Sag C-396/11

Ciprian Vasile Radu

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Constanţa)

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager — rammeafgørelse 2002/584/RIA — den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — europæisk arrestordre udstedt med henblik på retsforfølgning — grunde til at afslå fuldbyrdelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. januar 2013

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – generelle eller hypotetiske spørgsmål – spørgsmål, der er abstrakte eller rent hypotetiske i forhold til tvisten i hovedsagens genstand – afvisning

   (Art. 267 TEUF)

2. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – ordre udstedt med henblik på retsforfølgning – medlemsstaternes gennemførelse – pligt til at fuldbyrde, selv om den eftersøgte person ikke var til stede før udstedelsen af arrestordren

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 24)

2.  Rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at de udstedende judicielle myndigheder ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning med den begrundelse, at de udstedende judicielle myndigheder ikke har afhørt den eftersøgte person før udstedelsen af denne arrestordre.

   Den omstændighed, at den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på strafforfølgning, uden at den eftersøgte person er blevet afhørt af de fuldbyrdende judicielle myndigheder, er således ikke en af de grunde til at afslå at fuldbyrde en sådan ordre, der er fastsat i bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584.

   Desuden kræver overholdelsen af artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ikke, at en judiciel myndighed i en medlemsstat kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning med denne begrundelse. For det første ville en pligt for de udstedende judicielle myndigheder til at afhøre den eftersøgte person før udstedelsen af en sådan europæisk arrestordre uundgåeligt modarbejde selve den i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte overgivelsesordning og dermed virkeliggørelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, eftersom en sådan arrestordre bør have en vis overraskelseseffekt, bl.a. for at undgå, at den pågældende flygter. For det andet har EU-lovgiver under alle omstændigheder sikret, at retten til at blive afhørt i fuldbyrdelsesmedlemsstaten overholdes, uden at effektiviteten af ordningen med den europæiske arrestordre bringes i fare. Ingen af disse bestemmelser fastsætter således en pligt for de udstedende judicielle myndigheder til at afhøre den eftersøgte person før udstedelsen af den europæiske arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning.

   (jf. præmis 38- 41 og 43 samt domskonkl.)

Sag C-396/11

Ciprian Vasile Radu

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Constanţa)

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager — rammeafgørelse 2002/584/RIA — den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — europæisk arrestordre udstedt med henblik på retsforfølgning — grunde til at afslå fuldbyrdelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. januar 2013

1. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — grænser — generelle eller hypotetiske spørgsmål — spørgsmål, der er abstrakte eller rent hypotetiske i forhold til tvisten i hovedsagens genstand — afvisning

   (Art. 267 TEUF)

2. Retligt samarbejde i straffesager — rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — ordre udstedt med henblik på retsforfølgning — medlemsstaternes gennemførelse — pligt til at fuldbyrde, selv om den eftersøgte person ikke var til stede før udstedelsen af arrestordren

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 24)

2.  Rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at de udstedende judicielle myndigheder ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning med den begrundelse, at de udstedende judicielle myndigheder ikke har afhørt den eftersøgte person før udstedelsen af denne arrestordre.

   Den omstændighed, at den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på strafforfølgning, uden at den eftersøgte person er blevet afhørt af de fuldbyrdende judicielle myndigheder, er således ikke en af de grunde til at afslå at fuldbyrde en sådan ordre, der er fastsat i bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584.

   Desuden kræver overholdelsen af artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ikke, at en judiciel myndighed i en medlemsstat kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning med denne begrundelse. For det første ville en pligt for de udstedende judicielle myndigheder til at afhøre den eftersøgte person før udstedelsen af en sådan europæisk arrestordre uundgåeligt modarbejde selve den i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte overgivelsesordning og dermed virkeliggørelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, eftersom en sådan arrestordre bør have en vis overraskelseseffekt, bl.a. for at undgå, at den pågældende flygter. For det andet har EU-lovgiver under alle omstændigheder sikret, at retten til at blive afhørt i fuldbyrdelsesmedlemsstaten overholdes, uden at effektiviteten af ordningen med den europæiske arrestordre bringes i fare. Ingen af disse bestemmelser fastsætter således en pligt for de udstedende judicielle myndigheder til at afhøre den eftersøgte person før udstedelsen af den europæiske arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning.

   (jf. præmis 38- 41 og 43 samt domskonkl.)