Forenede sager C-247/11 P og C-253/11 P

Areva SA

og

Alstom SA m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — konkurrence — kartel — markedet for projekter angående gasisoleret koblingsudstyr — datterselskabers ulovlige adfærd tilregnet deres moderselskaber — begrundelsespligt — solidarisk hæftelse for betaling af bøden — begrebet virksomhed — såkaldt »faktisk« solidarisk hæftelse — retssikkerhedsprincippet og princippet om individuelle straffe og sanktioner — proportionalitets- og ligebehandlingsprincippet«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 10. april 2014

1. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – uafkræftelig karakter – hensyntagen til overholdelsen af principperne om uskyldsformodning, straffens personalitet, retssikkerhedsprincippet samt princippet om parternes processuelle ligestilling

   (Art. 81 EF)

2. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse om pålæggelse af bøder for en overtrædelse af konkurrencereglerne og vedrørende en flerhed af adressater – datterselskabets praksis kan tilregnes moderselskabet – en tilstrækkelig begrundelse nødvendig – kombinationen af formodningen om et moderselskabs udøvelse af en afgørende indflydelse på sit helejede datterselskab med andre beviser

   (Art. 81 EF og 253 EF)

3. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – pålæggelse af en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, som skal betales solidarisk af forskellige selskaber, der ikke længere udgjorde en enkelt økonomisk enhed på tidspunktet for bødepålæggelsen – krav om en særlig begrundelse for hvert af de pågældende selskaber – foreligger ikke

   (Art. 81 EF og 253 EF)

4. Annullationssøgsmål – kompetencen for Unionens retsinstanser – fortolkning af en forvaltningsakts begrundelse – grænser – erstatning af Kommissionens skøn med Rettens eget som led i undersøgelsen af de af sagsøgerne påberåbte oplysninger – lovlig – tilsidesættelse af retten til forsvar – foreligger ikke

   (Art. 263 TEUF)

5. Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning – argumenter, der blot udgør en udvidelse af et anbringende anført i stævningen – formaliteten

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

6. Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – anbringende fremført mod et begrundelse til den appellerede dom – anbringende, der anfægter den appellerede doms velbegrundethed – anbringende opstået af selve den appellerede dom – formaliteten

   (art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

7. Konkurrence – bøder – solidarisk hæftelse for betaling – rækkevidde – et moderselskab tilregnes dets datterselskabs ulovlige adfærd – solidarisk ansvar for successive moderselskaber, der i overtrædelsesperioden har udgjort en forskellig virksomhed med det datterselskab, der begik overtrædelsen – fastsættelsen af størrelsen på den bøde, som de successive moderselskaber skal betale – overholdelse af princippet om individuelle straffe og sanktioner – overholdelse af retssikkerhedsprincippet

   (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

8. Appel – anbringender – appel af dom, der tager stilling til forenede sager – alle parters mulighed for at anføre et anbringende mod alle dele af Rettens argumentation, uafhængigt af de af parten anførte anbringender for Retten

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

9. Konkurrence – bøder – solidarisk hæftelse for betaling – fastsættelse af kvoteandelene af bøden, som de solidarisk hæftende meddebitorer skal betale i deres indbyrdes forhold – de nationale retsinstansers kompetence

   (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolskontrol – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde

    (Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

11. Appel – Domstolens kompetence – omgørelse af billighedsgrunde af Rettens skøn vedrørende størrelsen af de bøder, som er blevet pålagt virksomheder, der har tilsidesat traktatens konkurrenceregler – udelukket – anfægtelse af dette skøn af årsager, der er udledt af en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – lovlig – ingen tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

    (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 30-33, 79-81 og 91-93)

2.  Når en beslutning om anvendelse af EU’s konkurrenceregler især er rettet til en flerhed af adressater og vedrører spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for overtrædelsen, skal den indeholde en tilstrækkelig begrundelse i forhold til hver af adressaterne, navnlig i forhold til de af dem, som i henhold til beslutningen skal bære byrden ved overtrædelsen. I forhold til et moderselskab, der holdes ansvarligt for sit datterselskabs ulovlige adfærd, skal en sådan beslutning i princippet således indeholde en detaljeret redegørelse for, hvorfor det pågældende selskab kan gøres ansvarligt for overtrædelsen.

