Sag C-175/11

H. I. D. og B. A.

mod

Refugee Applications Commissioner m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))

»Præjudiciel forelæggelse — fælles europæisk asylsystem — en tredjelandsstatsborgers ansøgning med henblik på opnåelse af flygtningestatus - direktiv 2005/85/EF — artikel 23 — mulighed for at anvende en prioriteret procedure for behandling af asylansøgninger — en national procedure, hvorefter der anvendes en prioriteret procedure med henblik på behandling af asylansøgninger fra personer, der tilhører en bestemt kategori defineret på grundlag af nationalitet eller oprindelsesland — ret til en effektiv domstolsprøvelse — det nævnte direktivs artikel 39 — begrebet »ret« i denne artikels forstand«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 31. januar 2013

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne – direktiv 2005/85 – nationale retsforskrifter, hvorefter en asylansøgning kan behandles i en fremskyndet eller prioriteret procedure – lovlig – tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling – foreligger ikke

   (Rådets direktiv 2005/85, art. 8, stk. 2, og art. 23, stk. 3 og 4)

2. EU-ret – principper – ret til effektive retsmidler – fastsættelse i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets direktiv 2005/85, art. 39)

3. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – national domstol som omhandlet i artikel 267 TEUF – begreb – »Refugee Appeals Tribunal« (appelinstans for afgørelser truffet af den irske myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgninger) – omfattet

   (Art. 267 TEUF)

4. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne – direktiv 2005/85 – ret til en effektiv domstolsprøvelse – nationale retsforskrifter, der gør det muligt for en asylansøger at indgive en klage over den ansvarlige myndigheds afgørelse ved en appelinstans som Refugee Appeals Tribunal – en instans, der udelukkende i tilfælde af afslag er underlagt ministerens skønsbeføjelse – asylansøgerens mulighed for at indgive klage over appelinstansens afgørelse ved en højere national retsinstans samt at anfægte gyldigheden af den ansvarlige myndigheds afgørelse direkte ved denne retsinstans – mulighed for at iværksætte appel over den højere retsinstans afgørelser – de nationale retsforskrifters lovlighed, effektiviteten af det administrative og det retlige systems klage- og appeladgang i den enkelte medlemsstat betragtet i sin helhed

   (Rådets direktiv 2005/85, art. 39)

1.  Artikel 23, stk. 3 og 4, i direktiv 2005/85 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat under overholdelse af de grundlæggende principper og garantier i samme direktivs kapitel II underkaster behandlingen af visse kategorier af asylansøgninger, der defineres på grundlag af et kriterium om ansøgerens nationalitet eller oprindelsesland, en prioriteret eller fremskyndet procedure.

   Medlemsstaterne råder nemlig i flere henseender over en skønsmargen i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelserne i direktiv 2005/85 under hensyntagen til særegenhederne i national ret, herunder med hensyn til gennemførelsen af proceduren for tildeling og fratagelse af flygtningestatus. Dels kan medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 23, stk. 3, prioritere eller fremskynde behandlingen, bl.a. hvis ansøgningen forekommer begrundet, eller ansøgeren har særlige behov. Dels kan medlemsstaterne i henhold til artikel 23, stk. 4, anvende den prioriterede eller fremskyndede procedure på grundlag af en af de 15 specifikke grunde, der berettiger til iværksættelse af en sådan procedure. Det fremgår af disse bestemmelser, at listen over de ansøgninger, der kan gøres til genstand for en prioriteret eller fremskyndet behandling, er vejledende og ikke udtømmende, og at medlemsstaterne derfor kan beslutte at prioritere eller fremskynde ansøgninger, der ikke er omfattet af nogen af de kategorier, der er opregnet i det nævnte stk. 4, på betingelse af, at de overholder de grundlæggende principper og garantier, der er omhandlet i dette direktivs kapitel II.

   For så vidt angår princippet om forbud mod forskelsbehandling i det system, der er indført ved direktivet, spiller oprindelseslandet og ansøgerens nationalitet en afgørende rolle. Det følger nemlig af direktivets artikel 8, stk. 2, litra b), at ansøgerens oprindelsesland har indflydelse på den besluttende myndigheds afgørelse, henset til, at denne skal indhente oplysninger om den generelle situation i dette land med henblik på at afgøre, om der foreligger en fare for asylansøgeren og i givet fald, om denne behøver international beskyttelse.

   Imidlertid bør den prioriterede procedure – for at undgå en forskelsbehandling mellem asylansøgere fra et bestemt tredjeland, hvis ansøgninger undergives en prioriteret behandlingsprocedure, og statsborgere fra andre tredjelande, hvis ansøgninger behandles efter den normale procedure – ikke fratage ansøgere under den første kategori de garantier, der kræves efter artikel 23 i direktiv 2005/85, og som finder anvendelse på enhver form for procedure.

   (jf. præmis 63, 64, 67, 69-71, 73, 74 og 77 samt domskonkl. 1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 80)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 83, 88, 95-97 og 105)

4.  Artikel 39 i direktiv 2005/85 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter, som gør det muligt for en asylansøger enten at indgive klage over den besluttende myndigheds afgørelse ved en ret såsom Refugee Appeals Tribunal og at iværksætte appel af dennes afgørelse ved en højere retsinstans eller at anfægte gyldigheden af afgørelsen fra den besluttende myndighed ved den højere retsinstans, hvis domme kan appelleres til den højeste retsinstans i den berørte medlemsstat.

