Sag C-168/13 PPU

Jeremy F.

mod

Premier ministre

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil constitutionnel)

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager — rammeafgørelse 2002/584/RIA — artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c) — den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — specialitetsreglen — anmodning om udvidelse af den europæiske arrestordre, der lå til grund for overgivelsen eller anmodningen om videreovergivelse til en anden medlemsstat — afgørelse truffet af den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat med samtykke — retsmidler med opsættende virkning — lovlighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 30. maj 2013

1. Præjudicielle spørgsmål – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – betingelser – frihedsberøvet person, hvor tvisten kan have en ikke ubetydelig indvirkning på varigheden af en sådan frihedsberøvelse

   (Statutten for Domstolen, art. 23a; Domstolens procesreglement, art. 107)

2. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – formål – erstatte udleveringssystemet mellem medlemsstaterne med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, femte og syvende betragtning, artikel 1, stk. 1 og 2)

3. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – princippet om gensidig anerkendelse – rækkevidde

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, artikel 1, stk. 2)

4. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser – videreovergivelse – anmodning om udvidelse af den europæiske arrestordre, der lå til grund for overgivelsen eller anmodningen om videreovergivelse til en anden medlemsstat – afgørelse truffet af den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat med samtykke inden 30 dage fra modtagelsen af anmodningen – mulighed for i den nationale lovgivning at fastsætte et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af afgørelsen – lovlig – betingelser

   [Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, 12. betragtning, og art. 17, art. 27, stk. 4, og art. 28, stk. 3, litra c)]

1.  En anmodning fra en forelæggende ret om anvendelse af den præjudicielle hasteprocedure i henhold til Domstolens procesreglements artikel 107 er begrundet, når sagsøgeren i hovedsagen er frihedsberøvet, og tvisten i hovedsagen kan have en ikke ubetydelig indvirkning på varigheden af en sådan frihedsberøvelse.

   (jf. præmis 30-32)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 34, 35, 57 og 58)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 36, 49 og 50)

4.  Artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen fra den judicielle myndighed, der inden 30 dage fra modtagelsen af anmodningen træffer afgørelse for at give samtykke enten til, at en person retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for en lovovertrædelse, der er begået inden den, for hvilken den pågældende i henhold til en europæisk arrestordre er blevet overgivet, eller til, at en person overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en inden overgivelsen begået lovovertrædelse, for så vidt som den endelige afgørelse er vedtaget inden for de i samme rammeafgørelses artikel 17 omhandlede frister.

   Uanset de udtrykkelige garantier, som er fastsat i rammeafgørelsen, forhindrer manglen på bestemmelser heri om en eventuel ret til retsmidler med opsættende virkning til prøvelse af afgørelser om den europæiske arrestordre således ikke medlemsstaterne i at fastsætte en sådan ret eller pålægger dem at indføre en sådan. For så vidt som anvendelsen af rammeafgørelsen ikke hindres i denne henseende, er denne, som det fremgår af andet afsnit i 12. betragtning hertil, ikke til hinder for, at en medlemsstat anvender sine forfatningsmæssige bestemmelser, herunder navnlig vedrørende overholdelse af retten til en retfærdig rettergang.

   Der skal imidlertid fastsættes visse grænser for det spillerum, som medlemsstaterne herved har.

   Hvad for det første angår afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre skal de i rammeafgørelsens artikel 17 fastsatte frister fortolkes således, at de kræver, at den endelige afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre i princippet vedtages enten ti dage efter, at den eftersøgte person har givet samtykke til overgivelse, eller i andre tilfælde 60 dage regnet fra sidstnævntes anholdelse. Det er kun i konkrete tilfælde, at disse frister kan forlænges med yderligere 30 dage, og det er kun undtagelsesvis, at de i denne artikel 17 fastsatte frister ikke skal overholdes af en medlemsstat. Følgelig kan et eventuelt retsmiddel med opsættende virkning, der er fastsat i en medlemsstats nationale lovgivning, til prøvelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, under alle omstændigheder, og medmindre den kompetente ret beslutter at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, ikke anvendes under tilsidesættelse af de frister for at træffe en endelig afgørelse, der er nævnt i foregående præmis.

   Hvad for det andet angår afgørelsen om at give samtykke med henblik på udvidelse af ordren eller en videreovergivelse skal rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), fortolkes således, at de kræver, at afgørelserne fra den judicielle myndighed i princippet skal vedtages senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.

   (jf. præmis 38, 51, 53, 55, 56, 60, 64-66, 71 og 75 samt domskonkl.)