   Hvad angår en kommissionsbeslutning, der støtter tilregnelsen af et moderselskab for en overtrædelse begået af et datterselskab på en dobbelt grundlag-metode, der kombinerer dette moderselskabs faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på sit helejede datterselskab med beviser, der er detaljeret fremsat i denne beslutning, er en sådan samlet vurdering principielt i overensstemmelse med de begrundelseskrav, der påhviler Kommissionen, eftersom den gør det muligt for moderselskabet at få kendskab til grundlaget for, at Kommissionen besluttede at tilregne det datterselskabets overtrædelse.

   (jf. præmis 34, 41 og 42)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 47-52)

4.  I forbindelse med legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF må Unionens retsinstanser i intet tilfælde erstatte den begrundelse, der angives af den myndighed, som udsteder den anfægtede retsakt, med sin egen.

   Retten kan imidlertid ikke kritiseres for, at den har erstattet Kommissionens begrundelse med sin egen hvad angår den omstændighed, at et datterselskabs overtrædelse tilregnes moderselskabet, hvis begrundelsen for den pågældende dom vedrører de forhold, som appellanterne gjorde gældende for Retten med henblik på at afkræfte formodningen om en afgørende indflydelse, som Retten er forpligtet til at undersøge som led i legalitetskontrollen af den omtvistede beslutning.

   Endvidere er en af sagsøgernes ret til forsvar ikke blevet tilsidesat, eftersom Retten fremførte den omtvistede beslutnings begrundelse som svar på sagsøgerne tilhørende den samme koncerns egne argumenter.

   (jf. præmis 56, 57 og 78)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 113-117)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 118)

7.  Kommissionen er pålagt visse begrænsninger som led i fastsættelsen det ydre solidaritetsforhold for betalingen af en bøde, der er pålagt flere juridiske personer solidarisk, fordi de tilhørte en og samme virksomhed, som kan foreholdes en overtrædelse af EU’s konkurrenceregler.

   Kommissionen skal således overholde princippet om individuelle straffe og sanktioner, der i overensstemmelse med artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 kræver, at størrelsen af den bøde, der skal betales solidarisk, fastsættes på baggrund af grovheden af den overtrædelse, der foreholdes den berørte virksomhed individuelt, og varigheden heraf. Når Kommissionen ønsker solidarisk at straffe et datterselskab, der har begået en overtrædelse med begge sine moderselskaber, som det successivt har dannet særskilte virksomheder med i overtrædelsesperioden, kræver dette princip, at denne institution separat for hver af de pågældende virksomheder fastsætter størrelsen af den bøde, der skal betales solidarisk af de selskaber, der er en del heraf, på baggrund af grovheden af den overtrædelse, der foreholdes hver berørt virksomhed individuelt, og varigheden heraf.

   I samme forbindelse skal Kommissionen ligeledes overholde retssikkerhedsprincippet, som kræver, at en retsakt vedtaget af EU-institutionerne skal være klar og præcis for at give de berørte personer mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til de rettigheder og forpligtelser, der derved pålægges dem, og handle derefter. For så vidt som den metode, som Kommissionen har valgt for at fastsætte den solidariske hæftelse mellem det datterselskab, der har overtrådt EU’s konkurrenceregler, og dets successive moderselskaber, ikke giver moderselskaberne mulighed for nøjagtigt at kunne fastslå beløbet for den bøde, de skal betale for den periode, hvor de er solidarisk ansvarlige med deres datterselskab for overtrædelsen, skal der i den forbindelse fastslås en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

   (jf. præmis 120, 126-128, 133 og 139)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 148)

9.  Kommissionens beføjelser til i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 at pålægge en bøde, som flere juridiske personer, der er en del af en og samme virksomhed, skal hæfte solidarisk for, er begrænset til at fastsætte størrelsen af den bøde, som disse juridiske personer hæfter solidarisk for, dvs. det ydre solidaritetsforhold, men omfatter ikke fastsættelsen af det beløb, som de solidarisk hæftende meddebitorer skal bære som led i deres indbyrdes solidaritetsforhold.

