Forenede sager C-445/07 P og C-455/07 P

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Ente per le Ville Vesuviane

og

Ente per le Ville Vesuviane

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel — Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) — opgradering af infrastrukturen med henblik på udvikling af turismeaktiviteterne i Regione Campania (Italien) — ophør af EF-støtte — annullationssøgsmål — formaliteten — regionalt eller lokalt organ — retsakter, der vedrører dette organ umiddelbart og individuelt«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 12. februar 2009   I ‐ 7996

Domstolens dom (Første Afdeling) af 10. september 2009   I ‐ 8014

Sammendrag af dom

1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt

   (Art. 230, stk. 4, EF)

2. De Europæiske Fællesskaber – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – nødvendigt for fysiske eller juridiske personer at anvende præjudiciel forelæggelse vedrørende gyldigheden

   (Art. 10 EF, 230, stk. 4, EF og 234 EF)

1.  Et regionalt eller lokalt organ kan med hjemmel i artikel 230, stk. 4, EF, i det omfang det er en juridisk person i henhold til national ret, anlægge et søgsmål til prøvelse af beslutninger, der er rettet til det, samt beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører det umiddelbart og individuelt. Betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den beslutning, som prøves under en sag anlagt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, kræver, at to kumulative kriterier er opfyldt, nemlig for det første at den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og for det andet at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, idet gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af fællesskabsreglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

   For så vidt angår det første kriterium følger det ikke af det forhold, at et regionalt eller lokalt organ i en beslutning om tildeling af en fællesskabsstøtte angives som ansvarlig myndighed for gennemførelse af et projekt støttet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, at dette organ selv er indehaver af retten til støtten. I øvrigt medfører den omstændighed, at dette organ er angivet som den ansvarlige myndighed for ansøgningen om finansiel støtte, heller ikke, at organet placeres i en direkte forbindelse med fællesskabsstøtten, med hensyn til hvilken støttebeslutningen præciserer, at den er indgivet af og ydet til den pågældende medlemsstat. Den blotte omstændighed, at et organ, som repræsenterer en sammenslutning af forskellige nationale offentlige organer, herunder medlemsstaten, og at Kommissionen ikke er knyttet hertil på nogen måde, udtrykkeligt i støttebeslutningen er anført som modtager af fællesskabsstøtten, indebærer ikke, at organet selv er indehaver af retten til den pågældende finansielle støtte.

   Med hensyn til det andet kriterium om at være umiddelbart berørt er selve den omstændighed, at de nationale myndigheder har redegjort for deres hensigt med hensyn til at tilbagesøge de beløb, der fejlagtigt er udbetalt til førnævnte organ, udtryk for, at der foreligger en selvstændig vilje hos myndighederne, når der ikke foreligger forpligtelser i denne henseende i henhold til fællesskabsretten. Heraf følger, at den omstændighed, at de nationale myndigheder i en skrivelse til Kommissionen har givet udtryk for deres hensigt om at overvælte de finansielle konsekvenser af en eventuel beslutning fra Kommissionen om at ophæve en fællesskabsstøtte på et sådant organ, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at der er en direkte interesse, således som det kræves i artikel 230, stk. 4, EF. At et sådant organ er umiddelbart berørt, kan nemlig ikke konkluderes på baggrund af de nationale myndigheders blotte, ikke-bindende tilkendegivelse af deres hensigt om, at organet vil blive afkrævet tilbagebetaling af støtten, idet det navnlig ikke kan udelukkes, at særlige forhold kan få medlemsstaten til at opgive kravet om tilbagebetaling af den pågældende støtte til organet, da den selv ejer en del af organet.

   (jf. præmis 42, 45, 47-49, 54-57 og 60)

2.  Selv om borgerne skal have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som tilkommer dem i medfør af Fællesskabets retsorden, kan påberåbelsen af retten til en sådan beskyttelse imidlertid ikke sætte spørgsmålstegn ved betingelserne i artikel 230 EF. Domstolsbeskyttelsen af fysiske eller juridiske personer, der på grund af formalitetsbetingelserne i artikel 230, stk. 4, EF ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, skal nemlig sikres effektivt ved de retsmidler, der består ved de nationale domstole. De nationale domstole er i overensstemmelse med det princip om loyalt samarbejde, som følger af artikel 10 EF, forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke og anvende de nationale processuelle regler vedrørende søgsmålsadgang på en sådan måde, at disse personer får adgang til ved domstolene at anfægte lovligheden af enhver national afgørelse eller anden foranstaltning, der vedrører anvendelsen af en almengyldig fællesskabsretsakt over for dem, ved at påberåbe sig, at den omhandlede retsakt er ugyldig, og ved at få disse domstole til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom.

   (jf. præmis 65 og 66)