Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – selskabsskat – beskatning af udbytte

(Art. 56, stk. 1, EF)

Sammendrag

En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 56, stk. 1, EF, når den gør skattefritagelsen for udbytte, der udloddes af selskaber hjemmehørende i denne medlemsstat, betinget af en minimumsandel i det udloddende selskabs kapital, der er højere for modtagende selskaber hjemmehørende i en anden medlemsstat end for de modtagende selskaber hjemmehørende i denne medlemsstat.

En sådan forskellig behandling kan afholde selskaber, der er etableret i andre medlemsstater, fra at foretage investeringer i den pågældende medlemsstat og udgør derfor en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der i princippet er forbudt i henhold til artikel 56, stk. 1, EF.

En sådan forskellig behandling kan ikke begrundes med, at de hjemmehørende selskaber og selskaber, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, befinder sig i forskellige situationer. Med hensyn til foranstaltninger, der er truffet i en medlemsstat med henblik på at forhindre eller formindske kædebeskatning eller økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte udloddet af et hjemmehørende selskab, befinder de modtagende hjemmehørende aktionærer sig ganske vist ikke nødvendigvis i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de modtagende aktionærer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat. Fra det øjeblik en medlemsstat ensidigt eller gennem indgåelse af overenskomster ikke blot gør de hjemmehørende aktionærer, men også de ikke-hjemmehørende aktionærer indkomstskattepligtige af det udbytte, de modtager fra et hjemmehørende selskab, nærmer de ikke-hjemmehørende aktionærers situation sig imidlertid de hjemmehørende aktionærers situation. Det er denne stats udøvelse af sin beskatningskompetence, der uafhængigt af enhver beskatning i en anden medlemsstat i sig selv skaber risiko for kædebeskatning eller økonomisk dobbeltbeskatning. I sådanne tilfælde skal den stat, hvor det udloddende selskab er hjemmehørende, i medfør af de mekanismer, der er fastsat i national ret for at forhindre eller mindske kædebeskatning eller økonomisk dobbeltbeskatning, sikre, at de ikke-hjemmehørende får en behandling, der svarer til de hjemmehørendes, således at de ikke-hjemmehørende, der modtager udbytte, ikke står over for en restriktion for de frie kapitalbevægelser, som i princippet er forbudt ved artikel 56 EF. Ved at anvende den nævnte lovgivning vælger en medlemsstat at udøve sin beskatningskompetence på udbytte, der udloddes til selskaber hjemmehørende i andre medlemsstater. Ikke-hjemmehørende selskaber, der modtager dette udbytte, befinder sig derfor i en situation, der er sammenlignelig med situationen for hjemmehørende selskaber for så vidt angår risikoen for kædebeskatning af udbytte udloddet af hjemmehørende selskaber. Følgelig kan ikke-hjemmehørende modtagende selskaber ikke behandles anderledes end hjemmehørende modtagende selskaber.

Selv om ugunstige virkninger, som kan følge af, at forskellige medlemsstater udøver deres beskatningskompetence sideløbende med hinanden, i det omfang en sådan udøvelse ikke udgør forskelsbehandling, ikke udgør restriktioner, som er forbudt i henhold til traktaten, er dette imidlertid ikke tilfældet, når den ugunstige behandling af udbytte, der udloddes til modtagende selskaber hjemmehørende i en anden medlemsstat, alene følger af det udloddende selskabs medlemsstats udøvelse af sin beskatningskompetence og kan tilskrives denne.

Den forskellige behandling berøres desuden ikke af anvendelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Det kan ganske vist ikke udelukkes, at en medlemsstat kan sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler den i henhold til traktaten, ved at indgå en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en anden medlemsstat. Med henblik herpå er det dog nødvendigt, at anvendelsen af en sådan overenskomst gør det muligt at udjævne virkningerne af den forskellige behandling, som den nationale lovgivning medfører. Den forskellige behandling af udbytte udloddet til selskaber, der er etableret i andre medlemsstater, og udbytte udloddet til hjemmehørende selskaber forsvinder således kun i tilfælde af, at den kildeskat, der anvendes i henhold til den nationale lovgivning, kan fradrages i den skat, som skal betales i den anden medlemsstat, med et beløb af en størrelse, der svarer til den forskellige behandling, der hidrører fra den nationale lovgivning. Anvendelsen af en fradragsmetode, som er fastsat i dobbeltbeskatningsoverenskomster, skal derfor for at nå et sådant mål om udligning gøre det muligt at fradrage den udbytteskat, som en medlemsstat opkræver, fuldt ud i den skat, der skal betales i det modtagende selskabs hjemstedsstat, således at hvis den endelige beskatning af udbytte modtaget af dette selskab er mere byrdefuld end af udbytte, der udbetales til selskaber hjemmehørende i den første medlemsstat, kan denne større skattebyrde ikke længere tilskrives denne medlemsstat, men det modtagende selskabs hjemstedsstat, der har udøvet sin beskatningskompetence.

Når de fleste af de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som en medlemsstat har indgået, fastsætter, at det beløb, der kan fradrages eller modregnes for den skat, der er indeholdt i denne medlemsstat, ikke kan overstige den del af skatten i den medlemsstat, hvor det modtagende selskab har sit hjemsted, beregnet før fradraget, der svarer til den skattepligtige indkomst i den første medlemsstat, kan den forskellige behandling kun udlignes, når udbyttet fra den pågældende medlemsstat er tilstrækkeligt beskattet i den anden medlemsstat. Hvis udbyttet imidlertid ikke beskattes eller ikke beskattes i tilstrækkeligt omfang, kan den skat, som indeholdes i den pågældende medlemsstat, eller en del af den, ikke fradrages. I dette tilfælde kan den forskellige behandling, som følger af den nationale lovgivning, ikke udlignes ved anvendelse af bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Denne konstatering gælder, selv hvor en sådan overenskomst ikke fastsætter nogen begrænsning af fradraget til den del af skatten i det modtagende selskabs hjemstedsstat, beregnet før fradraget, der svarer til den skattepligtige indkomst i det udloddende selskabs hjemstedsstat, men bestemmer, at den i denne medlemsstat opkrævede skat fradrages i den skat, der vedrører denne indkomst i det modtagende selskabs hjemstedsstat. Hvis udbyttet ikke beskattes eller ikke beskattes i tilstrækkeligt omfang, kan den skat, som indeholdes i det udloddende selskabs hjemstedsstat eller en del af den, således ikke fradrages. Spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilket niveau indkomst fra det udloddende selskabs hjemstedsstat skal beskattes i en anden medlemsstat, afgøres ikke af førstnævnte medlemsstat, men afhænger af de nærmere beskatningsregler, der er fastsat af den anden medlemsstat. Fradraget for den indeholdte skat i den skat, som skal betales i den anden medlemsstat i henhold til bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomster, gør det derfor ikke i alle tilfælde muligt at udligne den forskellige behandling, som følger af den nationale lovgivning.

(jf. præmis 43, 50-53, 56-64, 67 og 69 samt domskonkl.)