Sag C-205/16 P

SolarWorld AG

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Appel – subsidieret indførsel – gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 – artikel 2 – import af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Kina – endelig udligningstold – fritagelse for import, der er genstand for et godtaget tilsagn – spørgsmålet, om en bestemmelse kan udskilles«

Sammendrag – Domstolens dom (Niende Afdeling) af 9. november 2017

1. Appel–anbringender–anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte–afvisning–anfægtelse af den af Retten foretagne fortolkning eller anvendelse af EU-retten–antagelse til realitetsbehandling

   [Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 168, stk. 1, litra d), og 169, stk. 2]

2. Annullationssøgsmål–formål–delvis annullation–betingelse–de anfægtede bestemmelser kan udskilles–bestemmelse i en forordning fra Rådet, der fritager import, som er omfattet af et tilsagn, der er godtaget af Kommissionen, for udligningstold–annullation, der medfører en ændring af forordningens materielle indhold–betingelse ikke opfyldt

   (Art. 263 TEUF, Rådets forordning nr. 1239/2013, art. 1 og 2)

3. Appel–anbringender–anbringende fremsat for første gang i forbindelse med appellen–afvisning

   (Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, statutten for Domstolen, art. 58)

4. Grundlæggende rettigheder–ret til en effektiv domstolsbeskyttelse–grænser–overholdelse af betingelserne for en sags antagelse til realitetsbehandling–søgsmål med påstand om delvis annulation af en forordning om indførelse af en udligningstold

   (Art. 263, stk. 4, TEUF, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1239/2013)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 24-27)

2.  Retten begik ikke nogen retlig fejl, da den i forbindelse med sin undersøgelse af, om et søgsmål med påstand om annullation af artikel 2 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 af 2. december 2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina, at den nævnte artikel ikke kunne udskilles fra resten af bestemmelserne i denne forordning.

   En EU-retsakt kan således kun annulleres delvist, såfremt de elementer, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige retsakt, og dette krav er ikke opfyldt, når en delvis annullation af en akt bevirker, at det materielle indhold heraf ændres.

   Det følger herved af bestemmelserne indeholdt i artikel 1 og 2 i gennemførelsesforordning nr. 1239/2013, at denne sidstnævnte artikel ved hjælp af et tilsagn vedrørende en minimumsimportpris fastsætter en undtagelse fra betaling af den udligningstold, som er indført i medfør af denne artikel 1, inden for grænser i form af en vis årlig importmængde. Unionslovgiver indførte med vedtagelsen af denne forordning handelsbeskyttelsesforanstaltninger, som udgør et sæt eller en »pakke«. Den nævnte forordning pålægger således to særskilte og indbyrdes supplerende foranstaltninger, som har til formål at nå et fælles mål, nemlig at bringe den skadelige virkning for EU-erhvervsgrenen af den kinesiske subsidierede indførsel vedrørende de pågældende varer til ophør, alt imens denne erhvervsgrens interesser beskyttes.

   Da forordning nr. 1239/2013 er baseret på muligheden for at anvende begge disse foranstaltninger af forskellig art, kan de kinesiske eksporterende producenter påberåbe sig det tilsagn om minimumsimportpris, som Kommissionen har godtaget i henhold til den nævnte forordnings artikel 2, og således undgå, at en værditold som fastsat i samme forordnings artikel 1 pålægges deres varer. Henset til forskellene med hensyn til de økonomiske konsekvenser forbundet med disse to typer handelsbeskyttelsesforanstaltninger ville en sådan annullation således påvirke selve det materielle indhold af den omtvistede forordning.

   Anvendelsen af tilsagnet vedrørende minimumsimportprisen omfattede størstedelen af tilfældene siden vedtagelsen af forordning nr. 1239/2013. Dette tilsagn synes således principielt at skulle anvendes i forbindelse med import afsendt fra Kina, der er omfattet af den nævnte gennemførelsesforordning. Under sådanne omstændigheder vil en annullation af det nævnte tilsagn nødvendigvis påvirke det materielle indhold af denne forordning.

   (jf. præmis 38, 42, 46, 52, 55 og 57)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 64 og 65)

4.  Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har ikke til formål at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, og navnlig ikke reglerne for antagelse til realitetsbehandling af direkte søgsmål ved Unionens retsinstanser. Beskyttelsen i chartrets artikel 47 kræver heller ikke, at et retssubjekt betingelsesløst kan anlægge et annullationssøgsmål direkte ved Unionens retsinstanser til prøvelse af lovgivningsmæssige retsakter fra Unionen.

   Under disse omstændigheder kan det forhold, at en virksomhed ikke kan anlægge et søgsmål alene til prøvelse af en del af gennemførelsesforordning nr. 1239/2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina, som ikke kan udskilles, ikke indebære en tilsidesættelse af virksomhedens rettigheder i henhold til chartrets artikel 47, for så vidt som denne kunne anfægte den nævnte forordning i sin helhed. Virksomheden kunne således, forudsat at den opfylder betingelserne for søgsmålskompetence i artikel 263, stk. 4, TEUF, anfægte den nævnte forordning direkte for Retten og nedlægge påstand om, at virkningerne af denne annullation udsættes indtil EU-institutionernes vedtagelse af de nødvendige foranstaltninger med henblik på opfyldelse af dommen om annullation, eller anfægte gyldigheden af den omtvistede forordning for de nationale domstole og anmode disse om at forelægge spørgsmålet for Domstolen efter den præjudicielle procedure.

   (jf. præmis 67, 68 og 70)