Sag C-367/15

Stowarzyszenie »Oławska Telewizja Kablowa«

mod

Stowarzyszenie Filmowców Polskich

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/48/EF – artikel 13 – intellektuel og industriel ejendomsret – tilsidesættelse – beregning af erstatning – lovgivningen i en medlemsstat – beløb svarende til det dobbelte af de gebyrer, som normalt skal betales«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 25. januar 2017

Tilnærmelse af lovgivningerne – håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder – direktiv 2004/48 – foranstaltninger, procedurer og retsmidler – tilkendelse af erstatning – national lovgivning, der fastsætter betaling af et beløb svarende til det dobbelte af det passende vederlag, som skal betales ved en tilladelse til at anvende det pågældende værk, uden en godtgørelse af det faktisk lidte tab – tilladt

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48, 26. betragtning og art. 13, stk. 1, andet afsnit, litra b)]

Artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter indehaveren af en ophavsret, der er genstand for krænkelse, kan kræve af den person, som har krænket denne ret, enten at erstatte det tab, som førstnævnte har lidt, under hensyn til alle relevante aspekter i det foreliggende tilfælde, eller at betale et beløb svarende til det dobbelte af det passende vederlag, som skulle have været betalt ved en tilladelse til at anvende det pågældende værk, uden at denne indehaver skal godtgøre det faktisk lidte tab.

Der kan ikke rejses tvivl om denne fortolkning ved den omstændighed, for det første, at en erstatning beregnet på grundlag af det dobbelte af det hypotetiske vederlag ikke er fuldstændigt proportional med det tab, der reelt er lidt af den krænkede part. Denne karakteristik er nemlig uløseligt forbundet med enhver fast godtgørelse ligesom den, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 13, stk. 1, andet afsnit, litra b), i direktiv 2004/48.

For det andet kan der heller ikke rejses tvivl ved den nævnte fortolkning ved den omstændighed, at direktiv 2004/48, således som det fremgår af 26. betragtning hertil, ikke har til formål at indføre en pligt til at fastsætte en erstatning, der har karakter af straf. Dels kan den omstændighed, at direktiv 2004/48 ikke indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte en såkaldt »erstatning, der har karakter af straf«, nemlig ikke, i modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at mene, anses for et forbud mod at indføre en sådan foranstaltning. Dels, og uden at det er fornødent at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt indførelsen af en såkaldt »erstatning, der har karakter af straf« vil være i strid med artikel 13 i direktiv 2004/48 eller ej, fremgår det ikke, at den bestemmelse, der finder anvendelse i hovedsagen, indeholder en pligt til at betale en sådan erstatning.

Hvad endelig for det tredje angår argumentet om, at den krænkede part, for så vidt som denne vil kunne beregne erstatningen på grundlag af det dobbelte af det hypotetiske vederlag, ikke længere skal godtgøre, at der foreligger årsagsforbindelse mellem det forhold, der har forvoldt krænkelsen af ophavsrettigheden, og det lidte tab, må det konstateres, at dette argument hviler på en for streng fortolkning af begrebet »årsag«, hvorefter indehaveren af den krænkede ret skal bevise en årsagsforbindelse mellem dette forhold og ikke blot det lidte tab, men ligeledes sidstnævntes nøjagtige størrelse. En sådan fortolkning er imidlertid uforenelig med selve hensigten med en fastsættelse af erstatningen til et fast beløb og følgelig med artikel 13, stk. 1, andet afsnit, litra b), i direktiv 2004/48, som tillader denne slags erstatning.

(jf. præmis 26-29, 32, 33 og domskonkl.)