Sag C-475/12

UPC DTH Sàrl

mod

Nemzeti Média- és Hírközlési Hatóság Elnökhelyettese

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék)

»Telekommunikationssektoren — elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester — fri udveksling af tjenesteydelser — artikel 56 TEUF — direktiv 2002/21/EF — grænseoverskridende udbud af en radio- og fjernsynsprogrampakke — adgangsstyring — nationale tilsynsmyndigheders kompetence — registrering — etableringspligt«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 30. april 2014

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester – rammebestemmelser – direktiv 2002/21 – materielt anvendelsesområde – grænseoverskridende udbud af en radio- og fjernsynsprogrampakke – omfattet – ordning, hvortil der er knyttet et adgangsstyringssystem – ingen betydning

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21, som ændret ved direktiv 2009/140, art. 2, litra c), ea) og f)]

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester – rammebestemmelser – direktiv 2002/21 – personelt anvendelsesområde – operatør, der mod betaling udbyder en adgangsstyret radio- og fjernsynsprogrampakke – omfattet

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21, som ændret ved direktiv 2009/140)

3. Fri udveksling af tjenesteydelser – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – grænseoverskridende tjenesteydelser i form af radio- og fjernsynsprogramtjenester, som transmitteres via satellit – omfattet

   (Art. 56 TEUF)

4. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester – tilladelse – direktiv 2002/20 – overvågning af elektroniske kommunikationstjenester – anerkendelse i den stat, hvor tjenesterne udbydes, af beslutninger om tilladelse truffet i den stat, fra hvilken de pågældende tjenester udbydes – kompetencen for de nationale tilsynsmyndigheder i den stat, hvor tjenesterne udbydes

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20, som ændret ved direktiv 2009/140)

5. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen

   (Art. 267 TEUF)

6. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – telekommunikationssektoren – grænseoverskridende tjenesteydelser i form af radio- og fjernsynsprogramtjenester, som transmitteres via satellit – krav om, at udbyderen registrerer tjenester hos tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenesterne udbydes – lovlig – krav om etablering på denne medlemstasts område – ikke tilladt

   (Art. 52 TEUF, art. 56 TEUF og art. 62 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20, som ændret ved direktiv 2009/140)

1.  Artikel 2, litra c), i direktiv 2002/21 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140, skal fortolkes således, at en tjeneste, der består i mod betaling at udbyde en adgangsstyret programpakke, som indeholder radio- og fjernsynsprogramtjenester, og som transmitteres via satellit, er omfattet af begrebet »elektronisk kommunikationstjeneste« som omhandlet i nævnte bestemmelse.

   Den omstændighed, at denne tjeneste omfatter et adgangsstyringssystem som omhandlet i rammedirektivets artikel 2, litra ea) og f), er uden betydning i denne forbindelse. I alle de situationer, hvor operatøren af adgangsstyringssystemet samtidig er udbyder af tjenesten i form af transmission af radio- eller fjernsynsprogrammer, er der således tale om en overordnet tjeneste, inden for rammerne af hvilken udbuddet af radio- eller fjernsynstjenesten udgør et centralt element af den aktivitet, som udøves af nævnte operatør, idet adgangsstyringssystemet er et accessorisk element. Et adgangsstyringssystem kan, henset til dets karakter af et accessorisk element, være knyttet til en telekommunikationstjeneste i form af transmission af radio- eller fjernsynsprogrammer, uden at sidstnævnte mister sin egenskab af elektronisk kommunikationstjeneste.

   (jf. præmis 51, 52 og 58 samt domskonkl.1)

2.  En operatør, der mod betaling udbyder en adgangsstyret programpakke, som indeholder radio- og fjernsynsprogramtjenester, og som transmitteres via satellit, skal anses for en udbyder af elektroniske kommunikationstjenester som omhandlet i direktiv 2002/21 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140.

   (jf. præmis 58 og domskonkl. 1)

3.  En tjeneste, der består i mod betaling at udbyde en adgangsstyret programpakke, som indeholder radio- og fjernsynsprogramtjenester, og som transmitteres via satellit, udgør en levering af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 56 TEUF. Så længe EU-retten ikke har foretaget en fuldstændig harmonisering af sektoren for elektroniske kommunikationstjenester, skal en medlemsstats lovgivning undersøges i lyset af artikel 56 TEUF for så vidt angår de aspekter, der ikke er omfattet af de EU-bestemmelser, der finder anvendelse på de nævnte tjenester.

