Sag C-216/15

Betriebsrat der Ruhrlandklinik gGmbH

mod

Ruhrlandklinik gGmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2008/104/EF – vikararbejde – anvendelsesområde – begrebet »arbejdstager« – begrebet »økonomisk aktivitet« – plejepersonale, der ikke er ansat i henhold til en ansættelseskontrakt, og som udsendes til en sundhedsinstitution af en forening, som ikke arbejder med gevinst for øje«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 17. november 2016

Socialpolitik – vikararbejde – direktiv 2008/104 – anvendelsesområde – begrebet »arbejdstager« – medlem af en forening, som ikke arbejder med gevinst for øje, der som hovedbeskæftigelse og efter anvisninger fra en brugervirksomhed udfører opgaver mod betaling af løn, og som i forbindelse hermed er beskyttet i den pågældende medlemsstat – ingen arbejdskontrakt med den nævnte forening – omfattet – begrebet »økonomisk virksomhed« – forening, som ikke arbejder med gevinst for øje, der udsender plejepersonale til syge- og sundhedsinstitutioner mod en økonomisk godtgørelse, der dækker personaleomkostningerne og administrationsomkostningerne – omfattet

[Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/104, art. 1, stk. 1 og 2, art. 3, stk. 1, litra a) og c) og stk. 2]

Artikel 1, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at direktivets anvendelsesområde omfatter en situation, hvor en forening, som ikke arbejder med gevinst for øje, mod en økonomisk godtgørelse udsender et af sine medlemmer til en brugervirksomhed med henblik på i denne virksomhed primært og efter anvisninger af sidstnævnte at udføre en arbejdsopgave mod betaling af løn, når dette medlem i forbindelse hermed er beskyttet i den pågældende medlemsstat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, selv om det nævnte medlem ikke har karakter af arbejdstager i henhold til national ret, fordi vedkommende ikke har indgået nogen ansættelseskontrakt med den nævnte forening.

For det første skal begrebet »arbejdstager« som omhandlet i direktiv 2008/104 fortolkes således, at det omfatter enhver person, som udfører en arbejdsopgave, dvs. som i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, og som i forbindelse hermed er beskyttet i den pågældende medlemsstat, og dette uanset den juridiske betegnelse af denne persons arbejdsforhold i national ret, karakteren af retsforholdet mellem de to personer og arbejdsforholdets form.

Det følger nemlig af Domstolens faste praksis, at det væsentligste kendetegn ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, idet den juridiske betegnelse af dette arbejdsforhold i national ret og dettes form samt karakteren af retsforholdet mellem de to personer ikke er afgørende i denne henseende. I øvrigt følger det af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/104 og af dettes artikel 3, stk. 1, litra c), der definerer begrebet »vikaransat«, at dette direktiv ikke alene finder anvendelse på arbejdstagere, som har indgået en arbejdsaftale med et vikarbureau, men også dem, som har indgået et ansættelsesforhold med en sådan virksomhed.

Heraf følger, at hverken den juridiske kvalifikation i henhold til national ret af det forhold, der findes mellem den pågældende person og vikarbureauet, eller karakteren af deres retsforhold eller retsforholdets form, er afgørende med henblik på at betegne denne person som »arbejdstager« som omhandlet i direktiv 2008/104.

Denne konklusion kan ikke påvirkes af den omstændighed, at direktiv 2008/104 i henhold til dettes artikel 3, stk. 2, ikke berører national ret for så vidt angår definitionen af arbejdstager.

Denne bestemmelse betyder nemlig udelukkende, at EU-lovgiver har haft til hensigt at bevare medlemsstaternes beføjelse til at fastlægge, hvilke personer der hører ind under begrebet »arbejdstager« som omhandlet i national ret, og som skal være genstand for en beskyttelse inden for deres interne retsorden, et aspekt, som direktiv 2008/104 ikke har til formål at harmonisere.

Derimod kan den nævnte bestemmelse ikke fortolkes som en afståelse fra EU-lovgivers side fra selv at fastlægge rækkevidden af dette begreb som omhandlet i direktiv 2008/104 og således direktivets personelle anvendelsesområde. EU-lovgiver har nemlig ikke overladt det til medlemsstaterne ensidigt at definere det nævnte begreb, men har selv præciseret rammerne herfor i direktivets artikel 3, stk. 1, litra a), ligesom EU-lovgiver i øvrigt har gjort det for så vidt angår definitionen af »vikaransat« i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, litra c).

For det andet udøver en forening som sygeplejerskeforeningen, der udsender plejepersonale til syge- og sundhedsinstitutioner mod en økonomisk godtgørelse, der dækker personaleomkostningerne og administrationsomkostningerne, en økonomisk aktivitet som omhandlet i nævnte direktivs artikel 1, stk. 2.

Den omstændighed, at den nævnte sygeplejerskeforening ikke har gevinst for øje, er i overensstemmelse med selve ordlyden af artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104 og i henhold til Domstolens faste retspraksis, ikke relevant i denne henseende. Sygeplejerskeforeningens retlige form, idet denne er oprettet som en forening, er heller ikke relevant, eftersom formen ikke berører den økonomiske karakter af den aktivitet, der udøves.

(jf. præmis 27-32, 43 og 46-48 samt domskonkl.)