   I mangel af en kontraktmæssig fastsættelse af meddebitorernes kvoteandele for en bøde, som de er blevet pålagt solidarisk, tilkommer det derimod de nationale retsinstanser at fastsætte disse kvoteandele under hensyn til EU-retten ved at anvende gældende national ret.

   Det følger heraf, at det ikke kan kræves, at hvert selskab af beslutningen, hvorved det pålægges en bøde, der skal betales solidarisk sammen med et eller flere andre selskaber, skal kunne udlede den kvoteandel, som de skal bære i forhold til sine solidarisk hæftende meddebitorer, når Kommissionen er fyldestgjort. Denne kvoteandel skal, når intet er fastsat ved kontrakt, fastsættes af en national retsinstans. Når denne kvoteandel ikke er fastsat i Kommissionens beslutning, hvorved en bøde pålægges solidarisk, kan den således ikke i sig selv udgøre en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

   Eftersom beføjelserne til at foretage den indbyrdes fordeling af den bøde, der er pålagt solidarisk, tilkommer en national retsinstans eller voldgift og ikke Kommissionen, kan det på ingen måde foreholdes Kommissionen, at den ulovligt har uddelegeret en sådan beføjelse ved ikke i den omtvistede beslutning at fastsætte de solidarisk hæftende meddebitorers kvoteandele som led i deres indbyrdes forhold.

   (jf. præmis 149, 151, 152, 157 og 158)

10.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 171-176)

11.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 177-181)

Forenede sager C-247/11 P og C-253/11 P

Areva SA

og

Alstom SA m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — konkurrence — kartel — markedet for projekter angående gasisoleret koblingsudstyr — datterselskabers ulovlige adfærd tilregnet deres moderselskaber — begrundelsespligt — solidarisk hæftelse for betaling af bøden — begrebet virksomhed — såkaldt »faktisk« solidarisk hæftelse — retssikkerhedsprincippet og princippet om individuelle straffe og sanktioner — proportionalitets- og ligebehandlingsprincippet«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 10. april 2014

1. Konkurrence — Unionens regler — overtrædelser — ansvar — moder- og datterselskaber — økonomisk enhed — bedømmelseskriterier — formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber — uafkræftelig karakter — hensyntagen til overholdelsen af principperne om uskyldsformodning, straffens personalitet, retssikkerhedsprincippet samt princippet om parternes processuelle ligestilling

   (Art. 81 EF)

2. Institutionernes retsakter — begrundelse — forpligtelse — rækkevidde — afgørelse om pålæggelse af bøder for en overtrædelse af konkurrencereglerne og vedrørende en flerhed af adressater — datterselskabets praksis kan tilregnes moderselskabet — en tilstrækkelig begrundelse nødvendig — kombinationen af formodningen om et moderselskabs udøvelse af en afgørende indflydelse på sit helejede datterselskab med andre beviser

   (Art. 81 EF og 253 EF)

3. Institutionernes retsakter — begrundelse — forpligtelse — rækkevidde — pålæggelse af en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, som skal betales solidarisk af forskellige selskaber, der ikke længere udgjorde en enkelt økonomisk enhed på tidspunktet for bødepålæggelsen — krav om en særlig begrundelse for hvert af de pågældende selskaber — foreligger ikke

   (Art. 81 EF og 253 EF)

4. Annullationssøgsmål — kompetencen for Unionens retsinstanser — fortolkning af en forvaltningsakts begrundelse — grænser — erstatning af Kommissionens skøn med Rettens eget som led i undersøgelsen af de af sagsøgerne påberåbte oplysninger — lovlig — tilsidesættelse af retten til forsvar — foreligger ikke

   (Art. 263 TEUF)

