Sag C-415/11

Mohamed Aziz

mod

Caixa d’Estalvis de Catalunya, Tarragona i Manresa (Catalunyacaixa)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Mercantil no 3 de Barcelona)

»Direktiv 93/13/EØF — forbrugeraftaler — låneaftale med pant i fast ejendom — procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom — kompetencen for den nationale ret, der skal påkende et anerkendelsessøgsmål — urimelige kontraktvilkår — bedømmelseskriterier«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. marts 2013

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen – Domstolen ikke kompetent

   (Art. 267 TEUF)

2. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – forpligtelse for den nationale ret til ex officio at undersøge den urimelige karakter af en klausul i en kontrakt, som er forelagt den til prøvelse – rækkevidde

   (Rådets direktiv 93/13)

3. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – formål

   (Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1)

4. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – betalingspåkravsprocedure – manglende adgang for den nationale ret til ex officio at efterprøve, om et vilkår i en kontrakt, der er forelagt den til prøvelse, er urimeligt, såfremt forbrugeren ikke har fremsat indsigelse vedrørende vilkåret – ikke tilladt

   (Rådets direktiv 93/13)

5. EU-ret – direkte virkning – nationale procedureregler – anvendelsesbetingelser – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet

6. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – proceduren for realisering af pant i fast ejendom – manglende adgang for den nationale ret til at iværksætte foreløbige foranstaltninger – ikke tilladt – uforenelighed med effektivitetsprincippet

   (Rådets direktiv 93/13)

7. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – urimeligt kontraktvilkår i artikel 3’s forstand – de nationale retsinstansers efterprøvelse af urimelighed – kriterier

   (Rådets direktiv 93/13, art. 3, stk. 1, og art. 4, stk. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 34-35 og 39)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 41-46 og 47)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 44 og 45)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 48)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 50 og 53)

6.  Rådets direktiv om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det er til hinder for en ordning i en medlemsstat, som – inden for rammerne af en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom – ikke fastsætter bestemmelse om indsigelsesgrunde knyttet til et urimeligt vilkår i en aftale, som er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og hvor den ret, der skal påkende anerkendelsessøgsmålet, og som har kompetence til at efterprøve, om et sådant vilkår er urimeligt, ikke har mulighed for at iværksætte foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre den fulde virkning af sin endelige afgørelse.

   I alle de tilfælde, hvor realiseringen af den pantsatte faste ejendom gennemføres, før retten, der skal påkende anerkendelsessøgsmålet, har fastslået, at kontraktvilkåret, som ligger til grund for pantet, er urimeligt, og at fuldbyrdelsesproceduren således er ugyldig, vil denne afgørelse uden denne mulighed alene gøre det muligt at give forbrugeren en efterfølgende retsbeskyttelse af rent erstatningsmæssig art, hvilket er en mangelfuld og utilstrækkelig beskyttelse og hverken udgør et egnet eller effektivt middel til at bringe anvendelsen af selv samme vilkår til ophør, i modsætning til, hvad der er fastsat i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13. Dette gælder så meget desto mere, når den pantsatte ejendom er den skadelidte forbrugers og dennes families bolig, eftersom denne mekanisme til beskyttelse af forbrugeren er begrænset til betaling af skadeserstatning og ikke giver mulighed for at forhindre det endelige og uigenkaldelige tab af boligen. En sådan processuel ordning er imidlertid egnet til at gribe negativt ind i effektiviteten af den retsbeskyttelse, der søges opnået ved direktivet.

   (jf. præmis 59, 61 og 64 samt domskonkl. 1)

7.  Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at:

   —

   begrebet »betydelig skævhed« til skade for forbrugeren skal vurderes på grundlag af en undersøgelse af de nationale regler, der ville finde anvendelse, såfremt parterne ikke havde indgået en aftale, med henblik på en vurdering af, om, og i givet fald i hvilket omfang, aftalen giver forbrugeren en mindre gunstig retsstilling end den, der følger af den gældende nationale lovgivning. Ligeledes med dette formål for øje er det relevant at foretage en undersøgelse af den retlige situation, som den nævnte forbruger befinder sig i, under hensyn til de midler, han råder over i medfør af den nationale lovgivning, med henblik på at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør

   —

   for at afgøre, under hvilke omstændigheder der opstår en sådan skævhed »til trods for kravene om god tro«, skal det efterprøves, om den erhvervsdrivende ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere det omhandlede vilkår efter individuel forhandling. Artikel 3, stk. 3, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at bilaget, hvortil der henvises i denne bestemmelse, kun indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige. Desuden skal det i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 1, vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt under hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse. Det følger ud fra denne synsvinkel heraf, at der ligeledes skal tages hensyn til, hvilke konsekvenser nævnte kontraktvilkår kan have inden for rammerne af de retsregler, der finder anvendelse på kontrakten. Dette indebærer, at der må foretages en undersøgelse af den nationale retsorden. (jf. præmis 68-71 og 76 samt domskonkl. 2)

Sag C-415/11

Mohamed Aziz

mod

Caixa d’Estalvis de Catalunya, Tarragona i Manresa (Catalunyacaixa)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Mercantil no 3 de Barcelona)

