Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. EKSF – støtte til jern- og stålindustrien – den i sjette stålstøttekodeks’ artikel 6, stk. 5, fastsatte frist for Kommissionens beslutning om en støtteforanstaltnings forenelighed – ikke en præklusiv frist

(Kommissionens beslutning nr. 2496/96, art. 6, stk. 5)

2. EKSF – støtte til jern- og stålindustrien – procedure for undersøgelse af påtænkt støtte – Kommissionens forpligtelser – vedtagelse af en endelig beslutning inden for en rimelig frist

(Kommissionens beslutning nr. 2496/96, art. 6)

3. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – EKSF-beslutning

[Art. 4, litra c), KS og art. 15 KS]

4. EKSF – støtte – begreb – offentlige myndigheders indrømmelse af et skattefradrag til visse virksomheder – omfattet

[Art. 4, litra c), KS og art. 67 KS]

5. EKSF – støtte – begreb – tiltag, hvis formål er fremme af den internationale samhandel gennem støtte til investeringer i udlandet – omfattet

[Art. 4, litra c), KS]

6. EKSF – støtte – begreb – påvirkning af samhandelen inden for Fællesskabet eller af konkurrencen – uden betydning

[Art. 4, litra c), KS]

7. EKSF – støtte – Kommissionens godkendelse – godkendelse ved individuel beslutning – betingelse – forudgående anmodning fremsat af den berørte medlemsstat

(Art. 95 KS)

Sammendrag

1. Det fremgår af sjette stålstøttekodeks, at en medlemsstat kun kan iværksætte en støtteforanstaltning efter en udtrykkelig beslutning herom fra Kommissionen. Den tremånedersfrist for vedtagelse af den nævnte beslutning, som er fastsat i kodeksens artikel 6, stk. 5, kan således ikke betragtes som en præklusiv frist, hvis udløb fører til, at Kommissionen ikke kan træffe afgørelse om en sådan påtænkt foranstaltnings forenelighed med EKSF-traktaten.

Når henses til den generelle sammenhæng, hvori tremånedersfristen indgår, og til dens formål, ville den berørte medlemsstat nemlig – i tilfælde af, at Kommissionen ikke har vedtaget en beslutning inden for fristen – dels være forhindret i at gennemføre den pågældende støtte, dels ikke have mulighed for ved en beslutning fra Kommissionen at opnå en tilladelse til gennemførelsen som led i den procedure, Kommissionen havde indledt. En sådan situation ville være uforenelig med statsstøttereglernes tilfredsstillende funktion, idet en eventuel tilladelse fra Kommissionen kun ville kunne opnås ved at indlede en ny procedure i henhold til støttekodeksen, som ville forsinke Kommissionens beslutning uden at give yderligere garantier til den berørte medlemsstat.

(jf. præmis 50 og 51)

2. Efter at Kommissionen har indledt den undersøgelsesprocedure, som er fastsat i sjette stålstøttekodeks, påhviler det den i henhold til princippet om god forvaltningsskik at vedtage en endelig beslutning inden for en rimelig frist efter modtagelsen af den berørte medlemsstats, de interesserede parters og eventuelle andre medlemsstaters bemærkninger. Den omstændighed, at undersøgelsesproceduren strækker sig over usædvanlig lang tid, kan gøre det vanskeligere for den pågældende stat at tilbagevise Kommissionens argumentation, og dermed indebære en tilsidesættelse af retten til kontradiktion.

I denne forbindelse må det vurderes ud fra hver enkelt sag, om varigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, herunder navnlig den sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led i den administrative procedure for Kommissionen, parternes adfærd under sagens behandling, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter.

(jf. præmis 52 og 53)

3. Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 15 KS, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 15 KS, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

(jf. præmis 73)

4. Begrebet »støtte«, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, litra c), KS, må nødvendigvis indebære fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjælp af statsmidler, eller som udgør en supplerende byrde for staten eller organer, der er udpeget eller oprettet til dette formål. Desuden sondrer artikel 67 KS, der i stk. 2, første led, fastsætter tilfælde, i hvilke Kommissionen kan tillade medlemsstaterne at yde støtte under fravigelse af artikel 4 KS, ikke mellem særlig støtte på kul- og stålområdet og støtte, der kun finder anvendelse på dette område som følge af en almindelig foranstaltning.

En foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder et skattefradrag, der, selv om det ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, udgør således statsstøtte som omhandlet i artikel 4, litra c), KS.

(jf. præmis 91, 92 og 116)

5. Statsstøttetiltag karakteriseres ikke af deres grunde eller deres hensigter, men defineres i kraft af deres virkninger. Den omstændighed, at nationale bestemmelser forfølger et handels- eller industripolitisk mål, såsom fremme af den internationale samhandel gennem støtte til investeringer i udlandet, er heller ikke tilstrækkeligt til, at disse uden videre falder uden for statsstøttebegrebet i artikel 4, litra c), KS.

(jf. præmis 125)

6. For at kunne anse nationale foranstaltninger for at være omfattet af forbuddet mod statsstøtte i artikel 4, litra c), KS, er Kommissionen – i modsætning til det, som gælder inden for rammerne af EF-traktaten – ikke forpligtet til at påvise, at disse foranstaltninger har påvirket samhandelen inden for Fællesskabet eller konkurrencen.

(jf. præmis 129)

7. Den indre logik i ordningen for undtagelsesvis godkendelse af støtte, som er nødvendig for, at det fælles marked for kul og stål kan fungere, forudsætter, for så vidt angår Kommissionens vedtagelse af individuelle beslutninger, at den berørte medlemsstat anmoder Kommissionen om at indlede proceduren i artikel 95 KS, inden Kommissionen undersøger, om støtten er nødvendig for at virkeliggøre traktatens mål.

(jf. præmis 153 og 155)