Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – selskabsskat

(Art. 56 EF og 58 EF; Rådets direktiv 90/435, art. 5, stk. 1)

2. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – grænser

(Art. 234 EF)

3. Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – selskabsskat

(Art. 56 EF)

Sammendrag

1. Artikel 56 EF og 58 EF er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der indeholdes kildeskat af udbytte, som udloddes af et selskab, som er etableret i denne medlemsstat, til et selskab, som er etableret i en anden medlemsstat, når den minimumsgrænse for moderselskabets kapitalandel i datterselskabet, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktiv 90/435 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, ikke er nået, samtidig med, at udbytte – der betales til et selskab, som er selskabsskattepligtigt i førstnævnte medlemsstat eller i denne har et fast driftssted, i hvis formue andelene i det udloddende selskab indgår – fritages.

En sådan ugunstig behandling af udbytte udbetalt til selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat, i forhold til behandlingen af udbytte udbetalt til selskaber, der er etableret i den pågældende medlemsstat, kan afholde selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat, fra at foretage investeringer i den pågældende medlemsstat og udgør derfor en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der i princippet er forbudt i henhold til artikel 56 EF.

Med hensyn til foranstaltninger, der er truffet i en medlemsstat med henblik på at forhindre eller formindske kædebeskatning eller økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte udloddet af et hjemmehørende selskab, befinder de modtagende hjemmehørende aktionærer sig ganske vist ikke nødvendigvis i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de modtagende aktionærer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat. I det øjeblik en medlemsstat ensidigt eller gennem indgåelse af overenskomster ikke blot gør de hjemmehørende aktionærer, men også de ikke-hjemmehørende aktionærer indkomstskattepligtige af det udbytte, de modtager fra et hjemmehørende selskab, nærmer de ikke-hjemmehørende aktionærers situation sig imidlertid de hjemmehørende aktionærers situation. Det er denne stats udøvelse af sin beskatningskompetence, der uafhængigt af enhver beskatning i en anden medlemsstat i sig selv skaber risiko for »kædebeskatning« eller økonomisk dobbeltbeskatning. I sådanne tilfælde skal den stat, hvor det udloddende selskab er hjemmehørende, i medfør af de mekanismer, der er fastsat i national ret for at forhindre eller mindske »kædebeskatning« eller økonomisk dobbeltbeskatning, sikre, at de ikke-hjemmehørende selskaber får en behandling, der svarer til hjemmehørende selskabers, således at de ikke-hjemmehørende selskaber, der modtager udbytte, ikke står over for en restriktion for de frie kapitalbevægelser. Dette er ikke tilfældet, når en økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte, der udloddes til selskaber, der ikke er hjemmehørende i den stat, hvor det udloddende selskab er hjemmehørende, skyldes, at denne stat udøver sin beskatningskompetence, idet den pålægger dette udbytte udbytteskat, mens den har valgt at undgå denne økonomiske dobbeltbeskatning for selskaber, der modtager udbytte, og som i denne samme medlemsstat har deres hjemsted eller et fast driftssted, i hvis formue aktierne i det udloddende selskab indgår.

En sådan lovgivning kan hverken begrundes i nødvendigheden af at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem eller i nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne. Når en medlemsstat har valgt ikke at beskatte selskaber, der modtager udbytte, og som er etableret på medlemsstatens område, af denne type indkomst, kan den ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af selskaber, der modtager udbytte, og som er etableret i en anden medlemsstat.

(jf. præmis 28, 37-40 og 59-61 samt domskonkl. 1)

2. Der foreligger en formodning for, at de spørgsmål om en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret har stillet på det retlige og faktiske grundlag, som den har fastlagt inden for sit ansvarsområde, er relevante, hvorfor det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve rigtigheden heraf. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål. Denne formodning for spørgsmålets relevans kan dog ikke tilbagevises alene ved, at en af parterne i hovedsagen har bestridt visse faktiske omstændigheder, som det ikke tilkommer Domstolen at vurdere rigtigheden af, og som er afgørende for fastlæggelsen af tvistens genstand.

(jf. præmis 64 og 65)

3. En medlemsstat kan ikke påberåbe sig, at der foreligger en fuld skattegodtgørelse, som en anden medlemsstat ensidigt har indrømmet et selskab, der modtager udbytte, og som er etableret i sidstnævnte medlemsstat, med henblik på at undgå forpligtelsen til at forhindre økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte, der følger af medlemsstatens udøvelse af sin beskatningsbeføjelse, i en situation, hvor førstnævnte medlemsstat forhindrer økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte udloddet til selskaber, der er etableret på medlemsstatens område. Når en medlemsstat påberåber sig en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, der er indgået med en anden medlemsstat, tilkommer det den nationale ret at fastlægge, om der under tvisten i hovedsagen skal tages hensyn til overenskomsten, og i givet fald at vurdere, om denne gør det muligt at udligne virkningerne af restriktionen for de frie kapitalbevægelser.

(jf. præmis 84 og domskonkl. 2)