Sag C-179/14

Europa-Kommissionen

mod

Ungarn

»Traktatbrud — direktiv 2006/123/EF — artikel 14-16 — artikel 49 TEUF — etableringsfrihed — artikel 56 TEUF — fri udveksling af tjenesteydelser — krav for udstedelse af skattemæssigt fordelagtige kuponer, der af arbejdsgiveren gives de ansatte, og som kan anvendes til indkvartering, fritidsaktiviteter og/eller restauration — restriktioner — monopol«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 23. februar 2016

1. Etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — tjenesteydelser på det indre marked — direktiv 2006/123 — national lovgivning, der forbyder filialer af selskaber, der er stiftet i andre medlemsstater, at udstede skattemæssigt fordelagtige fritidsaktivitetskuponer, som arbejdsgiveren tildeler sine ansatte — ikke tilladt

   [Art. 52, stk. 1, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123, art. 14, nr. 3)]

2. Etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — tjenesteydelser på det indre marked — direktiv 2006/123 — national lovgivning, der pålægger de selskaber, der udsteder skattemæssigt fordelagtige fritidsaktivitetskuponer, som arbejdsgiveren tildeler sine ansatte, at have retlig form som erhvervsdrivende selskab i henhold til national ret — ikke tilladt

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123, art. 15, stk. 1, art. 15, stk. 2, litra b), og art. 15, stk. 3, litra a)]

3. Etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — tjenesteydelser på det indre marked — direktiv 2006/123 — national lovgivning, hvorefter adgangen til at udstede skattemæssigt fordelagtige fritidsaktivitetskuponer, som arbejdsgiveren tildeler sine ansatte, alene er forbeholdt bank- eller finansieringsinstitutter, som har kontorer, der kan modtage kunder i hver kommune i medlemsstaten med mere end 35000 indbyggere og en fast infrastruktur på medlemsstatens område — indirekte forskelsbehandling — ikke tilladt

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123, art. 15, stk. 1, art. 15, stk. 2, litra d), og art. 15, stk. 3]

4. Etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — tjenesteydelser på det indre marked — direktiv 2006/123 — national lovgivning, der gør udstedelsen af skattemæssigt fordelagtige fritidsaktivitetskuponer, som arbejdsgiveren tildeler sine ansatte, betinget af, at der findes et fast forretningssted på den pågældende medlemsstats område — ikke tilladt

   (Direktiv 2006/123, art. 16)

5. Etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — traktatens bestemmelser — anvendelsesområde — udstedelse af kuponer til kolde måltider, som arbejdsgiveren på skattemæssigt fordelagtige vilkår tildeler sine ansatte — omfattet — national lovgivning, der for udstedelsen af sådanne kuponer opretter et monopol til fordel for et offentligt organ — restriktion — begrundelse — foreligger ikke

   (Art. 49 TEUF og 56 TEUF)

1.  En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 14, nr. 3), i direktiv 2006/123 om tjenesteydelser i det indre marked, når den indfører og opretholder en lovgivning, som ikke bemyndiger filialer af selskaber, der er stiftet i andre medlemsstater og etableret på medlemsstatens område, til at drive virksomhed i medlemsstaten som udsteder af skattemæssigt fordelagtige fritidsaktivitetskort, der af arbejdsgiveren tildeles de ansatte. En sådan restriktion begrænser nemlig tjenesteyderens frihed til at vælge mellem et hovedforretningssted og et sekundært forretningssted og mellem forskellige former for etablering såsom agentur, filial eller datterselskab i strid med nævnte bestemmelse i direktivet.

   Forbuddet mod en sådan restriktion uden mulighed for begrundelse har til formål at sikre en systematisk og hurtig ophævelse af visse restriktioner for etableringsfriheden, som ifølge EU-retten anses for i alvorlig grad at berøre den tilfredsstillende funktion af det indre marked, og forfølger på den måde et formål, der er i overensstemmelse med EUF-traktaten.

   (jf. præmis 42, 44, 46 og 48 samt domskonkl. 1)

2.  En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, artikel 15, stk. 2, litra b), og artikel 15, stk. 3, i direktiv 2006/13 om tjenesteydelser i det indre marked, når den indfører og opretholder en lovgivning, som gør status som udsteder af skattemæssigt fordelagtige kuponer, der af arbejdsgiveren tildeles de ansatte, betinget af, at nævnte udsteder indgår i en selskabskoncern, i hvilken den dels tager form som et erhvervsdrivende selskab, og nærmere bestemt enten som et aktieselskab eller som et selskab med begrænset ansvar, der er oprettet i henhold til denne medlemsstats lovgivning, dels at den udgør et datterselskab til et erhvervsdrivende selskab, der er oprettet i henhold til samme nationale lovgivning. I sådanne tilfælde stilles der krav om, at tjenesteyderen på én gang har status som juridisk person, at tjenesteyderen i denne henseende tager form som et erhvervsdrivende selskab, som endda er af en ganske specifik type, og at tjenesteyderen udgør et datterselskab til et selskab, der selv tager form som erhvervsdrivende.

