Sag C-419/14

WebMindLicenses kft

mod

Nemzeti Adó- és Vámhivatal Kiemelt Adó- és Vám Főigazgatóság

(anmodning om præjudiciel afgørelse

indgivet af Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság)

»Præjudiciel forelæggelse — merværdiafgift — direktiv 2006/112/EF — artikel 2, 24, 43, 250 og 273 — leveringssted for elektronisk leverede tjenesteydelser — kunstig fastlæggelse af dette leveringssted ved hjælp af et arrangement uden økonomisk realitet — misbrug af rettighed — forordning (EF) nr. 904/2010 — den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 7, 8, 41, 47, 48, artikel 51, stk. 1, og artikel 52, stk. 1 og 3 — ret til forsvar — ret til at blive hørt — afgiftsmyndighedens anvendelse af beviser, som er tilvejebragt uden den afgiftspligtiges vidende i forbindelse med en sideløbende uafsluttet straffesag — aflytning af telekommunikation og beslaglæggelse af e-mail«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. december 2015

1. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — transaktioner, der udgør misbrug — begreb — licensaftale om brugsretten til knowhow, der gør det muligt at drive et websted — aftale indgået med et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat end det licensudstedende selskab — forhold, der skal tages i betragtning — aftale, der udgør et rent kunstigt arrangement — efterprøvelse påhviler den nationale ret

   (Rådets direktiv 2006/112)

2. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — tjenesteydelser — bestemmelse af det fiskale tilknytningsmoment — kunstig fastlæggelse af dette leveringssted ved hjælp af et arrangement uden økonomisk realitet — afgift betalt i den medlemsstat, hvor leveringsstedet for tjenesteydelserne kunstigt var fastlagt — følger — afgiftsberigtigelse i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne reelt er blevet leveret — lovlig

   (Rådets direktiv 2006/112)

3. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig — medlemsstat, som undersøger, hvorvidt der skal pålægges merværdiafgift på ydelser, der allerede er blevet pålagt merværdiafgift i andre medlemsstater — forpligtelse til at anmode om oplysninger hos afgiftsmyndighederne i disse andre medlemsstater — betingelser

   (Rådets forordning nr. 904/2010)

4. EU-ret — principper — ret til forsvar — indrømmelse heraf under administrative procedurer — rækkevidde

5. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — transaktioner, der udgør misbrug — procedure for afgiftsberigtigelse — anvendelse af beviser, som er tilvejebragt uden den afgiftspligtiges vidende i forbindelse med en sideløbende uafsluttet straffesag — lovlig — betingelse — overholdelse af de rettigheder, som EU-retten sikrer, herunder navnlig de grundlæggende rettigheder — ret til respekt for familieliv — ret til at blive hørt — ret til en effektiv domstolsprøvelse

   (Art. 4, stk. 3, TEU; art. 325 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7, 47 og 52, stk. 1; Rådets direktiv 2006/112, art. 2, 250, stk. 1, og art. 273)

1.  EU-retten skal fortolkes således, at det med henblik på vurderingen af, om en licensaftale, hvis genstand var brugsretten til knowhow, der gjorde det muligt at drive et websted, hvorved der blev udbudt interaktive audiovisuelle tjenesteydelser, som blev indgået med et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor det selskab, der udstedte denne licens, havde hjemsted, udgør misbrug af en rettighed ved at drage nytte af, at den sats for merværdiafgift, der finder anvendelse på disse ydelser, er lavere i denne anden medlemsstat, ikke i sig selv forekommer afgørende, at direktøren for og eneaktionæren i det licensudstedende selskab har skabt denne knowhow, at denne samme person øver indflydelse på eller har kontrol over udviklingen og udnyttelsen af denne knowhow og leveringen af de ydelser, som udføres på baggrund heraf, samt at forvaltningen af de finansielle transaktioner og menneskelige og tekniske ressourcer, der er nødvendige for leveringen af nævnte ydelser, udføres af underleverandører, ligesom de grunde, som kan have foranlediget det licensudstedende selskab til at overdrage brugsretten til den omhandlede knowhow til et selskab med hjemsted i denne anden medlemsstat i stedet for selv at udnytte den, heller ikke i sig selv forekommer afgørende.

   Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge alle omstændighederne i hovedsagen med henblik på at fastslå, om nævnte aftale udgør et rent kunstigt arrangement, som skjuler den omstændighed, at de omhandlede tjenesteydelser ikke reelt blev leveret af det licensmodtagende selskab, men faktisk blev leveret af det licensudstedende selskab, idet det bl.a. skal undersøges, om etableringen af det licensmodtagende selskabs hjemsted for dets økonomiske virksomhed eller faste forretningssted er reel, om selskabet har en passende struktur til at udøve den omhandlede økonomiske virksomhed for så vidt angår lokaler og menneskelige og tekniske ressourcer, eller om nævnte selskab udøver denne økonomiske virksomhed i eget navn og for egen regning, under eget ansvar og på egen risiko.

   (jf. præmis 49 og 50 samt domskonkl. 1)

2.  EU-retten skal fortolkes således, at det i et tilfælde, hvor der konstateres et misbrug, som har medført, at leveringsstedet for en tjenesteydelse blev fastlagt i en anden medlemsstat end den, hvor det ville være blevet fastlagt, hvis der ikke var sket misbrug, ikke er til hinder for berigtigelse af merværdiafgift i den medlemsstat, hvor denne tjenesteydelse reelt er blevet leveret, at der er blevet betalt merværdiafgift i denne anden medlemsstat i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning.

   (jf. præmis 53 og domskonkl. 2)

3.  Forordning nr. 904/2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift skal fortolkes således, at en medlemsstats afgiftsmyndighed, som undersøger, hvorvidt der skal pålægges merværdiafgift på ydelser, der allerede er blevet pålagt merværdiafgift i andre medlemsstater, er forpligtet til at fremsende en anmodning om oplysninger til afgiftsmyndighederne i disse andre medlemsstater, såfremt en sådan anmodning er nyttig eller endog uundværlig med henblik på at fastslå, om der skal pålægges merværdiafgift i den første medlemsstat.

   (jf. præmis 59 og domskonkl. 3)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 83)

5.  EU-retten skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at afgiftsmyndigheden med henblik på anvendelsen af artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 325 TEUF samt artikel 2, artikel 250, stk. 1, og artikel 273 i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem og med henblik på at fastslå, om der er sket misbrug på området for merværdiafgift, kan anvende beviser, der er tilvejebragt uden den afgiftspligtiges vidende inden for rammerne af en endnu uafsluttet sideløbende straffesag ved hjælp af f.eks. aflytning af telekommunikation og beslaglæggelse af e-mail, forudsat at tilvejebringelsen af disse beviser i forbindelse med nævnte straffesag og anvendelsen af beviserne i forbindelse med den administrative sag ikke tilsidesætter de rettigheder, der er sikret ved EU-retten.

   I denne henseende påhviler det i medfør af artikel 7, 47 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder den nationale ret, som foretager prøvelsen af lovligheden af en afgørelse om berigtigelse af merværdiafgift, der er truffet på grundlag af sådanne beviser, at efterprøve dels, om aflytningen af telekommunikation og beslaglæggelsen af e-mail udgjorde efterforskningsmidler, som var fastlagt i lovgivningen og var nødvendige i forbindelse med straffesagen, dels, om nævnte myndigheds anvendelse af beviserne tilvejebragt ved hjælp af disse midler ligeledes var nødvendig og tilladt i henhold til loven. Det tilkommer desuden denne ret at efterprøve, om den afgiftspligtige i overensstemmelse med det generelle princip om overholdelse af retten til forsvar har haft mulighed for under den administrative procedure at få adgang til disse beviser og at blive hørt herom. Såfremt retten fastslår, at den afgiftspligtige ikke har haft denne mulighed, eller at beviserne er blevet tilvejebragt i strid med chartrets artikel 7 i forbindelse med straffesagen eller anvendt i strid hermed i forbindelse med den administrative procedure, skal nævnte nationale ret afvise beviserne og annullere nævnte afgørelse, hvis afgørelsen på baggrund heraf ikke længere er begrundet. Disse beviser skal ligeledes afvises, såfremt denne ret ikke har beføjelse til at efterprøve, om beviserne under denne straffesag er blevet tilvejebragt i overensstemmelse med EU-retten, eller i det mindste på grundlag af en allerede udført efterprøvelse foretaget af en straffedomstol inden for rammerne af en kontradiktorisk procedure kan sikre sig, at beviserne er blevet tilvejebragt i overensstemmelse med EU-retten.

   (jf. præmis 90 og 91 samt domskonkl. 4)