   (jf. præmis 98 og 105 samt domskonkl. 2)

Sag C-175/11

H. I. D. og B. A.

mod

Refugee Applications Commissioner m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))

»Præjudiciel forelæggelse — fælles europæisk asylsystem — en tredjelandsstatsborgers ansøgning med henblik på opnåelse af flygtningestatus - direktiv 2005/85/EF — artikel 23 — mulighed for at anvende en prioriteret procedure for behandling af asylansøgninger — en national procedure, hvorefter der anvendes en prioriteret procedure med henblik på behandling af asylansøgninger fra personer, der tilhører en bestemt kategori defineret på grundlag af nationalitet eller oprindelsesland — ret til en effektiv domstolsprøvelse — det nævnte direktivs artikel 39 — begrebet »ret« i denne artikels forstand«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 31. januar 2013

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring — asylpolitik — procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne — direktiv 2005/85 — nationale retsforskrifter, hvorefter en asylansøgning kan behandles i en fremskyndet eller prioriteret procedure — lovlig — tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling — foreligger ikke

   (Rådets direktiv 2005/85, art. 8, stk. 2, og art. 23, stk. 3 og 4)

2. EU-ret — principper — ret til effektive retsmidler — fastsættelse i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets direktiv 2005/85, art. 39)

3. Præjudicielle spørgsmål — forelæggelse for Domstolen — national domstol som omhandlet i artikel 267 TEUF — begreb — »Refugee Appeals Tribunal« (appelinstans for afgørelser truffet af den irske myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgninger) — omfattet

   (Art. 267 TEUF)

4. Grænsekontrol, asyl og indvandring — asylpolitik — procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne — direktiv 2005/85 — ret til en effektiv domstolsprøvelse — nationale retsforskrifter, der gør det muligt for en asylansøger at indgive en klage over den ansvarlige myndigheds afgørelse ved en appelinstans som Refugee Appeals Tribunal — en instans, der udelukkende i tilfælde af afslag er underlagt ministerens skønsbeføjelse — asylansøgerens mulighed for at indgive klage over appelinstansens afgørelse ved en højere national retsinstans samt at anfægte gyldigheden af den ansvarlige myndigheds afgørelse direkte ved denne retsinstans — mulighed for at iværksætte appel over den højere retsinstans afgørelser — de nationale retsforskrifters lovlighed, effektiviteten af det administrative og det retlige systems klage- og appeladgang i den enkelte medlemsstat betragtet i sin helhed

   (Rådets direktiv 2005/85, art. 39)

1.  Artikel 23, stk. 3 og 4, i direktiv 2005/85 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat under overholdelse af de grundlæggende principper og garantier i samme direktivs kapitel II underkaster behandlingen af visse kategorier af asylansøgninger, der defineres på grundlag af et kriterium om ansøgerens nationalitet eller oprindelsesland, en prioriteret eller fremskyndet procedure.

   Medlemsstaterne råder nemlig i flere henseender over en skønsmargen i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelserne i direktiv 2005/85 under hensyntagen til særegenhederne i national ret, herunder med hensyn til gennemførelsen af proceduren for tildeling og fratagelse af flygtningestatus. Dels kan medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 23, stk. 3, prioritere eller fremskynde behandlingen, bl.a. hvis ansøgningen forekommer begrundet, eller ansøgeren har særlige behov. Dels kan medlemsstaterne i henhold til artikel 23, stk. 4, anvende den prioriterede eller fremskyndede procedure på grundlag af en af de 15 specifikke grunde, der berettiger til iværksættelse af en sådan procedure. Det fremgår af disse bestemmelser, at listen over de ansøgninger, der kan gøres til genstand for en prioriteret eller fremskyndet behandling, er vejledende og ikke udtømmende, og at medlemsstaterne derfor kan beslutte at prioritere eller fremskynde ansøgninger, der ikke er omfattet af nogen af de kategorier, der er opregnet i det nævnte stk. 4, på betingelse af, at de overholder de grundlæggende principper og garantier, der er omhandlet i dette direktivs kapitel II.

   For så vidt angår princippet om forbud mod forskelsbehandling i det system, der er indført ved direktivet, spiller oprindelseslandet og ansøgerens nationalitet en afgørende rolle. Det følger nemlig af direktivets artikel 8, stk. 2, litra b), at ansøgerens oprindelsesland har indflydelse på den besluttende myndigheds afgørelse, henset til, at denne skal indhente oplysninger om den generelle situation i dette land med henblik på at afgøre, om der foreligger en fare for asylansøgeren og i givet fald, om denne behøver international beskyttelse.

   Imidlertid bør den prioriterede procedure – for at undgå en forskelsbehandling mellem asylansøgere fra et bestemt tredjeland, hvis ansøgninger undergives en prioriteret behandlingsprocedure, og statsborgere fra andre tredjelande, hvis ansøgninger behandles efter den normale procedure – ikke fratage ansøgere under den første kategori de garantier, der kræves efter artikel 23 i direktiv 2005/85, og som finder anvendelse på enhver form for procedure.

   (jf. præmis 63, 64, 67, 69-71, 73, 74 og 77 samt domskonkl. 1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 80)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 83, 88, 95-97 og 105)

4.  Artikel 39 i direktiv 2005/85 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter, som gør det muligt for en asylansøger enten at indgive klage over den besluttende myndigheds afgørelse ved en ret såsom Refugee Appeals Tribunal og at iværksætte appel af dennes afgørelse ved en højere retsinstans eller at anfægte gyldigheden af afgørelsen fra den besluttende myndighed ved den højere retsinstans, hvis domme kan appelleres til den højeste retsinstans i den berørte medlemsstat.

   (jf. præmis 98 og 105 samt domskonkl. 2)