   Sådanne krav har således til virkning at pålægge nævnte udsteder flere bånd vedrørende tjenesteyderens retlige form som omhandlet i artikel 15, stk. 2, litra b), i direktiv 2006/123. Når disse bånd er ledsaget af kravet om, at tjenesteyderen såvel som det dominerende selskab i den selskabskoncern, som tjenesteyderen i givet fald tilhører, er stiftet i henhold til lovgivningen i denne medlemsstat, hvilket indebærer, at det vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende dér, er de krav, der er fastsat i artikel 15, stk. 3, litra a), i direktiv 2006/123, ikke opfyldt.

   (jf. præmis 64, 65, 67 og 68 samt domskonkl. 1)

3.  En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, artikel 15, stk. 2, litra d), og artikel 15, stk. 3, i direktiv 2006/13 om tjenesteydelser i det indre marked, når den indfører og opretholder en lovgivning, hvorefter muligheden for at udstede skattemæssigt fordelagtige kuponer, som arbejdsgiveren tildeler sine ansatte, er forbeholdt banker og andre kreditinstitutter, eftersom kun disse virksomheder kan opfylde kravene i denne lovgivning.

   Selv om en sådan lovgivning således ikke indebærer nogen direkte forskelsbehandling, fordi den ikke indeholder noget udtrykkeligt krav om det vedtægtsmæssige hjemsteds beliggenhed for udstederen af sådanne kuponer, kan betingelsen om, at den nævnte udsteder i hver kommune i denne medlemsstat, der har mere end 35000 indbyggere, skal råde over kontorer, der kan modtage kunder, derimod kun opfyldes af bank- eller finansieringsinstitutter, der har deres vedtægtsmæssige hjemsted i den nævnte medlemsstat. Sådanne krav kan derfor reelt føre til samme resultat som fastsættelsen af et krav om et sådan hjemsted.

   Selv hvis det antages, at sådanne krav forfølger et formål om beskyttelse af forbrugerne og kreditorerne med det mål at sikre, at sådanne udstedere giver tilstrækkelige garantier med hensyn til økonomisk solvens, professionalisme og tilgængelighed, skal det stadig godtgøres, at sådanne krav opfylder de krav, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 15, stk. 3, litra c), særligt kravet om, at der ikke findes foranstaltninger, der er mindre indgribende for at nå det resultat, der forfølges.

   (jf. præmis 71, 86-88, 91 og 93 samt domskonkl. 1)

4.  En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 16 i direktiv 2006/13 om tjenesteydelser i det indre marked, for så vidt som den nationale lovgivning kræver, at der for udstedelsen af skattemæssigt fordelagtige kuponer, som arbejdsgiveren tildeler sine ansatte, findes et forretningssted på medlemsstatens område. Dette er tilfældet, når den denne lovgivning forpligter enhver tjenesteyder, der ønsker at udøve nævnte virksomhed, til i denne medlemsstat at råde over en fast infrastruktur, hvorfra aktiviteten med levering af disse tjenesteydelser rent faktisk udføres.

   Et sådant krav opfylder under alle omstændigheder ikke proportionalitetsbetingelsen i dette direktivs artikel 16, stk. 1, litra c), eftersom foranstaltninger, der er mindre indgribende og mindre restriktive for den frie udveksling af tjenesteydelser end dem, der følger af det nævnte krav, ville kunne gøre det muligt – forudsat de er i overensstemmelse med EU-retten – at nå disse mål.

   (jf. præmis 105, 107, 116 og 117 samt domskonkl. 1)

5.  En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 49 TEUF og 56 TEUF, for så vidt som den nationale lovgivning opretter et monopol til fordel for offentlige organer på området for udstedelse af kuponer, der giver mulighed for at købe kolde måltider, og som arbejdsgiveren på skattemæssigt fordelagtige vilkår kan tildele sine ansatte som naturalydelser.

   For det første er en sådan virksomhed således af økonomisk karakter, for så vidt som den udøves mod betaling, og er af den grund omfattet af anvendelsesområdet for de af EUF-traktatens bestemmelser, der vedrører den frie udveksling af tjenesteydelser. Det er i denne henseende ikke nødvendigt, at tjenesteyderen søger at opnå fortjeneste. Tilsvarende er den omstændighed, at denne nationale lovgivning fastsætter, at de indtægter, der opnås gennem nævnte virksomhed, udelukkende skal anvendes til visse almennyttige formål, ikke tilstrækkelig til at ændre karakteren af den pågældende virksomhed og til at fratage den dens økonomiske karakter.

   For så vidt som denne nationale lovgivning for det andet underlægger udøvelsen af denne erhvervsvirksomhed en eksklusivordning til fordel for en eneste offentlig eller privat udbyder, udgør denne lovgivning en restriktion både for etableringsfriheden og for den frie udveksling af tjenesteydelser.

   Endelig kan hverken socialpolitiske hensyn, forbrugerbeskyttelseshensyn eller løn- og skattepolitiske hensyn begrunde en sådan restriktion.

   (jf. præmis 154, 157, 164 og 167-173 samt domskonkl. 2)