Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62005CJ0386

    Sammendrag af dom

    Nøgleord
    Sammendrag

    Nøgleord

    1. Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 44/2001 – specielle kompetenceregler – retten på opfyldelsesstedet for den kontraktmæssige forpligtelse, som ligger til grund for sagen

    [Rådets forordning nr. 44/2001, art. 5, nr. 1, litra b), første led]

    2. Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 44/2001 – specielle kompetenceregler – retten på opfyldelsesstedet for den kontraktmæssige forpligtelse, som ligger til grund for sagen

    [Rådets forordning nr. 44/2001, art. 5, nr. 1, litra b), første led]

    Sammendrag

    1. Den specielle kompetenceregel, som er indeholdt i artikel 5, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, opfylder et formål om nærhed og er begrundet med tilstedeværelsen af et snævert tilknytningsled mellem kontrakten og den ret, som skal dømme i sagen.

    I henhold til denne regel kan sagsøgte sagsøges ved retten på det sted, hvor forpligtelsen, som ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, idet retten på dette sted formodes at have et tæt tilknytningsled til kontrakten.

    Med henblik på at styrke hovedformålet bestående i tilvejebringelse af ensartede kompetenceregler ud fra et ønske om forudsigelighed definerer forordning nr. 44/2001 selvstændigt dette tilknytningskriterium for så vidt angår salg af varer.

    I medfør af nævnte forordnings artikel 5, nr. 1, litra b), første led, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, som ligger til grund for sagen, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret.

    (jf. præmis 22-25)

    2. Artikel 5, nr. 1, litra b), første led, i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at denne bestemmelse finder anvendelse i tilfælde af en flerhed af leveringssteder inden for en og samme medlemsstat. Denne bestemmelse tilsigter at ensarte reglerne for retternes kompetence og dermed direkte at fastlægge de kompetente retter uden at henvise til medlemsstaternes interne regler, samtidig med at de i forordningen indeholdte formål om kompetencereglernes forudsigelighed og nærheden mellem tvisten og retten, som skal dømme i tvisten, varetages. Man kan imidlertid ikke nødvendigvis udlede af anvendeligheden af denne bestemmelse, at bestemmelsen hjemler en konkurrerende kompetence til enhver ret, inden for hvis retskreds varerne er blevet leveret eller skulle have været leveret. Ved selvstændigt at definere »opfyldelsesstedet« som det sted, hvor hovedforpligtelsen for kontrakten skal opfyldes, har fællesskabslovgiver ønsket at centrere retternes kompetence på opfyldelsesstedet for de tvister, der vedrører alle de kontraktlige forpligtelser, og fastsætte en enkelt rets kompetence for alle de krav, der er baseret på kontrakten. Idet den specielle kompetence indeholdt i denne bestemmelse i princippet er begrundet i tilstedeværelsen af et særligt tilknytningsled mellem kontrakten og den ret, som skal pådømme sagen, med det formål at sikre retssagens tilrettelæggelse, er det i princippet nødvendigt i tilfælde af en flerhed af leveringssteder for varerne at definere opfyldelsesstedet med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse som det sted, der sikrer det tætteste tilknytningsled mellem kontrakten og den kompetente ret.

    I et sådant tilfælde er den ret, som er kompetent til at bedømme alle de krav, som er baseret på kontrakten om salg af varer, retten, inden for hvis retskreds stedet for hovedleveringen befinder sig, og som skal fastlægges ud fra økonomiske kriterier. I mangel af bestemmende faktorer til fastlæggelse af hovedleveringsstedet vil sagsøgeren kunne sagsøge sagsøgte for retten på leveringsstedet efter eget valg.

    (jf. præmis 30-34, 37, 39, 40, 42 og 45 samt domskonkl.)

    Top