Sag C-199/06

Centre d’exportation du livre français (CELF)

og

Ministre de la Culture et de la Communication

mod

Société internationale de diffusion et d’édition (SIDE)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))

»Statsstøtte — artikel 88, stk. 3, EF — nationale domstole — tilbagesøgning af en ulovligt gennemført støtte — støtte, der er erklæret forenelig med fællesmarkedet«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Mazák fremsat den 24. maj 2007   I - 472

Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. februar 2008   I - 486

Sammendrag af dom

1. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – tildeling af en støtte i strid med forbuddet i artikel 88, stk. 3, EF – Kommissionens senere beslutning, der erklærer støtten for forenelig med fællesmarkedet – forpligtelserne for en national domstol, der er forelagt et krav om tilbagebetaling

   (Art. 88, stk. 3, EF)

2. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – tildeling af en støtte i strid med forbuddet ifølge artikel 88, stk. 3, EF – Kommissionens senere beslutning, der erklærer støtten for forenelig med fællesmarkedet – Fællesskabets retsinstansers annullation af denne beslutning – tilbagevirkende gyldighed – støttemodtagerens berettigede forventning – ingen forventning, medmindre der foreligger særlige omstændigheder

   (Art. 88, stk. 3, EF, art. 231, stk. 1, EF og art. 249 EF)

1.  I en situation, hvor en begæring støttet på artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF bedømmes, efter at Kommissionen har vedtaget en positiv beslutning, skal den nationale domstol, uafhængigt af konstateringen af, at den omhandlede støtte er forenelig med fællesmarkedet, træffe afgørelse om gyldigheden af gennemførelsesforanstaltningerne og om tilbagesøgningen af den økonomiske støtte, der er tildelt. I et sådant tilfælde pålægger fællesskabsretten den nationale domstol at træffe passende foranstaltninger for effektivt at afhjælpe virkningerne af ulovligheden. Fællesskabsretten pålægger imidlertid selv ikke i fraværet af særlige omstændigheder den nationale domstol en forpligtelse til at anordne tilbagesøgning af hele den ulovlige støtte.

   Artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF er nemlig begrundet i det bevarende formål at sikre, at der kun gennemføres støtte, der er forenelig med fællesmarkedet. Med henblik på at nå dette mål gennemføres en påtænkt støtte ikke, førend enhver tvivl om støttens forenelighed er fjernet ved Kommissionens endelige beslutning. Hvis Kommissionen vedtager en positiv beslutning, vil det formål ikke blive bragt i fare ved en for tidlig udbetaling af støtten. Set fra andre erhvervsdrivende end støttemodtagerens side medfører støttens ulovlighed i så fald dels, at de udsættes for den risiko, der dog ikke blev realiseret, at en uforenelig støtte gennemføres, dels at de i givet fald undergives de konkurrencemæssige virkninger af en forenelig støtte på et tidligere tidspunkt, end de ellers ville have gjort. Hvad angår støttemodtageren vil den utilbørlige fordel have bestået i dels, at den pågældende ikke betalte renter, der skulle have været erlagt af det omhandlede beløb svarende til den forenelige støtte, hvis han havde måttet låne beløbet på markedet i afventning af Kommissionens beslutning, dels en forbedring af den pågældendes konkurrencemæssige stilling over for andre erhvervsdrivende på markedet, så længe ulovligheden varer. Den nationale domstol skal således i henhold til fællesskabsretten pålægge støttemodtageren at betale renter for den periode, hvor der forelå ulovlighed.

   Den nationale domstol kan i givet fald inden for rammerne af sin nationale lovgivning endvidere anordne tilbagesøgning af ulovlig støtte, uden at det har betydning for medlemsstatens ret til på et senere tidspunkt på ny at gennemføre støtten. Den kan endvidere foranlediges til at tage stilling til påstande om erstatning for tab lidt som følge af støtteforanstaltningens ulovlige karakter.

   (jf. præmis 45-53 og 55 samt domskonkl. 1)

2.  Når Fællesskabets retsinstanser annullerer en beslutning fra Kommissionen, som erklærer en støtte forenelig med fællesmarkedet, der — i strid med forbuddet fastsat i artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF — var blevet gennemført uden at afvente Kommissionens endelige beslutning, finder formodningen om, at retsakter er lovlige, og reglen om en annullations tilbagevirkende kraft anvendelse i nævnte rækkefølge. Støtte, der er gennemført efter Kommissionens positive beslutning, formodes således at være lovlig indtil Fællesskabets retsinstansers afgørelse om at annullere Kommissionens beslutning, og efter datoen for Fællesskabets retsinstansers afgørelse anses den følgelig efter artikel 231, stk. 1, EF ikke for at have været erklæret forenelig med fællesmarkedet ved den annullerede beslutning, hvorfor gennemførelsen af støtten skal anses for ulovlig. Det fremgår således, at reglen i artikel 231, stk. 1, EF i så fald medfører, at anvendelsen af princippet om formodning om, at retsakter er lovlige, ophører med tilbagevirkende kraft.

   Selv om det er rigtigt, at det ikke kan udelukkes, at en støttemodtager vil kunne henvise til særlige omstændigheder, der hos denne retmæssigt har kunnet skabe en forventning om, at denne støtte var lovlig, og på grundlag heraf undgå tilbagebetaling, kan den blotte omstændighed, at der foreligger en positiv beslutning, der senere annulleres, ikke give grund til at nære en sådan forventning. Når der nemlig er anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af en positiv beslutning, kan en støttemodtager ikke have vished om støttens lovlighed, hvilket er det eneste, der ville kunne skabe en berettiget forventning hos den pågældende, så længe Fællesskabets retsinstanser ikke har truffet endelig afgørelse.

   Det følger heraf, at når Fællesskabets retsinstanser annullerer en kommissionsbeslutning, der fastslår, at en støtte, der er gennemført i strid med artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF, er forenelig med fællesmarkedet, omfatter forpligtelsen efter denne bestemmelse til at afhjælpe virkningerne af en ulovlig støtte også, medmindre der foreligger særlige omstændigheder — med henblik på beregningen af de beløb, som støttemodtageren skal betale — perioden, der er forløbet mellem vedtagelsen af en positiv kommissionsbeslutning og Fællesskabets retsinstansers annullation af nævnte beslutning.

   (jf. præmis 62-69 og domskonkl. 2)