»Direktiv 93/13/EØF — forbrugeraftaler — låneaftale med pant i fast ejendom — procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom — kompetencen for den nationale ret, der skal påkende et anerkendelsessøgsmål — urimelige kontraktvilkår — bedømmelseskriterier«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. marts 2013

1. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — grænser — spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar — spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen — Domstolen ikke kompetent

   (Art. 267 TEUF)

2. Forbrugerbeskyttelse — urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler — direktiv 93/13 — forpligtelse for den nationale ret til ex officio at undersøge den urimelige karakter af en klausul i en kontrakt, som er forelagt den til prøvelse — rækkevidde

   (Rådets direktiv 93/13)

3. Forbrugerbeskyttelse — urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler — direktiv 93/13 — formål

   (Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1)

4. Forbrugerbeskyttelse — urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler — direktiv 93/13 — betalingspåkravsprocedure — manglende adgang for den nationale ret til ex officio at efterprøve, om et vilkår i en kontrakt, der er forelagt den til prøvelse, er urimeligt, såfremt forbrugeren ikke har fremsat indsigelse vedrørende vilkåret — ikke tilladt

   (Rådets direktiv 93/13)

5. EU-ret — direkte virkning — nationale procedureregler — anvendelsesbetingelser — overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet

6. Forbrugerbeskyttelse — urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler — direktiv 93/13 — proceduren for realisering af pant i fast ejendom — manglende adgang for den nationale ret til at iværksætte foreløbige foranstaltninger — ikke tilladt — uforenelighed med effektivitetsprincippet

   (Rådets direktiv 93/13)

7. Forbrugerbeskyttelse — urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler — direktiv 93/13 — urimeligt kontraktvilkår i artikel 3’s forstand — de nationale retsinstansers efterprøvelse af urimelighed — kriterier

   (Rådets direktiv 93/13, art. 3, stk. 1, og art. 4, stk. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 34-35 og 39)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 41-46 og 47)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 44 og 45)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 48)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 50 og 53)

6.  Rådets direktiv om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det er til hinder for en ordning i en medlemsstat, som – inden for rammerne af en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom – ikke fastsætter bestemmelse om indsigelsesgrunde knyttet til et urimeligt vilkår i en aftale, som er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og hvor den ret, der skal påkende anerkendelsessøgsmålet, og som har kompetence til at efterprøve, om et sådant vilkår er urimeligt, ikke har mulighed for at iværksætte foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre den fulde virkning af sin endelige afgørelse.

   I alle de tilfælde, hvor realiseringen af den pantsatte faste ejendom gennemføres, før retten, der skal påkende anerkendelsessøgsmålet, har fastslået, at kontraktvilkåret, som ligger til grund for pantet, er urimeligt, og at fuldbyrdelsesproceduren således er ugyldig, vil denne afgørelse uden denne mulighed alene gøre det muligt at give forbrugeren en efterfølgende retsbeskyttelse af rent erstatningsmæssig art, hvilket er en mangelfuld og utilstrækkelig beskyttelse og hverken udgør et egnet eller effektivt middel til at bringe anvendelsen af selv samme vilkår til ophør, i modsætning til, hvad der er fastsat i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13. Dette gælder så meget desto mere, når den pantsatte ejendom er den skadelidte forbrugers og dennes families bolig, eftersom denne mekanisme til beskyttelse af forbrugeren er begrænset til betaling af skadeserstatning og ikke giver mulighed for at forhindre det endelige og uigenkaldelige tab af boligen. En sådan processuel ordning er imidlertid egnet til at gribe negativt ind i effektiviteten af den retsbeskyttelse, der søges opnået ved direktivet.

   (jf. præmis 59, 61 og 64 samt domskonkl. 1)

7.  Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at:

   —

   begrebet »betydelig skævhed« til skade for forbrugeren skal vurderes på grundlag af en undersøgelse af de nationale regler, der ville finde anvendelse, såfremt parterne ikke havde indgået en aftale, med henblik på en vurdering af, om, og i givet fald i hvilket omfang, aftalen giver forbrugeren en mindre gunstig retsstilling end den, der følger af den gældende nationale lovgivning. Ligeledes med dette formål for øje er det relevant at foretage en undersøgelse af den retlige situation, som den nævnte forbruger befinder sig i, under hensyn til de midler, han råder over i medfør af den nationale lovgivning, med henblik på at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør

   —

   for at afgøre, under hvilke omstændigheder der opstår en sådan skævhed »til trods for kravene om god tro«, skal det efterprøves, om den erhvervsdrivende ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere det omhandlede vilkår efter individuel forhandling. Artikel 3, stk. 3, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at bilaget, hvortil der henvises i denne bestemmelse, kun indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige. Desuden skal det i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 1, vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt under hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse. Det følger ud fra denne synsvinkel heraf, at der ligeledes skal tages hensyn til, hvilke konsekvenser nævnte kontraktvilkår kan have inden for rammerne af de retsregler, der finder anvendelse på kontrakten. Dette indebærer, at der må foretages en undersøgelse af den nationale retsorden. (jf. præmis 68-71 og 76 samt domskonkl. 2)