   (jf. præmis 70-78 og domskonkl. 2)

4.  Overvågningsprocedurer vedrørende elektroniske kommunikationstjenester, såsom adgangsstyringssystemer i forbindelse med en programpakke, som indeholder radio- og fjernsynsprogramtjenester, og som transmitteres via satellit, behandles af myndighederne i den medlemsstat, hvor modtagerne af de nævnte tjenester er bosat.

   På EU-rettens nuværende udviklingstrin fastsætter direktiv 2002/20 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140, ikke nogen forpligtelse for de kompetente nationale myndigheder med hensyn til anerkendelse af beslutninger om tilladelse truffet i den stat, fra hvilken de pågældende tjenester udbydes. Den medlemsstat, på hvis område modtagerne af de elektroniske kommunikationstjenester er bosat, kan følgelig underlægge leveringen af disse tjenester visse betingelser i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte direktiv.

   (jf. præmis 86-88 og domskonkl. 3)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 92 og 93)

6.  Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den:

   —

   ikke er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger virksomheder, der på deres områder udbyder elektroniske kommunikationstjenester, en pligt til at registrere disse tjenester, således som det udtrykkeligt er tilladt i direktiv 2002/20 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140, forudsat at de overholder de krav, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 3

   —

   derimod er til hinder for, at virksomheder, der ønsker at udbyde elektroniske kommunikationstjenester i en anden medlemsstat end den medlemsstat, på hvis område de har hjemsted, forpligtes til dér at etablere en filial eller en juridisk enhed, som er selvstændig i forhold til den, der er beliggende i udsendelsesmedlemsstaten. En etableringspligt indebærer således en reel udelukkelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og bevirker, at artikel 56 TEUF fratages enhver effektiv virkning (jf. præmis 100, 104 og 106 samt domskonkl. 4)

Sag C-475/12

UPC DTH Sàrl

mod

Nemzeti Média- és Hírközlési Hatóság Elnökhelyettese

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék)

»Telekommunikationssektoren — elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester — fri udveksling af tjenesteydelser — artikel 56 TEUF — direktiv 2002/21/EF — grænseoverskridende udbud af en radio- og fjernsynsprogrampakke — adgangsstyring — nationale tilsynsmyndigheders kompetence — registrering — etableringspligt«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 30. april 2014

1. Tilnærmelse af lovgivningerne — telekommunikationssektoren — elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester — rammebestemmelser — direktiv 2002/21 — materielt anvendelsesområde — grænseoverskridende udbud af en radio- og fjernsynsprogrampakke — omfattet — ordning, hvortil der er knyttet et adgangsstyringssystem — ingen betydning

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21, som ændret ved direktiv 2009/140, art. 2, litra c), ea) og f)]

2. Tilnærmelse af lovgivningerne — telekommunikationssektoren — elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester — rammebestemmelser — direktiv 2002/21 — personelt anvendelsesområde — operatør, der mod betaling udbyder en adgangsstyret radio- og fjernsynsprogrampakke — omfattet

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21, som ændret ved direktiv 2009/140)

3. Fri udveksling af tjenesteydelser — traktatens bestemmelser — anvendelsesområde — grænseoverskridende tjenesteydelser i form af radio- og fjernsynsprogramtjenester, som transmitteres via satellit — omfattet

   (Art. 56 TEUF)

4. Tilnærmelse af lovgivningerne — telekommunikationssektoren — elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester — tilladelse — direktiv 2002/20 — overvågning af elektroniske kommunikationstjenester — anerkendelse i den stat, hvor tjenesterne udbydes, af beslutninger om tilladelse truffet i den stat, fra hvilken de pågældende tjenester udbydes — kompetencen for de nationale tilsynsmyndigheder i den stat, hvor tjenesterne udbydes

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20, som ændret ved direktiv 2009/140)

5. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — grænser — spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar — spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen

   (Art. 267 TEUF)

6. Fri udveksling af tjenesteydelser — restriktioner — telekommunikationssektoren — grænseoverskridende tjenesteydelser i form af radio- og fjernsynsprogramtjenester, som transmitteres via satellit — krav om, at udbyderen registrerer tjenester hos tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenesterne udbydes — lovlig — krav om etablering på denne medlemstasts område — ikke tilladt

   (Art. 52 TEUF, art. 56 TEUF og art. 62 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20, som ændret ved direktiv 2009/140)

1.  Artikel 2, litra c), i direktiv 2002/21 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140, skal fortolkes således, at en tjeneste, der består i mod betaling at udbyde en adgangsstyret programpakke, som indeholder radio- og fjernsynsprogramtjenester, og som transmitteres via satellit, er omfattet af begrebet »elektronisk kommunikationstjeneste« som omhandlet i nævnte bestemmelse.

