EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62002CJ0319

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Frie kapitalbevægelser – restriktioner – godtgørelse for selskabsskat til skattepligtige personer med hensyn til udbytte udloddet af aktieselskaber – begrænset til nationale selskaber – ulovlig – berettigelse – foreligger ikke

(Art. 56 EF og 58 EF)

Sammendrag

Artikel 56 EF og 58 EF er til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter den ret, som en person, der er fuldt skattepligtig i en medlemsstat, har til at modtage godtgørelse for selskabsskat med hensyn til udbytte, som udloddes til vedkommende af aktieselskaber – således at skat, som aktieselskaberne skal betale i form af selskabsskat, trækkes fra den skat, der skal betales af aktionæren i form af kapitalindkomstskat – er udelukket, når disse selskaber ikke er hjemmehørende i denne stat.

En sådan skattelovgivning udgør en restriktion for den frie bevægelighed for kapital, da den bevirker, at personer, der er fuldt skattepligtige i den pågældende medlemsstat, afholdes fra at investere deres kapital i selskaber, der har hjemsted i en anden medlemsstat. Den har ligeledes en restriktiv virkning for selskaber, der er hjemmehørende i andre medlemsstater, da den udgør en hindring for at tilvejebringe kapital i den pågældende medlemsstat.

Denne lovgivning kan ikke begrundes med, at der i overensstemmelse med artikel 58, stk. 1, litra a), EF foreligger en objektivt forskellig situation, der berettiger en forskellig skattemæssig behandling. Med hensyn til en skattelovgivning, hvormed det tilsigtes at undgå dobbeltbeskatning – selskabsskat efterfulgt af indkomstskat – af overskud, der udloddes af det selskab, i hvilket investeringen er foretaget, befinder aktionærer, der er fuldt skattepligtige i den pågældende medlemsstat, sig i en sammenlignelig situation, uanset om de modtager udbytte fra et selskab, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, eller fra et selskab, der har hjemsted i en anden medlemsstat, eftersom udbyttet i begge tilfælde, når der ses bort fra godtgørelsen for selskabsskat, rammes af dobbeltbeskatning.

Herudover kan denne lovgivning ikke betragtes som udtryk for territorialprincippet, idet dette princip ikke er til hinder for, at der indrømmes godtgørelse for selskabsskat med hensyn til udbytte, der udbetales af selskaber, der er hjemmehørende i andre medlemsstater. Under alle omstændigheder kan territorialprincippet under hensyn til artikel 58, stk. 1, litra a), EF ikke begrunde en forskellig behandling af udbytte udbetalt af selskaber, der er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat og udbytte udbetalt af selskaber, der har hjemsted i andre medlemsstater, hvis denne forskellige behandling vedrører kategorier af udbytte, hvis objektive situation er den samme.

Selv om denne skattelovgivning således bygger på en sammenhæng mellem skattefordelen og den tilsvarende skatteopkrævning, idet den foreskriver, at den godtgørelse for selskabsskat, der indrømmes en aktionær, der er fuldt skattepligtig i den pågældende medlemsstat, beregnes i forhold til den selskabsskat, som det i denne medlemsstat hjemmehørende selskab skal betale af det overskud, som det udlodder, forekommer en sådan lovgivning ikke at være nødvendig for at bevare sammenhængen i den nationale beskatningsordning. Henset til formålet om at undgå dobbeltbeskatning bringer den omstændighed, at der indrømmes en aktionær, der besidder aktier i et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, en godtgørelse for selskabsskat, der beregnes i forhold til den selskabsskat, selskabet skal betale i denne anden medlemsstat, følgelig ikke sammenhængen i den nationale beskatningsordning i fare, og den udgør en foranstaltning, der er mindre restriktiv for den frie bevægelighed for kapital.

Med hensyn til det lavere skatteprovenu vedrørende udbytte, der udbetales af selskaber, der er hjemmehørende i andre medlemsstater, kan dette ikke anses for et tvingende alment hensyn, der kan påberåbes som begrundelse for en foranstaltning, som i princippet er i strid med en grundlæggende frihed.

(jf. præmis 20, 22-24, 32-36, 38, 39,44-46, 49 og 55 samt domskonkl.)

Top