Sag C-168/13 PPU

Jeremy F.

mod

Premier ministre

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil constitutionnel)

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager — rammeafgørelse 2002/584/RIA — artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c) — den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — specialitetsreglen — anmodning om udvidelse af den europæiske arrestordre, der lå til grund for overgivelsen eller anmodningen om videreovergivelse til en anden medlemsstat — afgørelse truffet af den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat med samtykke — retsmidler med opsættende virkning — lovlighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 30. maj 2013

1. Præjudicielle spørgsmål — præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren — betingelser — frihedsberøvet person, hvor tvisten kan have en ikke ubetydelig indvirkning på varigheden af en sådan frihedsberøvelse

   (Statutten for Domstolen, art. 23a; Domstolens procesreglement, art. 107)

2. Retligt samarbejde i straffesager — rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — formål — erstatte udleveringssystemet mellem medlemsstaterne med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, femte og syvende betragtning, artikel 1, stk. 1 og 2)

3. Retligt samarbejde i straffesager — rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — princippet om gensidig anerkendelse — rækkevidde

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, artikel 1, stk. 2)

4. Retligt samarbejde i straffesager — rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser — videreovergivelse — anmodning om udvidelse af den europæiske arrestordre, der lå til grund for overgivelsen eller anmodningen om videreovergivelse til en anden medlemsstat — afgørelse truffet af den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat med samtykke inden 30 dage fra modtagelsen af anmodningen — mulighed for i den nationale lovgivning at fastsætte et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af afgørelsen — lovlig — betingelser

   [Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, 12. betragtning, og art. 17, art. 27, stk. 4, og art. 28, stk. 3, litra c)]

1.  En anmodning fra en forelæggende ret om anvendelse af den præjudicielle hasteprocedure i henhold til Domstolens procesreglements artikel 107 er begrundet, når sagsøgeren i hovedsagen er frihedsberøvet, og tvisten i hovedsagen kan have en ikke ubetydelig indvirkning på varigheden af en sådan frihedsberøvelse.

   (jf. præmis 30-32)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 34, 35, 57 og 58)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 36, 49 og 50)

4.  Artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen fra den judicielle myndighed, der inden 30 dage fra modtagelsen af anmodningen træffer afgørelse for at give samtykke enten til, at en person retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for en lovovertrædelse, der er begået inden den, for hvilken den pågældende i henhold til en europæisk arrestordre er blevet overgivet, eller til, at en person overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en inden overgivelsen begået lovovertrædelse, for så vidt som den endelige afgørelse er vedtaget inden for de i samme rammeafgørelses artikel 17 omhandlede frister.

   Uanset de udtrykkelige garantier, som er fastsat i rammeafgørelsen, forhindrer manglen på bestemmelser heri om en eventuel ret til retsmidler med opsættende virkning til prøvelse af afgørelser om den europæiske arrestordre således ikke medlemsstaterne i at fastsætte en sådan ret eller pålægger dem at indføre en sådan. For så vidt som anvendelsen af rammeafgørelsen ikke hindres i denne henseende, er denne, som det fremgår af andet afsnit i 12. betragtning hertil, ikke til hinder for, at en medlemsstat anvender sine forfatningsmæssige bestemmelser, herunder navnlig vedrørende overholdelse af retten til en retfærdig rettergang.

   Der skal imidlertid fastsættes visse grænser for det spillerum, som medlemsstaterne herved har.

   Hvad for det første angår afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre skal de i rammeafgørelsens artikel 17 fastsatte frister fortolkes således, at de kræver, at den endelige afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre i princippet vedtages enten ti dage efter, at den eftersøgte person har givet samtykke til overgivelse, eller i andre tilfælde 60 dage regnet fra sidstnævntes anholdelse. Det er kun i konkrete tilfælde, at disse frister kan forlænges med yderligere 30 dage, og det er kun undtagelsesvis, at de i denne artikel 17 fastsatte frister ikke skal overholdes af en medlemsstat. Følgelig kan et eventuelt retsmiddel med opsættende virkning, der er fastsat i en medlemsstats nationale lovgivning, til prøvelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, under alle omstændigheder, og medmindre den kompetente ret beslutter at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, ikke anvendes under tilsidesættelse af de frister for at træffe en endelig afgørelse, der er nævnt i foregående præmis.

   Hvad for det andet angår afgørelsen om at give samtykke med henblik på udvidelse af ordren eller en videreovergivelse skal rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), fortolkes således, at de kræver, at afgørelserne fra den judicielle myndighed i princippet skal vedtages senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.

   (jf. præmis 38, 51, 53, 55, 56, 60, 64-66, 71 og 75 samt domskonkl.)