Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62006CJ0507

Sammendrag af dom

Sag C-507/06

Malina Klöppel

mod

Tiroler Gebietskrankenkasse

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Innsbruck)

»Ret til østrigsk børnepasningsydelse — manglende hensyntagen til perioder, hvori der er oppebåret familieydelser i en anden medlemsstat — forordning (EØF) nr. 1408/71«

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. februar 2008   I - 945

Sammendrag af dom

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – ligebehandling – børnepasningsydelse

(Rådets forordning nr. 1408/71, art. 3, stk. 1)

Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, at en medlemsstat med henblik på tildeling af en familieydelse, såsom en børnepasningsydelse, afviser at tage hensyn til den periode, hvori der er oppebåret en lignende ydelse i en anden medlemsstat, på samme måde som den ville have gjort, såfremt denne periode var blevet tilbagelagt på dens eget område.

Princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat ved artikel 39, stk. 2, EF og konkretiseret ved ovennævnte artikel 3, stk. 1, hvad angår social sikring af vandrende arbejdstagere forbyder nemlig ikke blot åbenlys forskelsbehandling begrundet i nationaliteten hos de personer, der er berettiget i henhold til en social sikringsordning, men enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre sondringskriterier faktisk fører til samme resultat. Nationale retsforskrifter må derfor antages at medføre indirekte forskelsbehandling, når de heri indeholdte betingelser, selv om de gælder uden forskel efter nationalitet, først og fremmest berører vandrende arbejdstagere eller dog overvejende berører sådanne arbejdstagere, eller når de heri indeholdte betingelser gælder uden forskel, men lettere kan opfyldes af indenlandske end af vandrende arbejdstagere eller navnlig risikerer at ramme de sidstnævnte.

(jf. præmis 17, 18 og 22 samt domskonkl.)

Top