Sag C-668/15

Jyske Finans A/S

mod

Ligebehandlingsnævnet

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vestre Landsret)

»Præjudiciel forelæggelse – ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse – direktiv 2000/43/EF – artikel 2, stk. 2, litra a) og b) – kreditinstitut, der kræver, at personer, der ansøger om et lån til køb af et motorkøretøj, og som har identificeret sig ved et kørekort, der angiver et andet fødeland end en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, skal fremlægge supplerende dokumentation for identitet i form af en kopi af pas eller af opholdstilladelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 6. april 2017

EU-ret – principper – ligebehandling – ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse – direktiv 2000/43 – praksis i et kreditinstitut, hvorefter en kunde, der har identificeret sig ved et kørekort, der angiver et andet fødeland end en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, pålægges at fremlægge supplerende dokumentation for identitet – lovlighed

[Rådets direktiv 2000/43, art. 2, stk. 2, litra a) og b)]

Artikel 2, stk. 2, litra a) og b), i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for et kreditinstituts praksis, hvorefter en kunde, hvis kørekort angiver et andet fødeland end en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, pålægges et krav om at fremlægge supplerende legitimation i form af en kopi af pas eller opholdstilladelse.

I denne henseende bemærkes, at begrebet »etnisk oprindelse« bygger på den opfattelse, at samfundsgrupper bl.a. kendetegnes ved indbyrdes at have samme nationalitet, religiøse overbevisning, sprog, kulturelle baggrund, traditioner og levested (dom af 16.7.2015, CHEZ Razpredelenie Bulgaria,C-83/14, EU:C:2015:480, præmis 46). Selv om en persons fødeland ikke indgår i denne liste af kriterier, bemærkes, at for så vidt som denne liste indledes med udtrykket »bl.a.«, har de deri opregnede elementer ikke udtømmende karakter, og det er derfor ikke udelukket, at kriteriet fødeland kan indgå i listen. Selv hvis dette måtte være tilfældet, må det imidlertid fastslås, at fødeland alene ville være en af de specifikke faktorer, der gør det muligt at antage, at en person tilhører en etnisk gruppe, uden på nogen måde at være afgørende i denne henseende. En etnisk oprindelse kan nemlig ikke afgøres alene på grundlag af ét kriterium, men bør derimod baseres på en vifte af elementer, hvoraf visse har objektiv karakter og andre subjektiv karakter. Det er desuden ubestridt, at fødelandet ikke generelt og absolut kan erstatte samtlige de kriterier, der er nævnt i denne doms præmis 17. Følgelig kan fødelandet ikke i sig selv danne grundlag for en generel formodning om et tilhørsforhold til en bestemt etnisk gruppe, således at det kan fastslås, at disse to begreber er direkte og uløseligt forbundet med hinanden. Desuden kan det ikke antages, at der er én og kun én etnisk oprindelse for hver suveræn stat. Det kan derfor ikke antages, at det i hovedsagen omhandlede krav om supplerende legitimation – såfremt det lægges til grund, at dette krav kan anses for at være udtryk for en »ufordelagtig behandling« – hviler direkte på den etniske oprindelse.

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt en sådan praksis udgør indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, skal det vurderes, om denne praksis, selv om den er udformet neutralt, i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43 stiller personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer. Undersøgelsen af, om der foreligger ufordelagtig behandling, skal, således som generaladvokaten har anført i punkt 64 i forslaget til afgørelse, ske specifikt og konkret i lyset af den pågældende gunstige behandling og ikke generelt og abstrakt. Det følger heraf, at argumentet om, at anvendelsen af det i hovedsagen omhandlede neutrale kriterium fødeland med større sandsynlighed generelt vil berøre personer af »en bestemt etnisk oprindelse« i forhold til »andre personer«, ikke kan tiltrædes. Det samme gør sig gældende for så vidt angår argumentet om, at anvendelsen af dette kriterium vil stille personer med etnisk oprindelse i et »andet land« end i en EU-medlemsstat eller et EFTA-land ufordelagtigt. Der henvises desuden til denne doms præmis 18-21, hvoraf fremgår, at etnisk oprindelse ikke generelt kan bestemmes alene på grundlag af identificering af fødelandet.

(jf. præmis 17-21, 23, 26, 32-34 og 37 samt domskonkl.)