Forenede sager C-247/15 P, C-253/15 P og C-259/15 P

Maxcom Ltd m.fl.

mod

Chin Haur Indonesia PT

»Appel – dumping – gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013 – import af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien – udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes over for importen af cykler med oprindelse i Kina, til også at omfatte denne import – forordning (EF) nr. 1225/2009 – artikel 13 – omgåelse – artikel 18 – manglende samarbejde – bevis – en række samstemmende indicier«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 26. januar 2017

1. Appel–anbringender–urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne–afvisning–Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviselementer–udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt–tilsidesættelse af bevisbestemmelserne–formaliteten

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

2. Fælles handelspolitik–beskyttelse mod dumping–institutionernes skønsbeføjelser–domstolskontrol–grænser

3. Fælles handelspolitik–beskyttelse mod dumping–omgåelse–konstatering af en omgåelse–bevisbyrde–konstatering af en omgåelse på grundlag af en række samstemmende indicier–lovlighed

   (Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 13 og 18)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 50 og 51)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 54)

3.  Ifølge artikel 13, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, påhviler det EU-institutionerne at bevise, at der foreligger omgåelse. Det fremgår desuden af ordlyden og opbygningen af den nævnte artikel 13, at det med henblik på at fastslå, at der er tale om omgåelse, påhviler EU-institutionerne at foretage en samlet analyse vedrørende det af undersøgelsen af omgåelsen i sin helhed omfattede tredjeland. Til gengæld tilkommer det dem ikke at foretage en analyse af de enkelte individuelle producenter/eksportørers situation for at bevise en sådan omgåelse, idet denne analyse påhviler de nævnte individuelle producenter/eksportører i forbindelse med anmodninger i henhold til denne forordnings artikel 13, stk. 4. En konstatering af, at der er tale om omgåelse af antidumpingforanstaltningerne, fastslås således i overensstemmelse med denne forordnings artikel 13, stk. 1, af EU-institutionerne for det pågældende tredjeland som helhed, mens det tilkommer hver enkelt producent/eksportør at påvise, at dennes specifikke situation begrunder indrømmelsen af en sådan fritagelse i henhold til forordningens artikel 13, stk. 4.

   Hvad angår kravene til det bevis, der kræves for at godtgøre, at der foreligger omgåelse i tilfælde af en del af producenterne/eksportørernes utilstrækkelige eller manglende samarbejde, er der ikke nogen bestemmelse i den nævnte forordning, som i forbindelse med en undersøgelse af, om der foreligger omgåelse, tillægger Kommissionen nogen beføjelse til at tvinge de producenter eller eksportører, der er omfattet af en klage, til at deltage i en undersøgelse eller fremlægge oplysninger. Kommissionen er således afhængig af parternes frivillige samarbejde, med henblik på at disse forsyner den med de nødvendige oplysninger. Dette er grunden til, at EU-lovgiver i den nævnte forordnings artikel 18, stk. 1, har bestemt, at i tilfælde, hvor en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Forordningens artikel 18, stk. 6, præciserer desuden, at hvis en berørt part ikke er rede til at samarbejde i fornødent omfang, således at relevante oplysninger holdes tilbage, kan en sådan situation føre til et resultat, som er mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

   Under omstændigheder, der var karakteriseret ved, at producenterne/eksportørerne slet ikke samarbejdede, fastslog Domstolen, at det fremgår af den nævnte forordnings artikel 18, at EU-lovgiver ikke har ønsket at indføre en lovsformodning, der gør det muligt direkte af de berørte parters manglende samarbejdsvilje at udlede, at der er tale om en omgåelse, og som følgelig fritager EU-institutionerne fra ethvert krav om bevisførelse. Henset til muligheden for at drage endog definitive konklusioner på grundlag af foreliggende faktiske oplysninger og for at behandle den part, der ikke samarbejder, eller som kun samarbejder delvist, mindre gunstigt, end hvis denne havde samarbejdet, er det lige så indlysende, at EU-institutionerne har ret til på grundlag af en række samstemmende indicier at fastslå, at der er tale om omgåelse som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009. Enhver anden løsning vil kunne forringe indvirkningen af Unionens handelsbeskyttelsesforhandlinger, hver gang EU-institutionerne står over for et manglende samarbejde i forbindelse med en undersøgelse, hvor det skal fastlægges, om der foreligger en omgåelse.

   Når det manglende samarbejde vedrører ikke alle, men kun en del af producenterne/eksportørerne, er ordlyden af den nævnte forordnings artikel 13, stk. 1, ikke til hinder for, at EU-institutionerne på grundlag af en række samstemmende indicier kan fastslå, at der er tale om omgåelse af antidumpingforanstaltningerne i det tilfælde, hvor de producenter/eksportører, som repræsenterer en væsentlig del af importen af den pågældende vare til EU, ikke samarbejdede eller ikke samarbejdede tilstrækkeligt i undersøgelsen. I øvrigt tjener nødvendigheden af at sikre effektiviteten af handelsbeskyttelsesforhandlinger under sådanne omstændigheder ligeledes som begrundelse for, at disse institutioner har ret til på grundlag af en række samstemmende indicier at fastslå, at der er tale om omgåelse som omhandlet i denne bestemmelse.

   Selv om EU-institutionerne har ret til at basere sig på en række indicier, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse indicier i henhold til denne forordnings artikel 13, stk. 1 og 3, skal tilsigte at godtgøre, at de fire betingelser, som er nævnt i denne bestemmelse, er opfyldt. Hvad angår den anden betingelse, dvs. at ændringen i mønstret for handelen mellem et tredjeland og Unionen eller mellem individuelle selskaber i det land, der er omfattet af foranstaltninger, og Unionen, skyldes praksis, forarbejdning eller bearbejdning, for hvilken der ikke foreligger nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse ud over indførelsen af tolden, skal disse institutioner således råde over oplysninger med henblik på at godtgøre, at ændringen i mønstret for handelen følger af en sådan praksis, forarbejdning eller bearbejdning.

   (jf. præmis 56, 57, 59-62 og 64-67)