Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62011CJ0388

    Sammendrag af dom

    Court reports – general

    Sag C-388/11

    Le Crédit Lyonnais

    mod

    Ministre du Budget, des Comptes publics et de la Réforme de l’État

    (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))

    »Moms — sjette direktiv 77/388/EØF — artikel 17 og 19 — fradrag for indgående afgift — goder og tjenesteydelser, der benyttes såvel til transaktioner, der giver ret til fradrag, som til transaktioner, der ikke giver ret til fradrag — pro rata-fradrag — beregning af pro rata-satsen — filialer beliggende i andre medlemsstater og i tredjelande — manglende medregning af deres omsætning«

    Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 12. september 2013

    1. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – pro rata-fradrag – afgiftspligtig person, der har et fast forretningssted i en anden medlemsstat – medregning af dette faste forretningssteds omsætning ved fastlæggelsen af pro rata-satsen for fradrag – ikke tilladt

      [Rådets direktiv 77/388, art. 5, stk. 7, litra a), art. 6, stk. 3, art. 17, stk. 5, tredje afsnit, og art. 19, stk. 1]

    2. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – pro rata-fradrag – afgiftspligtig person, der har et fast forretningssted i et tredjeland – medregning af dette faste forretningssteds omsætning ved fastlæggelsen af pro rata-satsen for fradrag – ikke tilladt

      [Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 3, litra a) og c), og art. 19, stk. 1]

    3. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – national lovgivning, hvorefter omsætningen i et fast forretningssted, der er beliggende i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, kan medregnes ved beregningen af pro rata-satsen for fradraget for hvert af et afgiftspligtigt selskabs virksomhedssektorer – ikke tilladt

      (Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 5, tredje afsnit)

    1.  Artikel 17, stk. 2 og 5, samt artikel 19, stk. 1, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at et selskab, hvis hovedsæde er beliggende i en medlemsstat, ved fastlæggelsen af den pro rata-sats for merværdiafgiftsfradraget, der finder anvendelse på dette, ikke kan medregne omsætningen i sine filialer, der er beliggende i andre medlemsstater.

      Muligheden for en afgiftspligtig person til at beregne den pro rata-sats for fradraget, der finder anvendelse på dennes hovedsæde, der er beliggende i en bestemt medlemsstat, under hensyntagen til omsætningen fra dens faste forretningssteder, der er beliggende i andre medlemsstater, kan nemlig ikke under alle omstændigheder sikre en bedre overholdelse af princippet om merværdiafgiftens neutralitet i forhold til et system, der fastsætter, at en afgiftspligtig person i hver af de medlemsstater, hvor denne kan anses for at have et fast forretningssted som omhandlet i sjette direktiv, skal fastlægge en særskilt pro rata-sats for fradraget.

      Endvidere ville en sådan måde at fastlægge den pro rata-sats for fradraget, som finder anvendelse på en afgiftspligtig persons hovedsæde, medføre en forøgelse af den merværdiafgiftsandel, som den afgiftspligtiges hovedsæde kan fradrage, for alle de erhvervelser, som den afgiftspligtige person har gennemført i den medlemsstat, hvor dens hovedsæde befinder sig, uanset at en del af disse erhvervelser ikke har nogen forbindelse med de faste forretningssteders virksomhed, som er beliggende uden for denne stat. Værdien af den pro rata-sats for fradraget, der finder anvendelse, ville således blive fordrejet.

      En sådan måde at fastsætte pro rata-satsen for fradraget på kan derfor svække den effektive virkning af sjette direktivs artikel 5, stk. 7, litra a), og artikel 6, stk. 3, som tillægger medlemsstaterne en vis skønsmargin, idet den afbøder virkningerne af de af disse trufne skattepolitiske valg.