   Den omstændighed, at denne tjeneste omfatter et adgangsstyringssystem som omhandlet i rammedirektivets artikel 2, litra ea) og f), er uden betydning i denne forbindelse. I alle de situationer, hvor operatøren af adgangsstyringssystemet samtidig er udbyder af tjenesten i form af transmission af radio- eller fjernsynsprogrammer, er der således tale om en overordnet tjeneste, inden for rammerne af hvilken udbuddet af radio- eller fjernsynstjenesten udgør et centralt element af den aktivitet, som udøves af nævnte operatør, idet adgangsstyringssystemet er et accessorisk element. Et adgangsstyringssystem kan, henset til dets karakter af et accessorisk element, være knyttet til en telekommunikationstjeneste i form af transmission af radio- eller fjernsynsprogrammer, uden at sidstnævnte mister sin egenskab af elektronisk kommunikationstjeneste.

   (jf. præmis 51, 52 og 58 samt domskonkl.1)

2.  En operatør, der mod betaling udbyder en adgangsstyret programpakke, som indeholder radio- og fjernsynsprogramtjenester, og som transmitteres via satellit, skal anses for en udbyder af elektroniske kommunikationstjenester som omhandlet i direktiv 2002/21 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140.

   (jf. præmis 58 og domskonkl. 1)

3.  En tjeneste, der består i mod betaling at udbyde en adgangsstyret programpakke, som indeholder radio- og fjernsynsprogramtjenester, og som transmitteres via satellit, udgør en levering af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 56 TEUF. Så længe EU-retten ikke har foretaget en fuldstændig harmonisering af sektoren for elektroniske kommunikationstjenester, skal en medlemsstats lovgivning undersøges i lyset af artikel 56 TEUF for så vidt angår de aspekter, der ikke er omfattet af de EU-bestemmelser, der finder anvendelse på de nævnte tjenester.

   (jf. præmis 70-78 og domskonkl. 2)

4.  Overvågningsprocedurer vedrørende elektroniske kommunikationstjenester, såsom adgangsstyringssystemer i forbindelse med en programpakke, som indeholder radio- og fjernsynsprogramtjenester, og som transmitteres via satellit, behandles af myndighederne i den medlemsstat, hvor modtagerne af de nævnte tjenester er bosat.

   På EU-rettens nuværende udviklingstrin fastsætter direktiv 2002/20 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140, ikke nogen forpligtelse for de kompetente nationale myndigheder med hensyn til anerkendelse af beslutninger om tilladelse truffet i den stat, fra hvilken de pågældende tjenester udbydes. Den medlemsstat, på hvis område modtagerne af de elektroniske kommunikationstjenester er bosat, kan følgelig underlægge leveringen af disse tjenester visse betingelser i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte direktiv.

   (jf. præmis 86-88 og domskonkl. 3)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 92 og 93)

6.  Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den:

   —

   ikke er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger virksomheder, der på deres områder udbyder elektroniske kommunikationstjenester, en pligt til at registrere disse tjenester, således som det udtrykkeligt er tilladt i direktiv 2002/20 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140, forudsat at de overholder de krav, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 3

   —

   derimod er til hinder for, at virksomheder, der ønsker at udbyde elektroniske kommunikationstjenester i en anden medlemsstat end den medlemsstat, på hvis område de har hjemsted, forpligtes til dér at etablere en filial eller en juridisk enhed, som er selvstændig i forhold til den, der er beliggende i udsendelsesmedlemsstaten. En etableringspligt indebærer således en reel udelukkelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og bevirker, at artikel 56 TEUF fratages enhver effektiv virkning (jf. præmis 100, 104 og 106 samt domskonkl. 4)