Sag C-291/16

Schweppes SA

mod

Red Paralela SL

og

Red Paralela BCN SL

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Mercantil no 8 de Barcelona)

»Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – varemærker – direktiv 2008/95/EF – artikel 7, stk. 1 – konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket – parallelle varemærker – overdragelse af varemærker for en del af det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) – handelsstrategi, der bevidst fremmer et globalt og samlet varemærkes image efter overdragelsen – uafhængige indehavere, der dog har nære handelsmæssige og økonomiske forbindelser«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 20. december 2017

1. Præjudicielle spørgsmål–Domstolens kompetence–grænser–den nationale rets kompetence–fastlæggelse og vurdering af sagens faktiske omstændigheder–spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse er nødvendig, og de forelagte spørgsmåls relevans–den nationale rets vurdering

   (Art. 267 TEUF)

2. Præjudicielle spørgsmål–Domstolens kompetence–grænser–spørgsmål, som klart er uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar–spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen–Domstolen ikke kompetent

   (Art. 267 TEUF)

3. Tilnærmelse af lovgivningerne–varemærker–direktiv 2008/95–konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket–overdragelse af et varemærke til en tredjemand for en del af det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde–indsigelse fra indehaveren af varemærket i en medlemsstat mod import af identiske varer, der er forsynet med det samme varemærke hidrørende fra en anden medlemsstat–afvisning fra realitetsbehandling–betingelser

   (Art. 36 TEUF; Rådets direktiv 2008/95, art. 7, stk. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 21 og 23)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 24)

3.  Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, set i lyset af artikel 36 TEUF, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at indehaveren af et nationalt varemærke kan modsætte sig indførsel af identiske varer, der er forsynet med det samme varemærke hidrørende fra en anden medlemsstat, hvor dette varemærke, der oprindeligt tilhørte samme indehaver, nu indehaves af en tredjemand, som har erhvervet rettighederne ved overdragelse, når

   –

   indehaveren alene, eller idet denne koordinerer sin varemærkestrategi med denne tredjemand, efter denne overdragelse er fortsat med aktivt og bevidst at fremme et billede eller image af et samlet og globalt varemærke og således har skabt eller styrket en forveksling hos den berørte kundekreds med hensyn til den handelsmæssige oprindelse for de varer, der er forsynet med dette varemærke

   eller

   –

   der efter denne overdragelse findes økonomiske forbindelser mellem indehaveren og den nævnte tredjemand på den måde, at de koordinerer deres handelspolitikker eller bliver enige om i fællesskab at kontrollere brugen af varemærket, således at de har mulighed for direkte eller indirekte at bestemme de varer, hvorpå varemærket anbringes, og kontrollere deres kvalitet.

   Ved en sådan adfærd, der har til virkning, at indehaverens varemærke ikke længere opfylder sin væsentligste funktion på uafhængig måde inden for den territoriale ramme, der er dets egen, har indehaveren selv skadet denne funktion eller forvansket den. Det følger heraf, at denne ikke kan påberåbe sig nødvendigheden af at bevare den nævnte funktion for at modsætte sig indførslen af de identiske varer, som er forsynet med det samme varemærke, der hidrører fra en anden medlemsstat, hvor dette varemærke nu indhaves af den nævnte tredjemand.

   (Jf. præmis 40, 55 og domskonkl.)