Sag C-398/13 P

Inuit Tapiriit Kanatami m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — forordning (EF) nr. 737/2010 — forordning om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 1007/2009 — handel med sælprodukter — restriktioner for import og markedsføring af nævnte produkter — gyldighed — retsgrundlag — artikel 95 EF — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 17 — FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder — artikel 19«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 3. september 2015

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – foranstaltninger med henblik på at forbedre det indre markeds funktion – hjemmel – artikel 95 EF – domstolskontrol – grænser – vurdering på grundlag af de oplysninger, der var til rådighed på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten

   (Art. 95 EF)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – foranstaltninger med henblik på at forbedre det indre markeds funktion – hjemmel – artikel 95 EF – begrundelsespligt – rækkevidde

   (Art. 95 EF og 253 EF)

3. Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne – afvisning – Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviselementer – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

4. Tilnærmelse af lovgivningerne – foranstaltninger med henblik på at forbedre det indre markeds funktion – hjemmel – artikel 95 EF – søgsmål ikke afhængig af omfanget af handelen med de varer, der er omfattet af den omhandlede foranstaltning

   (Art. 95 EF)

5. Grundlæggende rettigheder – den europæiske menneskerettighedskonvention – instrument, der ikke formelt er integreret i EU’s retsorden

   (Art. 6, stk. 3, EU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 52, stk. 3)

6. Appel – anbringender – manglende præcis kritik af et punkt i Rettens argumentation – manglende angivelse af de kritiserede punkter i den appellerede dom – afvisning

   [Art. 256, stk. 1, andet led, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 168, stk. 1, litra d), og art. 169, stk. 2]

7. Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning

   (Art. 256, stk. 1, andet led, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

8. Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ejendomsret – anvendelsesområde – rettigheder i medfør af en erhvervet retsstilling – begreb

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17)

9. Tilnærmelse af lovgivningerne – handel med sælprodukter – forordning nr. 1007/2009 – gennemførelsesregler – pligt til at konsultere og samarbejde med inuitsamfundene i medfør af FN-erklæringen om de oprindelige folks rettigheder – foreligger ikke

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1007/2009, 14. betragtning og art. 3, stk. 1)

1.  Lovligheden af en unionsretsakt skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på den dato, da retsakten blev vedtaget. Da det således drejer sig om et søgsmål, der anfægter anvendelsen af artikel 95 EF til vedtagelsen af regelsæt, skal der tages udgangspunkt i datoen for vedtagelsen af den pågældende EU-retsakt med henblik på at undersøge, om betingelserne for at anvende artikel 95 EF som retsgrundlag var opfyldt. I modsætning til, hvad appellanterne har anført, er datoen for Kommissionens forslag til forordning derimod ikke relevant for denne undersøgelse. I forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en retsakt, såsom grundforordningen, er det nemlig ikke dette forslag, der kan undergå ændringer i løbet af lovgivningsprocessen, som er genstanden for Unionens retsinstansers legalitetskontrol, men nævnte retsakt i den form, den er blevet vedtaget af EU-lovgiver ved afslutningen af denne procedure.

   Desuden er antallet af medlemsstater, der har lovgivet eller haft til hensigt at lovgive på det omhandlede område på tidspunktet for Kommissionens forslag, ikke i sig selv afgørende for vurderingen af lovligheden af EU-lovgivers anvendelse af artikel 95 EF, når betingelserne for at anvende denne bestemmelse var opfyldt på tidspunktet for vedtagelsen af den omhandlede retsakt.

   (jf. præmis 22-24)

2.  De foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 95, stk. 1, EF, skal reelt have til formål at forbedre vilkårene for det indre markeds oprettelse og funktion. Selv om den blotte konstatering af forskelle mellem de nationale lovgivninger samt den abstrakte risiko for hindringer for de grundlæggende frihedsrettigheder eller konkurrencefordrejninger ikke er tilstrækkelig til at begrunde valget af artikel 95 EF som retsgrundlag, kan EU-lovgiver benytte sig af denne artikel bl.a. i tilfælde af forskelle mellem nationale lovgivninger, der kan medføre hindringer for de grundlæggende friheder og således have en direkte indvirkning på det indre markeds funktion eller medføre væsentlige konkurrenceforvridninger. Anvendelse af denne bestemmelse er ligeledes mulig for at undgå, at der opstår sådanne hindringer for samhandelen, der skyldes en uensartet udvikling af de nationale lovgivninger. Det skal dog være sandsynligt, at disse vil opstå, og den pågældende foranstaltning skal have til formål at forebygge dem.

   Hvad angår den begrundelse, som skal anføres i et regelsæt for at begrunde anvendelsen af artikel 95, eftersom begrundelsen for almengyldige retsakter kun behøver at angive de samlede omstændigheder, som har ført til, at retsakten er blevet udstedt, og de generelle formål, som den skal opfylde, kan det således ikke bebrejdes EU-lovgiver kun i generelle vendinger at give udtryk for forskellene imellem de nationale lovgivninger, der regulerer det pågældende område, og de forstyrrelser, der følger heraf, for det indre markeds funktion. EU-lovgiver er bl.a. ikke forpligtet til i selve præamblen til forordningen at præcisere antallet og identiteten på de medlemsstater, hvis lovgivning ligger til grund for denne retsakt.

   Da begrundelsen for nævnte forordning desuden i sig selv er tilstrækkelig, kan det ikke bebrejdes Unionens retsinstanser, i forbindelse med undersøgelsen, at have taget hensyn til de supplerende oplysninger vedrørende situationen angående de medlemsstaters lovgivninger, der har ført til vedtagelsen af denne forordning, som blev indgivet under retssagen, eftersom disse oplysninger kun præciserede begrundelsen for forordningen.

   (jf. præmis 26, 27, 29 og 30)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 36-38)

4.  Der foreligger ikke et retligt kriterium, hvorefter de foranstaltninger, der træffes på baggrund af artikel 95 EF, er begrænset alene til markeder for produkter, der er genstand for en relativ betydelig samhandel, da et sådant krav ikke fremgår af ordlyden af artikel 95 EF.

   (jf. præmis 39 og 40)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 45 og 46)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 53)

7.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 57)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 60 og 61)

9.  Idet artikel 19 i FN-erklæringen om de oprindelige folks rettigheder (»FN-erklæringen«) vedrørende høring og samarbejde med de oprindelige folk ikke i sig selv har en juridisk bindende karakter, og 14. betragtning til forordning nr. 1007/2009 om handel med sælprodukter heller ikke giver denne pligt til at konsultere og samarbejde med henblik på at opnå inuitsamfundenes samtykke som omhandlet i nævnte bestemmelse bindende virkning. Det følger af denne betragtnings ordlyd, at for ikke at påvirke de grundlæggende økonomiske og sociale interesser hos de inuitsamfund, der jager sæler til deres underhold, i negativ retning, bør det tillades, at sælprodukter, der hidrører fra disse samfunds traditionelle jagt, og som bidrager til deres underhold, bringes i omsætning. Da en sådan tilladelse er fastsat i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1007/2009, forekommer det, at nævnte 14. betragtning, som henviser til FN-erklæringens anerkendelse af denne jagt som en integrerende del af inuitternes kultur og identitet, kun er en begrundelse for denne fravigelse fra forbuddet, der følger af denne forordning, mod at bringe sælprodukter i omsætning.

   Derimod kan der ikke af ordlyden af 14. betragtning til nævnte forordning udledes en juridisk bindende forpligtelse til at overholde FN-erklæringens artikel 19, som desuden ikke er omhandlet i denne betragtning.

   (jf. præmis 64-67)