Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – maskiner – direktiv 98/37 – hindringer for afsætning af maskiner, der formodes at være i overensstemmelse med direktivet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37, art. 4, stk. 1, og art. 7, stk. 1)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – maskiner – direktiv 98/37 – hindringer for afsætning af maskiner, der formodes at være i overensstemmelse med direktivet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37, art. 4, stk. 1, og art. 7)

3. Fællesskabsret – rettigheder tillagt private – en medlemsstats tilsidesættelse heraf

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/3, art. 4, stk. 1)

4. Fællesskabsret – rettigheder tillagt private – en medlemsstats tilsidesættelse heraf

5. Fællesskabsret – rettigheder tillagt private – en medlemsstats tilsidesættelse heraf

Sammendrag

1. Staten kan tilregnes en tjenestemands erklæringer, der som følge af deres form og omstændighederne hos modtagerne fremkalder det indtryk, at der er tale om officielle statslige standpunkter, og ikke om en tjenestemands personlige opfattelse. Det afgørende kriterium for, at en tjenestemands erklæringer kan henregnes til staten, er, om modtagerne af disse erklæringer med rimelighed i den givne sammenhæng kan formode, at der er tale om standpunkter, som tjenestemanden udtrykker med sit embedes autoritet.

I det omfang de kan henregnes til staten, er en tjenestemands erklæringer om, at en maskine, hvis overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i direktiv 98/37 om maskiner er attesteret, ikke opfylder den harmoniserede standard for en sådan maskine og er farlig, i strid med dette direktivs artikel 4, stk. 1. Sådanne erklæringer vil nemlig kunne hindre disse maskiners afsætning, i det mindste indirekte og potentielt.

Forbuddet i direktivets artikel 4, stk. 1, gælder ganske vist kun, såfremt den pågældende maskine er i overensstemmelse med dette direktiv. I den konkrete sag er maskiner omfattet af den formodning om overensstemmelse, der fremgår af direktivets artikel 5, stk. 1, eftersom de var blevet certificeret som værende i overensstemmelse med dette og forsynet med EF-mærkning om overensstemmelse som fastsat i direktivets artikel 10. Denne overensstemmelsesformodning indebærer imidlertid ikke, at medlemsstaterne ikke kan gribe ind, når risici viser sig. Tværtimod har en medlemsstat i medfør af direktivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, pligt til at træffe alle passende foranstaltninger for at fjerne en maskine fra markedet, når den konstaterer, at maskinen, uanset at den er blevet brugt i overensstemmelse med sit formål, risikerer at bringe sikkerheden for personer eller ting i fare. I så fald har medlemsstaten i medfør af direktivets artikel 7, stk. 1, andet afsnit, pligt til omgående at give Kommissionen underretning om en sådan foranstaltning og anføre grundene til sin beslutning.

Da de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat ikke konstaterede nogen risiko, ikke traf foranstaltninger til at fjerne de pågældende maskiner fra markedet og dermed ej heller gav Kommissionen underretning om sådanne foranstaltninger, er den nævnte stat imidlertid pligtig at overholde det forbud mod restriktioner for deres frie bevægelighed, der er fastsat i direktivets artikel 4, stk.1.

(jf. præmis 61-66 og domskonkl. 1)

2. En tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, i direktiv 98/37 om maskiner, der er forvoldt ved en tjenestemands adfærd, for så vidt som den kan tilregnes den medlemsstat, som han hører under, kan ikke begrundes ved formålet om beskyttelsen af sundheden eller under henvisning til tjenestemændenes ytringsfrihed.

Henset til den omstændighed, at sikkerhedsreglerne, der finder anvendelse i forbindelse med markedsføringen af maskiner, og som berører de frie varebevægelser, er udtømmende harmoniseret på fællesskabsplan, kan en medlemsstat nemlig ikke påberåbe sig en begrundelse om beskyttelse af sundheden, der falder uden for den ordning, som er skabt ved direktivets artikel 7.

Selv om ytringsfriheden er sikret for alle personer, der står under medlemsstaternes jurisdiktion og er en væsentlig del af ethvert demokratisk samfund, kan medlemsstaterne imidlertid ikke påberåbe sig deres tjenestemænds ytringsfrihed for at begrunde en hindring og dermed unddrage sig deres eget ansvar i henhold til fællesskabsretten.

(jf. præmis 70, 72 og 73 samt domskonkl. 2)

3. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 98/37 skal fortolkes således, at den dels tillægger private rettigheder, og dels ikke indrømmer medlemsstaterne nogen skønsmargen hvad angår maskiner, der enten er i overensstemmelse med direktivet eller forudsættes at være det. Den manglende overholdelse af denne bestemmelse, som er en følge af erklæringer fremsat af en tjenestemand i en medlemsstat, udgør, for så vidt som erklæringerne kan tilregnes denne stat, en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten til, at staten ifalder ansvar.

(jf. præmis 86 og domskonkl. 3)

4. Fællesskabsretten er ikke til hinder for, at der efter en medlemsstats nationale ret gælder særlige betingelser vedrørende erstatning for andre skader end person- eller tingsskader, forudsat at betingelserne er udformet således, at de ikke i praksis gør det umuligt eller urimelig vanskeligt at opnå erstatning for en skade, der er forvoldt ved en tilsidesættelse af fællesskabsretten. Specielt ved tvister af økonomisk eller forretningsmæssig karakter kan det således ikke accepteres, at tabt fortjeneste, som har ramt private, fuldstændig udelukkes fra de tab, der kræves erstattet, i tilfælde af en tilsidesættelse af fællesskabsretten.

(jf. præmis 95 og 96 samt domskonkl. 4)

5. Fællesskabsretten er i tilfælde, hvor den er tilsidesat, ikke til hinder for, at der kan pålægges en tjenestemand ansvar i tillæg til medlemsstatens ansvar, men fællesskabsretten stiller ikke krav herom.

(jf. præmis 99 og domskonkl. 5)