Sag C-600/14

Forbundsrepublikken Tyskland

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål – Den Europæiske Unions optræden udadtil – artikel 216, stk. 1, TEUF – artikel 218, stk. 9, TEUF – fastlæggelse af, hvilken holdning der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en international aftale – Udvalget for Revision af Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (OTIF) – ændring af konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) og tillæggene dertil – delt kompetence mellem unionen og dens medlemsstater – Unionens eksterne kompetence på et område, hvor Unionen endnu ikke har vedtaget fælles regler – gyldigheden af afgørelse 2014/699/EU – begrundelsespligt – princippet om loyalt samarbejde«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. december 2017

1. Den Europæiske Union–tildelte kompetencer–interne og eksterne kompetencer–overholdelse af princippet om kompetencetildeling

   (Art. 5, stk. 2, TEU)

2. Internationale aftaler–indgåelse–Unionens kompetence–udtrykkelig eller forudsætningsvis tildeling–enekompetence og delt kompetence

   (Art. 3, stk. 2, TEUF og art. 216, stk. 1, TEUF)

3. Internationale aftaler–indgåelse–Unionens kompetence–kompetence henset til behovet for at indgå aftalen med henblik på at nå et af de mål, som er fastlagt i traktaterne–rækkevidde–ændring af konventionen om internationale jernbanebefordringer–omfattet–delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne–behovet for, at Unionen allerede har udøvet sin interne lovgivningskompetence, inden den handler udadtil–foreligger ikke

   [Art. 5, stk. 2, TEU; art. 2, stk. 2, TEUF, art. 4, stk. 2, litra g), TEUF, art. 91, stk. 1, TEUF og art. 216, stk. 1, TEUF; Rådets afgørelse 2014/699]

4. Institutionernes retsakter–angivelse af retsgrundlaget–forpligtelse–rækkevidde–udeladelse, der ikke udgør en væsentlig mangel–grænser–udtrykkelig henvisning, der er ubetinget nødvendig for udøvelsen af domstolsprøvelsen

   (Art. 296 TEUF)

5. Internationale aftaler–indgåelse–Unionens kompetence–kompetence henset til behovet for at indgå aftalen med henblik på at nå et af de mål, som er fastlagt i traktaterne–form- eller procedurekrav med henblik den retsakt, der skal vedtages

   (Art. 216, stk. 1, TEUF og art 352 TEUF)

1.  Princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, TEU, skal overholdes, både når Unionen optræder internt, og når den optræder på internationalt plan.

   (jf. præmis 44)

2.  Unionen have en ekstern kompetence ud over de i artikel 3, stk. 2, TEUF nævnte tilfælde. Unionens kompetence til at indgå internationale aftaler følger nemlig ikke blot af, at den udtrykkeligt er tildelt i traktaten, men kan også udledes implicit af andre bestemmelser i traktaten og af retsakter, som i medfør af disse bestemmelser er udstedt af Unionens institutioner. Navnlig såfremt der med henblik på virkeliggørelsen af et bestemt mål ved EU-retten er tildelt disse institutioner kompetence internt, har Unionen kompetence til at påtage sig de nødvendige internationale forpligtelser til virkeliggørelse af dette mål, også selv om der ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse herom. Dette sidstnævnte tilfælde er i øvrigt omhandlet i artikel 216, stk. 1, TEUF.

   Der skal desuden foretages en sondring mellem forekomsten af en ekstern kompetence for Unionen og spørgsmålet om, hvorvidt denne eventuelle kompetence er en enekompetence eller en delt kompetence. Denne sondring kommer til udtryk i EUF-traktaten. Det følger af selve ordlyden af artikel 216, stk. 1, TEUF, at hvor der ikke er sondret mellem, om Unionen har en eksklusiv eller delt kompetence, har Unionen en sådan kompetence i de fire nævnte tilfælde. Det tilfælde, hvor indgåelsen af en aftale kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde, og i hvilket tilfælde Unionen har en eksklusiv kompetence i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF, er kun ét af disse tilfælde. Ud fra en sammenligning af ordlyden af artikel 216, stk. 1, TEUF og af artikel 3, stk. 2, TEUF fremgår det desuden, at de tilfælde, hvor Unionen har en ekstern kompetence i henhold til den førstnævnte artikel, ikke er begrænset til de forskellige situationer, som er nævnt i den sidstnævnte artikel, hvori Unionen har en ekstern enekompetence.

   (jf. præmis 45-47 og 49-51)

3.  De punkter på dagsordenen for det 25. møde i Udvalget for Revision af Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringers revisionsudvalg, som vedrører forslagene til ændring af konventionen om internationale jernbanebefordringer af 9. maj 1980, med hensyn til hvilke Rådet fastlagde, hvilke holdninger der skulle indtages på Unionens vegne, er omfattet af Unionens eksterne kompetence. Rådet tilsidesatte dermed ikke det i artikel 5, stk. 2, første punktum, TEU fastsatte princip om kompetencetildeling.

   De omhandlede ændringer vedrører således privatretlige kontrakter om international jernbanetrafik, der er et område, som er omfattet af en EU-politik, nemlig transportpolitikken, der er beskrevet i afsnit VI med overskriften »Transport« i EUF-traktatens tredje del, der har overskriften »Unionens interne politikker og foranstaltninger«, og som følgelig svarer til et af målene i EUF-traktaten, og skal dermed anse for at svare til et af målene i EUF-traktaten. Henset til, at bestemmelser og tillæggene hertil, som de omtvistede ændringer vedrører, har til formål at indføre harmoniserede standarder på internationalt niveau, herunder for international transport til eller fra en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters områder, for så vidt angår de dele af en strækning, som foretages uden for Unionens område, og i princippet ligeledes for så vidt angår de dele af en strækning, som foretages inden for Unionens område, bidrager Unionens holdning til disse ændringer til en gennemførelse af målene med den fælles transportpolitik inden for rammerne af den kompetence, som Unionen er tildelt i henhold til artikel 91, stk. 1, TEUF, hvilken kompetence ligeledes har et eksternt element. Indtagelsen af denne holdning er dermed nødvendig for i forbindelse med Unionens politikker at nå et af de mål, der er fastlagt i traktaterne som omhandlet i artikel 216, stk. 1, TEUF.

   Endvidere kan det ikke med føje hævdes, at fordi transportområdet, som i henhold til artikel 4, stk. 2, litra g), TEUF er omfattet af området med delt kompetence mellem Unionen og dens medlemsstater, kan Unionen ikke handle udadtil, før den har handlet indadtil gennem vedtagelse af fælles regler inden for de områder, hvorpå der er indgået internationale forpligtelser. Unionens eksterne kompetence afhænger nemlig på ingen måde afhænger af, om Unionen forinden har udøvet sin interne lovgivningskompetence på det pågældende område. Ifølge artikel 2, stk. 2, første punktum, TEUF om delt kompetence er det ikke en betingelse for, at der foreligger en delt ekstern kompetence mellem Unionen og dens medlemsstater, at der i traktaterne er fastsat en bestemmelse, som eksplicit tillægger Unionen en sådan ekstern kompetence.

   (jf. præmis 56, 60, 62, 66, 67 og 72)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 80-84)

5.  Selv om artikel 216, stk. 1, TEUF ganske vist nævner de forskellige tilfælde, hvor Unionen er bemyndiget til at indgå en international aftale, foreskriver den til forskel fra artikel 352 TEUF ikke nogen form- eller procedurekrav med henblik herpå. Aktens form og den procedure, der skal følges, skal dermed afgøres i henhold til andre bestemmelser i traktaten.

   (jf. præmis 89)