingelser for udøvelsen af retten til familiesammenføring, der finder anvendelse på flygtninge, og som er fastsat i direktivets artikel 10 og 11 eller artikel 12, stk. 2. Artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2003/86 kan ikke fortolkes således, at bestemmelsen pålægger medlemsstaterne at lægge til grund, at en overskridelse uden gyldig grund af fristen for indgivelse af en ansøgning om familiesammenføring i henhold til den i direktivets artikel 12, stk. 1, første afsnit, fastsatte gunstigere ordning kun udgør ét blandt andre forhold, hvortil der skal tages hensyn ved den samlede vurdering af, om ansøgningen skal imødekommes, og som kan opvejes af andre forhold. Såfremt denne fortolkning, som ikke kan støttes på ordlyden af det nævnte direktivs artikel 12, blev lagt til grund, ville den regel om begrænsning af de respektive anvendelsesområder for de ordninger, der finder anvendelse på ansøgninger om familiesammenføring indgivet af flygtninge, som medlemsstaterne har mulighed for at indføre på grundlag af den i direktivets artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, fastsatte frist, nemlig for det første blive berøvet sin effektivitet og klarhed. For det andet har en overskridelse af den i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2003/86 fastsatte frist til indgivelse af en ansøgning om familiesammenføring ingen direkte indvirkning på referencepersonens familiemedlemmers tilladelse til indrejse eller ophold, men gør det alene muligt at fastlægge de rammer, inden for hvilke ansøgningen skal behandles. Artikel 5, stk. 5, og artikel 17 i direktiv 2003/86 kan ikke begrunde en anden løsning. Ikke desto mindre bemærkes, at selv om EU-lovgiver har tilladt medlemsstaterne at kræve, at de i direktivets artikel 7, stk. 1, fastsatte betingelser bliver iagttaget i den situation, der er omhandlet i direktivets artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, har den nævnte lovgiver ikke derved fastslået, hvordan en for sent indgivet ansøgning i henhold til den i direktivets artikel 12, stk. 1, første afsnit, fastsatte gunstigere ordning skal behandles rent processuelt. Under disse omstændigheder fremgår det af Domstolens faste praksis, at det i mangel af EU-retlige regler herom og i medfør af princippet om procesautonomi tilkommer den pågældende medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne regler, idet disse regler dog dels ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer i henhold til national ret (ækvivalensprincippet), dels ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom af 22.2.2018, INEOS Köln, C-572/16, EU:C:2018:100, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

   (jf. præmis 48-51, 55, 56 og 66 samt domskonkl. 2)