Sag C-105/14

Straffesag

mod

Ivo Taricco m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Cuneo)

»Præjudiciel forelæggelse — straffesag vedrørende lovovertrædelser på området for merværdiafgift (moms) — artikel 325 TEUF — national lovgivning, der fastsætter absolutte forældelsesfrister, som kan medføre, at lovovertrædelserne forbliver ustraffet — potentiel skade for Den Europæiske Unions interesser — den nationale domstols forpligtelse til at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, der kan berøre de forpligtelser, som medlemsstaterne er pålagt i henhold til EU-retten«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 8. september 2015

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar, og spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen

   (Art. 267 TEUF)

2. EU’s egne indtægter – beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – bekæmpelse af svig og andre ulovlige aktiviteter – medlemsstaternes forpligtelse til at indføre effektive og afskrækkende sanktioner – rækkevidde – skattesvig vedrørende merværdiafgift – national lovgivning, der fastsætter en begrænsning for den samlede varighed af forældelse på det strafferetlige område i tilfælde af afbrydelse, og som i mange tilfælde kan føre til straffrihed – ikke tilladt – efterprøvelse, der påhviler den nationale ret

   (Art. 4, stk. 3, TEU; art. 325, stk. 1 og 2, TEUF; Rådets direktiv 2006/112)

3. EU’s egne indtægter – beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – bekæmpelse af svig og andre ulovlige aktiviteter – medlemsstaternes forpligtelse til at indføre effektive og afskrækkende sanktioner – rækkevidde – skattesvig vedrørende merværdiafgift – den nationale rets efterprøvelse af foreneligheden af en forældelsesordning, der indeholder en begrænsning for så vidt angår forlængelse i tilfælde af afbrydelse – betydning af artikel 101 TEUF, 107 TEUF og 119 TEUF – foreligger ikke

   (Art. 4, stk. 3, TEU; art. 101 TEUF, 107 TEUF, 119 TEUF og 325 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 29 og 30)

2.  En national lovgivning på området for forældelse af strafbare lovovertrædelser – som fastsætter, at en afbrydende handling, der finder sted inden for rammerne af en strafferetlig forfølgning for grove tilfælde af merværdiafgiftsvig, bevirker en forlængelse af forældelsesfristen med blot en fjerdedel af den oprindelige varighed heraf – kan udgøre en tilsidesættelse af de forpligtelser, som påhviler medlemsstaterne i medfør af artikel 325, stk. 1 og 2, TEUF, for det tilfælde, at denne nationale lovgivning forhindrer, at der i et betragteligt antal tilfælde af grov svig, der skader EU’s finansielle interesser, pålægges effektive og afskrækkende sanktioner, eller fastsætter længere forældelsesfrister for de tilfælde af svig, der skader den pågældende medlemsstats finansielle interesser, end for de tilfælde, der skader EU’s finansielle interesser, hvilket det påhviler den nationale ret at efterprøve. Det påhviler den nationale ret at sikre den fulde virkning af artikel 325, stk. 1 og 2, TEUF, idet den om fornødent skal undlade at anvende de bestemmelser i national ret, som bevirker, at den pågældende medlemsstat forhindres i at opfylde de forpligtelser, som den er blevet pålagt ved artikel 325, stk. 1 og 2, TEUF.

   På merværdiafgiftsområdet følger det nemlig af direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, at medlemsstaterne ikke alene har en generel forpligtelse til at vedtage alle de love og administrative foranstaltninger, som er egnede til at sikre, at den merværdiafgift, der skyldes på deres respektive områder, opkræves i sin helhed, men også skal bekæmpe svig. Selv om medlemsstaterne med henblik på at sikre den fulde opkrævning af merværdiafgiftsindtægter og herved beskytte Unionens finansielle interesser i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2006/112 og artikel 325 TEUF ganske vist frit kan vælge de sanktioner, der skal finde anvendelse, og som kan have form af administrative sanktioner, strafferetlige sanktioner eller en kombination af disse, kan det således imidlertid være nødvendigt med strafferetlige sanktioner for at bekæmpe visse grove tilfælde af merværdiafgiftssvig på en effektiv og afskrækkende måde.

   (jf. præmis 36, 39 og 58 samt domskonkl. 1)

3.  En forældelsesordning, der finder anvendelse på strafferetlige lovovertrædelser begået på merværdiafgiftsområdet, og som fastsætter absolutte forældelsesfrister, der i tilfælde af afbrydelse ikke kan forlænges med mere end en fjerdedel af den oprindelige varighed heraf, kan ikke bedømmes i lyset af artikel 101 TEUF, 107 TEUF og 119 TEUF.

   For det første fremmer en eventuel mangelfuld gennemførelse af de nationale strafferetlige regler på merværdiafgiftsområdet nemlig ikke nødvendigvis en eventuel hemmelig samordning mellem virksomhederne, der er i strid med artikel 101 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU. Selv om den omstændighed, at de på merværdiafgiftsområdet fastsatte sanktioner ikke er effektive og/eller afskrækkende, eventuelt kan medføre en finansiel fordel for de pågældende virksomheder, kan der imidlertid for det andet ikke være tale om at anvende artikel 107 TEUF, for så vidt som alle transaktioner er underlagt merværdiafgiftsordningen, og enhver lovovertrædelse på merværdiafgiftsområdet straffes strafferetligt, med undtagelse af de særlige tilfælde, hvor forældelsesordningen fritager visse lovovertrædelser for strafferetlige følger. For det tredje er spørgsmålet, om bestemmelser i national ret, der kan føre til, at visse lovovertrædelser på merværdiafgiftsområdet forbliver straffrie, er forenelige med princippet om sunde offentlige finanser, ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 119 TEUF, for så vidt som spørgsmålet kun meget indirekte er knyttet til denne forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne.

   (jf. præmis 60, 62, 64 og 65 samt domskonkl. 2)