5. Appel — anbringender — anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen — afvisning — argumenter, der blot udgør en udvidelse af et anbringende anført i stævningen — formaliteten

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

6. Appel — anbringender — anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen — anbringende fremført mod et begrundelse til den appellerede dom — anbringende, der anfægter den appellerede doms velbegrundethed — anbringende opstået af selve den appellerede dom — formaliteten

   (art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

7. Konkurrence — bøder — solidarisk hæftelse for betaling — rækkevidde — et moderselskab tilregnes dets datterselskabs ulovlige adfærd — solidarisk ansvar for successive moderselskaber, der i overtrædelsesperioden har udgjort en forskellig virksomhed med det datterselskab, der begik overtrædelsen — fastsættelsen af størrelsen på den bøde, som de successive moderselskaber skal betale — overholdelse af princippet om individuelle straffe og sanktioner — overholdelse af retssikkerhedsprincippet

   (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

8. Appel — anbringender — appel af dom, der tager stilling til forenede sager — alle parters mulighed for at anføre et anbringende mod alle dele af Rettens argumentation, uafhængigt af de af parten anførte anbringender for Retten

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

9. Konkurrence — bøder — solidarisk hæftelse for betaling — fastsættelse af kvoteandelene af bøden, som de solidarisk hæftende meddebitorer skal betale i deres indbyrdes forhold — de nationale retsinstansers kompetence

   (Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

10. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — Kommissionens skøn — domstolskontrol — Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret — rækkevidde

    (Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

11. Appel — Domstolens kompetence — omgørelse af billighedsgrunde af Rettens skøn vedrørende størrelsen af de bøder, som er blevet pålagt virksomheder, der har tilsidesat traktatens konkurrenceregler — udelukket — anfægtelse af dette skøn af årsager, der er udledt af en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet — lovlig — ingen tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

    (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 30-33, 79-81 og 91-93)

2.  Når en beslutning om anvendelse af EU’s konkurrenceregler især er rettet til en flerhed af adressater og vedrører spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for overtrædelsen, skal den indeholde en tilstrækkelig begrundelse i forhold til hver af adressaterne, navnlig i forhold til de af dem, som i henhold til beslutningen skal bære byrden ved overtrædelsen. I forhold til et moderselskab, der holdes ansvarligt for sit datterselskabs ulovlige adfærd, skal en sådan beslutning i princippet således indeholde en detaljeret redegørelse for, hvorfor det pågældende selskab kan gøres ansvarligt for overtrædelsen.

   Hvad angår en kommissionsbeslutning, der støtter tilregnelsen af et moderselskab for en overtrædelse begået af et datterselskab på en dobbelt grundlag-metode, der kombinerer dette moderselskabs faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på sit helejede datterselskab med beviser, der er detaljeret fremsat i denne beslutning, er en sådan samlet vurdering principielt i overensstemmelse med de begrundelseskrav, der påhviler Kommissionen, eftersom den gør det muligt for moderselskabet at få kendskab til grundlaget for, at Kommissionen besluttede at tilregne det datterselskabets overtrædelse.

   (jf. præmis 34, 41 og 42)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 47-52)

4.  I forbindelse med legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF må Unionens retsinstanser i intet tilfælde erstatte den begrundelse, der angives af den myndighed, som udsteder den anfægtede retsakt, med sin egen.

   Retten kan imidlertid ikke kritiseres for, at den har erstattet Kommissionens begrundelse med sin egen hvad angår den omstændighed, at et datterselskabs overtrædelse tilregnes moderselskabet, hvis begrundelsen for den pågældende dom vedrører de forhold, som appellanterne gjorde gældende for Retten med henblik på at afkræfte formodningen om en afgørende indflydelse, som Retten er forpligtet til at undersøge som led i legalitetskontrollen af den omtvistede beslutning.

   Endvidere er en af sagsøgernes ret til forsvar ikke blevet tilsidesat, eftersom Retten fremførte den omtvistede beslutnings begrundelse som svar på sagsøgerne tilhørende den samme koncerns egne argumenter.