      (jf. præmis 37-40 og domskonkl. 1)

    2.  Artikel 17, stk. 3, litra a) og c), samt artikel 19, stk. 1, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at et selskab, hvis hovedsæde er beliggende i en medlemsstat, ved fastlæggelsen af den pro rata-sats for merværdiafgiftsfradraget, der finder anvendelse på dette, ikke kan medregne omsætningen i sine filialer, der er beliggende i tredjelande.

      Fradragsordningen er nemlig baseret på princippet om den territorielle tilknytning for de nationale bestemmelser, der finder anvendelse, og den økonomiske virksomhed, som en afgiftspligtig person udøver i en anden stat end den, hvor den har hovedsæde, når den afgiftspligtige person har fast forretningssted i denne stat, med henblik på anvendelsen af sjette direktivs bestemmelser, anses for udøvet fra dette faste forretningssted.

      Der er imidlertid hverken i sjette direktivs præambel eller i direktivets bestemmelser anført noget, som gør det muligt at fastslå, at den omstændighed, at en afgiftspligtig person har et fast forretningssted uden for EU, kan påvirke den fradragsordning, som den afgiftspligtige person er underlagt i den medlemsstat, hvor dennes hovedsæde er beliggende.

      (jf. præmis 42, 43 og 49 samt domskonkl. 2)

    3.  Artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at det ikke tillader en medlemsstat at anvende en regel om beregning af pro rata-satsen for fradraget for hvert af et afgiftspligtigt selskabs virksomhedssektorer, der bemyndiger dette til at medregne omsætningen i en filial, der er beliggende i en anden medlemsstat eller i et tredjeland.

      Henvisningen til »virksomhedssektorer« i sjette direktivs artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, kan nemlig ikke fortolkes således, at den tager sigte på geografiske områder. Som det fremgår af sjette direktivs artikel 4, stk. 1 og 2, tager ordet »virksomhed« i sjette direktivs kontekst således sigte på de forskellige typer af økonomisk virksomhed såsom producentens, den handlendes eller tjenesteyderens virksomhed.

      (jf. præmis 53, 54 og 56 samt domskonkl. 3)

    Top

    Sag C-388/11

    Le Crédit Lyonnais

    mod

    Ministre du Budget, des Comptes publics et de la Réforme de l’État

    (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))

    »Moms — sjette direktiv 77/388/EØF — artikel 17 og 19 — fradrag for indgående afgift — goder og tjenesteydelser, der benyttes såvel til transaktioner, der giver ret til fradrag, som til transaktioner, der ikke giver ret til fradrag — pro rata-fradrag — beregning af pro rata-satsen — filialer beliggende i andre medlemsstater og i tredjelande — manglende medregning af deres omsætning«

    Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 12. september 2013

    1. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — fradrag for indgående afgift — pro rata-fradrag — afgiftspligtig person, der har et fast forretningssted i en anden medlemsstat — medregning af dette faste forretningssteds omsætning ved fastlæggelsen af pro rata-satsen for fradrag — ikke tilladt

      [Rådets direktiv 77/388, art. 5, stk. 7, litra a), art. 6, stk. 3, art. 17, stk. 5, tredje afsnit, og art. 19, stk. 1]

    2. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — fradrag for indgående afgift — pro rata-fradrag — afgiftspligtig person, der har et fast forretningssted i et tredjeland — medregning af dette faste forretningssteds omsætning ved fastlæggelsen af pro rata-satsen for fradrag — ikke tilladt

      [Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 3, litra a) og c), og art. 19, stk. 1]

    3. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — fradrag for indgående afgift — national lovgivning, hvorefter omsætningen i et fast forretningssted, der er beliggende i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, kan medregnes ved beregningen af pro rata-satsen for fradraget for hvert af et afgiftspligtigt selskabs virksomhedssektorer — ikke tilladt

      (Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 5, tredje afsnit)

    1.  Artikel 17, stk. 2 og 5, samt artikel 19, stk. 1, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at et selskab, hvis hovedsæde er beliggende i en medlemsstat, ved fastlæggelsen af den pro rata-sats for merværdiafgiftsfradraget, der finder anvendelse på dette, ikke kan medregne omsætningen i sine filialer, der er beliggende i andre medlemsstater.