   (jf. præmis 56, 57 og 78)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 113-117)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 118)

7.  Kommissionen er pålagt visse begrænsninger som led i fastsættelsen det ydre solidaritetsforhold for betalingen af en bøde, der er pålagt flere juridiske personer solidarisk, fordi de tilhørte en og samme virksomhed, som kan foreholdes en overtrædelse af EU’s konkurrenceregler.

   Kommissionen skal således overholde princippet om individuelle straffe og sanktioner, der i overensstemmelse med artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 kræver, at størrelsen af den bøde, der skal betales solidarisk, fastsættes på baggrund af grovheden af den overtrædelse, der foreholdes den berørte virksomhed individuelt, og varigheden heraf. Når Kommissionen ønsker solidarisk at straffe et datterselskab, der har begået en overtrædelse med begge sine moderselskaber, som det successivt har dannet særskilte virksomheder med i overtrædelsesperioden, kræver dette princip, at denne institution separat for hver af de pågældende virksomheder fastsætter størrelsen af den bøde, der skal betales solidarisk af de selskaber, der er en del heraf, på baggrund af grovheden af den overtrædelse, der foreholdes hver berørt virksomhed individuelt, og varigheden heraf.

   I samme forbindelse skal Kommissionen ligeledes overholde retssikkerhedsprincippet, som kræver, at en retsakt vedtaget af EU-institutionerne skal være klar og præcis for at give de berørte personer mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til de rettigheder og forpligtelser, der derved pålægges dem, og handle derefter. For så vidt som den metode, som Kommissionen har valgt for at fastsætte den solidariske hæftelse mellem det datterselskab, der har overtrådt EU’s konkurrenceregler, og dets successive moderselskaber, ikke giver moderselskaberne mulighed for nøjagtigt at kunne fastslå beløbet for den bøde, de skal betale for den periode, hvor de er solidarisk ansvarlige med deres datterselskab for overtrædelsen, skal der i den forbindelse fastslås en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

   (jf. præmis 120, 126-128, 133 og 139)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 148)

9.  Kommissionens beføjelser til i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 at pålægge en bøde, som flere juridiske personer, der er en del af en og samme virksomhed, skal hæfte solidarisk for, er begrænset til at fastsætte størrelsen af den bøde, som disse juridiske personer hæfter solidarisk for, dvs. det ydre solidaritetsforhold, men omfatter ikke fastsættelsen af det beløb, som de solidarisk hæftende meddebitorer skal bære som led i deres indbyrdes solidaritetsforhold.

   I mangel af en kontraktmæssig fastsættelse af meddebitorernes kvoteandele for en bøde, som de er blevet pålagt solidarisk, tilkommer det derimod de nationale retsinstanser at fastsætte disse kvoteandele under hensyn til EU-retten ved at anvende gældende national ret.

   Det følger heraf, at det ikke kan kræves, at hvert selskab af beslutningen, hvorved det pålægges en bøde, der skal betales solidarisk sammen med et eller flere andre selskaber, skal kunne udlede den kvoteandel, som de skal bære i forhold til sine solidarisk hæftende meddebitorer, når Kommissionen er fyldestgjort. Denne kvoteandel skal, når intet er fastsat ved kontrakt, fastsættes af en national retsinstans. Når denne kvoteandel ikke er fastsat i Kommissionens beslutning, hvorved en bøde pålægges solidarisk, kan den således ikke i sig selv udgøre en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

   Eftersom beføjelserne til at foretage den indbyrdes fordeling af den bøde, der er pålagt solidarisk, tilkommer en national retsinstans eller voldgift og ikke Kommissionen, kan det på ingen måde foreholdes Kommissionen, at den ulovligt har uddelegeret en sådan beføjelse ved ikke i den omtvistede beslutning at fastsætte de solidarisk hæftende meddebitorers kvoteandele som led i deres indbyrdes forhold.

   (jf. præmis 149, 151, 152, 157 og 158)

10.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 171-176)

11.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 177-181)