      Muligheden for en afgiftspligtig person til at beregne den pro rata-sats for fradraget, der finder anvendelse på dennes hovedsæde, der er beliggende i en bestemt medlemsstat, under hensyntagen til omsætningen fra dens faste forretningssteder, der er beliggende i andre medlemsstater, kan nemlig ikke under alle omstændigheder sikre en bedre overholdelse af princippet om merværdiafgiftens neutralitet i forhold til et system, der fastsætter, at en afgiftspligtig person i hver af de medlemsstater, hvor denne kan anses for at have et fast forretningssted som omhandlet i sjette direktiv, skal fastlægge en særskilt pro rata-sats for fradraget.

      Endvidere ville en sådan måde at fastlægge den pro rata-sats for fradraget, som finder anvendelse på en afgiftspligtig persons hovedsæde, medføre en forøgelse af den merværdiafgiftsandel, som den afgiftspligtiges hovedsæde kan fradrage, for alle de erhvervelser, som den afgiftspligtige person har gennemført i den medlemsstat, hvor dens hovedsæde befinder sig, uanset at en del af disse erhvervelser ikke har nogen forbindelse med de faste forretningssteders virksomhed, som er beliggende uden for denne stat. Værdien af den pro rata-sats for fradraget, der finder anvendelse, ville således blive fordrejet.

      En sådan måde at fastsætte pro rata-satsen for fradraget på kan derfor svække den effektive virkning af sjette direktivs artikel 5, stk. 7, litra a), og artikel 6, stk. 3, som tillægger medlemsstaterne en vis skønsmargin, idet den afbøder virkningerne af de af disse trufne skattepolitiske valg.

      (jf. præmis 37-40 og domskonkl. 1)

    2.  Artikel 17, stk. 3, litra a) og c), samt artikel 19, stk. 1, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at et selskab, hvis hovedsæde er beliggende i en medlemsstat, ved fastlæggelsen af den pro rata-sats for merværdiafgiftsfradraget, der finder anvendelse på dette, ikke kan medregne omsætningen i sine filialer, der er beliggende i tredjelande.

      Fradragsordningen er nemlig baseret på princippet om den territorielle tilknytning for de nationale bestemmelser, der finder anvendelse, og den økonomiske virksomhed, som en afgiftspligtig person udøver i en anden stat end den, hvor den har hovedsæde, når den afgiftspligtige person har fast forretningssted i denne stat, med henblik på anvendelsen af sjette direktivs bestemmelser, anses for udøvet fra dette faste forretningssted.

      Der er imidlertid hverken i sjette direktivs præambel eller i direktivets bestemmelser anført noget, som gør det muligt at fastslå, at den omstændighed, at en afgiftspligtig person har et fast forretningssted uden for EU, kan påvirke den fradragsordning, som den afgiftspligtige person er underlagt i den medlemsstat, hvor dennes hovedsæde er beliggende.

      (jf. præmis 42, 43 og 49 samt domskonkl. 2)

    3.  Artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at det ikke tillader en medlemsstat at anvende en regel om beregning af pro rata-satsen for fradraget for hvert af et afgiftspligtigt selskabs virksomhedssektorer, der bemyndiger dette til at medregne omsætningen i en filial, der er beliggende i en anden medlemsstat eller i et tredjeland.

      Henvisningen til »virksomhedssektorer« i sjette direktivs artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, kan nemlig ikke fortolkes således, at den tager sigte på geografiske områder. Som det fremgår af sjette direktivs artikel 4, stk. 1 og 2, tager ordet »virksomhed« i sjette direktivs kontekst således sigte på de forskellige typer af økonomisk virksomhed såsom producentens, den handlendes eller tjenesteyderens virksomhed.

      (jf. præmis 53, 54 og 56 samt domskonkl. 3)

    Top